De fleste går på pension i hans alder, men 67-årige Jørn Nedergaard er nyuddannet: “Nogen mener måske, at sidste salgsdato var overskredet for mig”

Heartbeats mødte Jørn Nedergaard på tærsklen til hans nye liv til en samtale om at turde skifte spor.

Det lyder måske som en skønsom blanding. Søværnet, bankverdenen, juraen og præsteembedet. Men for Jørn Nedergaard hænger de fire ting ganske fint sammen. Faktisk er der for ham en helt tydelig rød tråd.

Den vender vi tilbage til.

Jørn Nedergaard er i en alder af 67 år netop blevet uddannet præst.

Han fortæller om det alt sammen i sin lejlighed på Holmen i det inderste indre af København. Herfra har han boet og drevet sit kontor som selvstændig konfliktmægler i årevis. Men lige om lidt er det alt sammen fortid.

Både lejligheden, der er fuld af sjæl og hyldemeter af bøger. Det er sådan et hjem, hvor man tydeligt fornemmer, at der har været et godt leben.

Læderpuderne på Y-stolene er slidte, mange har siddet lige her og kigget ud på trætoppene eller ind i Jørn Nedergaards lyseblå øjne. Væggene er prydet med kunst, og på kommoderne er der billeder af familien. Ingenting er pakket ned i papkasser endnu.

– Det er overvældende. Man skal lige trække vejret og finde fodfæstet, siger Jørn Nedergaard om flytningen, der kun ligger et par uger ude i fremtiden.

Turen går til Øsby, en lille landsby uden for Haderslev i Sønderjylland, hvor Jørn Nedergaard indsættes som sognepræst.

Og her står han så i sin blå skjorte og sit rolige gemyt i sit kontor, hvor han har hjulpet folk i livskriser til at få styr på alt fra skilsmisse og arvestrid, på tærsklen til et helt nyt liv.

Han supplerer hurtigt, at han i øvrigt kun har haft bekræftende oplevelser på, at han går den rigtige vej. Derfor er han egentlig ikke betænkelig over det snarlige skifte, men snarere taknemmelig over, at det kan lade sig gøre.

At han kan realisere en stor drøm i sin alder. For det har været netop en drøm og et dybt ønske for ham at arbejde professionelt med de mere åndelige aspekter af tilværelsen.

Hans kone gennem 30 år følger med ham, hun har sagt sit job som bogholder på Designmuseet op. Lejligheden på Holmen bliver solgt, og sammen begynder de et nyt liv i præsteboligen tæt ved Lillebælt.

Er der så is eller sommerfugle i maven, her tre uger inden det store og livsændrende spring?

For de fleste ville svaret nok være en nervøst blafrende sommerfuglekoloni i mellemgulvet. Men som det indledningsvise cv indikerer, så er det altså ikke første gang, at Jørn Nedergaard drejer af på sin karrierevej.

– Jeg er her ikke for at være på ferie

De fleste i Jørn Nedergaards alder går på pension. Klar til at høste frugterne af et langt arbejdsliv. De skal nyde langsomheden og tiden. Måske bruge mere tid med familien og børnebørnene.

Men tanken om at stoppe karrieren har ikke så meget som strejfet den nyudklækkede præst. Med sine egne ord er han fuld af energi og aldeles klar til at starte noget nyt.

– Jeg har sådan en grundlæggende tanke om, at jeg er her ikke for at være på ferie. Jeg er her for at tjene noget eller nogen, og det, tror jeg bedst, jeg kan gøre ved at blive ved med at være aktiv, siger han.

– Og så har jeg bare været velsignet ved, at det lykkedes mig at komme til at gøre det, som jeg gerne har villet i lang tid, også selvom nogen måske kunne sige, at sidste salgsdato var overskredet for mig. Det er jeg meget taknemmelig for.

Faktisk betyder skiftet fra København til Sønderjylland også, at han kommer tættere på sine to sønner og deres børn, der alle sammen bor i Jylland. Det går altså op i en højere enhed for Jørn Nedergaard. Han får mere familietid og realiserer sin karriere på én gang. Det passer ham glimrende.

– Jeg kan godt lide tanken om, at livet også har nogle forpligtelser. At vi er her for at udrette noget. Jeg tror, at jeg har to hovedspor i livet. Det ene spor handler om uddannelse og udvikling. Jeg tror ikke, at man kan uddanne sig eller udvikle sig én gang for alle, og så kan man bare køre på det resten af livet. Jeg tror, det er en kontinuerlig proces. Det andet spor er et tjenestespor. Jeg er her for at være noget for andre mennesker. Og mellem de to spor må der selvfølgelig gerne være plads til fritid og fornøjelser, siger han.

Samtidig understreger han, at det jo ikke er, fordi han forsager pensionen på dén måde. Det er mere det med at holde sig beskæftiget og interesseret.

Om det så udmønter sig ved, at man begynder at læse fransk eller hjælper til i den lokale genbrugsforretning. Det handler om at blive ved med at øge bevidstheden og at blive visere. Ikke i faglig forstand, men i menneskelig.

– Hvis man lever et liv, hvor man står op uden forpligtelser, har fri fra dem, så tror jeg, at man som menneske godt kan have en tendens til at falde lidt sammen. Jeg synes, jeg har set mange eksempler på, at det går lidt nedad bakke fysisk og psykisk, når folk går på pension, siger Jørn Nedergaard.

Det er i hans optik værdifuldt for os mennesker, at der er nogen, der regner med os. At vi føler, at der er brug for os, og at vi er åbne for at udvikle os.

Måske lyder det alt sammen både meningsfuldt og inspirerende. Men er det ikke også lettere sagt end gjort?

Jørn Nedergaard betrygger med – som en, der har lavet livsomvæltende forandringer ad flere omgange – at det kun har bragt positive ting med sig for ham. Og så opfordrer han folk til at stille sig selv spørgsmålet:

– Hvem er du, og hvad vil du?

For hvis man gør det, vil man nærme sig kernen af de svar, man har brug for. Svarene på, hvordan man kan leve et meningsfyldt liv, slå autopiloten fra og rent faktisk mærke sine tanker og længsler.

Fra velbetalt filialdirektør til SU

Relationsarbejdet og fokus på menneskeligheden er ifølge Jørn Nedergaard det, der har været fællesnævneren i hans forskellige professioner. Vi er altså tilbage ved det med den røde tråd.

Livet i Søværnet sprang han fra, fordi han ikke kunne se sig selv leve af noget, der havde krig og konflikt som kerne.

Ved mere eller mindre tilfældigheder landede han i en bank, og her var han glad for relationsarbejdet med kunderne, men – for der var et stort men – han havde en indre stemme, der sagde: Hvad i alverden laver du her?

En lyst til at læse jura havde rumsteret i omegnen af ti år. Han var nødt til at gøre det. Og det lykkedes. Han kom ind på universitetet og forlod sit velbetalte job.

Da han var 36-årig og far til to, lærte han således, at selvom lønnen var en helt anden, da han gik fra at være filialdirektør i en bank til at være jurastuderende på SU, havde han det fantastisk.

Han fik øje på alle de gratis goder omkring sig, på charmen ved at leve et mere simpelt og nøjsomt liv. Ikke mindst med mere tid.

– Vi skalerede ned på vores levestandard, så den passede til den indkomst, vi nu engang havde. Og vi var absolut ligeså lykkelige. Faktisk tror jeg, at vi var mere lykkelige i den periode, end da jeg tjente mange penge. Der var masser af gratis glæder, som man måske ikke får øje på, når man har for travlt med at leve sit liv, være i sin karriere og stræbe efter materielle ting. Vi fik en anden vinkel på det, siger Jørn Nedergaard.

For ham og hans kone var det en bevidsthedsudvidelse ikke at bruge penge på eksempelvis dyre rejser til udlandet. De prøvede at være i sig selv og i den virkelighed, der var deres.

– Jeg synes, der er et bevidsthedsløft at skifte karrierespor i livet. Der sker noget, når man tager en stor udfordring, rykker tæppet væk under sig selv og træder ud af sin comfortzone. På en eller anden måde kigger man på sin identitet på ny, med friske øjne. Jeg synes i hvert fald, at min åndelige bevidsthed har været kontinuerligt voksende, fordi jeg har lavet de her skift, siger præsten.

– Det fik vi rigtig meget ud af, og meget af det har vi taget med os. Vi har ikke levet ekstravagant nogensinde siden, selvom vi kunne have gjort det. Vi har levet beskedent og enkelt, forklarer han.

Jura-lykken var lang, men ikke evig

Jørn Nedergaard var god til at være advokat. Han vandt sager, og på mange måder kørte det derudad. Men endnu engang begyndte skoen at gnave lidt. Noget var galt.

Han så, hvordan mennesker ødelagde hinanden i en retssag, i den krig de stod i mod en anden. Og selvom hans klienter jo vandt sammen med ham, og i de tilfælde fik deres ønsker opfyldt, så virkede de ikke lykkelige.

– Jeg har mange gange ringet hjem til min kone sagt: Det går bare slet ikke det her. Menneskeligt set er det fuldstændig forkert, det vi gør ved hinanden. Jeg sagde det også på de kontorer, jeg arbejdede på, når de spurgte, hvordan en sag var gået. Jeg svarede, at fagligt set gik det super, men at menneskeligt set gik det helt ad helvedes til for at sige det ligeud, fortæller Jørn Nedergaard.

I stedet for at mennesker gik ødelagte fra en retssag, ville han gerne hjælpe dem med at kunne gå hele videre. Også selvom det var hver for sig.

Siden 2004 har Jørn Nedergaard siddet i midten, som en buffer, når folk eksempelvis har ligget i skilsmisse med hinanden og har haft mere end svært ved at tale med hinanden.

– Jeg er selv skilt for over 30 år siden, så jeg har prøvet det på min egen krop, og jeg ved godt, hvor ødelæggende det er. Jeg har også arbejdet med rigtig mange mennesker, der har kæmpet med skilsmisse, og det er en problemstilling, hvor mediation (konfliktmægling red.) er en åbenlys løsning. Her kan man få folk til at tale med hinanden, forstå hinandens synspunkter, lytte til, hvad den anden siger i stedet for at forberede et angreb, der kan nedkæmpe den andens synspunkt, siger Jørn Nedergaard.

I mere end 20 år har han altså arbejdet med at løse folks problemer. Og han er nået frem til, at hvis konflikter skal løses, så skal folk grundlæggende indse, at man skal være villig til at give noget, som man ikke nødvendigvis har pligt til at give. Eller også skal man være villig til at modtage noget, som man ikke har krav på.

Skridtet til at blive præst blev imidlertid taget lidt tilfældigt. Det kom sig af, at Jørn Nedergaards kone i en periode tog ham i at sidde og zappe lige lovligt rundt på tv’et.

Hun spurgte ham, om det ikke var bedre, at han læste noget. Hun mente en bog, men hendes mand gik i gang med at studere et enkeltfag i teologi på universitetet.

Og så var han solgt. For her udfoldede det åndelige aspekt sig, som han havde været nødt til at holde en professionel afstand til som advokat og konfliktmægler. Han færdiggjorde teologi-studiet og pastoralseminariet ved siden af sit selvstændige virke.

Det sidste skifte, eller?

Nu er drømmen så på nippet til at gå i opfyldelse. Jobbet er landet, skridtet er taget. Og ønsket for det næste kapitel i Jørn Nedergaards liv står klart for ham.

Han vil gerne være til tjeneste, være noget for andre mennesker og hjælpe dem med at komme videre i livet – både i de gode og de hårde tider. Han indskyder, at det selvfølgelig ikke er noget, han kan tvinge folk til, altså at opsøge råd og åndelig vejledning.

– Men jeg kan stille mig til rådighed som sognepræst, og jeg kan sørge for at være synlig. Det er meget vigtigt for mig. Det skal ikke være en meget høj tærskel, man skal kravle henover for at komme hen til mig. Det er en drøm for mig, at kirken skal være et rart sted at være, siger Jørn Nedergaard, der helt klart føler sig kaldet til præstegerningen.

Han forklarer, at han altid har været et spirituelt menneske og haft en gudsbevidsthed. En følelse af, at der er noget, der er større end os selv. Han har været draget af de eksistentielle spørgsmål, set sig selv som et spirituelt menneske og har mediteret dagligt.

I sit nye arbejde som sognepræst er han eksempelvis optaget af, at konfirmander skal være, før de kan lære. Han vil ikke belære dem om noget, men tilbyde dem at være.

Det samme gør sig gældende for resten af sognets indbyggere. De skal vide, at de kan komme til ham og blive mødt med sjælesorg.

Det skal imidlertid ikke forveksles med at gå til psykolog. For Jørn Nedergaard vil ikke ‘fikse’ mennesker. Han vil hjælpe dem med, hvordan de kan fikse sig selv; hvordan de kan være i deres situation.

– Nogle gange skal vi jo bære på noget, som vi ikke kan kaste af os igen. Hvis en, vi elsker, dør, skal vi lære at leve med det. Vi kan ikke komme af med det igen, og derfor skal vi lære at tage hånd om det, tage det ind og bære det i hjertet. Det kan godt være en vanskelig proces. Men som konfliktmægler har jeg nærmest beskæftiget mig med sjælesorg hele tiden. Det er min store interesse i den gerning, jeg skal have nu. Det brænder jeg meget for, forklarer han.

Men spørgsmålet, der hænger i luften, er imidlertid, hvor længe den her profession “holder”.

Tror du, at det her er dit sidste sporskifte?

– Det her er det sidste skifte. Men det er ikke det samme, som at jeg er færdig med at uddanne mig. Det tror jeg ikke, jeg er, siger præsten.