Michelle Hviid efter tumoren: Jeg har med ganske få undtagelser ikke haft ondt af mig selv
foto: Carsten Seidel
Da Michelle Hviid i november fik konstateret en svulst i hjernen, gik hun i chok, og med ét var hendes liv forandret. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.
Som selvstændig, mor til to og uden en sundhedsforsikring, stod hun med håret i postkassen, da hun fik konstateret Acusticusneurinom - en godartet svulst på hørenerven i det indre øre.
- Jeg kom ud i min bil og græd helt vildt. Jeg havde en tumor inde i hjernen! Jeg havde ingen forsikring, hvad fanden skulle jeg gøre? Godt nok havde jeg penge til måske en måned eller to, men så havde jeg heller ikke mere. Og hvad skulle jeg sige til børnene, siger Michelle Hviid.
Michelle Hviid betalte selv sin genoptræning
I december blev hun opereret, og den følgende tid var svær, for selvom operationen i første omgang var gået godt, og hun havde fuld førlighed, blev hun næste dag så syg, at hun måtte på intensiv. Hun kunne ikke engang svare på simple ting som sit eget navn. Og hun blev lam i ansigtet på nær venstre øje.
Iben var engang prinsens ungdomskæreste – i dag er hun alvorligt syg. Læs interviewet med hende
I det hele taget blev hendes ophold på hospitalet et frustrerende forløb. Bl.a. begyndte hun undervejs at klage over vedvarende smerter. Det viste sig, at problemet var, at hun lå på en transportseng med en meget tynd madras. Den havde hun ligget på i otte dage. Da en portør kom med en ny madras, var der ikke ressourcer til at skifte den med det samme, så Michelle Hviids mor måtte selv bugsere hende over i en anden seng og skifte madrassen.
Efter otte-ni dage bad hendes mor og hendes kæreste om at få hende udskrevet, og hun betalte selv et genoptræningsophold på Vejle Fjord.
Og hele forløbet har haft store økonomiske konsekvenser for Michelle Hviid:
- Jeg har jo ingen penge! Min mor og far betaler for mig lige nu, og jeg betaler på sigt min mor og far. Jeg skal til øjenlægen senere i dag. Jeg kunne vælge imellem at komme til øjenlægen om seks uger via det offentlige eller komme til øjenlægen i dag privat. Den samme øjenlæge! Så må mine forældre hjælpe mig, og så må jeg ud og tjene penge. Jeg holdt første foredrag i mandags. Det gik godt. Heldigvis. Jeg vidste ikke, om jeg stadig kunne tryllebinde folk. Men som jeg har hele tiden har sagt til mine forældre: Det her ender med at være godt for forretningen, hvis jeg overlever. Så har jeg edderråd’me noget at sige.
En hel del af det, hun har at sige, handler om sundhedssystemet.
Bodil Jørgensen var udsat for en voldsom ulykke i sommeren 2014. Læs interviewet med hende her
- Jeg ser et system, der ikke fungerer, og jeg bliver enormt ked af det. Tænk, hvis jeg havde været afhængig af det system. Tænk, hvis jeg ikke kunne have brugt mine sidste penge på Vejle Fjord. Tænk, hvis min mor ikke havde været der. Altså, jeg lå i en transportseng. En lille ting for systemet, men kæmpestor for mig. Jeg så ingen, der bare sad og strikkede og drak kaffe, men det fungerede simpelthen ikke. Sådan en lille ting, som at mit termometer, der lige har været oppe i min røv, ligger på min bakke med mad! Det er håbløst styret. Jeg har faktisk lidt ondt af de sygeplejersker. De løber og løber. Deres uddannelse fordrer, at de holder mig i hånden, men det ender med, at de lægger det termometer, jeg lige har haft oppe i røven, på min bakke, for de har ikke tid.
Arbejdstøjet på
Lige nu går hun til privat træning en time tre-fire gange om ugen.
- Jeg har med ganske få undtagelser ikke haft ondt af mig selv. Jeg havde lige et par timer, hvor jeg tænkte: Hvor er det synd for mig, jeg kan ikke gå, mine venner begynder at græde, når de ser mig, ja, faktisk begynder alle at græde, når de ser mig, det var megasynd, at det lige var mig … Men derefter tænkte jeg: Altså, det gavner mig simpelthen ikke. Så må jeg bare have arbejdstøjet på. Der er KUN mig. Mange har skrevet til mig, at de stadig er lamme, fordi de aldrig fik genoptrænet. Jeg bliver ved og ved, og du kan se, hvor langt jeg er kommet, siger Michelle Hviid til FEMINA.