Tove Ditlevsen: "Selvom man er elsket kan man godt føle sig alene"

Tove Ditlevsen ankom i taxa til Rude Skov ved Holte. Hun havde skiftet vogn undervejs for at slette sine spor. Med sig havde hun en sovepose og i en stor ”grim” taske, adskillige pilleglas og rigelige forsyninger af mælk og Seven-Up at skylle pillerne ned med. Det var den 20. september 1974, og Tove Ditlevsen ville dø.

Hun havde forsøgt før, men halvhjertet. Enten havde hun sørget for at blive fundet i tide, eller også havde hun selv ringet efter hjælp, når hun havde slugt pillerne. Denne gang var det alvor. Men Tove Ditlevsen var ikke for ingenting barn af stenbroen: Hun var enormt bange for natur, så ironisk nok turde hun ikke gå rigtigt ind i skoven for at lægge sig til at dø, hun lagde sig i stedet i sikkerhed (!) i udkanten. Hun blev efterlyst i radioen og var stadig i live, da hun den 21. september blev ”reddet” af en forbipasserende hundelufter.

Typisk Tove var hun åben om sit mislykkede selvmordsforsøg. I sin ugentlige klumme i Politiken fortalte hun et par uger senere i fabelform om det:

”Rask som fuglen frisk sprang jeg så ud på Boulevarden den eftermiddag, da jeg gjorde alting for sidste gang, hvad der i sig selv er vidunderligt, når man nu er så forfærdelig træt” (...). ”Jeg gav mig selv et kvarters hvile, før jeg tog fat på det sidste stykke arbejde, jeg skulle udføre. Hvilken umådelig fred og stilhed på denne våde plet i skovbunden! Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden.”

Ønsket var ikke gået i opfyldelse – ellers havde hun selvsagt ikke kunnet skrive klummen – men halvandet år senere, 7. marts 1976, havde Tove Ditlevsen lånt en venindes lejlighed og dermed sikret sig, at ingen tilfældige hundeluftere kunne komme forbi. Denne gang blev det ikke ved forsøget. Nyheden om hendes død flød ud af radioen i mine forældres okseblodsfarvede stue i Ringsted og fyldte mig med chok, sorg og en følelse af uendeligt tab. Tove Ditlevsen var 58 år, jeg var 14, og det lyder måske sært, men hun var mit idol.

Jeg havde allerede gnavet mig igennem det meste af hendes forfatterskab. ”Pigesind”, ”Kvindesind”, ”Barndommens gade” og ”Man gjorde et barn fortræd”. Erindringsværkerne ”Barndom” og ”Ungdom”. Hendes fine novellesamlinger. Og "Ansigterne", "Gift", "Vilhelms værelse” og så videre. Voksne ord, men de ramte rent. Hos mig som hos utrolig mange andre. Begyndelsen af digtet ”De evige tre”, sidder fast i de fleste af os:

”Der er to mænd i verden/der bestandig krydser min vej/den ene er ham jeg elsker/den anden elsker mig”.

LÆS OGSÅ: Geo lettet over sin fars død: "Jeg var bange for, at han vile skade min datter"

Selvudleverende med hjerte

Hvad var det, der fik især kvindelige læsere til at styrte hen i boghandelen, når der udkom en ny ”Tove Ditlevsen”? Hvad var det, der fik folk til at elske hendes ligefremme avisklummer og -causerier? Og hendes brevkassesvar i Familie Journal igennem næsten 20 år? (De var ofte korte, kontante og usentimentale – som da en ulykkelig kvinde beskrev et håbløst ægteskab og spurgte: ”Skal jeg gå fra ham?”. Og Tove svarede: ”Nej, De skal løbe!”). Og hvad er det, der gør, at hendes forfatterskab stadig er læseværdigt?

Man får en fornemmelse ved at læse bogen ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter – glemte tekster af Tove Ditlevsen”, som citaterne i artiklen her er fra. Som en af de første danske kvindelige forfattere skrev hun med sig selv og sit eget meget lidt mønsteragtige liv som udgangspunkt. Hun skrev om barndom, så man kunne lugte madpakkerne, om ung kærlighed, så man nærmest følte sig hjemme i usikkerheden, og om uforløst moderkærlighed, utroskab, forliste ægteskaber, køn, hverdag, opvask, mental skrøbelighed, angst og misbrug, så man følte sig – menneskelig.

Med vemod, humor, krashed brugte hun sig selv. Op. Hun var selvudleverende, før det blev ulideligt moderne, og hun var det med hjerte, så det gav mening for andre. Tove Ditlevsen blev mediedarling med skandaler og det hele. Selv i dag virker hendes tekster – selv om sproget har ændret sig siden – så vedkommende, som sad man ved siden af hende i sofaen. Da hun døde, havde hun fire brudte ægteskaber, år med misbrug og lange indlæggelser på psykiatriske afdelinger med i sin til sidst ubærlige mentale bagage.

Det gennemgående tema i hendes forfatterskab er ANGST. For at miste kærlighed og for at miste fodfæste i tilværelsen. Og for Tove førte alle spor tilbage til barndommen:

”Ethvert menneskes barndom er en enestående kapital, der aldrig kan opbruges, hvor ødselt man end deler den ud. Alle senere begivenheder er, om end nok så skæbnesvangre, ikke andet end gentagelser. Det gælder også for dem, der påstår, at de intet særligt erindrer om deres barndom.”

Prustelyde om natten

En tur ned ad Hedebygade på Vesterbro. Byfornyet, et sted, ”man” gerne vil bo. Hvis nogle skulle have glemt det: Livet på stenbroen, dengang Tove Ditlevsen voksede op i nummer 30A, var med das i gården, kakkelovnsopvarmede lejligheder, koldt vand i hanen, etagevask og små lejligheder, hvor man sov i lag og i samme rum og kunne høre forældrene lave underlige prustelyde om natten – hvilket Tove ikke kunne fordrage.

Tove lærte at læse, før hun kom i skole, og følte sig meget tidligt ”anderledes”. Hendes far, Ditlev Nielsen Ditlevsen, var en stille, bogglad mand, hendes mor, Kirstine Alfride Mundus, var meget dominerende, og Toves forhold til hende var kompliceret. Forældrene kom i økonomiske vanskeligheder, efter at faren mistede sit arbejde som fyrbøder i 1924, og det skabte en livslang frygt i Tove for ikke at have ”noget på bogen”. Hun begyndte at skrive digte, da hun var 11 år og syv måneder og småforelsket i sin naturhistorielærer:

”Det ved jeg, fordi jeg med henblik på eftertiden omhyggeligt skrev årstallet ned. Det var slutningen af et digt, hvis begyndelse aldrig er skrevet.”

Digtet, der er med i ”Jeg ville være enke og jeg ville være digter”, lyder sådan:

Den unge rige kærlighed/med tusind bånd dem bandt/Hvad gør det så at brudesengen/var en grøftekant?

Tove viste digtet til sin bedstemor, som slog syv kors for sig og bad Tove om ikke at vise det frække digt til sine forældre. Hvilket velopdragne Tove så selvfølgelig lod være med. Men Tove ville være digter, selv om hendes familie fandt hendes ”umulige fremtidsplaner uhyre komiske”. Kvinder kunne naturligvis ikke blive digtere. Og der var bøger, man i det hele taget skulle holde sig fra.

”Da jeg var 12 år, fik jeg lov at gå på biblioteket, men da jeg kom hjem med en bog af Herman Bang, sagde min far, at den måtte jeg ikke læse, for han var ikke normal. Det gjorde mig meget begejstret for ham, for jeg var jo heller ikke normal. Jeg tænkte på, at han ligesom jeg skulle have ladet, som om han var det.”

Tove debuterede med digtsamlingen ”Pigesind” i 1939.

”Det lyder så ligetil, men kampen for at nå så langt som til at få disse spinkle og ufuldkomne digte i trykken havde alligevel taget adskillige år. Jeg har skildret den i mine erindringer ”Barndom” og ”Ungdom”. Alt imens jeg arbejdede for det daglige brød, var jeg altid på jagt efter indflydelsesrige mænd. Mit store problem var, at de på ingen måde var på jagt efter mig. Men jeg var stædig og udholdende, og til sidst fandt jeg en. Han var redaktør af et tidsskrift, der hed Vild Hvede, og han var 31 år ældre end mig. Det havde sikkert ikke været nødvendigt, at jeg giftede mig med ham for at komme frem i verden, men ingen havde nogensinde fortalt mig, at en pige kunne blive til noget i kraft af sig selv. (...) I hæsblæsende fart giftede jeg mig altså med den ældre redaktør. Han hed Viggo F. Møller. Jeg syntes, det hastede, inden han kunne nå at fortryde det.”

Hendes første digtsamling udkom i 500 eksemplarer. Og hun styrtede hjem og forærede sine forældre et eksemplar.

”Mange år før havde min far nemlig sagt til mig, at en pige ikke kunne blive digter. De ord havde jeg svoret han skulle æde i sig igen. Det gjorde han med sin sædvanlige sagtmodighed, men tilføjede, måske for at skjule sin bevægelse: ”Men du har nu altid helt igennem været en undtagelse”.”

LÆS OGSÅ: Parforhold: 10 tegn på, at det kan være bedst at gå - om omvendt

Mænd eller børn?

”Der findes to slags kvinder: Dem, for hvem manden kommer i første række, og dem, for hvem børnene gør det. Blandt de sidste er skilsmisser hyppigst.”

Sagde kvinden, der var gift fire gange, fødte tre børn og adopterede ét. Og som i øvrigt mente, at ”mennesker, for hvem seksuallivet er af livsvigtig betydning ud over den grønne ungdom, kan aldrig gøre virkelig karriere.” Ægteskabet med Viggo F. Møller, der gav hende adgang til de eftertragtede akademiske kredse, holdt kun et par år. I 1942 giftede hun sig med stud.polit. Ebbe Munk og fik datteren Helle. Det ægteskab blev også kort. I 1945 giftede hun sig med lægen Carl T. Ryberg. De fik sønnen Michael, og Tove adopterede hans datter Trine, men med en lægeægtemand var der for let adgang til medicin for et skrøbeligt sind – Tove blev misbruger.

Hun kaldte det selv for salig selvdestruktion. Ægteskabet holdt i fem år. I 1951 giftede Tove sig med nationaløkonomen Victor Andreasen, der senere blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Med hans hjælp kom hun mentalt til hægterne. De fik sønnen Peter og havde en nogenlunde harmonisk tid med familieliv i Birkerød, og hun begyndte at skrive igen – skrivning var indiskutabelt hendes bedste terapi livet igennem. Men i slutningen af 1950’erne røg hun igen ud i misbrug, og turene ind og ud af de psykiatriske afdelinger begyndte i 1960’erne. Det gjorde det ikke bedre, at Victor Andreasen var hende utro.

”I realiteten, i den mere og mere uudholdelige virkelighed, var der sket det, at Victor var flyttet sammen med en ganske ung pige, som havde fået en fantastisk erotisk magt over ham. Som sædvanlig reagerede jeg helt idiotisk på det. Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger.”

Da hun hårdt presset endelig opsøgte sin psykiater, ”Dr. V”, sagde han: ”Hvor ser De ud, De ligner en gammel spritter. De stinker af whisky, men De kunne dog i det mindste rense Deres negle.” Den yngste søn kom i pleje hos Toves bror, og Tove blev indlagt på Sct. Hans.

”Virkeligheden trængte sig på i form af en læge, der skulle ”skrive journal”. Han prøvede tappert at skjule sin forbløffelse ved synet af mig, og jeg blev forlegen, fordi jeg ligesom havde lånt mit ansigt af en anden, mens mit eget var sendt til rensning (...). ”Man holder ikke på en mand,” sagde han indtrængende, ”ved at berøve sig selv enhver form for kvindelighed på den måde.” Tove fik et bad af to kvindelige plejere. Fandt sig – som altid – godt tilpas blandt de psykisk syge på afdelingen og begyndte at skrive igen.

”Dér tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv.”

Det blev til erindringsromanerne ”Barndom” og ”Ungdom”, der begge udkom i 1967. Også ”Ansigterne” fra 1968, der anses for at være hendes bedste roman, blev til på en psykiatrisk afdeling. Victor og Tove fandt sammen igen: ”Men det bedste i vores samliv var gået til grunde.”

Uvant åben

”Gift” fra 1971, der handler om både venner, fjender, elskere og ægteskaber og ikke mindst om ægteskabet med lægen, der gjorde hende til narkoman, udløste en mediestorm. Åbenheden var bestemt ikke hverdagskost dengang. Victor Andreasen gik i brechen for hende. Men der var også storm i ægteskabet. De to kunne ikke leve uden hinanden, men heller ikke sammen. Han forlod hende igen.

”Denne gang for bestandigt. Der var folk nok til at fortælle mig, at det var en himlens velsignelse, jeg endelig var sluppet af med ham. Men ingen har den mindste anelse om, hvad der er godt eller dårligt for andre mennesker. Vi havde været gift i 21 år, og det tog meget lang tid, før jeg indså, at de mennesker, der har haft væsentlig betydning for éns skæbne, lever videre i hjertets stilhed. De er indgået i éns åndelige kredsløb, uanset om de – som min mor – er døde, eller de bare har flyttet seng og bord hen et andet sted.”

Ægteskabsannoncen

Det var offentligt kendt, at hun var blevet forladt, men Tove Ditlevsen viste sig igen fra sin usædvanlige side. Hun indrykkede en ægteskabsannonce i Politiken:

”Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn inden for litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist. Interesser: Litteratur, teater, mennesker og hyggeligt hjemmeliv. Helst foto og oplysning om personlige forhold. Billetmærke: POL”.

En joke? En besk kommentar til eksmanden? Folk gættede i hvert fald hurtigt, at det var Tove Ditlevsen, der stod bag annoncen. Om hun fik svar, vides ikke ...

Tove og Victor blev formelt skilt i 1973. Det lange ægteskab beskriver hun i sin grumme, groteske og humoristiske sidste roman ”Vilhelms værelse” fra 1975. Han brød sig ikke om det og meldte sig syg fra sit arbejde på Ekstra Bladet. I romanen begår hovedpersonen Lise Mundus selvmord, og Tove selv blev mere og mere depressiv. Det var skrivningen, der havde holdt hende i live, men hun var holdt op med at skrive.

Se forvandlingsbillederne af hende her i artiklen. Som ung, fin, lysende og sårbar. Og efter misbrug og mænd: Som slidt og tankemartret kvinde. Hun ville være i fred – for sig selv.

Toves egen nekrolog

Et stykke tid inden sin død morede Tove Ditlevsen sig med at skrive sin egen temmelig bizarre og karikerede nekrolog, fordi:

”Jeg har aldrig været bange for døden, men det har altid ærgret mig, at man ikke får sine nekrologer at se, hvorfor jeg nu selv agter at skrive en”.

Her kommer lidt af den:

”T.D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøger, hvoraf de betydeligste er hendes erindringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæller om de mænd, hun delte bord og seng med, af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden ikke at værdsætte denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med hende på gaden af frygt for at komme med i næste bind. Hun var sammen med den endnu levende Klaus Rifbjerg den første, der i sine bøger nævnede personerne ved deres rette navn, og i det hele taget stak hun ikke noget under stolen. Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt Akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling”.

Tove Ditlevsen fik igennem sit liv mangeTove Ditlevsen fik igennem sit liv mange priser for sit fremragende forfatterskab, men hun fik til sin egen store sorg og ærgrelse lige præcis aldrig Det Danske Akademis store pris og dermed den intellektuelle anerkendelse, hun ønskede sig. Hendes selvmord er ofte blevet udlagt som reaktion på det. Men med hendes langtidsbelastede og udogmatiske liv i erindring virker det ærligt talt absurd, at noget så konkret som en pris, man ikke fik, skulle være årsag nok til at tage livet af sig.

Den 4. maj 1974 havde Tove Ditlevsen skrevet i Politiken:

”Vi, der tit er mere bange for livet end for døden, har ligesom en dimension mere, en følelse af frihed ved tanken om, at vi når som helst kan trække os tilbage med en høflig undskyldning, som når man forlader et selskab i utide”.

Tove var bange for livet. Hun efterlod et brev med sine ønsker til begravelsen. Hun ville IKKE begraves i stilhed. Begravelsesceremonien skulle foregå i Kristkirken på Enghave Plads og jordfæstelsen på Vestre Kirkegård. Hendes læsere skulle have lov til at sige ordentligt farvel. Næsten 1.000 mennesker mødte spontant op. Især kvinder. Helt almindelige modne danske kvinder. De ville partout ind i Kristkirken alle sammen. Politiet blev tilkaldt og forsøgte at dirigere kvinderne væk fra kirken – de mente, kirken VAR fyldt op – men kvinderne insisterede på, at der var masser af plads og mosede ind og sad og stod til sidst i lag helt oppe ved orglet. Så mange var de, at nogle alligevel måtte vente udenfor. Og da kisten blev båret ud, nejede kvinderne for Tove.

Tove Ditlevsen er ikonisk og hendes forfatterskab levende, selv om hun begik selvmord i 1976. Mystisk info: Tove blev født i 1917. Selv bedyrede hun af uransalige årsager, at det var i 1918, men der står 1917 på hendes gravsten.