Alle kammeraterne i Anne-Helenes klasse sagde: ”Vi børn vidste jo alle sammen, at det ikke var rigtig godt derhjemme hos dig”

Mange år efter den barndom, der ikke var for børn, mødte Anne-Helene Merkelsen tilfældigt en, hun engang havde gået i klasse med på en af de mange folkeskoler, hun nåede at gå på. Klassekammeraten sagde: ”Vi børn vidste jo alle sammen, at det ikke var rigtig godt derhjemme hos dig”.

– Og altså ... jeg var et rimelig asocialt barn, jeg var ikke nødvendigvis venner med de børn, så hvis børnene har fattet det, så må lærerne simpelthen også have tænkt deres. Måske er det sværere, hvis familien ser rigtig fin ud udadtil, som vores absolut gjorde. Men ... jeg var aldrig med på lejrskole, ville ikke til børnefødselsdage, holdt mig så meget jeg overhovedet kunne ude af fællesskabet. Det, synes jeg, nogle må have set.

Anmelderroste ”Uden egentlig at ville det” er et autofiktivt værk.

Hovedpersonerne er jeg-fortælleren, en lille pige, der bliver større undervejs, hendes to brødre fra morens tidligere ægteskab, den sært følelseskolde, serielt monogame mor, der i romanens start forlader pigens lidt passive psykolog-far og ret hurtigt efter møder og gifter sig med en københavnsk præst, der viser sig at være altervins-alkoholiseret og tæver moren sønder og sammen, mens børnene ser på. Det forhold varer altødelæggende længe.

Anne-Helene har i virkeligheden to halvstorebrødre og en far, der minder om pigens far i romanen. Hendes mor var gift fem gange - den ene gang med en voldelig og alkoholiseret præst. Og Anne-Helene var 16 år, da hendes mor døde. Ligesom bogens fortæller.

– Men jeg vil gerne lige slå på tromme for, at det som autofiktion selvfølgelig er baseret på mine egne erfaringer, men det er også en skønlitterær tekst, som har fået lov til at følge sine egne veje – og jeg har fulgt med.

Vi sidder i den Vesterbro-andelslejlighed, som Anne-Helene købte efter skilsmissen fra sine tre børns far. Taler om, hvem der egentlig ejer ens historie. Og hvem, der har retten til at fortælle den. Det har Anne-Helene tænkt meget over.

– Men som Suzanne Brøgger har sagt det: ”Man ejer ikke de spor, man sætter i andre mennesker”. Hvilket er en meget smuk måde at sige det på.

Ikke desto mindre har Anne-Helene haft svært ved at give sig selv lov til at eje sin egen historie:

– For faktisk ejer alle mulige andre ens historie, indtil man selv tager den, og det har været en kamp for mig at tage min. Fra barnets perspektiv er der en besynderlig loyalitet, som gør det svært at tage det ejerskab, selv om man er vokset op med voksne, som opfører sig vanvittigt, og som egentlig ikke rigtigt lytter til en eller vil se en, og hvor det er bedst, at man bare er der og ikke gør for meget væsen af sig.

Egentlig begyndte bogen ikke som en roman, men en undren. Anne-Helenes mor var på et tidspunkt gift med en mand, der var præst og voldelig og hele tiden fuld som den første stedfar i romanen. Børnene så på. I begyndelsen af 00’erne besluttede nu voksne Anne-Helene sig for at ringe til ham.

– Ikke for at skælde ham ud, jeg ville bare prøve at se, om han forstod, hvad han havde gjort imod os. Jeg ville bare gerne forstå ham og dermed på en eller anden måde forstå min egen historie. Og forstå min mor ikke mindst.

Det viste sig bare, at manden lige var død.

– Der kom jeg for sent. Så jeg gik rundt og prøvede at få det til at falde på plads i mit hoved. Prøvede at forestille mig, hvorfor han var blevet sådan. På et tidspunkt blev det en større undersøgelse af alle mulige menneskelige relationer og magtrelationer i familier. Som kan tippe. Det blev også en undersøgelse af, hvorfor min mor endte i det forhold.

Og det blev ikke mindst en undersøgelse af hendes egen mors personlighed og konsekvenserne af den for hendes tre børn.

– Jeg har siddet hos mange psykologer, som har spurgt, om jeg ville lukke øjnene og se mit lille barne-jeg for mig og prøve at sige nogle ting til hende. Jeg har altid syntes, det var lidt fjollet, hvilket det helt sikkert ikke er. Men i den proces gik det op for mig, at bogen også er skrevet på en vis del indigneret vrede. Fordi der var så meget tavshed og så meget halløj i den opvækst. For os alle sammen.

Anne-Helenes to storebrødre fra et af deres mors andre ægteskaber har læst bogen, før den udkom.

– De synes, den føles ”dejligt tryg” - ligesom deres barndom, ha ha!

Hvad ville din mor sige til bogen?

– ... Ja, det ved jeg faktisk ikke. Det er skørt, ikke? Men jeg føler faktisk ikke, at jeg kender hende godt nok til at svare på det. Det er ret vildt, at man kan leve så tæt på et andet menneske uden at kende det menneske. Min mor var meget sammensat. Hun var også rundet af noget, og jeg synes, det er interessant, hvordan traumer egentlig bare bliver skubbet fremad i generationerne, indtil en eller anden i kæden begynder at deale med det. Hun gjorde det formentlig bedre, end hendes forældre gjorde, men hun begik stadig mange fejl. Hun var nok så traumatiseret selv, at hun havde meget, meget svært ved at drage omsorg for andre. Altså, hun var der og var aldrig fuld, og vi fik god mad og rent tøj. Men følelsesmæssig omsorg og i det hele taget interessen i at lære os at kende – den var totalt fraværende.

Alle flytningerne satte også spor.

– Vi flyttede ekstremt mange gange, også mange flere gange end i romanen. Det var altid noget med, at vi kom hjem fra skole, og så var lejligheden pakket ned. Hun kunne simpelthen pakke ud og pakke ned på to minutter. Sådan føltes det. Og så fulgte vi bare med. Som voksen har jeg været nødt til at finde ud af, at man selv kan have indflydelse på noget i sit liv. Få ting til at ske. For dengang blev vi bare hvirvlet med. Det var ligegyldigt, hvad vi følte, tænkte og gjorde. Så det har været sindssygt svært for mig at finde ud af ... selv at tage en plads i verden.

Sagde din mor ”jeg elsker dig”?

– Nej, det gjorde hun ikke.

Omfavnede hun dig?

– Nej, det gjorde hun heller ikke. Jeg tænkte nok bare, at det var sådan, det var at være en familie.

Anne-Helenes far lurede efterhånden, hvad der foregik hos hans ekskone. Men han gik aldrig for alvor ind i kampen for sin datter.

Han nøjedes med at prøve at nå ind til hende, når hun af og til var på rigidt aftalte besøg, og hun var for bange for sin mor til selv at opsøge ham uden for aftalerne. I skriveprocessen har hun også måttet pille sin far ned af den piedestal, hun havde sat ham på.

– Men det derhjemme var jo en kontrast til min far, som prøvede at drage omsorg, når jeg så ham, men som også havde svært ved det, for når han prøvede at give mig et kram, stod jeg bare med armene ned langs siden. Det satte han så ord på, så jeg blev opmærksom på, at det åbenbart ikke var normalt. Men jeg vidste slet ikke, hvordan man var omsorgsfuldt sammen. Eller viste omsorg. Min mor var ikke i stand til at gøre de ting, selv om jeg tror, hun gerne ville. Jeg har, siden jeg var ganske ung, sådan suget til mig af normalitet. Jeg har været så usandsynlig heldig, at jeg – vil jeg i hvert fald selv sige – kan det at være sammen med andre mennesker. Men det har jeg ved gud ikke lært fra min mor, det har jeg lært fra andre mennesker, som jeg har mødt senere.

En mulig forklaring på Anne-Helenes mor er, at hendes forældre blev tidligt skilt, og hverken hendes far eller mor ville have hende.

Hun endte med at bo hos sin mor. I slutningen af 1960’erne var hun blevet en skarp teenager og ville gerne i gymnasiet. Men hendes mor sagde nej.

– Hun skulle bare være smuk og blive god til at lave mad, og så skulle det nok gå. Så hun prøvede at fjerne sig fra det, hun kom fra, og ad alle mulige besynderlige zigzag-veje formåede hun faktisk at komme ret langt i sit arbejdsliv.

Hvad var det med hende og mænd?

– Der var det, som man på en måde kan spore tilbage til hendes skøre opvækst. Da hun døde som 45-årig, havde hun været gift fem gange, det var jo meget imponerende. Min ene bror sagde engang, at hun var meget bevidst om sin seksuelle kapital og brugte den 90 procent af sin vågne tid på at komme frem i verden. Hun var sjov, veltalende, ekstremt handlekraftig og charmerede simpelthen mænd så let som ingenting. Jeg tror også, det handlede om, at hun stod med tre børn og var bange for ikke at kunne give os det, hun gerne ville materielt og sørge for at vi fik en uddannelse. Hun var økonomisk drevet og helt klart også drevet af prestige – det var relativt flotte titler, hun giftede sig med. Hun var meget optaget af facader, af at tingene skulle se ud. Det var altid noget med høje paneler og flotte titler. Hun havde brudt med sin familie, hvor det ikke var specielt ambitiøst.

Værdige mennesker

Det er aldrig okay at slå. Basta. Men når man læser ”Uden egentlig at ville det”, tænker man også, at morfiguren – og dermed også Anne-Helenes egen virkelige mor – har andel i, at det kører skævt med de forskellige mænd.

– Fuldstændig. Det var også en følelse, jeg fik, mens jeg skrev det: At hun på en eller anden måde får ... opløst mændene. Hun behandler dem heller ikke som værdige mennesker i verden. Det var noget, jeg selv oplevede som barn, og jeg synes egentlig også, hun har et stort ansvar i det, der sker. Volden undtaget, man er aldrig selv skyld i, at nogen slår en, men ellers ... driver hun jo de dér mænd til vanvid. Egentlig måske nærmest bevidst. Hun er i hvert fald ligeglad med, at hun gør det.

Du har set ekstrem vold helt tæt på – var du bange for, at din stedfar slog din mor ihjel?

– Det eskalerede, det blev mere og mere voldsomt. Men det mærkelige var, at jeg var mest bange for, at han ville slå hende ihjel, når han ikke var voldelig. Han var alkoholiker, det giver et ekstra lag. Jeg blev ekstremt opmærksom på lyde, stemmelejer, skridt, hvordan tøj og hår sad. Det er jeg stadig. Det mest opslidende var underligt nok, når han ”bare” var fuld og var venlig og prøvede at være sjov og jovial. Det, syntes jeg, var sindssygt skræmmende, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvad det var, der udløste volden. Det var umuligt, for det var noget inde i ham. Men det gjorde mig rædselsslagen for at komme til at sætte en kop forkert. Jeg var bange for, at hvis jeg gjorde noget, der gjorde ham sur, ville han slå hende så voldsomt, at det ville kunne tage livet af hende. Så på en måde havde han – det er en efterrationalisering – magten over min overlevelse. For hvad skulle jeg gøre uden min mor?

Anne-Helene kom til at miste sin mor. Hun døde af kræft, da Anne-Helene var 16 år. Året efter sad Anne-Helene på en ungdomshøjskole og så en film.

– I filmen smadrer en mand sin kones hoved ned i en håndvask Jeg havde faktisk aldrig rigtig tænkt over, hvor voldsomt det var at vokse op med en både fuld og voldelig stedfar, og til min store overraskelse blev jeg vildt påvirket af det og begyndte at tude. Jeg har aldrig grædt over, at min mor var udsat for den vold – måske som lille, det kan jeg ikke huske. Men dér begyndte jeg at græde. Der gik det op for mig for første gang: Gud, hvor var det ikke i orden. Og det var nok vigtigt, at dét kom.

– Men ... jeg må også sige, at min historie også har været sådan en remse, som jeg bare har fyret af som voksen. Som om det var ... en tur til bageren. Jeg har ikke følt noget for den og har haft svært ved at købe, at det skulle være så slemt. Jeg havde rigtig meget angst, da jeg var ung, men jeg havde svært ved at forbinde det med min opvækst. Men som voksen er det helt klart gået op for mig, at det, der skete, var omsorgssvigt.

Ingen af dem, der skulle forestille at være de voksne, var det. Det betød, at Anne-Helene og hendes to storebrødre rykkede ”virkelig tæt” sammen, fordi det hele var så uforudsigeligt og voldsomt.

Var det dine brødre, der hjalp dig igennem?

– Ja, det er jeg fuldstændig sikker på. Det er det stadig. Vores ældste bror har altid taget - for meget - ansvar. Og haft forventninger til os, også da vi blev ældre. Det tog mig lang tid at få en uddannelse, fordi jeg cirklede rundt i et større kaos i min ungdom, hvor jeg bare lod mig flyde med i alle mulige retninger, fordi jeg havde så meget halløj kørende inde i mig selv, men det var ligesom aldrig et spørgsmål, om jeg skulle have en uddannelse. Det kunne jeg lige så godt ikke have fået, hvis han ikke havde været der.

Har du været bange for selv at få børn?

– Ja, sindssygt bange. Da jeg var helt ung, og mine veninder begyndte at glæde sig til at få familie og børn, vækkede det absolut ingen genklang i mig. Jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle have børn, fordi jeg simpelthen var bange for at gentage det mønster. Men nu fik jeg så børn. Det var helt klart et vendepunkt, at jeg blev gravid og blev nødt til at forholde mig til det. Men der havde jeg været så meget i samtaleterapi med så mange psykologer, at jeg egentlig ikke følte, at der var noget, jeg ikke havde fået vendt rundt på inden i mig. Jeg begår sikkert fire milliarder fejl hele tiden, men jeg begår i hvert fald ikke de samme fejl, som min mor gjorde. Det kommer meget naturligt at kramme mine børn, snakke med dem, spille brætspil, sørge for at skabe en relation og høre, hvad der foregår inde i deres hoveder.

Anne-Helene nåede ikke at tale med sin mor om sin opvækst, før moren døde.

Ville det have gjort en forskel?

– Det har jeg tænkt meget over. Og jeg har haft mange samtaler med hende oppe i mit hoved, efter hun er død. Jeg har prøvet at have en idé om, hvad hun ville svare. Jeg tror, det ville have gjort en forskel. Men... jeg er alligevel ikke sikker, for jeg er ikke sikker på, at hun ville have lyst til at være sårbar. Og det ville hun være nødt til, hvis vi skulle have en rigtig samtale om det, der skete.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 7/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.