Da Rosa var 41 år døde hendes store kærlighed og hun stod alene med to børn. En særlig menneskelig egenskab hjalp hende

For nylig så jeg Rosa Kildahl snuse glad rundt hos min yndlings-loppehandler på Sjællands Odde, og jeg tænkte, dér går Rosa fra ”Bagedysten” og ”Vild med dans” og hvad hun ellers har været med i. Dér går supercykelrytteren Jonas Vingegaards svigermor, Trines mor og Fridas og Hugo Tommys mormor. Dér går hun og er kendt på sin helt egen udadvendte Rosa-måde. Parat til en snak, hvis det er.

Den dag lod jeg hende gå og snuse videre i fred, men nu, hvor vi faktisk taler sammen, forstærkes indtrykket af et menneske, der bare er sig selv. Altid. Uanset hvem hun er sammen med eller hvor.

I interviewet fortsætter vi ligesom bare en samtale, vi aldrig har indledt: Den dag hos loppe-handleren, kan hun sagtens huske, hun skulle hjem til Jylland og Glyngøre, og på vej til færgehavnen måtte hun som sædvanlig lige tjekke udvalget. Hun fandt en elektrisk kartoffelskræller.

– Den var helt ny. Jeg kan bruge den i udekøkkenet i sommerhuset!

Så griner hun igen. Det gør hun utrolig meget igennem samtalen. Hun siger selv, at hendes åbne og filterløse tilgang til livet og verden har betydet, at hendes omgang med andre mennesker altid har været nem.

– For de har altid vidst, hvor de havde mig, og jeg har aldrig været bange for at stille de rigtige spørgsmål. Jeg har en ren interesse for mine medmennesker. Og jeg har aldrig været til at væve og snakke i kroge. Jeg render heller ikke med en halv vind, så render jeg hellere uden vind.

Det er ikke fordi, der ikke har været svære ting i Rosas liv, for dét har der. Da hun var 41 år, døde hendes livs første og meget store kærlighed som lyn fra en klar himmel som 50-årig, og hun stod alene med to børn. Men hun har, siger hun selv, en særlig robusthed og en praktisk tilgang til livet.

Hun forklarer det umiddelbart selv med, at hun tidligt fik pligter derhjemme og lærte at få et liv til at fungere. Men efter samtalen her, synes jeg, at der er noget mere: Måske kommer hendes ekstraordinære hvilen i sig selv også af, at hun var så elsket af sin far. Fars pige.

Kærligheden i det faktum accentueres af, at han også var far til hendes tre lyshårede brødre, men i virkeligheden ikke var far til hende. Det vidste han godt. Selv fandt hun først ud af, hvordan det hele hang sammen for otte år siden.

Spejlægs-økonomi

Da Rosa var barn i Himmerland, var hun engang hjemme hos en klassekammerat. Det var lige før spisetid, der var rigtig mange børn i klassekammeratens familie, og Rosa var ved at tabe næse og mund, da hun så moren i familien stå i køkkenet og lave aftensmad: Hun var i gang med at stege 20 spejlæg.

Rosa elskede spejlæg og tænkte, at det var den mest vidunderlige aftensmad, hun overhovedet kunne forestille sig. Hvor var de heldige! Den familie måtte virkelig have mange penge! Først som voksen gik det op for hende, at spejlæggene handlede om det modsatte. Familien havde ikke råd til andet.

Rosa er blevet 67 år nu, og hendes hjerte er stort – det banker for de børn, der har brug for det. Da ”Børns vilkår” sidste år spurgte, om hun ville være en af organisationens nye børneambassadører, var hun ikke i tvivl.

– Det er et område, der ligger mig nært. For mig er et godt barneliv, at man får lov til at være barn, mens man er barn, og der er ansvarlige voksne, der løfter de rigtig svære ting fra ens skuldre.

Dét barneliv er det ikke alle børn i Danmark, der lever. Det piner hende at tænke på. Og de børn vil hun gerne have mere fokus på. For mistrivsel er ét. Almindelig livsmodstand er noget helt andet. Og hun taler om en tendens i tiden til overbeskyttende forældre.

– Hvis man pakker dem ind hele tiden, klæder man dem ikke godt på til at blive voksne. Alle støder på modstand undervejs. Børn skal opdrages til at kunne tage imod det. Der er meget stor forskel på at mistrives og på at have det mindre sjovt en gang imellem. Jeg tror, vi skal blive bedre til at skelne.

Hun siger også noget, vi måske ikke har lyst til at høre:

– Jeg tror, at der er børn, der bliver ladt i stikken, fordi mange forældre i dag tror, at succes er lig med, at begge har en god stilling og to biler. At de ligesom kan spejle sig i det materielle. Hvor de måske nogle gange glemmer forældrerollen: Har jeg egentlig sat børn i verden for at være en god forælder?

Omsorg, opmærksomhed, accept og overbærenhed bør komme i første række. På den måde kan spejlæg sagtens være vigtigere end penge. Rosa taler også om at genoplive gammeldags værdier som pli og pligtopfyldenhed som fundament for at kunne klare sig i verden. Det har hun lært sine egne børn, Trine og Allan. Og at man bidrager i familien med det, man kan, i den alder, man nu har.

En piges lod

Rosa havde selv et godt barneliv, siger hun. Selv om hun bidrog lige til den rigelige side.

– Vi legede meget, og jeg var meget tæt med min lillebror. Men jeg synes også, jeg havde sindssygt mange pligter – også i forhold til mine kammerater. Jeg skulle gøre rent, handle ind, ordne ting praktisk og husligt. Min mor kunne jo ikke stå med det hele selv, men det var ikke mine brødre, der gjorde sådan nogle ting, det var kun mig. Sådan var det dengang, fordi man var en pige. Jeg tænkte nogle gange, at det var uretfærdigt, men jeg kunne ligesom ikke se, hvad jeg skulle gøre ved det.

Du sagde aldrig nej?

– Nej, dét kunne man ikke. Som barn af den tid sagde man ikke imod hele tiden, det kom der ikke noget godt ud af. Argumenterne slap lynhurtigt op. Så kunne man spille sur bagefter og være rigtig forurettet, men ... det er jo heller ikke noget, jeg har taget skade af. Og jeg har selv videreført til mine børn, at der altså er pligter, og at der er konsekvenser ved alting. Så det er ikke kun af det dårlige. Jeg har jo lært at klare mig på den måde.

Rosa siger om sig selv, at hun var ”en pleaser” som barn.

– Og jeg var – er jeg nødt til at sige – dygtig til både håndarbejde og det huslige. Jeg var også dygtig i skolen. Pligtopfyldende. Gik i søndagsskole. Var også god til at lege med andre.

Hvorfor siger du ”nødt til”?

– Aiii, jeg synes, det er lidt pral. Men jeg siger det også for at sige, hvor heldig, jeg var.

Hvis du selv kigger baglæns – hvad har så været afgørende for, at du blev dig?

– At jeg er blevet hærdet som barn. Altså robust. Og alligevel har haft en god barndom. Alene det, at vi ikke havde madpakke med, for vi gik hjem fra skole og spiste frokost hver dag i middagspausen. Og der var ALTID en mor, der var hjemme.

Du var selv eneste pige i en flok drenge, og du skilte dig jo lidt ud med dit udseende?

– Ikke så lidt endda, ha ha.

Du var en kærlighedssmutter?

– Det kan man godt sige. Altså ... jeg skulle ikke have været der.

At kende sit biologiske ophav

Historien ultrakort: Rosas mor var indlagt med tuberkulose på sygehuset i Skørping. Det var der også en grønlandsk mand, der var. Da Rosas mor kom hjem igen til mand og børn, var hun gravid med Rosa. Den historie fik Rosa først, da hun var 59 år.

– Jeg kender ingen detaljer, og jeg vil heller ikke kende dem, for det vedkommer jo ikke mig. Men i dag ved jeg, hvordan mit biologiske ophav ser ud, og jeg synes, man har ret til at kende sit biologiske ophav. Jeg kunne godt ønske mig, at tiderne havde været anderledes dengang. Så det havde været naturligt. I dag plaprer man ud med alting, og der er mange forskellige familiekonstellationer, der er ingen, der er forkerte, men det var der dengang. Der var det ren kernefamilie, utroskab kunne ikke nytte noget, men det var der jo alligevel i mange familier. Det var bare ikke så tit, at det udmøntede sig i sådan en lille mørkhåret en som mig. Hvis jeg nu havde lignet postbuddet, som alle de andre gjorde, havde jeg jo ikke tænkt over, at der var noget særligt over det. Så havde jeg ikke engang VIDST, at jeg var en svipser. Havde jeg nær sagt. Men det var jo ret tydeligt, når ens søskende er helt lyshårede, og så kommer der sådan en bette mørk en...

I det lille ret isolerede samfund, hun voksede op i, var der nu ikke rigtig nogen, der stillede spørgsmål til Rosas udseende.

Men indimellem, når der kom besøg udefra, kunne hun blive spurgt: ”Hvor kommer du fra?”. Det spurgte hun også selv sine forældre om uden at komme en forklaring nærmere. Og da hun selv fik børn, spurgte de hendes mor:

– ”Mormor, hvorfor er mor så mørk, og hvorfor er vi også sådan?”. Så blev der sagt: ”Det er nok fra kartoffeltyskerne”.

Rosa pointerer, at det regnestykke altså ikke var noget, hun gik og brugte sin barndom og sit voksne liv på. Men da hendes forældre blev gamle, begyndte behovet for et svar alligevel for alvor at trænge sig på.

– Jeg tror, min far var 93, og jeg tænkte, at hvis jeg skal have sandheden at vide, og den skal komme fra dem, så skal jeg snart til at pirke ved det igen. Og så blev det til seriøs pirkning.

Din mor var ikke meget for det?

– Nej. Sådan noget, der er fejet ind under gulvtæppet, ligger jo godt gemt derinde – og har gjort det i 59 år – så det er ikke sådan lige at hive ud!

Hvad sagde din far?

– Han har aldrig nævnt noget om det. Jeg var virkelig bare hans kæledægge.

Du har været et elsket barn?

– I hvert fald fra min fars side.

Mindre fra din mor?

– Ja, det tænker jeg. Men det må også have været helt forfærdeligt at have begået sådan en fejltagelse, eller hvad man skal sige, og så blive mindet om den hver dag. Fordi jeg virkelig skilte mig ud. Men jeg havde svært ved at forstå, hvad det var, der kunne være så forfærdeligt, at de ikke bare kunne sige det. Og fordi min far elskede mig, og jeg elskede ham, så tænkte jeg: ”Jeg er jo hans pige, jeg er nok en, som far har haft med hjem, og det, synes mor, måske ikke er så rart”.

Hvad har det så betydet for dig at finde ud af, at du har en grønlandsk far?

– Fordi jeg var så gammel, som jeg var, har jeg egentlig bare kunnet vinge den af: Okay, så var der altså noget om, at der måtte stikke noget under, at jeg så så anderledes ud. Men jeg er jo ikke født som grønlænder, jeg kendte ingen, der havde været i Grønland, jeg har slet ikke tænkt, at jeg kunne være grønlænder, det er så mærkeligt.

Søster nede fra Brugsen

Rosa fik helt enkelt svar på et spørgsmål. Det handlede ikke om et iboende savn, og derfor oplever hun heller ikke et særligt tilhørsforhold til Grønland i dag. Hun har været der tre gange. Blandt andet i forbindelse med en TV 2-dokumentar, der blev lavet om hende selv og hendes biologiske ophav og familie.

Da den blev bragt, sad en kvinde med grønlandske aner sammen med sin danske mand lidt uden for Glyngøre og så den.

– Og så gik det op for hende, at jeg var en søster, så hendes mand ringede til min og sagde: ”Rosa er nok ikke klar over det, men hun har altså en søster her”. Da jeg så hende, tænkte jeg: ”Hold da kæft, hende har jeg set mange gange ned i Brugsen og tænkt: ”Ih hvor hun ligner en grønlænder””. Men jeg har aldrig tænkt på, at jeg selv ligner en grønlænder. Er det ikke sjovt? Og hun bor på den gård, hvor jeg egentlig skulle have boet, hvis ikke min første mand var død dengang. Det er altså lidt mærkeligt.

Hvad tænker du om grønlandsdebatten nu?

– Jeg tænker, at Grønland lige pludselig ligger strategisk vigtigt for mange, fordi vi ikke er i fredstid længere. Havde jeg nær sagt. Men det er jo sådan, det er.

Rosa har egentlig ikke lyst til at udtale sig om balladen om Grønland eller om Grønlands fremtid i det hele taget. Hun synes ikke rigtig, hun har ret til det. Så hun nøjes med at sige:

– Jeg har altid tænkt, at hvis verden skulle blive helt af lave, så kan vi altid flytte til Grønland, for der er dejlig fredeligt og masser af plads. Men nu er der blevet vendt op og ned på det, så jeg skal have lavet en ny strategi!

Ene forsørger

Det er vel i virkeligheden sådan, Rosa har levet sig igennem sit liv: Strategisk. Hun er et handlende menneske med et praktisk fokus.

Hvad betød det for perioden i dit liv, efter din første mand, Tommy, døde?

– I dag tænker jeg, at det vel nok er godt, at jeg altid har holdt mig selv ajour og netop ikke er blevet beskyttet af nogen. Jeg har altid haft fingeren på pulsen og overblik over situationen, så det var ikke sådan, at jeg stod med håret i postkassen: Hvad for en bank har vi? Hvilke forsikringer? Hvad skal jeg? For jeg var inde over alting i forvejen.

– Så hvis man ser bort fra den følelsesmæssige del af det, var jeg klædt på til den praktiske del. Derudover tænkte jeg meget på, at der kun var én forsørger, at nu skulle jeg være den voksne alene. Det er ligesom det, der har fyldt mest. Det med følelserne, det er nok kommet over tid, over laaang tid. Jeg tror, jeg omsatte det til noget praktik, for jeg følte ikke, at mine børn skulle have et ringere liv, jeg ville gerne tjene penge og holde levestandarden. Jeg er vedholdende. Og meget målrettet. De skulle vide, at ”selvfølgelig har vi en aftale om, at du skal på efterskole”. At tingene skulle blive ved med at være, som de var.

Friede selv

Seks år efter Tommys død mødte Rosa Carsten med efternavnet Kildahl.

Da de havde været kærester i et år, købte hun ringe og friede, fordi det gik op for hende, at de nok aldrig ville blive gift, hvis ikke hun selv tog affære. Og han sagde ”ja tak”. Rosa er ikke typen, der venter på prinsen.

– Nej, det er mit liv for kort til. Når man ser, hvordan hans historik er, ville det komme til at tage for lang tid i vores alder. Da vi mødtes, havde han jo ikke været gift før og havde ingen børn. Og ... ja, han boede faktisk hjemme ved sin mor stadigvæk.

Det turde du godt binde an med?

– Jeg er ikke bange for sådan noget, ha!

Så han flyttede sent hjemmefra?

– Han flyttede direkte hjem til mig! Men forinden havde jeg da fundet ud af, om vi havde de samme værdier. Ellers skulle vi slet ikke være kærester. F.eks. at behandle andre mennesker ordentligt. Ikke rende med halve vinde. Have styr på sin økonomi og sit liv. Hvile i sig selv.

Ikke desto mindre kom forlovelsesperioden til at vare 11 år. De blev endelig gift, samtidig med at Rosa blev 60.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– At der er flere forskellige slags kærlighed. Der er den stormende forelskelse og kærlighed, når man er helt ung og tænker, at man skal finde den eneste ene og få nogle børn og et lykkeligt liv og elske sin mand ”til døden os skiller”. Og så er der en anden kærlighed, når man bliver voksen og finder ud af, at der er andre værdier end lige at sidde og kysse og holde om hinanden hele tiden. Der er også et liv, hvor man som ægtepar får det BEDSTE ud af de sidste år af livet. Det er nogle andre værdier, man lægger vægt på i den fase. Den stabile kærlighed: Det er ham, jeg gerne vil opleve nogle ting med, ham jeg gerne vil være sammen med og kan stå inde for, og han kan stå inde for mig.

– Med min første mand var der ingen vej udenom. Det var ham, jeg skulle have. Men anden gang er man alligevel lidt mere selektiv. Men altså ... jeg havde sådan en liste, jeg skulle krydse af på, og han passede ikke på noget af det, og pyt, jeg tog ham alligevel.

Hvad stod der på listen?

– At han skulle kunne lide at sejle og stå på ski, og han skulle have mange penge. Ting, hvor jeg tænkte, at det ville simpelthen være rart, for det passede lige ind i mit liv. Det var jo ikke sådan, det blev. For når man så bliver glad for ham, begynder man jo at slække på det. Sådan er det OGSÅ med kærligheden. Nogle gange møder man også en modsætning, som supplerer ens egne kompetencer, og det giver også lidt ro på bagsmækken.

Griber enhver chance

Rosa er uddannet smørrebrødsjomfru, bogholder, ejendomsmægler og inden for salg og marketing. Hun har også haft eget firma.

Hun sneg sig første gang ind i danskernes bevidsthed, da hun – til sine børns udtalte forundring uden større bageerfaring – deltog i ”Den store bagedyst” i 2017. Siden er hun blevet ”tv-personlighed”. Og så har datteren Trine giftet sig med cykelstjernen Jonas Vingegaard, så Rosa er både selv blevet kendt og blevet del af en kendt familile.

– Men der er kun 1.600 indbyggere i Glyngøre, det er en lille by, så nyhedens interesse falder ret hurtigt. Når der kommer folk udefra, vil vi selvfølgelig også godt prale med, at her har vi en berømt cykelrytter, men det er ikke rigtig noget, der fylder i hverdagen.

Du er også selv blevet dit eget brand?

– Ja... og det havde jeg ikke set komme. På den anden side har jeg altid grebet enhver mulighed for at prøve noget spændende, når chancen var der. Som jeg sagde til mig selv, da jeg blev selvstændig, og min mand var død: Det rigtige tidspunkt kommer jo aldrig. Jeg tror, jeg har haft en god portion nysgerrighed og modet til at sige: ”jeg GØR det” på en fornemmelse af, at det er nu, jeg slår til. Og så lige en hurtig konsekvensberegning af, hvad der var det værste, der kunne ske. Man kan ikke gå og vente på, at tidspunktet bliver helt perfekt.

Dét prøver hun at formidle videre, når hun er ude at holde foredrag:

– Jeg bliver helt høj af at holde foredrag, jeg føler virkelig, jeg får et kick. Og jeg kan mærke, at publikum gerne vil suge lidt ud af mig. De siger tit, at de føler, at jeg har haft et spændende liv og har grebet chancer og haft modet, hvor de måske selv har været lidt for tilbageholdende. Indtil det blev for sent.

Hvad er dit livs største udfordring?

Her bliver Rosa fuldstændig stille. Længe. Så siger hun, at det ved hun sørme ikke. Det er ikke fordi, hun ikke vil svare. Det er fordi, hun ikke lige kan komme på noget. Nemt har det jo ikke været hele vejen. Men sagen er, at hun bare ikke dvæler ved de svære ting.

– Det er nok derfor, jeg ikke kan komme i tanke om noget, og jeg synes, det er en fordel. Jeg er god til at tage det gode med mig, og resten smider jeg ud over højre skulder. Det kan jeg ikke bruge til en skid. Det ER jo sket.

Hvad er den store forskel på det kvindeliv, Trine lever, og det, du selv levede som ung?

– Der er såmænd ikke så stor forskel. Hun har virkelig også ben i næsen og snuden i sporet. Hun har taget godt imod sin opdragelse. Hun er, ligesom jeg er, føler jeg faktisk. Og jeg ved, at hun kan klare alverdens ting, det har hun vist mig gang på gang. Hun er så robust. Også psykisk. Og dygtig og kvik. I og med at hun har en mand, der har et job, som kræver hans fulde opmærksomhed og fokus faktisk 24/7, så skal hun jo klare resten, og man kan godt regne ud, at resten altså er meget, når man lever på den måde. Men det kan hun. Jeg er meget stolt. Moderstolt.

Der er liv i Rosa. Meget. Og hun har selvfølgelig en plan for, hvordan hun gerne vil blive gammel.

– Ved hele tiden at være sulten på at opleve noget nyt. I maj skal jeg på højskole for første gang. I akvarelmaling! Det er en rigtig Rosa-ting. Nu skal jeg begynde at forkæle mig selv også, for når jeg før har gået på skole, har det altid været med et mål for øje. Det her er ren sjov og ballade.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.