Ritt Bjerregaard om at være i et åbent ægteskab: Jeg blev både en bedre kone og kæreste

Søren og jeg var fra starten bevidste om, at vi ville møde mange andre spændende mennesker, og at vi sikkert også ville have lyst til sex med nogle af dem og måske ovenikøbet forelske os i andre. Vi troede ikke på gamle tiders troskabsforestillinger og tavshedskræmmeri og slet ikke på monogami. I min familie var der triste eksempler på, hvordan ægteskabet kunne udvikle sig ved hemmeligt utroskab, og hvor ødelæggende en skilsmisse kunne være for kvinden, der dengang sjældent kunne klare sig selv. Vi var enige om, at vi ville prøve at holde sammen, og vi bestemte meget tidligt i vores ægteskab, at det var i orden med sex med andre, og at vi kunne have andre kærester, men at vi skulle fortælle hinanden om det. Ingen af os skulle høre det fra andre eller gå rundt og gætte på, hvad der skete. Det har derfor moret os, når Se og Hør eller Billed Bladet ringede for at høre, om det var rigtigt, at vi skulle skilles. Nej, det var det ikke. Og så plejede Søren at gå med til en premiere, hvor vi blev fotograferet sammen, og så havde vi fred et halvt års tid igen. Når de diskede op med navne og rygter til Søren, vidste han, hvad jeg havde gang i. Hvis de fortalte ham noget andet, var han klar over, at det ikke passede. (...)

Forelsket

Erik (læge og tidligere formand for Lægeforeningen, red.) og jeg traf hinanden den 4. maj 1974 til Danmarks Lærerforenings 100-års jubilæum, der blev fejret i Nimb. Og vi spiste frokost sammen den 9. maj, kan jeg se i min kalender fra dengang. Han var formand for Akademikernes Centralorganisation, så jeg vidste godt, hvem han var. Jeg var forhenværende undervisningsminister, men i den korte tid jeg havde været minister, var vi ikke stødt på hinanden. Vi dansede til festen i Nimbs gamle lokaler. Han var lidt lapset, men også en flot mand, i bordeauxfarvet smoking, og han flirtede åbenlyst med mig. Det blev til mange danse og en aftale om at ses igen. Han så godt ud, var spændende at tale med, og jeg var godt klar over, at vi begge lagde op til, at det ikke var sidste gang, vi sås.

"Det er her, jeg hører til", siger Lisbeth Zornig, der er vokset op med utryghed, vold og seksuelt misbrug, om sit ægteskab med Mikael Lindholm

Da Søren og jeg som sædvanlig snakkede sammen i telefonen næste morgen, fortalte jeg ham om aftenen, talerne, de mange ministre og mine mange danse med Erik. ”Blev du lidt forelsket i ham?” spurgte Søren med det samme. Det bekræftede jeg og fortalte, at vi havde aftalt at ses til en frokost om kort tid. Den morgen var der ingen af os, der kunne vide, om det bare var en kort forelskelse eller et længere forhold. Det sidste havde vi ikke prøvet før, men vi vidste godt, at det nok ville komme en dag. Inden jeg mødte Erik, havde vi begge haft kærester, men kun i kortere tid, og det havde vi snakket om, også at vi indimellem blev jaloux og kede af, at den anden var gladere for et andet menneske. Men vi var enige om, at vi måtte kunne leve med det.

Det var en helt anden indstilling end den, jeg var vokset op med. I min ungdom var angsten for at blive gravid helt reel – det var, før p-pillen for alvor kom frem. Vi havde alle sammen hemmelige adresser, som vi kunne bruge, hvis uheldet var ude. Det gjaldt om ikke at få børn, før man var klar til det. Derfor kom hele det nybrud som en vældig fornyelse og mulighed for mig og min generation. I fornyelsen af omgangsformerne kom musikken til at spille en særlig rolle for seksualiteten og måden at være sammen på, for med den anderledes musik kom dansen, der på en helt ny måde satte kroppen fri. Det var ikke noget, jeg kunne dele med Søren. Han brød sig overhovedet ikke om at danse, han havde svært ved at følge rytmen og var helst fri. Jeg dansede med andre og nød det. Jeg havde i sin tid gået på danseskole og lært alle de rigtige trin, men det her var noget helt andet. Det bidrog også til, at det føltes naturligt for os, at der kom sex med andre, og at vi ikke skulle være hinanden tro på den gammeldags måde, som vi kendte det fra vores forældre.

(Uddraget fortsætter under billedgalleriet)

Jalousi

Erik og jeg var nu blevet kærester, og det blev ikke nogen kortvarig forelskelse, men et forhold, der kom til at vare i mange år. ”Sankthansaften skal jeg tale til et arrangement i Nykøbing Sjælland. Erik kommer og henter mig, og så kører vi op i hans sommerhus i Rågeleje,” fortalte jeg Søren en dag, hvor vi sad og snakkede kalender, og hvad vi skulle foretage os sammen. ”Jamen, skal vi ikke være sammen sankthansaften?” sagde Søren fortrædeligt. Næ, det havde jeg ikke regnet med.

Det kom bag på mig, at Søren reagerede sådan, for vi havde ingen fælles traditioner med sankthans. Jeg havde tit været ude at tale og var så bare kommet hjem efter mødet. Nu blev det en diskussion mellem os, og jeg tror godt, vi begge vidste, at det drejede sig om jalousi. Jeg fremhævede, at vi ingen traditioner havde, men det mente Søren nok, vi havde. Da det kom til stykket, havde han ikke særlig meget lyst til at komme med mig til Nykøbing Sjælland, så jeg fik min tur med Erik, men tænkte også, at jeg en anden gang ville sikre mig, at Søren ikke havde en forventning om, at nogle traditioner skulle være fælles. Selv om min forelskelse i Erik fyldte meget, var det afgørende ikke at såre Søren mere end nødvendigt. Der skulle også være tid til, at vi var noget for hinanden. (...)

Nogle år tidligere, en weekend i vinteren 1971-1972, havde jeg ingen politiske aftaler, så jeg havde glædet mig til, at Søren og jeg skulle være sammen lige præcis i den weekend. ”Jeg er ikke hjemme i den sidste weekend i januar,” sagde Søren. Han skulle på weekend med sin kæreste. ”Behøver det at være den weekend?” spurgte jeg. ”Vi skulle jo også have noget tid sammen.” Jeg havde ikke selv nogen anden kæreste på det tidspunkt. Søren mente ikke, at vi havde nogen aftale, og nu ville han altså gerne på weekend med kæresten. Det kunne ikke laves om. Jeg vidste godt, at det var de vilkår, vi havde sat op for hinanden. Jeg skulle ikke presse Søren. Det måtte ikke blive et spørgsmål om hende eller mig. Jeg gik i gang med at tænke over, hvad jeg så selv kunne have lyst til. Det ville ikke være nogen god idé bare at gå hjemme og tænke over, hvad Søren nu lavede, og blive jaloux og trist. Det blev til et besøg hos min gamle veninde forfatteren Inge Eriksen, der boede i et lille hus i Tranum i Nordjylland. (...)

"Man kan sagtens være livsglad og bære på en daglig smerte", siger Pernille Rahbek, der er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug

Savnede jeg Søren? Ja, men ikke mere, end at jeg havde en god weekend, og jeg vidste, at han havde givet mig de samme vilkår, som jeg nu gav ham. Vi kom begge opstemte tilbage og fortalte hinanden om nogle gode oplevelser. Og jeg blev bekræftet i, at jeg godt kunne leve med Sørens forelskelse i en anden. Det var muligt at tøjle jalousien.

Åbent parforhold var en berigelse

Jeg er ikke i tvivl om, at Sørens og min beslutning om at kunne have andre kærester har været en berigelse af mit liv, fordi det har givet mig mulighed for at komme så tæt på et andet menneske, som man kun kommer ved en gennemlevet forelskelse. De fleste mennesker i dag hæfter sig ved, at det må være svært at acceptere, at éns mand eller kone elsker en anden, og mange unge mennesker sværger på, at der skal være én og kun én. Seriel monogami er det ligefrem blevet kaldt, når det medfører flere skilsmisser og en ny tiltro til den eneste ene. Sådan har mit liv ikke været, og jeg giver ikke meget for den nypuritanisme, som er en del af tiden, og som mange af mine yngre veninder taler om. De fleste af dem forstår slet ikke, at Søren og jeg har kunnet leve, som vi har gjort.

Kæresteweekend og fyring

Erik og jeg gik diskret med vores forelskelse. Erik selv levede alene, så der var ingen at tage hensyn til for ham. Vi mødtes i hans lejlighed i Vandkunsten, spiste, snakkede og elskede, og der må have været folk, der så mig gå ud ad den port om morgenen, når jeg – da jeg igen blev undervisningsminister – gik over til Undervisningsministeriet, men vi sagde ikke selv noget og viste os ikke officielt sammen. Erik havde også forskellige opgaver i ministeriet, så vi sås flere gange til mere formelle begivenheder. Det havde vi ingen vanskeligheder med, så var vi på arbejde, og der var ikke noget kæresteri. (...)

Vi havde mange dejlige timer i Eriks sommerhus i Rågeleje. Det lå lidt gemt, og vi kunne sidde i hans indre gård med kirsebærtræet og have det helt for os selv. Men vi gik ture langs stranden, badede og kørte derop i hans lille røde sportsvogn, hvor kalechen var slået ned, og en hvid murerkasket holdt mit hår på plads. Enhver, der mødte os, måtte kunne se, at vi var mere end gode venner. Jeg var glad for, at vi fik lov til at have det for os selv. Det var Erik, jeg havde været på weekend med midt i forløbet mellem min deltagelsen i OECD-konferencen og UNESCO i Paris i oktober 1978, hvor jeg efterfølgende blev fyret som undervisningsminister af statsminister Anker Jørgensen, fordi han påstod, at jeg havde brugt for mange penge. Erik var dengang min hemmelighed, mens hele sagen om Hotel Ritz udspillede sig i pressen. Det var ham, jeg var bange for pludselig skulle blive en del af mediesagen. Han var tidligt i forløbet, mens jeg var på officielt besøg i Kina med Søren, blevet ringet op af en journalist, der gerne ville vide, hvor han havde været den weekend i oktober, hvor jeg holdt fri? Han var helt klar over, at det nu gjaldt om at passe på, så han sagde ingenting, men bare det, at de havde ringet, var en advarsel. (...) Erik ringede til en af sine venner, der var advokat, og fik det råd at flytte væk fra lejligheden, så journalister ikke vidste, hvor han var, og derfor ikke kunne få fat i ham – det var før mobilens tid. Det gjorde han. Jeg sagde heller ikke en lyd om, at jeg ikke havde været alene på weekend, så det lykkedes at holde ham ude af det hele. Måske også fordi journalisterne var fokuseret på Anker og hans mening om det hotel, jeg havde boet på i Paris, Ritz. Der var heller ingen bilag fra turen, som gik til Fontainebleau, syd for Paris, i mit materiale. Den del af turen blev betalt af Erik. Tænk, at det var muligt! Det ville det næppe have været i dag, hvor alle har mobiltelefoner med indbyggede kameraer, og hvor det ville være meget vanskeligt at holde kærester fri for offentligheden. (...)

Hvis historien om Erik og mig var blevet kørt sammen med Hotel Ritz, var det blevet en historie i sig selv, der ville have inddraget Søren og mig med en hel bunke nye vinkler om ægteskab og utroskab, som det ville have været svært at forklare i den oppustede stemning, der var. Det var ikke noget problem mellem Søren og mig. Søren vidste godt, at jeg havde været på weekend med Erik i Fontainebleau. Han vidste også, at vi havde været på andre ferier sammen (...)

Mine venner fortalte jeg ingenting, men med nogle af veninderne delte jeg oplevelserne. Vi fortalte hinanden, hvad vi havde gang i. Jeg var jo ikke den eneste, der havde andre kærester end min mand, men nok den eneste, der levede i et forhold, hvor jeg fortalte ham om det. Mine forældre kendte også Erik og var glade for ham. Han besøgte dem sammen med mig, da de boede i Værløse og senere i Stestrup. Jeg er sikker på, mine forældre vidste, at vi var kærester, men det talte vi ikke om, og vi kyssede og krammede ikke, når vi var sammen med andre, så det var ikke spor pinligt for mine forældre, og vi kunne snakke om det, også når Søren var der. Søren og Erik kendte selvfølgelig hinanden, men jeg bragte dem aldrig sammen. Det var også en af de uudtalte forståelser, vi havde, at det ikke var nødvendigt. Måske vidste vi godt begge to, at det ville have været svært at klare.

Fra kærlighed til venskab

(...) Det vanskelige i sådanne forhold, og også i Eriks og mit, er den andens ønske om at blive gift eller leve sammen. Det ønske opstod også hos Erik, og vi havde en kort pause, men kunne ikke undvære hinanden og kom sammen igen, uden at der var mere afklaring. Et så langvarigt og dybt kæresteforhold kræver selvfølgelig, at det også er acceptabelt for kæresten. Han skal også leve med, at der er en ægtemand, der kommer i første række og skal tages hensyn til. Både Søren og Erik havde den styrke, der skulle til, og det gav mig mulighed for den rus, man lever i, når man er forelsket. Jeg kunne nyde spejlingen i et andet menneske, glæden ved kroppen og de mange varme og intense øjeblikke. Jeg fik større overskud og glæde, og jeg har aldrig været i tvivl om, at fordelene langt oversteg ulemperne. Erik har nok set i øjnene, at han i længden ikke kunne bygge på forholdet til mig, og den store forelskelse blev efterfulgt af et varmt venskab, som ikke krævede, at vi så hinanden så tit. Vi holdt op med at være kærester, og Erik fik et nyt indhold i sit liv. Vi blev dog ved med at have lidt kontakt. (...)

Jeg havde været glad for Erik og vores kærlighedsforhold, men under det lå hele tiden, at jeg var gift med Søren. Jeg kan godt se, at det må have været anderledes for Erik, for han havde en fraskilt kone og børn, som han var meget glad for. Dermed var savnet af alle de fælles oplevelser omkring familien klart for ham. Mit ægteskab med Søren var for livet, men det tillod alligevel min forelskelse og mit langvarige kærlighedsforhold til Erik, og det ser jeg også i dag som en styrke. Mit liv ville have været ringere uden min forelskelse i Erik, ligesom andre kærester kom til at give mig nye og gode oplevelser. Det kræver stor balance og redelighed at leve sådan et liv og en gensidig tillid både til kæresten og ægtemanden. Mange flere mennesker kunne have glæde af en større åbenhed og villighed til at elske mere end én person. Jeg levede mere intenst og blev både en bedre kone og kæreste. Sådan set blev jeg derved en bedre udgave af mig selv.

Ritt Bjerregaard har selv skrevet bogen "Ritt - erindringer", der udkom på Politikens Forlag den 3. november. Her fortæller hun om opvæksten på Vesterbro, det tætte forhold til forældrene, kærligheden og karrieren som lærer og socialdemokratisk politiker.