Da Monica fyldte 7, ændrede hendes far sig. Først som voksen fortalte hun sin mor, hvad der var sket

Mørket har lagt sig som en mørk dyne over huset på Mors, og Monica er krøbet ind i sin seng.

Men trætheden får ikke øjnene til at falde i søvn.

I stedet prøver hun at opfange lyden af fodtrin på den anden side af værelsesdøren, mens hun instinktivt prøver at beskytte sin lille barnekrop ved at ligge på maven og knuge sine hænder sammen tæt ind til sin krop.

Hun ved, at hvis døren går op, skal hun endnu en gang igennem det mareridt, der udspiller sig, når resten af familien sover.

– Vi havde et gammelt fyr, der med intervaller på omkring 10 minutter begyndte at brumme.

Med tiden lærte jeg mig selv at falde i søvn til den brummen.

For når jeg fokuserede på lyden, overdøvede den bevægelser og fodtrin på den anden side af døren, fortæller den i dag 43-årige Monica, der bor i Nordjylland.

Hun skruer tiden tilbage til de tidlige barndomsår i Allerød, hvor hun kom til verden.

Her voksede hun op som den ældste i en søskendeflok på tre med sin mor og far.

Monica husker dem som en ganske almindelig familie de første par år.

Hendes mor var nærværende, og der altid var en kærlig favn at falde ind i.

Udadtil var hendes far en glad og imødekommende mand, og når hun kigger på billeder af de to sammen fra dengang i Allerød, kan hun se kærlighed i sit eget blik.

Utryg stemning

Men da familien flyttede til Mors, da Monica var omkring syv år, begyndte hendes far at forandre sig.

Monica husker, hvordan hans smil og humør falmede og i stedet blev erstattet af et til tider aggressivt humør.

Monica var altid nervøs, når hun kom hjem og tog i hoveddøren, for hun vidste aldrig, hvilket humør han var i.

– Vi gik på listefødder omkring ham. Når han var hjemme, havde jeg det bedst med at være på mit værelse, for det var, som om han kunne eksplodere, hvornår det skulle være, forklarer Monica.

Både hun og hendes søskende blev skældt hårdt ud og oplevede hans truende adfærd, hvis de ikke gjorde, som han sagde eller forventede.

Flere gange holdt hun sine søskende for ørene, når der var højlydte skænderier mellem deres forældre, så de blev skånet en smule for den utrygge stemning i huset.

Kort tid efter, at de flyttede ind i huset på Mors, begyndte de seksuelle overgreb.

Monica har mentalt blokeret for de fleste episoder, men hun husker den enorme frygt og knuden i maven, når dørhåndtaget blev trykket ned til hendes værelse.

Nogle gange krøb han ned i hendes seng.

Andre gange vækkede han hende om natten og tog hende med op i stuen.

Hun husker også episoder fra en dag, de var ude at køre en tur, hvor han tog hende med hende til et hus, han var i gang med at male.

Når overgrebene stod på, forsvandt hun ud af sin krop, og mange af episoderne blev blokeret fra hendes sind.

– Jeg skammede mig enormt meget over det. Jeg følte, at det var min skyld, og det ville ødelægge familien, hvis det kom frem. Så jeg gjorde alt for at skjule det, fortæller Monica, der husker, at hun blev enormt skamfuld, da hun en dag så, at hun havde udflåd i sine underbukser. Frygten for, at hendes mor ville koble det samme med overgrebene, betød, at hun altid gemte dem for hende.

– Jeg har et billede, hvor jeg kan se, at de stikker ud af min lomme, og det gør mig ked af det at se, for jeg kan huske angsten for at min mor skulle opdage det.

Fik mareridt

I skolen var Monica den stille, velopdragne pige, der konstant var bange for at gøre eller sige noget forkert.

Når skoledagen var ovre, elskede hun at være sammen med sin mor, og hun gik til gymnastik på de hold, hvor hendes mor var frivillig instruktør i den lokale idrætsforening.

Ofte spurgte hun hende om hjælp til forskellige ting, så hun kunne have hende tæt på sig, og om aftenen prøvede hun altid at få hende til at hygge og se fjernsyn på hendes værelse i håbet om, at hun ville falde i søvn ved siden af hende.

Men når Monica endelig faldt i søvn, blev hun trukket ind i en dyster drømmeverden, hvor hun befandt sig i en mørk kælder, og et monster forfulgte hende.

– Selv når jeg sov, skulle jeg kæmpe for at overleve.

Monicas frirum var, når hun var på besøg hos sin mormor og morfar på Sjælland.

For en stund kunne hun føle sig tryg og elsket, og hun husker, hvordan hun altid hoppede op på sin mormors skød og åbnede hendes medaljon for at se, om der stadig var et foto af hende.

– Hun kaldte mig sit hjertebarn, men alligevel frygtede jeg altid, at hun havde skiftet billedet af mig ud. Det gjorde hun aldrig, og det gav mig en følelse af at være noget værd, forklarer Monica, der aldrig fortalte noget om, hvad der skete, når mørket faldt på derhjemme.

Men da hun som cirka 11-årig fik konstateret kønsvorter, begyndte hendes mor at se mistroisk på alle omkring hende.

Angsten for at den årelange hemmelighed blev opdaget, fik Monica til at opdigte en historie om, at hun nok havde fået dem af sin veninde, da de var i svømmehallen.

Tænkte på selvmord

Som årene gik, begyndte overgrebene at tære så meget på hende, at tankerne begyndte at kredse om at tage sit eget liv.

En dag sad hun på sit værelse foran spejlet, og synet af den triste pige fik hende til at få selvmordstanker.

– Jeg tænkte, at jeg havde kæmpet nok. At det var okay, at jeg fik fred nu, for jeg følte ikke, at jeg kunne mere, forklarer Monica, der alligevel ikke kunne bære tanken om at efterlade sine yngre søskende med deres far.

Hun kæmpede videre, og da hun kom på efterskole, stoppede overgrebene.

Men selv om hun ikke længere skulle frygte sin fars hænder, begyndte hun for alvor at mærke konsekvenserne af de mange år med frygt.

Ofte måtte hun tage smertestillende piller for at dulme den konstante hovedpine og angsten i kroppen.

Frygten for ikke at være god nok fulgte hende efterfølgende gennem gymnasiet, og flere gange brød hun grædende sammen, når hun skulle aflevere en opgave.

– Jeg syntes, det var hårdt at blive ved med at opretholde en facade. For jeg prøvede at overbevise alle omkring mig om, at jeg var god nok. Men inderst inde følte jeg mig svag, ulækker og uden værdi. For jeg havde jo aldrig sagt fra over for min far. Jeg var bange for, at hvis jeg sagde det højt, ville de tænke det samme om mig, som jeg tænkte om mig selv, forklarer Monica.

Trods dårligt selvværd, mødte hun gennem årene gode mennesker, der gav hende lysten til at fortsætte livet.

Hun havde aldrig troet, at hun en dag ville afsløre, hvad hun blev udsat for i sin barndom.

Men da hun en dag på pædagogseminariet havde pensum om seksuelle overgreb, begyndte maven af slå knuder, og midt i undervisningen, måtte hun forlade lokalet.

Hun kontaktede en psykolog, der hjalp hende med at sætte ord på sine følelser.

Til sidst var hun klar til at afsløre den årelange hemmelighed for sin mor.

– På det tidspunkt var jeg ikke i tvivl om, at min mor ville tro på mig. Men den lille pige indeni mig frygtede stadig, at mor ville synes, at det var min egen skyld. Det gjorde hun ikke.

I stedet blev hun rasende på min far, og samtidig bebrejdede hun sig selv for ikke at have opdaget det, fortæller Monica, der til sin store lettelse fandt ud af, at hendes søskende aldrig var blevet misbrugt.

Kort tid efter valgte hun sammen med sin mor at melde sin far til politiet.

Mens Monica en dag gik rundt i Storcenter Nord i Aarhus, fik hun en opringning, der kom til at have stor betydning for hendes senere liv.

I den anden ende var det hendes advokat, der fortalte, at hendes far havde tilstået alt.

Tilstod alt

– Det var en stor befrielse. Både fordi, at jeg ikke skulle i retten og vidne, og fordi, at det bekræftede mig i, at det jeg mærkede og huskede, var rigtigt.

Monicas far blev efterfølgende idømt to et halvt års fængsel, men hvad der kunne ligne et befriende punktum for Monica, blev også begyndelsen på en indsats for at helbrede sig selv.

Gennem årene har hun været hos forskellige psykologer og i traumebehandling, og hun er blevet mere bevidst om, hvorfor hun reagerer, som hun gør.

Hun kan ofte have katastrofetanker, og hun har svært ved at finde ro.

– Jeg kan sidde i min bil og tænke, hvad der sker, hvis der er en, der kører ind i mig. Så skal jeg nærmest tænke det helt hen til min begravelse. I dag kan jeg godt se, at det handler om, at jeg som barn, konstant forberedte mig på overgrebene, forklarer Monica, der ikke har haft kontakt til sin far i flere år. Hun ville ønske, at hun kunne føle vrede over for ham. Men hun har svært ved at finde den.

– Jeg kan huske en familiefest, hvor vi dansede, mens jeg stod på hans fødder. Det er jo slet ikke retvisende i forhold til min barndom. Men jeg havde brug for et positivt minde for at kunne overleve alt det forfærdelige, forklarer hun.

For Monica er fortidens overgreb en del af hende.

Men hun er også fast besluttet på, at de ikke skal definere resten af hendes liv.

Bryder tabuet

I dag arbejder Monica som souschef i en institution.

Hun har en datter på 13 år, og hun får stor støtte af sine nærmeste.

Hun håber, at hendes historie kan være med til at nedbryde tabuet om overgreb i barndommen, for hun mener, at især fagfolk skal være opmærksomme på, at der findes børn derude, der lever med en lignende hemmelighed.

På Monicas spisebord ligger et album med falmede barndomsbilleder. Gennem kameralinsen beskrives et udadtil ganske almindeligt familieliv med ferier, familiefester og søskendekærlighed.

Monica smiler på næsten alle billederne.

– Når jeg kigger på den lille pige, bliver jeg ked af det. For smilet var ikke ægte. Det var min facade, forklarer Monica, der ikke er i tvivl om, hvad hun ville sige til den lille pige, hvis hun havde muligheden.

– Sig det til nogen, du er tryg ved. Jeg har i så mange år skammet mig og haft skyldfølelse over, hvad der er sket. Men nu ved jeg, at det ikke var min skyld. For i dag er skylden og skammen placeret det rette sted.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.