Da sygehuset ringede til Trine, var hun ved at falde ned fra sofaen

For at Trine kan leve, skal nogen miste livet.

Det var den præmis, hun og familien måtte sande, da de i 2023 fik lægernes konklusion. Trine skulle have et nyt hjerte, ellers kunne hun ikke overleve.

– Jeg blev paf. Det var jo ikke med i mine beregninger for livet. Men jeg måtte gå med til det, for der var jo ikke så meget andet at gøre, erindrer 28-årige Trine Svejgaard fra Odense.

– Alternativet ville være værre, nikker hendes far, Mogens Svejgaard, og kaster et blik på sin datter.

Trine blev født med et hjerte, som vendte forkert. Som 4-årig blev hun opereret og fik indsat en såkaldt homograft. Det er et åreløbsrør, som gør, at blodet kan løbe rundt, selv om hjertet vender forkert.

En gang årligt gik hun til kontrol, og alt gik fint gennem hendes barndom og ungdom. Indtil i efteråret 2022, da hun var 26 år.

– Jeg begyndte at blive træt, forpustet og havde mindre overskud. Jeg havde smerter i kroppen, især i benene. Det betød, at jeg måtte sige op på det ene ud af mine to job, fortæller Trine.

Hendes kontroltjek blev derfor fremrykket til oktober 2022, hvor en række test og scanninger viste, at Trine var ramt af hjertesvigt.

– Lægerne var optimistiske, så det var jeg også, forklarer Trine.

Hun fik ordineret medicin og blev knyttet til hjertesvigtklinikken på Odense Universitetshospital, som hun sammen med sin far troppede op i en gang om ugen til at starte med. Derefter gik der længere tid imellem. Det næste halve år gik med det.

Trine fik det lidt bedre, men ikke helt godt. Det kunne lægerne også se. Ved en kikkertundersøgelse i spiserøret konstaterede de, at det hul, der blev syet sammen, da Trine blev opereret som 4-årig, var blevet stort igen. Det betød, at halvdelen af det blod, der skulle være løbet igennem, i stedet løb tilbage. Og det var ikke godt.

De besluttede, at hendes hjerteklap skulle skiftes. Men den kirurg, der skulle udføre operationen, advarede om, at Trines hjerte vil næppe kunne holde til det tryk, der ville komme, hvis klappen blev udskiftet.

– Og så var der kun en transplantation tilbage, fortæller Mogens.

På venteliste

De foretog derfor de undersøgelser, der kræves for at komme på venteliste til organdonation. Trine blev erklæret egnet, men der var ét problem.

Hendes blod bestod af halvtreds procent antistoffer, som formentlig skyldtes, at hun havde modtaget blod, da hun blev opereret som lille. Og det havde alvorlige konsekvenser.

– Ud af hundrede potentielle hjerter, ville jeg kun kunne bruge de 50. Min chance for et match var halveret, forklarer Trine.

Lægerne forberedte hende derfor på en ventetid på omkring to år.

– Hvis jeg ikke havde de antistoffer, ville den typisk være tre til seks måneder.

Den 30. januar 2024 blev Trine skrevet på venteliste, og hun væbnede sig med tålmodighed. Men mindre end 24 timer senere blev hun ringet op: ”Nu har vi et hjerte til dig”, lød beskeden.

– Jeg var ved at falde ned fra sofaen. Min første indskydelse var, at det ikke kunne passe, fortæller Trine, der var på vej til aftenmøde på sit arbejde.

– Så jeg ringede til min leder og fortalte, at jeg ikke kunne komme alligevel. Det var surrealistisk.

Trine nåede at pakke tøj, toilettaske og andre nødvendigheder og fik fat i sine forældre i Slagelse og bror og svoger i Smørum, som alle begav sig mod København.

Så blev hun kørt til Rigshospitalet med flextrafik og kom op på afdelingen, hvor de fik at vide, at Trine skulle opereres dagen efter klokken 10.

Den næste dag klokken 10 ventede Trine og familien, men tiden gik, uden at der skete noget. Klokken 11 kom Trines læge ind på stuen.

– Han sagde: Nå! Og så kunne jeg se på min mors ansigt, at der var noget galt. Jeg var så træt og dårlig, fordi jeg ikke havde sovet på grund af nervøsitet, erindrer Trine.

De havde fundet en kræftknude hos donor. Så operationen var aflyst.

Skuffelsen var slem. Men så blev den afløst af taknemlighed. For havde Trine modtaget dét donorhjerte, havde hun højst sandsynligt selv fået kræft.

Psykisk reaktion

Trine var syg i flere dage efter den oplevelse. Hun kunne ikke holde mad i sig, ikke drikke og havde ingen kræfter. Lægen og psykologen mente, det skyldtes chok.

Hun boede derfor hos sine forældre i Slagelse i en uges tid. Da hun vendte tilbage til lejligheden i Odense, fandt hun hurtigt ud af, at hun ikke kunne være alene derhjemme. Hun havde det for dårligt.

Psykologen anbefalede, at hun flyttede hjem til forældrene i et par måneder.

– Det var nogle lange måneder, griner Trine.

Da hun atter følte sig frisk nok til at flytte hjem til sin lejlighed i Odense, tog hendes far med og overnattede der for en tid. Det gik godt, så han flyttede hjem og besøgte derefter sin datter et par gange om ugen og hjalp til med indkøb, vasketøj og rengøring.

På vejen til og fra Slagelse, en tur på to timer, og hver dag til og fra arbejde kørte hans tanker rundt. I radioen hørte han om ulykker, og så tænkte han på Trine.

– Den eneste måde, Trine kunne leve videre på, var ved, at der var en, som mistede livet. Det er vildt, hvordan det fylder som forælder, for jeg har jo aldrig ønsket, at nogen skulle miste livet i en trafikulykke. Men tanken om, at hvis det nu alligevel skete, kunne det så ikke bare være et hjerte, der passede til Trine, beskriver Mogens.

I begyndelsen af oktober blev Trine ringet op igen. Der var et nyt hjerte til hende.

– Jeg turde ikke tro det. Selv da de hentede mig næste morgen til operation, tænkte jeg, at der nok skulle ske noget, som gjorde, at det mislykkedes.

Dagen før havde familien været nødt til at aflive deres elskede hund. Det påvirkede dem alle.

En lang dag

På hospitalet fik Trine taget blodprøver og røntgenbilleder og blev gjort klar til operationen. Hun skulle blandt andet tage bad i klorhexidin og faste.

Mogens blev på hospitalet og sov i en seng på Trines stue, så hun ikke skulle være alene. Næste morgen blev hun vækket klokken fem.

– Hun børstede tænder, fik kompressionssokker på og sagde på gensyn til os alle, husker Mogens.

Klokken 6 kørte de Trine ind på operationsstuen, og døren blev lukket.

Den dag blev en lang dag. Mogens og Trines mor, Helle, travede rundt i Fælledparken, besøgte Trines bror - og ventede. Klokkeslættet 14:43 husker Mogens tydeligt. Her fik han opringningen fra kirurgen. Operationen var veloverstået.

Mogens kunne mærke lettelsen i kroppen. Han blev med et rolig. Ventetiden havde føltes uendelig lang, og selv om han og Helle undervejs havde mindet hinanden om, at de havde overladt Trine i de bedste hænder, var det en anden ting, at det hele var lykkedes.

Trine blev kørt til opvågningsstuen, og familien tog derind og ventede. Sidst på aftenen begyndte lægerne at vække hende, for alle hendes målinger reagerede godt.

Hun husker ikke meget derfra udover den glæde, hun følte, da hun så sin familie.

Mogens husker den taknemlighed, han mærkede, da Trine vågnede. Den var så stor, at han insisterede på at blive hos sin datter, indtil hun blev udskrevet.

– Jeg var nødt til at være der. Jeg sagde til de andre, at de kunne tage af sted. Så fandt jeg en stol og fik en dyne fra en anden stue, fortæller Mogens, der blev der i de næste 13 dage, mens Trine lå på intensiv.

Og så blev Trine udskrevet med et nyt hjerte. Hun flyttede hjem til sine forældre, for hun måtte ikke være alene. Der var en liste med ting, hun ikke måtte.

For eksempel måtte hun ikke løfte mere end to kilo, ikke ligge på siden og heller ikke gå for lange ture. Hendes mor og far skiftedes til at være hjemme, så de kunne hjælpe.

– I den tid fik jeg set alle de film og serier, der kunne streames, smiler hun.

I tiden efter gik hun ofte til kontrol. Alt var heldigvis godt, selv om hun havde gener.

– Jeg havde ondt i ribben og brystben. Det var lidt, som hvis jeg havde brækket en arm.

Efter to uger begyndte hun til genoptræning. Det gik fremad, og lidt efter nytår flyttede Trine hjem til Odense igen.

Et nyt liv

Når man i dag træder ind i Trines lejlighed, står der håndsprit placeret foran døren. Den skal alle gæster bruge. Det er et af de tiltag, som følger med i hendes nye liv.

– Det er jo vildt, at jeg har fået et nyt hjerte. Det er ikke noget, jeg går og tænker over til dagligt, udover at jeg skal tage medicin hver dag på bestemte tidspunkter. Dét, der nok har fyldt mest for mig, har været en forløsning. For jeg føler ikke længere, at jeg er indespærret i en krop, som jeg ikke kan genkende mig selv i.

Trine er taknemlig for, at hun har fået en ny hverdag. Nogle gange kan hun nærmest glemme, hvordan det var at have det så dårligt, som hun havde det.

– Jeg kan arbejde, træne og klare en normal dag, som alle andre. Ting, som at ordne mit eget vasketøj, selv gøre rent og alt det der, det er jeg vildt taknemlig for, griner Trine.

Hun er ved at trappe op på sit arbejde igen. Hun har fleksjob, og til april skal hun gerne nå op på 17,5 timer i børnehaven.

Forældrene er glade og lettede over at se, hvordan datteren har det i dag.

– Vi skal vænne os til, at Trine kan klare sig selv, og at hun ikke er ved siden af os hele tiden. Men det er jo helt enormt dejligt. Og så er vi taknemlige for, at vi bor i et land, hvor det er muligt at få et nyt hjerte, siger Mogens.

Trines donor er anonym, men de er alle evigt taknemlige for, at den person har taget stilling til organdonation, selv om der selvfølgelig er en kæmpe sorg for de pårørende over at mistede vedkommende.

– Jeg håber, det trøster dem, at jeg kan leve videre på grund af den gave, siger Trine.

Ingen ved, hvor længe det nye hjerte kan holde. Den gennemsnitlige alder for transplanterede hjerter stiger år for år.

Til sommer venter der en ferie, for Trine har ikke måttet rejse, mens hun har stået venteliste. Derfor har hele familien planlagt at rejse til en lille græsk ø-perle for at fejre Trine – og livet.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.