Da hun stillede spørgsmålet, gik det op for hende, hvad drengenes største ønske egentlig var

"Du skal aldrig røre min søn igen. Er du med?"

Dorte har endnu engang genkendt de sørgmodige øjne fra sin søn Glenn, da han sætter sig ind i den ventede bil efter fodboldtræningen.

Denne gang bliver de triste øjne til tårer, mens han peger over på en dreng, der står udenfor i regnen. Dorte flår selen af, går med kontante skridt mod drengen, tager fat i hans krave, mens hun presser ham op mod indgangspartiet.

Efter den dag mobbede han aldrig hendes søn igen.

"Lige der kom min indre løvemor op i mig. At se sit barn være ked af det, fordi nogen har mobbet, gør ondt på en mor. Men selv om jeg reagerede voldsomt, fortryder jeg det ikke. I dag ville jeg stadig gøre alt for at beskytte mine børn," fortæller 57-årige Dorte fra Horsens, der er mor til forfatteren Glenn Bech og hans lillebror René.

Lige siden hendes førstefødte Glenn kom til verden, var kærligheden ubetinget. De første år af Glenns liv levede de en tilværelse, der lignede mange andres.

Men da Glenn 5 år, og hans lillebror var 3, blev familien ramt af en altoverskyggende sorg, da hans far begik selvmord. Den dag brast Dortes verden.

I en uge efter dødsfaldet besøgte hun sin afdøde mand hver dag på hospitalet, hvor han blev kørt ud af kølerummet. Når hun igen var hjemme, prøvede hun at skjule sorgen for børnene ved at gå ud på badeværelset, hvor hun lod tårerne trille.

"Jeg kan huske, at Glenn en dag kom derud, mens jeg stod og græd. Han prøvede at trøste mig, og det føltes forkert. Han havde lige mistet sin far, så det var jo mig, der skulle være der for ham," forklarer Dorte, der pludselig stod som enlig mor til to små børn.

I den første tid frygtede hun for økonomien, og at de ville blive nødt til at flytte til det sociale boligbyggeri i byen.

Tanken om at bringe en ny mand ind i sit liv, var ikke en del af hendes fremtidsdrømme, men da hun en dag sad på McDonalds med sine to børn, fik hun en ny mission.

"Glenn pegede hen på et forældrepar, der sad med to børn og sagde; de er en rigtig familie. Da han sagde det, tænkte jeg med det samme, at det jo bare var det, de manglede. En faderfigur i deres liv," forklarer Dorte.

Kort tid efter mødte hun en mand, der ved første øjekast virkede som en charmende mand, der kunne udfylde den faderrollen, hun ønskede for sine drenge.

Men det viste sig hurtigt, at forholdet hverken var godt for hende eller hendes børn. Ofte græd hun sig selv i søvn om aftenen, men når hun overvejede at stoppe forholdet, tænkte hun på sine børn.

"Hvis jeg bare kunne holde ud, til de blev omkring 14 og 16 år, ville det være okay at flytte," forklarer Dorte, der på daværende tidspunkt var uvidende om, at hendes børns største ønske var at have deres mor for sig selv.

Da hun en dag sad foran en fra psykolog, luftede han tanken om, at hendes børn ville have det bedre ved at komme på børnehjem, så hun kunne koncentrere sig om sit eget psykiske helbred.

"Jeg kan huske, at jeg blev vred. For der var aldrig andre end mig, der skulle hjælpe mine børn i tøjet om morgen eller lægge dem i seng om aftenen. Jeg ville ikke selv indse, hvor svært jeg havde det, og jeg troede, at jeg var god til at skjule det for mine børn. I dag kan jeg godt se, at det var ret naivt," forklarer Dorte.

Efter fire års forhold hev hun en dag sine to drenge ind på badeværelset og spurgte, hvad de ville sige til, hvis de flyttede. Begge lyste op i et stort smil og samme dag meddelte Dorte, at hun ville skilles.

Dorte var igen alenemor, der kæmpede for at få pengene til at række og for at yde omsorg for sine drenge, som nærmede sig teenagealderen.

Dagligdagen var præget af grin, konflikter og masser af kærlighed, men hun kunne også se på sin søn Glenn, at tilværelsen var svær. For når han kom hjem fra skole, sagde hans blik mere end tusind ord.

Få gange åbnede han op om øgenavne som ’kanintand’ og ’svans’, og hver dag ulmede raseriet i Dorte.

"Jeg så jo den her følsomme og kloge dreng, der bare prøvede at navigere i ungdomslivet. Han ville bare gerne være sig selv, men alt for mange gange fik han at vide, at han var forkert. I mine øjne var han jo helt perfekt," forklarer Dorte, der gennem børnenes barndom ikke var bleg for at træde til, hvis de ikke blev behandlet ordentligt.

Hun har både stormet ud fra en børnefødselsdag, fordi hendes yngste blev anklaget for at være roden til konflikter, og adskillige gange har hun mærket vreden, når hendes børn blev kaldte øgenavne eller ’møgunger’.

"Jeg tror hele tiden, jeg havde i baghovedet, at mine børn havde det svært. Derfor gjorde det også ondt på mig, når andre ikke behandlede dem ordentligt," forklarer Dorte.

Kort tid efter bruddet, mødte hun en ny mand, som hun var gift med i 20 år.

Selv om der var mange gode stunder, fungerede Dorte ofte som mægler mellem sin mand og børn. Når der fløj hårde ord mod dem, tog hun børnenes parti, og det udløste ofte skænderier i parforholdet.

Som årene gik, flyttede hendes børn hjemmefra. Men konflikterne lå under overfladen og lurede, og Dorte vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, før det gik galt.

"En dag ringede Glenn og sagde, at han ikke længere ville komme hjem. Han følte sig ikke velkommen, og der var for mange konflikter. Så i halvandet år rejste jeg til København for at besøge ham," forklarer Dorte, der godt vidste, at det ikke var holdbart i længden. Inderst inde vidste hun godt, hvilken side hun ville vælge, og kort tid efter blev hun skilt.

I mellemtiden havde Glenn udgivet debutromanen ’Farskibet’, der gav et indblik i den virkelighed, han oplevede som barn.

Debutromanen, der blev hyldet af anmelderne og blev året efter fulgt af den prisbelønnede roman ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, hvori Dorte også har en stor rolle, blandt andet i beskrivelsen af opgøret med Glenns mobber.

Til trods for, at Dorte er stolt af sin søns succes, var det hårdt at se sit liv blive udlagt på siderne.

Ord som ’ dysfunktionel’, og ’arbejderklasse’ blev en del af sønnens fortælling om hende, og hun havde svært ved at genkende hans udlægning af barndommen.

Med et oprigtigt ønske om at styrke og bevare deres unikke forhold, valgte de at tage i familieterapi.

Gennem sessionerne hos psykologen, begyndte de begge at åbne om de svære år og de mange usagte følelser, der havde fyldt dem begge.

Mens Dortes mission var at give sine børn de bedst mulige betingelser i livet, havde Glenn følt, at han fra en tidlig alder skulle passe på sin mor.

Når Dorte lagde øre til sin søns beskrivelser af barndommens mentale byrde, var det som at få stukket en kniv i sit moderhjerte.

"Det var hårdt, og der blev grædt mange tårer. Men vi begyndte at forstå hinanden og snakke samme sprog. Hans beskrivelser var ikke en kritik af mig. Det var en kærlighedserklæring. For han var stolt af, at trods mine mange udfordringer, så var jeg der altid for ham og hans bror. Den erkendelse var vi aldrig nået frem til, hvis vi ikke var gået i terapi," fortæller Dorte, der beskriver terapien som noget af det bedste, de har gjort.

I dag er båndet mellem mor og sønnerne stærkere end nogensinde.

Hun støtter fuldt ud op om sin Glenns bøger, der tager ham igennem smertefulde episoder i hans liv, og hun står ofte i kulissen og hepper på ham, når der er prisuddeling eller foredrag.

Mens der i barndommen var alt for mange usagte følelser, kan de i dag fortælle hinanden alt. Men til trods for, at hendes søn i dag er en voksen mand og en hyldet forfatter, er beskyttertrangen hos Dorte ikke gået i dvale.

"Hvis nogen skriver noget nedladende om Glenn på sociale medier, har jeg lyst til at give dem en verbal skideballe. Jeg kan også være bekymret, hvis jeg ved, at han er i byen om aftenen. For jeg har mest lyst til at ringe og sige, at han skal tage en taxa hjem," griner Dorte, mens hun slår ud med armene.

"Sådan er det nok bare at være mor. Bekymringerne og kærligheden stopper jo aldrig. Så det er, som det skal være".

hey

hvad så, kanintand

det var mine fortænder mobberen hentydede til

når han kedede sig eller lige

skulle underholde en ven

dette var årene inden bøjlen

selv lærerne så væk

når min mobber lagde vejen forbi

slyngede armen omkring mig, pegede

lavede kaninlyde

så også bordet jeg sad ved, fnes

lettede over ikke at være dem

det gik ud over

hey, kanintand

gentog min mobber, trådte nærmere bag mig

vennen klukleende

tilbageholdt på den der måde som når man godt ved, det er forkert

hvilket er det værste at være vidne til

som offer

er ureflekteret ondskab én ting

ambivalent, tilladende ondskab

stikker straks dybere, virkelighedsforstyrrende”

indgydende større selvhad end når mobberen blot var en eller anden

stakkel

selv trak jeg i jakken

turde ikke bukke mig for at binde snørebåndene, inviterende et nakkeslag

stormede ligesom ud

på parkeringspladsen hvor mor ventede i bilen

ja, jeg havde faktisk glemt hun ville være her i aften

åbnede døren

satte mig

og hun befalede

hey, hvad så

Glenn, jeg kan se det på dig

sig mig

hvad er der sket?!

jeg brød sammen

nej, nu kan det være nok

hvor er de?!

sagde hun, min mor

og dreng’ern kom ud fra hallen

fik øjenkontakt med os gennem forruden

regnen

om aftenen

der, svarede jeg

det er ham der

og du er sikker, spurgte hun, min mor flåede selen af

jeg havde allerede opgivet

at tale hende ned igen

mor af sted

som i gamle dage blandt rockertøserne

således stod hun:

med min mobber i skjortekraven, løftet op imod indgangspartiet, og

jeg hørte slet ikke hvad der blev sagt

mobberens ven forstenede ved siden af

altså

jeg kunne sagtens høre

hun var rasende

om han forstod

nej

gu fanden vil jeg slappe af

din mide

næste gang får du én på lampen

om han forstod

hvem hun kendte her i byen

at han endelig skulle involvere sine forældre

så kunne de alle få sig en snak!

om han forstod

og det gjorde han

min mobber

aldrig mobbede han igen

det er sandt

jeg nægter at kalde dig en helt, mor

Uddrag fra “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” af Glenn Bech.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, der også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.