'Årgang 20'-Lisbeth slår fast: "Vi er ikke stoppet"
Foto: Jan Dirchen/TV 2
I seneste afsnit af "Årgang 20", der løb over skærmen tidligere på ugen, meddelte Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius, at de trækker sig fra det populære TV 2-program.
Det fik formentlig flere til at tænke, om det betød et definitivt farvel til parret, der skal skilles.
Nu sætter Lisbeth dog selv flere ord på exitet. I en story på sin instagram-profil slår hun ifølge BILLED-BLADET fast, at de ikke er stoppet i programmet.
- Vi er ikke stoppet i ”Årgang 20”, men har valgt at sætte det på pause på ubestemt tid. Det er en fælles beslutning, vi har truffet for at passe på vores børn, skriver Lisbeth ifølge BILLED-BLADET i en story på Instagram.
Lisbeth og Christian mødte hinanden, da Lisbeth var 22 år gammel, og deres forhold tog hurtigt fart – for efter at have datet i blot en måned, stod Lisbeth med en positiv graviditetstest i hånden.
De næste 11 år nåede Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius at blive gift, at få tre børn i alt – og blive kendt i det meste af Danmark som deltagere i ”Årgang 20”.
Men nu er ægteskabet altså slut – for i afsnit tre fortalte de, at Lisbeth ikke længere følte sig glad og lykkelig hos Christian. Parret nåede at være sammen i 11 år.
- Christian og jeg sagde ja til hinanden i kirken, og jeg har også tænkt, at vi skulle være sammen for altid. Men for mig er det også bare vigtigt, at man er tro mod sig selv. For mig er det helt klart den der følelse af ikke at være lykkelig. Det der med ikke at føle sig 100 procent glad, men hele tiden føle at der er noget, fortæller hun i tredje afsnit.
Lisbeth tilføjer, at hun ikke kan huske, hvornår hun sidst har følt sig oprigtig lykkelig.
- Det er nok også qua, at jeg har haft det svært psykisk. Efter jeg har fået min diagnose (adhd, red.) er jeg nok også blevet mere bevidst om, hvem jeg er. Jeg har været sammen med Christian, siden jeg har 22, og der er bare sket meget på de år. Det der har gjort at jeg har fundet ud af, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har behov for at finde ud af, hvem jeg 100 procent er.
I programmet fortæller Lisbeth, at hun og Christian har været enige om beslutningen. Alligevel er det dog tydeligt at mærke på Christian, at Lisbeths udmelding kom bag på ham:
- Vi har været sammen i 11 år og altid prøvet at tale om tingene. Jeg føler ikke, jeg havde set udfaldet være så drastisk og så tragisk.
Christian og Lisbeth er dog enige i én ting: De vil gøre alt for at samarbejde godt omkring deres tre børn, Filippa-Lucia på 10, Theodor på otte og Ayasofia på fem år.
Denne artikel blev første gang bragt på Se & Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.