Christoffer har været single i otte år. Nu har han fået en kæreste - og det har lært ham en vigtig lektie

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

I over otte år har jeg været på jagt efter den eneste ene, mens jeg samtidig har arbejdet aktivt på at være en god livskompagnon for mig selv. For i nutidens utilregnelige datinglandskab har det været nødvendigt for mig at gøre gode ting for mig selv for ikke at miste hoved og hale i ubesvarede beskeder og forliste relationer.

Nu har jeg så fået en kæreste. En dejlig en endda. Jeg er ovenud lykkelig for endelig at kunne dele min hverdag med en og mærke den tosomhed, jeg har drømt om i næsten et årti. Men det har samtidig været et farvel til en solotilværelse, jeg ellers lige havde befundet mig så godt i, hvor det at have tid for mig selv ikke længere var en straf, men et nødvendigt frirum.

Som single gjorde jeg nemlig en stor dyd ud af at gå på dates med mig selv. Jeg spiste frokost og middage ude i eget selskab, tog på museer, lavede picnics og lavede lækre scoremiddage til mig selv, som prøvede jeg at imponere mit andet, kærestehungrende jeg. Og det virkede. Over tid fandt jeg ro i, at det at være single ikke behøvede at være et konstant kapløb om at finde en kæreste inden midt trediverne.

Misforstå mig ikke - jeg ville ikke undvære min kæreste til fordel for en hverdag i eget selskab. Men alt det, jeg har måtte lære mig selv om et sundt forhold til mig selv, synes ret hurtigt at sive ud gennem fingrene på mig, efter jeg er kommet i et fast forhold. Jeg er rastløs, når jeg er for mig selv. “Jeg” er blevet til “vi”. Og når folk spørger, hvordan det går, er det ikke længere “Hvordan har DU det?”, men “Hvordan har I det?”. Som om min individualitet har måtte lade livet i det gode forholds tjeneste.

Men det er måske netop det, de sidste otte år har ledt op til. For hvor jeg – mere eller mindre kynisk – har brugt de sidste mange år af mit singleliv på at forberede mig selv på en evig solotilværelse, har det måske i virkeligheden været en ubevidst træning i et godt parforhold. For er nøglen til en velfungerende tosomhed en sund ensomhed?

Det at få en kæreste betyder for manges vedkommende, at der pludselig også skal plejes relationer på den side med svigerfamiliebesøg, vennemiddage og alt derimellem. Det betyder selvsagt mindre tid til at dyrke det gode soloselskab. Men det bør også prioriteres og sættes ind i kalenderen, som var det en aftale – eller endnu bedre, en date. Og nej, at date sig selv, mens man er i et forhold, er det ikke utroskab. Vel?

Ja, jeg vil da allerhelst på date med min kæreste og dele netop de små, hyggelige stunder med ham. Men når tiden er til det, prøver jeg så vidt muligt stadig at gå til tiden alene med et mindset om, at det også er en vigtig investering i en relation – relationen til mig selv.

Det behøver ikke være stort anlagte middage på fancy restauranter eller velplanlagte aktivitetsdage. Det kan være så simpelt som en kop kaffe på en solbeskinnet café eller en gåtur langs vandet, hvor jeg giver mig selv plads til bare at nyde uden at tænke på, at det burde deles med min kæreste eller andre.

For jo mere jeg dyrker forholdet til mig selv, jo bedre en kæreste synes jeg også, jeg er. Mine solodates giver mig gang på gang mere selvindsigt og ro i, at jeg er god som jeg er. At jeg er værd at bruge tid på. De bekræfter mig i, at hvis jeg er god mod mig selv og nyder mit eget selskab, så er jeg også god nok til at fortjene kærlighed og tid fra en anden. Noget jeg i mange år ellers ikke troede, jeg fortjente.

På den måde har jeg lært, at forholdet til mig selv også skal tages seriøst – single eller ej – for det hænger jeg på resten af mit liv. Og hædrer jeg det, hænger jeg forhåbentlig også på min kæreste resten af mit liv. For som RuPaul ganske tacky, men ikke desto mindre korrekt i min bog, altid har sagt: “If you can’t love yourself, how in the hell can you love somebody else?"