Anne Mette Kirk: Jeg har været pissefuld. Jeg har været flirtende. Jeg insisterer på, at vi skal leve fuldt ud

Anne Mette Kirk pakkede sine ting sammen på Center for Seksuelle Overgreb. Egentlig skulle research-mødet have varet i tre timer, men medarbejderen havde spurgt hende, om de mon kunne klare samtalen på to.

Årsagen stod og ventede ved skranken, da Anne Mette var på vej ud: En teenagepige og hendes far.

– Jeg ved ikke, hvem af dem der så mest smadret ud, det er lige før, det var faren. Da jeg gik derfra, var jeg sådan uargh. Det var dejligt, at den pige henvendte sig efter at have været udsat for et overgreb, og hold kæft, hvor ville jeg ønske, at hun ikke skulle stå der.

- Men: Hvis vi ikke tager den ubehagelige samtale, ender vi med at gå gerningsmændenes ærinde. For så er det noget, vi alle sammen fejer væk, fordi det er grimt at kigge på.

Anne Mette løfter gulvtæppet og fejer skidtet ud. Man kan vel kalde hendes nye krimi ”Låst” nærmest ubehageligt virkelighedsnær: En ung kvinde, Clara, bliver fundet i en blodpøl på et natklubtoilet i København – døden nær efter at være blevet drugged, voldtaget og gennembanket.

Mens den unge betjent, Marc Abildgaard, forsøger at finde ud af, hvad der er sket, ligger Clara i koma på Rigshospitalet. Spørgsmålet er, om hun vågner igen. ”Låst” er realistisk og ung og differentierer sig fra de ”normale” krimier.

– I mange af dem er der nærmest snigskytter i Helsinge og massemordere lige rundt om hjørnet fra, hvor vi bor. I små flækker bliver der ved med at dukke nye mordere op, tit myrder de på daglig basis. Og når politiet har besøgt de pårørende og fortalt om det forfærdelige, der er sket, kører de derfra, og så skal vi følge betjentene, mens de er inde og købe en trekantssandwich og en kop kaffe.

- Jeg havde lyst til at lave en krimi, som mere fungerede på de pårørendes præmisser og lidt væk fra det der fantasimonster, for jeg tror, det kan ende med, at vi lægger en distance ind, så man som læser kan sige: Ha ha, han myrder kun rødhårede damer om tirsdagen, så har det ikke noget med mig at gøre.

– Som tidligere journalist på TV 2 Nyhederne og Station 2 Efterlyst kunne jeg også se, at når der kommer en Peter Madsen og en ubådssag, står der 70 journalister klar og fylder på og fylder på. Men hvad med alt det andet, der sker? Ifølge Justitsministeriet har vi mere end 5.000 voldtægter og voldtægtsforsøg om året, det vil sige sådan cirka 15 om dagen, og kun en procent af dem fører til domfældelse.

- Men du skal ikke fortælle mig, at der ikke er sorg, drama, kaos og frygtelige ar på sjælen dér også. Så jeg vil simpelt hen ikke være med til, at vi skriver krimihistorier, som bare bliver … underholdning.

Derfor har Anne Mette skrevet en krimi, som HAR noget med os at gøre, den forholder sig til samfundet, som det faktisk er. Og undervejs har hun med stor interesse fulgt optakten til samtykkeloven.

– Selv om vi kan klappe os selv på skulderen for den, så kom vi bestemt ikke med som et af de første lande. Men efter min opfattelse er det altså en moderne og opdateret lovgivning.

Som vi, efter Anne Mettes mening, i den grad har brug for.

– Clara i min bog er for eksempel væk på stoffer, nogen har givet hende, hun er også lidt fuld, hun er nærmest ikke i stand til at sige ja eller nej, og det er også en del af det: Man kan ikke have sex med nogen, som ikke er i stand til at sige ja eller nej. Det er jo forbandet. Hver syvende de får ind på Center for Seksuelle Overgreb, mener selv at have været udsat for drugrape. Så er alle muligheder for at forsvare sig fjernet.

Påtrængende

Det er to år siden, hun gik i gang med ”Låst”.

– Da vi fik den første #Metoo-bølge i 2017, fes den ret hurtigt ud. Vi havde ikke en Cosby, en Weinstein eller en Epstein som i USA. Vi havde lidt Zentropa, og jeg tænkte, var det bare det? Så jeg havde simpelt hen brug for at skrive om nogle af de strukturer, vi har tillært os fra barnsben.

- Jeg havde lyst til at se min egen frygt i øjnene. Jeg var ikke en særlig stor teenagepige, før jeg lærte, at hvis nogen opførte sig for påtrængende eller hev fat i mig et offentligt sted, så smilede man lidt venligt, men man kiggede ned.

LÆS OGSÅ: Maria Fantino sagde fra over for en krænkende chef: Jeg ved ikke, om jeg er ovenpå. Men jeg er stolt

Det sidder simpelt hen i rygraden. For altid.

– Når jeg går ind i en togkupé, ser jeg lige, hvor der sidder nogle kvinder, og så sætter jeg mig der. Helt automatisk. Det er sikkerhed. Når jeg er alene på en togstation sent om aftenen, sætter jeg mig ikke på en bænk, for jeg ved, at hvis jeg står op, kan jeg flytte mig lidt rundt, hvis der nu skulle komme nogen …

Da #Metoos anden bølge så kom til Danmark sidste efterår, havde hun lige afleveret sit manuskript.

– Og jeg tænkte: Fedt, nu kan vi få den dialog. For det handler jo ikke bare om en eller anden hånd på låret, den kan jeg også godt bede om at få væk, men der er også det fysiske. Lige meget hvor høj og stærk jeg føler mig, så er der situationer, hvor jeg bare ikke ville kunne gøre noget som helst.

- Selv om jeg hele mit liv har været meget forsigtig, mistroisk og skeptisk, har jeg også, da jeg var i 20’erne, prøvet at være på en tur med venner og bekendte og pinligt ædru lægge mig ind for at sove – og pludselig er der en, der er kravlet ned i sengen til mig.

- Heldigvis … stoppede han selv, da jeg sagde nej. Den anden gang, jeg oplevede det, var der nogle venner, der sagde: ”Hey, kan du komme ud.” Men man når da at blive enormt bange. Jeg vidste, at hvis det var det, han havde besluttet sig for, var der absolut intet, jeg kunne gøre ved det.

Så historien om Clara kunne lige så godt have været historien om hende selv.

– Jeg har også været pissefuld, jeg har også været flirtende, jeg har også glemt, hvor min drink stod, jeg er også nogle gange kommet hjem og har lagt mig til at sove og glemt, at jeg har sat nogle falafler i ovnen, som jeg er vågnet op til næste dag – kulsorte. Det skal vi have lov til, når vi skal have lov til at leve fulde liv – fulde af fejl. Jeg insisterer på, at vi skal have lov til at leve fuldt ud.

- Fejltagelserne hører også med. Så må man bare sige, at det er pisseheldigt, at jeg ikke er havnet sådan som Clara, for det kunne også have været mig. Derfor vil jeg gerne skrive de historier, som normalt står på side 40 eller 50 i avisen – hvis de overhovedet finder vej dertil. Hvis vi alle sammen bare kigger på ubåds-Madsen, misser vi altså den virkelighed, som er.

Hash

Anne Mette Kirk er gift med Stig Ørskov, der er direktør i JP Politikens Hus, de bor i lejlighed i København med deres to drenge, Osvald på syv og Leo på ni, og med Vigga på 16, som er Stigs fra før, men også meget Anne Mettes – de har været i hinandens liv, siden Vigga var tre.

Hvad kendetegner de unge nu – i forhold til din egen ungdom?

– Jeg blev rimeligt sent moden. Jeg havde et par år, hvor jeg rejste rundt i Mellemamerika og arbejdede i en børnehave, så begyndte jeg på universitetet, mest fordi det var meget hyggeligt. Der er et helt andet pres nu, tror jeg. Der er i den grad kommet nogle sociale medier ind. Der er også flere stoffer. Jeg kendte nogle, der røg lidt meget hash, men det var mere eller mindre dét. Det ser anderledes nu.

Og så er der den særlige udfordring ved at være ung kvinde. Hun tænker tilbage på den 14-årige teenager Anne Mette:

– Hvis jeg ikke lignede en dreng, så var det tæt på i virkelig mange år. Jeg fandt min gamle dagbog, hvor der står: ”Hej, jeg hedder Anne Mette, og jeg er 14 år. Altså, jeg har slet ikke nogen bryster, og jeg er meget, meget tynd, så der er ikke rigtig nogen, der bliver forelsket i mig, men jeg er ret sjov, så jeg kommer alligevel med til festerne.” Så havde jeg ligesom fortalt historien om MIG.

LÆS OGSÅ: Ida Rud: "Jeg har været på slankekur, siden jeg var fem år"

- Der var oven i også nogle meget store fortænder. Men efter 9. klasse var jeg på sprogskole i Sydfrankrig, og dér fik jeg et chok. Jeg havde været hende den tynde, og det var i 1990’erne, så det var Pamela Anderson, drengene ville have. Jeg fik i hvert fald i den grad lov til at gå i fred.

- Så kom jeg til Sydfrankrig, hvor noget lyst hår og nogle lange ben var mere end nok. Den første aften gik jeg hjem og TUDbrølede.

- Ens udseende var åbenbart det eneste, der var vigtigt, det var så grænseoverskridende. I min familie havde jeg altid fået opmærksomhed på, at jeg var sjov og kvik. Min søster og jeg har aldrig hørt vores forældre tale om, hvordan nogen så ud. Det var ikke vigtigt hjemme hos os.

- Hvis en af os en sjælden gang sagde: ”Han er grim”, fik vi at vide: ”Der er ikke nogen, der er grimme, der er nogle, der er mindre kønne.” Så jeg er vokset op med, at min valuta var noget andet, end hvordan jeg så ud. Og DET tror jeg har gjort rigtig meget.

Numse

For nylig var Anne Mette ude at løbe en tur i Ørstedsparken.

– Der sad en gammel mand med nogle øl. Da jeg løb forbi, råbte han: ”Sikke en dejlig numse”, så tænkte jeg: Han har ikke fulgt med i #Metoo, ha ha.

Hun var en af de første 617, der skrev under på støtteerklæringen til Sofie Linde.

– For jeg vidste jo godt, at det foregik. Jeg har oplevet og set en hel del – ligesom alle mulige andre. Og jeg synes, det er så vigtigt, at fokus også rykker fra mediebranchen til andre brancher.

Men, bliver vi enige om, det her handler om mere end mænd. Det handler om mennesker.

– At gøre det så sort/hvidt og sige, at mænd bare er nogle liderlige svin, og kvinderne er dem, der bliver udsat for det hele, ville være en ualmindeligt naiv måde at gå til det på. Det her handler ikke om at skubbe alle mænd ud foran en bus.

- Jeg håber, det er en insisteren på en samtale netop om, hvordan vi er ordentlige mennesker. Vi skal have løftet gulvtæppet for det HELE.

- Hvad er det for nogle moderne arbejdspladser, vi bilder os selv ind, at vi har? Den lyskegle skal hele vejen rundt. Der har også lige været en sag på DR med en kvindelig chef, som blev fyret efter ikke at have været ordentlig ved sine medarbejdere. Voksenmobning.

- Hvis vi alle sammen kan tage den her anden bølge og få kigget HELE vejen rundt, ville det være vidunderligt.

FØLSOM

Anne Mette og hendes søster voksede op i Trørød nord for København.

– Mine forældre kom dertil fra Skive, da de var 19 år, for at læse på universitetet. Så jeg er vokset op med to offentligt ansatte i et 100 kvadratmeter stort rækkehus – ikke nede ved Strandvejen. Men jeg har altså ikke manglet noget!

Hvad skaber et menneske?

– Åh ja. Det kedelige svar er en kombination. Men altså … Jeg er anderledes end mine jyske forældre og min søster. Jeg har ikke været det sorte får, for det har været et meget elsket får, men det har været et anderledes får.

- Jeg har fyldt mere, jeg er kommet i tide og utide i udklædningstøj og har villet opføre det ene og det andet. Jeg er også mere følsom.

- Min søster er gift med en italiener, og han sagde en dag til mig: ”Du er den mest italienske i hele min familie, Anne Mette!” For jeg græder, når der sker noget fantastisk, og jeg kan blive så GAL, og så bliver jeg god igen. Var det kun arv, der talte, så var jeg også blevet mindre temperamentsfuld og rolig. Men det blev jeg ikke.

- Jeg var heller ikke særlig god til at gå på universitetet. Jeg læste film- og medievidenskab og kæmpede mig igennem til min bachelor og prøvede så at skrive en opgave – da jeg fik den tilbage, stod der, at jeg skrev virkelig godt, men at det intet havde at gøre med en akademisk opgave. Så stoppede jeg. På den måde ligner jeg ikke min familie.

På et tidspunkt havde hun en bordherre, der kommenterede hendes ”rodede” cv – hun har også været kommunikations- og presserådgiver i Kongehuset.

– Da jeg søgte job i Kongehuset, tænkte jeg: Det får jeg ikke, for jeg har kun den bachelor. Men jeg fik det. Jeg var rigtig glad for det, men så fik vores yngste søn en autismediagnose, og så begyndte jeg at skrive på min første bog, ”Knust”. Jeg mærkede simpelt hen en … glæde. Jeg tænker, det må være sådan at have en affære.

– Jeg har ikke prøvet det – men jeg tog hen på mit arbejde i Kongehuset og sad bare dér og tænkte: Hvornår kan jeg tage hjem og skrive videre? Så efter to-tre år kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at finde ud af helt, hvem jeg egentlig var. At skrive – dét var mig. Så valgte jeg med bævende underlæbe at stoppe i Kongehuset.

Mod

Det gik så godt med den første krimi, at hun tænkte:

– Jamen så kan det jo ikke gå galt herfra.

Du er ikke typen, der er bange for at kaste dig ud i noget nyt?

– Nej, jeg har en aftale med mig selv om, at hvis det kilder i maven, så skal jeg gøre det, og det må ikke være frygten for ”hvad nu, hvis det ikke går”, der bremser. Jeg har brugt for lang tid på at tænke over, hvad andre tænkte, og ved du hvad? Tit er folk ret ligeglade.

- Stig er også god til at sparke mig i røven: Gider du sidde om 20 år og tale om en eller anden bog, du kunne have skrevet? Så få dog lortet skrevet! Kan du så komme i gang, jeg tager ungerne med i skoven, og så skriver du!” Sådan blev min første bog lidt skrevet.

Men – hvis vi skal være ærlige, og det skal vi – så er det måske også nemmere at være modig, når økonomien er til det.

– Ja. Når folk siger, ”hvor er det modigt af dig”, tænker jeg, så modigt er det heller ikke. Jeg har ikke sat mit sommerhus eller mit hjem på spil. Så det føles ikke helt så modigt, men det gør det måske heller ikke, når man bare ikke kan lade være. Altså når det er skideskægt at skrive.

Læser Stig med?

– Jeg prøvede med den første bog. Men … der er et hårde hvidevarer-firma med. Da han havde læst bogen færdig – og jeg sad der som en lille hundehvalp og ventede – sagde han: ”Det er lidt urealistisk med et hårde hvidevarer-firma, der er jo stort set ingen produktion af vaskemaskiner og den slags i Danmark.”

- Det var det, han slog ned på! Jeg var bare sådan, er det DET, du har læst??? Da han læste ”Låst”, sad han nu og græd og sagde: ”Jeg kan mærke dig på alle siderne.” Men jeg kan ikke bruge ham sådan i selve bøgerne.

- Til gengæld kan jeg bruge ham til at tænke stort i livet: Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Hmmm … Fordi jeg var det barn, der fyldte en del og fik det at vide til skole-hjem-samtaler og også blev smidt uden for døren, havde jeg taget en beslutning om lige at skrue ned for knapperne. Du ved … på TV 2 Nyhederne: Lad nu andre snakke, din gode idé kan godt vente.

- Jeg tror, jeg var blevet en tillært 12-talspige. På TV 2 Nyhederne sad jeg i starten og foreslog de samme historier som de andre – de historier, der var på forsiden af Berlingske.

- Da jeg så møder Stig, kan jeg mærke i mødet med ham, at jeg kan meget mere. Og at det er fint nok, at der sidder en – som mig – på TV 2 Nyhederne, som også foreslår nogle lidt skæve visuelle historier. At hende er der faktisk plads til, for der er nok af dem, der sidder med blazeren på og foreslår forsiden af Berlingske.

- Så fandt jeg ind til den nok ærligste version af mig selv. Og det har kærligheden lært mig: At man skal finde en partner, som er med til at sikre, at man står allermest autentisk, og som man allerbedst kan lide sig selv. Derfor BLEV der skruet op for knapperne igen.

Sexet

Osvald kom til verden for syv år siden. Da han var halvandet, gik det op for Anne Mette og Stig, at han ikke udviklede sig helt som de andre to. Autismediagnosen gjorde faktisk ægteskabet stærkere.

– Fordi: For mig var det en mavepuster, og jeg kunne se, at min mand slet ikke vaklede i det. Overhovedet. Jeg tænkte, det må da komme på et eller andet tidspunkt? Det kom bare ikke. Det synes jeg simpelt hen er noget af det mest sexede – at have set ham bare stå i det og sige: ”Det finder vi ud af, vi har sgu da verdens dejligste dreng. Der er et eller andet, der er lidt anderledes, og hvad så? Vores opgave er stadig at elske ham overalt på jorden.” Derfor tror jeg også, at jeg selv ret hurtigt kom på ret køl igen.

Anne Mette har læst et sted, at lige meget hvad man er ude for i livet, så ender man lidt dér, hvor man var humørmæssigt før. Om det passer generelt, ved hun ikke, men det passer i hvert fald på hende.

– Jeg har taget masser af dyk, der har været forfærdelig meget kræft i min familie, så det har ikke bare været nemt. Men jeg har i hvert fald kunnet se, at det hjælper mig at rejse mig op.

- Jeg havde ikke kunnet skrive de to bøger uden nogle af de svære ting i mit liv, så havde jeg ikke haft noget ordentligt at skrive om. Jeg tror, jeg insisterer på at være i godt humør og på at lære af de svære ting.

- En dag var jeg på vej til Rigshospitalet, hvor min far var indlagt efter en kræftoperation. I krydset mødte jeg en, jeg ikke havde set siden gymnasiet. Hun fortalte, at hun lige var blevet skilt, og jeg var sådan: Nå pyh, er du okay? Så siger hun: ”Ja, man skulle nok have haft sådan et dejligt nemt liv som dig.”

LÆS OGSÅ: Poul Thomsens ekskone og søn begik selvmord: "Smerten vil altid sidde i mig"

- Jeg stod der og var på vej ned på opvågningen på Rigshospitalet. Så … vi ved faktisk ikke rigtig, hvad der foregår i hinandens liv, vel? Måske er det også det, jeg rigtig gerne vil med ”Låst” – det er så nemt lynhurtigt at putte folk i kasser. Vi kan blive så fastlåste i, både hvordan andre ser os, men også i, hvordan vi ser os selv, at vi kan stagnere dér.

”Låst” er sine steder ubehagelig læsning.

Hvordan har dét været at skrive?

– Jamen … jeg har lyst til at skrive om noget vigtigt: Om, hvordan mennesker reagerer over for hinanden, når de er pressede. Jeg har lyst til at være der, når det gør ondt. Ikke gå væk fra det. Så jeg synes, det virker forløsende for mig. Jeg tror, alle mine bøger kommer til at snurre om det tema, som er, hvad der sker med os, når maskerne bliver flået af.

- Vi har alle sammen potentialet til at gå helt ned med flaget. Spørgsmålet er bare hvordan. Druk, spiseforstyrrelser, vrede, bitterhed ... Jeg tror ikke, at det der overmenneske findes, og jeg er nysgerrig efter at fortælle om, hvordan sårede mennesker sårer andre mennesker. Om alt det, vi siger til hinanden, men også alt det, der ikke bliver sagt.

- Kunne jeg have skrevet de historier, uden at det var krimier? Det tror jeg egentlig godt. Men det at mennesker gør hinanden ondt – der findes nærmest ikke noget værre end det, vel?