Camilla Läckberg om en særlig milepæl: "Det kan jeg stadig blive rørt af at tale om. Det var et ”fuck af”-øjeblik for mig"

Hun har solgt 40 millioner bøger på verdensplan – Camilla Läckberg. Blandt andet af den populære Fjälllbacka-serie, der foregår i Fjällbacka, Camillas fødeby. Og det er da også Fjällbacka, Camilla begynder med at tale om, når hun spørges til nedslagspunkter i sit liv. Den by er nemlig udgangspunktet.

- Fjällbacka var et meget trygt sted at vokse op – det var et lille miljø, hvor alle kendte hinanden. Mine forældre var begge førtidspensionister. De havde forskellige sygdomme, der gjorde, at de ikke kunne arbejde, så vi havde ikke mange penge. Jeg tænkte ikke over det dengang, men nu som voksen kan jeg godt se, at vi ikke havde meget. Alligevel husker jeg min barndom som rolig og tryg, fortæller Camilla, der allerede fra hun var helt lille elskede at læse.

Hun sad hele tiden med hovedet bøjet over en bog. Faktisk var hun så optaget af at læse, at den nu 50-årige forfatter kalder det ”en besættelse”.

- Min mor ville bede mig gå ud og lege, men det ville jeg ikke. Jeg ville bare læse mere!

Med sin verdensomspændende succes som krimiforfatter lever Camilla en meget anderledes tilværelse end sine forældre gjorde, da de var på hendes alder. Pengene er ikke få for Camilla – tværtimod. Alligevel har Camilla ikke glemt sit ophav:

- Jeg er meget taknemmelig for at være vokset op på den måde, for det lærte mig virkelig værdien af penge. Allerede fra jeg var ikke særlig gammel, fik jeg mit første fritidsjob. Som 11-årig gjorde jeg rent i forsamlingshuset ved siden af vores hus. Det fik jeg 200 kroner for, og det var mange penge, fortæller Camilla.

Hun prøver nu at lære sine børn noget af det samme, som hun lærte i sin barndom.

- Jeg har altid været bange for, at jeg ville få forkælede børn. Derfor har jeg været med striks omkring, at de tidligt skulle have fritidsjob og ikke fik alle mulige ting hele tiden. De har det samme, som mange andre børn har.

Er dine børn så blevet forkælede?

- Nej, heldigvis ikke! Jeg tror faktisk, jeg er lykkedes med min mission. Min 15-årige søn elsker dog at gå ud og spise. Han er en rigtig foodie og vil så gerne ud at spise lækkert. Så spørger han: Skal vi ikke have en mor og søn aften på restaurant? Og det kan jeg jo ikke stå for. Hvem vil ikke gerne spise middag med sin teenagesøn?

En arv fra en far

Da Camilla er 19 år, dør hendes far af kræft. Hun får stadig våde øjne, når hun skal tale om det, fortæller hun, og knap har hun sagt det, før det sker. Øjnene bliver våde. Camilla var nemlig ”fars pige”. De havde blandt andet et helt særligt fællesskab.

- Min far læste også altid. Selv når han lavede mad. Han var altid i gang med flere bøger, og hans bibliotek var kæmpestort. Han anbefalede mig hele tiden bøger, og vi delte vores fælles kærlighed til litteraturen. Det var også ham, der gav mig min første krimi i hænderne. Det var ”Døden ved Nilen” af Agatha Christie! Så ja, det er nok min fars skyld, jeg er blevet forfatter. Han var også selv en god skribent, selvom han aldrig udkom med noget. Det var ham, der altid skrev taler i familien – eller til sine venner, når de havde brug for hjælp.

Selvom Camilla drømmer om at blive forfatter, ender hun med at uddanne sig til økonom. En rigtig dårlig økonom, som hun siger.

- Jeg plejer at sige, jeg har en mørk fortid. Jeg var den dårligste økonom nogensinde. Åh, at gå hen på det kontor iført jakkesæt og med en mappe under armen! Jeg hadede det. Det var som at dø lidt hver dag. Men for mig var det at blive forfatter lidt som at blive rockstjerne. Det føltes fuldstændig uopnåeligt for mig, selvom jeg blev ved med at drømme om det.

En dag forærede Camillas mand (nu eksmand) og gode ven hende et kursus i at skrive krimier, og det blev startskuddet for hende. Her begyndte hun at skrive ”Isprinsessen”, der skulle vise sig at blive hendes krimidebut.

Den ultimative anerkendelse

”Isprinsessen” er også lige præcis omdrejningspunktet for et vigtigt højdepunkt i Camillas liv. Børnene er det største højdepunkt, det er klart, men for et par år siden skete der også noget andet.

- Karrieremæssigt var det, da ”Isprinsessen” kom på listen over de 100 bedste thrillere i verden. Det kan jeg stadig blive rørt af at tale om. Det var et ”fuck af” øjeblik for mig, for i Sverige har jeg altid været lidt ilde set blandt kritikerne. De fine kritikere har altid sagt, at mine bøger er skrald. Så at få den anerkendelse var kæmpestort. Det var som et ”mic drop”! Nu behøver jeg ikke bevise noget nogensinde igen, siger Camilla og fortsætter:

- Efter det er kritikerne blevet ret stille. De tænker sikkert ”Ups! Vi tog fejl”. En af mine veninder talte engang med en kritiker om mig. Han kritiserede den måde, jeg skrev på. Min veninde spurgte så, om det ikke var mærkeligt, jeg fik så gode anmeldelser i Frankrig for eksempel? Men kritikeren fnøs bare og sagde, jeg måtte have en god oversætter. Det siger noget om, hvad jeg har været oppe mod.

Selv ved Camilla godt, at hun ikke stilistisk måske er den mest banebrydende forfatter i verden. For hende er det vigtigt, at historien kommer først – derfor holder hun sproget enkelt. Derudover er det afgørende for hende, at alle kan følge med. Det er bare ikke noget, kritikerne så let kan forstå, siger hun. I begyndelsen af Camillas karriere som krimiforfatter fyldte måden, hun var krimiforfatter på også noget i deres blik på hende. Det er hun sikker på.

- I begyndelsen af min karriere spændte det på nogle måder ben for mig, at jeg har et feminint udtryk. Jeg omfavner det at være kvinde! Selvfølgelig var det godt ift. mine læsere, fordi mit udtryk var appellerende – men blandt kritikerne så man ned på det. De tænkte sikkert ”Hende der med stiletterne og læbestiften kan ikke noget!”

Fuldstændig mørke

Som i alle andres liv rummer Camillas liv også lavpunkter. Farens død topper listen. Hendes to skilsmisser gør det samme. Men faktisk fulgte der også et lavpunkt i forlængelse af fødslen af Camillas første barn.

- Jeg havde en fødselsdepression efter mit første barn. Det var en virkelig mørk periode i mit liv, for jeg havde altid gerne villet have børn, men det var slet ikke, som jeg forventede. Jeg ringede febrilsk til mine venner og råbte: Hvorfor har INGEN advaret mig om det her? Jeg har brug for så meget ”mig-tid” og plads, og det var der bare ikke med et lille barn, fortæller Camilla. Hun beskriver de følgende tre måneder som ”fuldstændig mørke”. Hun kunne ikke være glad for noget, og hun fattede ikke, hvad der var sket med hendes liv.

- Jeg følte, jeg var blevet frarøvet noget. På en måde var det pinligt ikke at være glad, men det har hjulpet mig, at jeg ikke er bange for at tale om det pinlige. Jeg talte meget om det i interviews, og så mange kvinder har kunnet spejle sig i det. Jeg får stadig beskeder fra folk, der har set de gamle interviews fra dengang. Alle dem, der skriver til mig, troede, de var alene. Men vi er jo ikke alene, siger Camilla.

Nu er børnene større, den yngste er otte, og Camilla har rettet sit fokus over mod at tale om kropsidealer og overgangsalder.

- Jeg besluttede mig for at tale om kropsidealer i den populære ”Sommer-talk” i Sverige, som har millioner af seere. Jeg ville tale om, hvordan jeg har det med min krop. Jeg er vokset op i 80’erne, hvor alle var utrolig tynde – Kate Moss var ikonet. Og der stod jeg, som tog et halvt kilo på bare af at kigge på en croissant. Jeg vil være perfekt i stenalderen, ikke? Alle mænd dengang havde villet gifte sig med mig, og jeg havde kunne overleve længe. Men nu? Der kan det altså være svært, og det talte jeg meget ærligt om. Og wow, hvor fik jeg mange beskeder! Det var helt vildt så mange, der kunne spejle sig i, hvordan jeg havde det. Jeg tror, jeg fik 10.000 positive beskeder – og det er ikke en gang løgn, siger Camilla og fortsætter:

- På den måde har det faktisk været et højdepunkt for mig at sætte fokus på nogle af de ting, jeg også selv har svært ved. Mine lavpunkter, kan man sige. Jeg græd, da jeg så min ”Sommer-talk” om kropsidealer. Det virkede så vigtigt at kunne tale om det her. Jeg pustede tungt ud og gav slip på noget indeni mig selv. Det var meget frigørende.

Linselusen

- Jeg har ikke noget imod at være midtpunkt, men det fylder ikke så meget i mit liv. Sådan en dag som i dag med interviews, foto og den slags er kun meget lidt af mit liv. Størstedelen af tiden er jeg jo bare hjemme med min familie i joggingtøj, siger Camilla om at føle sig som et midtpunkt. Hun indrømmer dog også, at hun ikke har noget imod at stå på en scene.

- Jeg kan dog godt nyde at være i rampelyset. Jeg er nok det, man vil kalde en linselus. Nu skal jeg være med i en realityserie om mit liv, og det har været nyt for mig at skulle vænne mig til at have kamera på hele tiden. Men altså; jeg har lært om mig selv, at jeg ikke er bange for at være grim på fjernsyn. Jeg har allerede set nogle af episoderne, og jeg ligner en hjemløs! Seriøst kvinde, red nu dit hår, tænkte jeg.

Sidste sommer var Camilla i den grad også et midtpunkt. Der fyldte hun nemlig 50 år.

- Jeg holdt min fødselsdag som en to dage lang fest. 250 mennesker var inviteret, og hver aften havde et tema. Jeg besluttede mig for, at festerne skulle afspejle min personlighed. Den første aften var ”Oscar-aften” med smokings, gallakjoler og den slags, for det elsker jeg. Jeg fik priser for ”Bedste mor” og ”Bedste ven” og så videre. Den næste aften havde ”halbal” som tema. Vi havde countryagtigt tøj på, dåseøl og spiritus i plastikflasker.

Camilla nåede ikke at tale med alle 250 gæster, men hun gjorde forsøget. Med til festen var blandt andet veninden Sara Blædel – Danmarks krimidronning. De har været venner siden, de deltog i det samme interview.

Standpunkter

Camilla var i mange år et upolitisk menneske, siger hun selv. Det med at tage et standpunkt gjorde hun ikke så tit. Hun blandede sig udenom politik.

- Politik var kedeligt og uvedkommende, syntes jeg før i tiden. Tingene må bare være, som de er. Men da Sverigedemokraterne voksede voldsomt for nogle år siden, fik jeg en anden bevidsthed; Det skete lidt efter lidt. Jeg blev mere og mere politisk. Og nu taler jeg ofte om politik. Det er virkelig en ”shitstorm”, der foregår i verden lige nu, og det skal vi tale om.

Sverigesdemokraterne er et konservativ parti, der blandt andet er kendt for sin stramme flygtningepolitik og holdning til indvandring. Og netop det er noget, Camilla har tæt på i sit eget liv.

- Da jeg var 16 år, adopterede min familie en 25-årig flygtning fra Rumænien. Han er en meget dygtig violinist. Egentlig kom han hertil via Danmark, hvor det under en turné lykkedes ham at flygte videre til Sverige. For mig er flygtningepolitik en meget ”ægte” ting. Det er meget personligt. På grund af min bror… fortæller Camilla.

Hun bruger nu sin stemme til at ytre sin mening - og hun har flere gange været i åben diskussion med Sverigesdemokraterne. For som Camilla siger:

- Jeg har fået en megafon, og den skal bruges.

Også feminisme er begyndt at fylde i Camillas liv. Hun har netop ladet sig fotografere af en kendt fotograf til en kalender, der skal støtte velgørenhed. Her var opgaven, at Camilla skulle fotograferes på en så anderledes måde, end hun plejede at blive. Og hun lod fotografen gøre alt. Så Camilla blev fotograferet i frækt og dramatisk undertøj.

- Resultatet blev ret vildt, og vi blev enige om ikke at retouchere det overhovedet. For et par år siden havde jeg ikke kunne gøre det. Jeg er blevet tilpas i min egen krop nu: Min krop ligner en 50-årigs, der har født tre børn! Hvad skulle den ellers ligne? Fortæller Camilla, der blev feminist i takt med, at hendes datter blev ældre.

- Da hun blev 15-16 år, forstod jeg for alvor, at hun ikke ville have de samme muligheder som mine sønner. Sådan begyndte min feminisme at vågne i mig. Jeg var ikke antifeminist før, men jeg gik bare ikke rigtig op i det. Jeg skrev bøgerne om Fay, og de blev som et slags feministisk manifest. Jeg blev vredere og vredere, jo mere jeg skrev. Og det var faktisk cool.

Tryk på speederen

Tyngdepunktet i Camillas liv er uden tvivl hendes familie. Efter to skilsmisser er hun nu gift med den kendte MMA-fighter (en slags wrestling, red.) Simon Sköld. Sammen har de en datter, og Camilla har også to børn fra sit første ægteskab.

- Min familie er det vigtigste i verden for mig. Den kommer over alt andet. Min mand skulle for eksempel have været med her i København, men så blev min 8-årige datter så ked af, at vi skulle afsted begge to, at han endte med at blive hjemme hos hende. Derfor er jeg alene afsted. Sådan er det; det vigtigste er, at hun har det godt. Familien er min førsteprioritet, fortæller Camilla.

Hende og manden Simon mødtes, da de deltog i en kampagne, hvor de begge skulle designe en bil. Camilla lavede selvfølgelig sin bil i leopardprint. Som led i kampagnen skulle de begge deltage i en workshop, og der skete noget, så snart Camilla trådte ind og så Simon – MMA-figteren, der desuden var 27 år på det tidspunkt. Hun var selv 40 år.

- Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad der skete i det rum. Vi så bare på hinanden, og det var elektrisk. Workshoppen var på otte timer, og vi endte hele tiden ved siden af hinanden. Senere begyndte vi at skrive beskeder til hinanden, og vi endte med at chatte i seks timer bagefter. Dagen efter var vi på første date. Ugen efter var vi kærester, fortæller Camilla og fortsætter:

- Ingen af os er tålmodige – vi er to utålmodige idioter. Ofte i et parforhold vil den ene trykke på speederen i et forhold og den anden sætte bremsen i. Sådan er det ikke med os. Vi er lige utålmodige. Vi trykker begge to hele tiden på speederen. Vi havde egentlig aftalt at købe et hus i Spanien om fem år, og forleden tog vi så til Spanien for lige at snuse til et område. Men altså – så endte vi med at købe et hus med det samme! Sådan er vi bare.

Simon var i den grad et andet sted i sit liv, da han mødte Camilla. Han var ung med en vild karriere som fighter – Camilla var krimiforfatter, fraskilt og med to børn.

- Han var cool; han gik helhjertet ind i det hele fra starten. Kørte til fodbold, læste lektier, den slags ting. Jeg siger altid, han er Sveriges ældste unge mand. Han er den sødeste mand, men når han går ind i ringen som wrestler, forandrer han sig fuldstændig. Mine børn kalder ham ”den glade hundehvalp”, for han er altid glad. Det er jeg ikke. Mine følelser går mere som en rutsjebane, og jeg overtænker ting, lyder det fra Camilla om manden, hun nu har været gift med i 10 år.

- Jeg har tænkt over det med, at jeg bliver gammel før ham. Men vi har ikke været ”lige” på det punkt fra starten af. Jeg dyrker aldrig motion, og han har en sixpack, ikke? Jeg adresserede det, da vi havde været sammen et par måneder. Jeg spurgte: Hvorfor vil du være sammen med en 40-årig som mig, når du kan finde en lækker 22-årig? Og han forstod slet ikke spørgsmålet! Jeg vil jo dig, sagde han. Jeg vil ikke være sammen med en anden.

Liv efter døden

Når det kommer til livets slutpunkt, er Camilla ikke så bekymret. Først er fremmest er der nemlig længe til, tror hun. Alligevel har hun dog lavet en vigtig livsændring for nylig:

- Jeg får ofte lavet tarotlæsninger, og de siger alle sammen, jeg bliver meget gammel. Men altså, for nogle år siden blev jeg mere opmærksom på mit helbred. Jeg kan mærke mine knæ værke og den slags. Så hvert år får jeg lavet et sundhedstjek. Jeg har ikke noget imod de grå hår og rynkerne, men jeg vil gerne være sund.

Derudover er døden måske heller ikke som sådan et slutpunkt.

- Jeg tror på, at man ikke forsvinder, når man dør. Jeg har haft flere underlige oplevelser relateret til min far. På et tidspunkt var jeg med i realityprogrammet ”Stjerner på slottet”. Vi sad til frokost, hvor jeg talte om min far, og pludselig lød der et højt brag! Hey far, sagde jeg med et grin. Det var helt utroligt, siger Camilla og fortsætter:

- Bagefter ledte holdet overalt for at se, om noget var faldet ned eller noget. Men ingen kunne finde noget som helst, der kunne have sagt den lyd. Og sådan har jeg haft flere oplevelser. De bekræfter mig i, at de døde stadig er hos os. Når jeg dør, kan jeg love jer for, at jeg vil hjemsøge min familie! Hvis min mand begynder at date igen, så kommer jeg flyvende. Det bliver så sjovt!