Da flyet bliver forsinket igen, får de øjenkontakt. Lidt senere udvikler det sig

Sofie skal til Milano, men der er noget galt med flyet. Det når lige at cirkle lidt, før det lander igen, der hvor det næsten lige er lettet. I Kastrup Lufthavn.

Passagererne får kaffebilletter som plaster på såret, og Sofie spotter en fyr, der også ser ud til at rejse alene. Kan han holde øje med hendes håndbagage, mens hun henter kaffe? Ja, det kan han, siger han.

Og hun gør det samme for ham. Og så kan de forhåbentlig snart komme afsted. Men nej. Piloten gør to forsøg til, men hver gang sker det samme: – Vi letter, cirkler lidt, og så hører vi, ”This is your captain speaking”, og så lander vi igen.

Flyet bliver i hvert fald 10 timer forsinket. Og på de 10 timer sker der noget mellem Sofie og manden, der passede på hendes bagage.

Og det er ikke kun oppe i Sofies hoved. Det ved hun i dag med sikkerhed. Men først skal vi tilbage til lufthavnen, Sofie og ham, hun tilbringer ventetiden med.

– Den første gang udveksler vi bare nogle få ord. Så bliver der kaldt fra højttalerne, og vi boarder og letter igen. Han rejser på businessclass, og jeg rejser på monkeyclass og sidder i den anden ende af flyet, men da vi er nede igen, får vi ret hurtigt øjenkontakt og deler et bord, mens vi venter og skiftes til at holde øje med hinandens bagage.

Anden gang venter de et par timer, de får kaffe og sandwich og snakker lidt mere.

Den tredje gang udvikler det sig for alvor.

– Snakken flyder, og det er, som om vi har kendt hinanden i 100 år, fortæller Sofie om manden, der blandt andet spørger: ”Skal vi ikke gå lidt rundt? Kan du lide champagne?” Og de skåler, og snakken går om livet, drømme, arbejde, hvor de er i søskenderækken. Og om digte.

– Han var glad for digte, og han drømte om at læse historie. Men tør man springe ud i det som 40-årig?

Der i lufthavnsbaren kunne de have været hvor som helst i verden.

Men ”det var dybe samtaler og egentlig om ret så personlige ting”, fortæller Sofie, som synes, han ser sød ud.

Men det er ikke på noget tidspunkt med en romantisk hensigt.

– Det var meget uskyldigt. Vi sad tæt, og vores skuldre rørte hinanden.

Men det var ikke noget, jeg tænkte over, mens vi sad der. Det var bare rart. Ellers var der ikke noget i det.

På et tidspunkt ringer hans mobil.

– Det er noget med, at nogen sidder og griller, siger Sofie om situationen. Det har nok været hans kone eller kæreste, kan hun godt se nu. Men det var ikke noget, de talte om.

– Vi kom ikke ind på, om vi var i forhold, og vi udvekslede kun fornavne.

Men da de står i køen klar til at boarde for fjerde og sidste gang, ser hun hans efternavn i passet, og tilbage i København googler hun ham og sender ham en sms.

– Jeg følte pludselig et savn og tænkte ”øv, vi havde haft sådan en god kemi”. Han var også ret lækker.

Og så skrev hun: ”Kunne du tænke dig at mødes og drikke en kop kaffe?” Og 23 en halv time efter kom der et rigtig sødt svar.

– Det havde han rigtig godt kunnet tænke sig, men det ville måske virke forkert på hans kæreste, skrev han.

De to sms’er blev i løbet af dagen til 10-12 stykker. Hun lod ham sende den sidste.

Mads & Monopolet

Så går der et par måneder.

– Det var en lørdag morgen. Jeg hørte ”Mads & Monopolet”, og jeg var ved at få kaffen galt i halsen, siger Sofie. ”Vi har fået et spørgsmål fra en der hedder Søren,” lød det i radioen. Og selvfølgelig hed han ikke Søren. Men han havde en kæreste, han gerne ville blive gammel med, og for et par måneder siden havde han mødt en kvinde, og de to havde skrevet sammen efterfølgende. Det var ikke noget romantisk, men der var opstået en helt særlig forbindelse mellem dem. Og nu ville han gerne gemme sms’erne. Hvad mente de om det? Var det dumt? Skulle han slette dem?

”Det er sgu da mig”, tænkte Sofie. Hun vidste det med det samme.

– Det passede fuldstændig på mig!

Panelet rådede ”Søren” til at slette sms’erne. Selv beholdt hun dem og tog dem undertiden frem og læste dem.

– Men det er jo mange år siden nu, og jeg har skiftet mobil et par gange, så nu har dem ikke længere. Hun så ham heller aldrig igen. Men hun husker stadig deres møde, og den der fornemmelse af at komme helt ind under huden på et fremmed menneske.

– At kende til nogle af deres inderste drømme uden at kende deres efternavn eller "virkelige liv". At mødes og skilles uden andet end et hej og et minde. Det er sådan noget, der typisk sker, når man rejser, og man er befriet for alle praktiske forpligtelser og de roller, man typisk er i til hverdag. Og det kan jo sagtens være, at det aldrig var gået, hvis man var fortsat, siger Sofie og fortsætter:

– Pointen er nok, at man ved, at man ikke skal ses igen, og det kan både give en åbenhed og en følelse af frihed. Jeg har for eksempel flere gange oplevet, at folk, jeg ikke kendte, har fortalt mig hemmeligheder, de aldrig har sagt til andre. Og nok oftere, da jeg var yngre.

Det er ikke helt så nemt længere, oplever Sofie. Måske er det også, fordi vi har fået så travlt med vores mobiltelefoner. Det går ud over kontakten, og vi når ikke at kede os. Og det er synd.

– Det er jo udveksling og mellemmenneskelig aktion, og det har vi brug for som mennesker, uanset om det bare er helt kort i en kø i supermarkedet, eller om det når at udvikle sig, ligesom dengang i Kastrup Lufthavn. Mennesker, man møder på den måde, er jo tit også meget anderledes end en selv. Det gør, at man får udvidet sit verdensbillede og mærker livet og føler sig levende. Jeg er altid gået beriget fra det, siger hun.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 50/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.