Stéphanie Surrugue: Jeg er en af dem, der får det sjovere med alderen
Foto: Nellie Møberg.
I bakspejlet kan hun godt se, at det var vanvid at begynde i nyt job med både indholdsmæssige og tekniske udfordringer midt i primærvalgene, hvor hun hele tiden rejste og samtidig skulle have et hjem op at stå helt alene.
Hvis hun skal give et godt råd til en ny korrespondent, så er det at få sig en mand eller en kone, der kan stå for alt det praktiske derhjemme.
Mødet med USA
Samtidig er udfordringerne noget af det sjoveste, Surrugue har prøvet, for USA er så rigt på kontraster og på gejst.
– Heldigvis har jeg et arbejdstemperament, hvor jeg er god til at fokusere, når først jeg er i gang med opgaven. Men jeg har været træt. Det går bedre nu, og USA er et fascinerende land. Jeg har også lavet forskellige indslag med rige, fattige og excentriske mennesker, men det mest interessante for mig er næsten at besøge en middelklassefamilie. De kan ofte føle sig klemt, men alligevel elsker de deres land i en grad, så man som dansker bliver forbløffet. Det er ’’America the Great’’ hele vejen igennem. Og de poder deres børn med, at de skal kæmpe for at komme til tops og få et godt liv. Det er meget fremmed for mig, både når jeg sammenligner med Danmark og Frankrig. Selvforherligelsen er ikke altid konstruktiv, og selvkritikken mangler, men der er en god energi i den storladne og lidt naive måde at tænke på, siger Stéphanie Surrugue.
40 år og gladere
Og snart runder hun et skarpt hjørne. Hun fylder nemlig 40 år til februar, og det virker på én gang overvældende og som noget, Surrugue glæder sig til.
– Jeg har det på mange måder bedre, end da jeg var i 20’erne. Jeg brugte utroligt megen tid på at være i oprør i folkeskolen og gymnasiet. Jeg kender mig selv bedre i dag, jeg er mere rolig, og jeg ved, hvem jeg gerne vil omgive mig med. Karrieremæssigt har jeg det sjovere og tjener bedre. Jeg glæder mig til 40’erne, for jeg synes, jeg er en af dem, der får det sjovere med alderen. Det er nørdens hævn. Og jeg er netop begyndt på at arbejdskapitel, der bliver godt. Jeg havde gået og luret på korrespondentlivet i et stykke tid, inden jeg tog mig mod til at prøve.
Ny mand?
Mange spørger Stéphanie Surrugue, der i øjeblikket er single, om alt det her med mænd og børn, og det gør SØNDAG også.
– Jeg har lavet en regel om, at jeg først officielt har en kæreste, når han har mødt min mor. Det er nogle år siden, hun sidst har mødt nogen, men hun kan nu sagtens risikere at møde en mand igen snart. Det må du godt skrive.