Da Linda fortalte sin datter om klimakrisen, fik hun hende til at græde. Men det fik også Linda til at indse en vigtig pointe

Det var flot og anderledes, sofabordet. I gedigent træ, rødmalet og med et utraditionelt tvist i form af en indbygget pude til at slænge benene op på.

Linda Nhu Laursen var færdiguddannet civilingeniør i industrielt design, årstallene hed 2006/2007, og hun havde startet et designfirma med en kompagnon. Idealismen var i top, for godt design kan gøre verden til et bedre sted, var deres overbevisning.

Henvendelsen kom fra en møbelkæde i mellemprisklassen. “Skab et sofabord, der hverken koster for meget eller for lidt, men giver folk lyst til at udskifte det, de har. Det skal bare have en levetid på cirka fem år”.

– Nu havde vi lige designet det her særlige sofabord, men nej … puh … da oplevede jeg et stort meningstab og syntes pludseligt, at mit fag blev gjort meget lille. Til et, der bare blev brugt til at kommercialisere, skabe køb og hurtigt forbrug. “Jeg skal noget andet, for verden har ikke brug for endnu et sofabord fra Linda!”, tænkte jeg, og så takkede jeg ja til at skrive en Ph.d. på Center for Industriel Produktion.

Linda, 42, trådte ind i forskningsverdenen, og de seneste tre år har hun arbejdet som forskningsleder for AAU Design Lab med cirka 12 ansatte, heraf tre Ph.d.-studerende.

Hun og hendes team har for tiden gang i fire projekter, der på hver sin måde handler om at skabe bæredygtigt design og forbrug, om cirkularitet, reparation og produkters levetid.

Et af projekterne hedder ZeroWaste og handler om at få koblet design- og industrivirksomheder, så industrivirksomheden får forslag til, hvordan deres restmaterialer kan genbruges.

Hvis der ringer en klokke, er det nok fordi, alle forskningsprojekterne lyder som nøjsomme og fornuftige tanker og idealer fra vores bedsteforældres tid, hvor vi havde et helt andet forhold til materielle ting – og ja, det er præcis, hvad det er, forklarer Linda.

– Det er jo bare en kultur, vi har glemt. I dag tænker vi slet ikke over, at det er en mulighed at reparere og genbruge ting og materialer. Hvor mange børn har for eksempel prøvet at skille deres pc ad eller fikse en mus? Brodere eller sætte lapper på tøjet? I dag smider vi tingene ud, når de ikke virker mere, og køber noget nyt. Det er på alle planer, vi skal tænke anderledes – eller rettere: som i gamle dage. Vi skal lave byggerier, der holder rigtig længe, også æstetisk. For det er jo ikke kun fordi, ting går i stykker, at vi kasserer dem, men også på grund af æstetisk forældelse. Det, dansk design kunne i sin tid, var at tackle store samfundsmæssige problemstillinger. Da man genopbyggede i efterkrigstiden, handlede det både om en fysisk og åndelig genopbygning og ikke blot om vækst, salg og økonomi. Der skulle være holdbar kvalitet i byggeri og design - dét skal vi tilbage til.

Buddhistiske bådflygtninge

Linda er datter af vietnamesiske bådflygtninge, der kom hertil i 1980, og to år efter blev hun født. Opvæksten var i en lille by i Jylland, og det var trange kår.

Hendes far var buddhistisk munk, fra han var 13 til 17 år, og selv om hun ikke er opdraget religiøst, har forældrenes ophav sat sig sine spor.

– Min far har altid sagt til mig, at jo mere man giver, des mere får man tilbage. Måske ikke lige nu, men i et andet liv eller senere. Det, man i Danmark ville kalde karma. Det er noget, jeg er vokset op med, men samtidigt er jeg i et dansk samfund. Hvis man bare giver og giver, er det ikke sikkert, der bliver givet igen, siger Linda, der beskriver sin far som ”det mest generøse menneske med respekt for alle mennesker”.

Filosofien i familien var, at man skulle passe på sine ting, og især faren havde en idé om, at ens handlinger gør en forskel i det miljø, man er en del af, uanset om det er familie eller samfund. Lindas mor var også bæredygtig, før det blev moderne.

– Min mor har levet under en krig og kom som bådflygtning. Det var hårde år, og ting var ikke billige, så derfor har hun altid passet godt på sine ting og haft en respekt og omtanke for ressourcer.

Helt konkret husker Linda en barndom, hvor moren tog storskrald og andre ting, folk havde sat ud på vejen, med hjem, inden det blev doneret til genbrug.

– Som min ene søn siger: “Mormor redder altid ting”. Hvis hun finder et gammelt skostativ eller en bamse på en gåtur, tager hun det med hjem og vasker det, måske giver hun det videre, for det gør ondt i hjertet, og hun kan bare ikke klare den disrespekt for materialer og brug-og-smid-væk-mentaliteten. Min far reparerer også alting, fortæller Linda.

Fiks noget, der er i stykker

Og det gør hun faktisk også selv – både i et større perspektiv som forsker, der forsøger at give filosofien videre, og helt konkret.

Et af Lindas hjerte-forskningsprojekter er Repair Camps med Spar Nord Fonden. Sammen med nogle af sine ansatte tager hun på besøg i 6. klasser i deres natur- og teknologitimer eller i håndværk og design.

Børnene bliver bedt om at tage noget med, der er i stykker, for eksempel en lampe, computermus eller tøj, og så må de ellers både åbne og undersøge tingene, til de er repareret med hjælp fra frivillige og holdet fra AAU.

– Børnene får julelys i øjnene, og det får iværksat de “Emil’er og Pippi Langstrømper”, som måske ikke er helt skabt til skolesystemet, men kan noget med hænderne eller hovedet og har en stor nysgerrighed.

Linda husker en pige, der medbragte en dyr Lala Berlin-bluse, der var i stykker. Pigen broderede på den, og de andre i klassen beundrede den.

Forskerne kunne med andre ord konstatere, at det lige var blevet gjort socialt acceptabelt at have noget på, der var repareret. Glæden blev ikke mindre, da de interviewede den 12-årige pige tre uger efter.

– Hun fortalte, at broderiet var gået i stykker ved vask – men at det ikke gjorde noget. For nu vidste hun jo, hvordan hun kunne gøre den flot igen.

Netop glæden – dét, Linda kalder ”det attraktive valg” – er et af nøgleordene i hendes bæredygtighedsforskning, og to af hendes tre børn Alexander på 12 og Victoria på otte har lidt at sige her.

– For to år siden kom Alexander virkelig sur hjem fra skole: “Jeg gider ikke at høre mere om klimakrisen, jeg er så træt af den!“. Jeg prøvede at forklare, hvorfor det var så vigtigt, indtil jeg kunne se, at han var stået helt af. Victoria sad og lyttede, hun er meget følsom, og pludselig så jeg, at hun græd, da jeg fortalte, at havet var fuldt af plastik, og jorden ville oversvømme. Jeg havde simpelthen gjort min mellemste søn vred og fået min yngste til at græde! Da indså jeg, at hvis jeg skal lære andre om klimakrise og bæredygtighed, så er det ikke vejen frem med skyld, skam og frygt.

I det små som i det store. I sin forskning er Linda meget fokuseret på at nå den gruppe, der ikke ellers interesserer sig for klima og bæredygtighed.

– Vi er nødt til at gøre det bæredygtige valg attraktivt. Så i stedet for at sige til pigen med Lala Berlin-blusen: “Du må ikke købe noget nyt”, giver vi hende et alternativ, der hedder, “når din trøje går i stykker, så kan du brodere noget og customize den”. Der er for mange løftede pegefingre, men hvis jeg skal nå manden, der ikke tror på klimakrisen, så skal jeg ikke tale ned til ham og skælde ud. Jeg kan for pokker ikke engang få min 13-årige søn Theodor til at gøre, som jeg siger. Nej, vi skal i stedet vise flere attraktive løsningsrum.

Der er en gruppe, Linda gerne løfter lidt pegefingre ad, men det er netop med intentionen om at skabe ”løsningsrum”. Da hun for nylig holdt tale for den danske møbelindustri, kom hun med en opsang. De skulle være mere modige og tage ansvar for at skabe ansvarligt design.

Linda havde et stærkt eksempel på en kreativ løsning med i rygsækken, for som en del af et af hendes andre forsknings- og designprojekter ReshapeWaste har hun stillet arkitekttegnestuen Friis & Moltke opgaven at udvikle døre af træ, der ellers var blevet kasseret på grund af knaster eller skævheder.

Det er der kommet den smukke serie Knast ud af. Den er dyr og eksklusiv, men skulle gerne inspirere større kæder til at få flotte produkter ud af restmaterialer.

– Jeg tror på, at vi med designkompetencer kan ændre æstetikken. Det er blevet gjort mange gange før, bare husk på de gule og røde murstenshuse. I gamle dage sås de røde mursten som de flotte, og de, der ikke havde råd, brugte gule, men så i 1960’erne begyndte man at bygge i gule mursten med flade tage, og så fik man dem gjort moderne. Knaster i træ behøver ikke at blive betragtet som en fejl, det er faktisk signaturen i den her dør. For når vi nu har fældet træet, så lad os dog lade være med at kassere 80 procent af det som nu. Tænk, hvis de store køkkenproducenter tager tanken om knastkøkkenborde og skabe til sig, eller gulvproducenterne begynder at lave gulve af knasttræ? Eller hvis jeg kunne få vendt Ikea til at få produceret for eksempel deres hvide rumdeler, som æstetisk er holdbar, men materialemæssigt gulner, i restmaterialer, der patinerede pænt? Så ville den jo have en helt anden værdi, lyder det fra Linda, mens hun lidt efter tilføjer:

– Vi skal ikke være et elfenbenstårn med vores forskning, men et fyrtårn. Mit mål er at skabe den viden og de opskrifter, der kan kopieres til at blive masseproduceret.

Jobbet er en hobby

Privat er hun gift med Mads, som hun bor med i en gammel villa fra 1920 i Aalborg.

Og nej, deres sofabord er ikke rødt med indbygget pude, men Karsten Lauritsens nyklassiker Bønnebordet.

Mads arbejder med dataanalyse, og hvor han finder Lindas job meget spændende og eksotisk, synes hun omvendt, hans er ret kedeligt, røber hun grinende.

Det er Mads, der indimellem må spørge Linda: “Hey, hvor er du henne?”. Så lyder svaret: “Jeg er bare lige oppe i mit hoved”, når tankerne og ideerne pulserer rundt. Dem er der brug for mange af i de design- og forskningsprojekter, Linda og hendes team arbejder på.

Jobbet er stort set hendes hobby, den ugentlige lange løbetur er også mest for at klare hovedet, for hun har en mission og en intention, erkender hun, og derfor er det også så vigtigt for hende, at hun har fået lov til at være sig selv i lederrollen.

– Jeg er jo ikke prototypen på den typiske forskningsleder, jeg griner måske lidt for ofte, er for varm og for meget. Jeg tror på og beviser, at man sagtens gøre tingene på en ordentlig, menneskelig og relationel måde og stadig præstere i den ret kompetitive forskningsverden, siger Linda, der i forskningsprojektet ResQ Danish Design har samlet forskere fra alle danske forskningsinstitutioner med planen om, at de samlet skal tage mere bæredygtigt ansvar.

Det budskab begynder hun allerede at indprente de 30-40 studerende, der som kommende designere hvert år skriver et løfte, de formulerer i fællesskab på studiet og sender ud i verden som små papirfly.

– Det kommer nok fra buddhismen, at jeg ikke kommer og inducerer regler på dem, det skal komme fra dem selv, siger Linda, der forsøger at være en rundere leder i en ellers lidt kantet forskningsverden.

Det fik hun for nylig et stort skulderklap for, da to af hendes Ph.d.-studerende og hendes projektleder indstillede hende til Kammaprisen, der hvert år bliver givet til en nordjysk erhvervskvinde, der er ”særlig inspirerende, visionær og beundringsværdig i sit virke”.

En “playmaker”, blev hun blandt andet kaldt i indstillingen. Det var en ikke bare stolt, men bevæget Linda, der kunne tage prisen med hjem.

– Jeg har gjort mig umage i min forskningsgruppe for at lave et andet arbejdsmiljø, hvor vi ikke kun skal vækste, men også blomstre. Der er stor forskel, for vækst kan du presse folk til, du kan ikke presse dem til at blomstre. Som forskningsleder bliver jeg målt på meget, men ikke på hvor glade mine medarbejdere er, derfor bliver jeg så rørt over, at de kan se, at jeg har kæmpet og gjort mig umage, forklarer Linda, der alligevel røber lidt af opskriften på den ledelsesform, der hiver priser hjem og kræver en del menneskekundskab.

– Jeg tror på, at vi alle har noget, der optager os særligt, og at man performer bedre, hvis man får lov til at spille på sin egen bane. Jeg leder efter, hvor de er dygtigere end mig, for måske er jeg bedre og mere erfaren ud i at skrive forskningsartikler, men der er jo altid et eller andet, der optager et menneske, som er lidt irrationelt. Noget, de har gået op i, brugt tid på, der ikke giver mening. Så hvis du rammer ind i det, kan man udnytte det. Jeg får da en langt mere dedikeret Ph.d.-studerende, hvis vedkommende skriver om noget, der interesserer ham eller hende genuint, siger Linda og holder en lille pause.

– Altså … jeg har en tese om, at mennesket ikke behøver at passe i kassen, jeg kan godt få kassen til at passe til mennesket.

Og mon ikke den kasse er lavet af genbrugs- og restmaterialer?

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 5/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.