Pernille Vermund: ”Min forudsætning for at kunne gå ind i politik er, at jeg skal blive ved med at være mig selv”

Pernille Vermund: Mød kvinden, der er ved at lave en ”Trump” i dansk politik: Hun kommer vadende direkte ind fra det yderste højre og laver rav i den. Missionen er mere frihed – inklusiv retten til at stå ved lige præcis den kvindelighed og de bryster, man er udstyret med.

Af: redigeret til web af redaktionen

foto: Ulrik Jantzen

For halvandet års tid siden lod Pernille Vermund sig en aften over rigelige mængder rødvin overtale til at blive formand for Nye Borgerlige og kæmpe for at få sig selv og partiet ind i Folketinget. Da hun vågnede næste morgen, tænkte hun først: Fuck, hvad har jeg gjort ..?

For i virkeligheden har hun et ret anstrengt forhold til magt – desuden er hun fraskilt mor til tre drenge på seks, 11 og 12 og har eget arkitektfirma, så der skal også tjenes penge.

Men hun holdt, hvad hun havde lovet, og det lykkedes at få indsamlet de over 20.000 nødvendige underskrifter for at gøre partiet opstillingsberettiget, og hvis der var valg nu, ville Nye Borgerlige stryge bekvemt ind i Folketinget.

Må man skyde brysterne frem, når man har dem?

Men allerede nu har Pernille fået en smagsprøve på hvad det – også – indebærer at være et offentligt ansigt i dansk politik. Et kvindeligt et af slagsen.

Dagbladet Information fulgte sidste år Pernille i et døgn. Billedsiden viser Pernille, der læner sig op ad sin bil og er ved at skifte til tårnhøje stiletter, Pernille, som i stramt løbetøj og bar mave har snuppet en dukkert i Snekkersten Havn efter løbeturen, Pernille, der med håndklæde om håret er ved at lægge makeup efter et brusebad. Hun har sin kvindelighed med sig, hvilket hun har fået på puklen for. Blandt andet i artiklen ”Partypige” i Weekendavisen.

Kan kønnet skygge for budskabet?

– Nej, det er noget pjat! Men det er også en kamp, så jeg tænker, jeg må bide det i mig, når det indimellem går mig på. Hånden på hjertet – det har ikke generet mig før den artikel, hvor samtlige citater, hvor mit køn havde været kommenteret, var med, og så havde en tidligere partifælle udtalt, at ”hun skyder brystet frem”. Vi har løbet sammen, og når man dyrker sport, ja, så har man sportstøj på, ikke?

LÆS OGSÅ: Ligesom Pernille Vermund er Anne Sophia Hermansen vant til at være skydeskive i samfundsdebatten. Men hun er også typen, der synes, et nej er meget motiverende.

- Jeg synes, at vi som kvinder selvfølgelig skal kunne være lækre og dejlige mennesker i vores køn, samtidig med at vi er samfundsengagerede og intelligente og så videre, det ville være mærkeligt, hvis man skulle fjerne det ene for at kunne nå igennem med det andet.

Desuden: – Jeg opdrager mine børn til at respektere begge køn og forstå, at vi er ligeværdige og ligestillede, men det betyder ikke, at man ikke kan nyde de fantastiske forskelle, der er på kønnene, for det skal jo ikke blive afseksualiseret. Det skal ikke blive sådan, at vi er så ligestillede, at vi bliver ligegyldige for hinanden.

Der findes jo også danske kvindelige politikere, der påtager sig det mere maskuline udtryk for at undgå, hvad du oplever?

– Det synes jeg er en fejl. Vi kan først være ligeværdige, når vi både som kvinder og som mænd kan træde ind på scenen fuldstændig i det køn, vi er.

Du insisterer på at have barmen med dig?

– Ja, jeg ville synes, det var virkelig mærkeligt, hvis jeg ikke havde den!

Nej tak til politisk teflon

Partiet Nye Borgerlige har især gjort sig bemærket med dets markante udlændinge og integrationspolitik. Og Pernille er ikke bange for at trampe rundt i det, hun opfatter som samfundets varme grød. Hun har heller ikke fået politiker-teflon endnu. Hun vil ikke have det. Spørgsmålet er, om hun slipper.

– Men en forudsætning for, at jeg kan gå ind i det her, er, at jeg skal blive ved med at være mig selv. Jeg skal ikke spindes ind i et eller andet rådgiver-helvede, hvor jeg ikke kan mærke mig selv længere, for jeg er ikke i politik, bare fordi jeg har lyst til at sidde på Christiansborg. I bund og grund ville jeg hellere, at der var nogle andre, der løste det her. Så hvis jeg skal kunne gøre det, jeg gør, er jeg simpelthen nødt til at være mig selv og sige: Det er sådan, jeg ser på tingene, og hvis nogen ser de samme udfordringer, så lad os prøve at se, om vi kan få dem løst. Hvis ikke – så løser I noget andet sammen med nogle andre.

Kombinationen af en skilsmisse, livet som selvstændig og den politiske passion har i mange år givet røde tal i privatøkonomien … det er kun 4 måneder siden, at Pernille havde det sidste serveringsjob til en konfirmation. Men prisen for at stå i spidsen for Danmarks nye provokerende parti er så småt allerede begyndt at vise sig. Det koster på mange planer at banke et parti op fra bunden.

– Der er dels den helt lavpraktiske økonomiske omkostning her og nu. Det koster en masse arbejdstid, og det betyder, at jeg har skruet ned for mine økonomiske omkostninger, og det må man så leve med, så længe det varer. Det er alt fra biografture med børnene til, ja ... nyt tøj. Men der er også en omkostning i forhold til det med, at man på godt og ondt ikke længere er neutral og privat, når man går på gaden.

Er det intimiderende?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke. Men jeg kan jo ikke bare være helt almindelig mig længere. Indtil videre har jeg hverken oplevet trusler eller chikane. Men se på Naser Khader, Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard. Det er evident, at der er mennesker, som ikke kan få lov til at ytre sig frit, uden at det er med livet som indsats. Det er et problem. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi bliver ved med at sige til hinanden, at noget af det mest fantastiske ved at leve i vores samfund er, at vi kan være dybt uenige og stadig være et frit og trygt folk. Vi kan bekrige hinanden på ord, ikke på sværd, skulle jeg lige til at sige.

”Et samfund, hvor vi som borgere, som danskere får mere ansvar for vores eget liv.” Det er det, Pernille drømmer om.

– Når man tager ansvaret fra folk og siger: ”Nu løser vi mere og mere i det offentlige”, bliver vi uansvarlige som mennesker. Det er dybt problematisk, at staten blander sig så voldsomt i, hvordan vi lever vores liv. Når mennesker er frie og giver hinanden plads, så blomstrer de, og de udvikler sig, og de udvikler hinanden. Jeg er fuldstændig sikker på, at vi ville blive både lykkeligere og rigere af at få vores frihed tilbage.