"De overgreb min far blev udsat for, har også påvirket mig"

Vilde Bratland Hansen var tyve år gammel, da hun endelig forstod hvorfor hendes far en gang i mellem trak sig tilbage og blev fjern. Pludselig falldt brikkerne på plads i forståelsen af hans personlighed.

Den stærke, atletiske far, der altid støttede op og hjalp hende videre, i skolearbejdet og på håndboldbanen.

Faren, som virkede uovervindelig, og som Vilde elskede at imponere. Følelsen af at have hans blik i ryggen fra tribunen, når hun scorede mål.

Skuffelsen over, at han en gang imellem forsvandt ind i sig selv til et sted, hvor ingen kunne nå ham. Nu sad sammensunket foran hende og græd. De stærke skuldre rystede. Nu forstod hun.

- Fra jeg var ni til jeg var 16 år, blev jeg seksuelt misbrugt, fortalte hendes far grædende til hende.

En familieven på drengeværelset. Handlinger, han instinktivt forstod, at ingen skulle vide noget om. Nogensinde.

- Så kom det til et punkt, hvor jeg ikke kunne mere. Jeg kunne ikke bære på det længere, siger Odd Werner Hansen, som var 40 år, da det hele blev for meget for ham.

Fire døtre, to af dem fra et tidligere ægteskab, etablering af eget selskab kombineret med træning, der svarede til en topatlet, gjorde, at han pludselig sagde stop.

Minderne om overgrebene, han havde holdt på afstand ved at fylde hver en ledig time med enten job, træning eller børn, kom pludselig tilbage. Og med dem kom perioder med depression og modløshed.

Det skulle tage næsten 10 år i den tilstand, før han valgte at fortælle sine nærmeste om, hvad han havde oplevet. 10 år, hvor han havde været en far, som pigerne beundrede og søgte mod, men som de også undrede sig over.

For hvorfor er det så vigtigt for far at være bedst? Hvorfor kan han blive så skarp? Og hvorfor glider han hele tiden ind i sig selv?

En lettelse at fortælle

- Endelig at kunne fortælle det, var som at slippe en kæmpe rygsæk fyldt med skidt, som du længe ville af med. Det mærkelige er, at det nærmest gled ud af mig, siger Odd Werner.

- Jeg sad på en restaurant i Trondheim sammen med min næstældste datter Maria. Hun fortalte om en ven, der kæmpede med nogle ting, hvor Maria mente, at han ikke håndterede sine problemer ordentligt. Jeg kan huske, at jeg sagde, at hun ikke måtte være så streng. At mange bærer på noget smertefuldt, noget, der præger en gennem livet, og at jeg også havde det, siger Odd Werner.

- Jeg tænkte, at det var det, jeg ville sige om den sag. Men sådan blev det ikke. Jeg kender jo mine børn, de ville vide, hvad det var. Så jeg fortalte alt til Maria den aften, og hun insisterede på, at jeg også fortalte det til resten af familien, siger Odd Werner og smiler.

Blev mødt med forståelse

Der findes et før, og der findes et efter. Odd Werner er ikke i tvivl om, at åbenheden var nødvendig for endelig at kunne bearbejde oplevelserne.

- Men jeg var også heldig. Jeg blev mødt med forståelse og trøst. Og de troede på mig. Det er ikke alle, der bliver mødt med det, siger Odd Werner og kigger på sin datter 26-årige Vilde, som efterfølgende så det som sin opgave at videreføre sin fars historie.

Med bogen "Min fars hemmelighed", som Vilde har skrevet, håber de, at de kan bidrage til større åbenhed om seksuelle overgreb, og særlig blandt mænd, hvor det at erkende, at man har været udsat for et overgreb, bryder med de maskuline idealer om at være stærk, at slå tilbage og aldrig lade sig krænke.

Det er også en bog, der viser, at det at være udsat for overgreb, at bære på dårlige minder, skam og skyldfølelser også påvirker, hvordan du bliver som forælder.

Vilde går tæt på. Undersøger og stiller spørgsmål. Gennem utallige timer i samtale med faren, interviews med forskellige fagfolk og et dybt dyk ned i faglitteraturen.

Kunne hendes egen spiseforstyrrelse, der dukkede op i slutningen af teenageårene, hænge sammen med det, hendes far havde været udsat for?

LÆS OGSÅ: Husk nu, at voldtægt oftest foregår inden for hjemmets fire vægge

- Det værste i den her proces har været at erkende, at det, jeg er blevet udsat for, også har påvirker mine nærmeste, siger Odd Werner.

For hvordan skal en far, som fra niårsalderen oplevede, at julen, var det, han gruede allermest for i hele verden, møde sine egne børns forventninger om julefejring?

Hvordan skulle han skjule den pludselige kvalme, som væltede op i ham, når han mødte duften af gran?

Opkastfornemmelserne ved at se en pakke Kleenex på et sofabord?

Frygtede julen

Julefejringen blev for Odd Werner forbundet med klamme mandehænder på steder, hvor de ikke skulle være.

Stille stønnen, så det ikke vækkede nogen af de andre i huset. Da han blev 16 år og får sin første kæreste, ændres noget i ham. Han vil ikke længere finde sig i det.

Odd Werner fortæller, at hans første kæreste bliver bekræftelsen på, hvad sex er og skal være. Han slipper tanken om at være homoseksuel, noget hans overgrebsmand fortæller ham, at han er.

At det, han bliver udsat for, er en kærlighedshandling. Noget gensidigt ifølge overgrebsmanden.

- Set i bakspejlet har jeg indset, at det er noget, som misbrugere ofte gør. De forsøger at nedtone det og at lægge skylden på den anden, siger Odd Werner.

Efter at han bestemte sig for at dele sin historie, kom også behovet for at konfrontere overgrebsmanden. Fortælle ham i telefonen, hvor meget han har ødelagt.

- Den telefonsamtale har vi på bånd. Og ja, han indrømmer, hvad han har gjort, men han ser det ikke som overgreb, siger Odd Werner og ryster på hovedet.

- Selv ikke, når jeg siger, at jeg var ni år første gang, han forgreb sig på mig, erkender han alvoren, siger Odd Werner, som fortryder, at han aldrig anmeldte det.

LÆS OGSÅ: "Jeg har aldrig talt med et voldtægtsoffer, som ikke gav sig selv skylden"

At fortælle sine forældre, hvad der var sket, følte han aldrig, var aktuelt for ham. Han er sikker på, at de ikke vidste, hvad der foregik. Men der var ikke mange, der snakkede om misbrug dengang.

I dag ved han, at børn, der er ofre for seksuelle overgreb, i gennemsnit venter 17 år, før de fortæller det til nogen. De færreste anmelder det.

- Jeg skulle have placeret skylden der, hvor den hørte hjemme, siger Odd Werner.

For i årene efter overgrebene har det været ham, der skulle igennem alt det onde. Skam, vrede og ikke mindst de evige flashbacks til det, der skete dengang, selvom han var blevet en voksen familiemand.

Foragt for egen krop

- Blandt andet har mit eget problematiske forhold til krop og mad, påvirket især Vilde negativt, siger han og fortæller, at han på grund af overgrebene foragtede sin krop i teenageårene.

En ufølsom kommentar fra en træner fik fatale konsekvenser for ham.

Odd Werner fik besked om, at han var for "tung til at være hurtig på ski", og han begyndte straks at tabe sig. Noget, som hurtigt udviklede sig til en alvorlig spiseforstyrrelse.

Da han blev voksen, var det altafgørende for ham altid at være slank og toptrænet. Vilde beskriver en far, der trænede to gange om dagen og altid havde synlige mavemuskler.

Påvirkerede hans syn på kroppen også dem rundt om ham?

- Jeg tror nok, at jeg havde en meget klar mening om, hvordan en krop burde se ud, siger Vilde.

Da hun som ambitiøs håndboldspiller blev udtaget til juniorlandsholdet og begyndte at sidde og prikke i maden, genkendte Odd Werner sin egen adfærd fra ungdomsårene. Han blev bekymret.

- Jeg så meget af mig selv i dig, Vilde. Konkurrenceinstinktet. Viljestyrken. Arbejdsmoralen. Jeg indså, at hvis du havde besluttet dig for at tabe dig, så kunne det være alvorligt, siger Odd Werner.

Søgte fars anerkendelse

Vilde var datteren, der ikke ville skuffe. Følelsen hun fik, når hun så sin far blive imponeret over hende, var nærmest et rus. Enten var det gode karakterer eller på håndboldbanen.

Odd Werner viste tydeligt, at han glad for datterens resultater.

Han behøvede ikke at friste med penge eller andre former for belønninger. For Vilde var følelsen af en stolt far mere end nok.

- Efterfølgende indså jeg, at jeg i høj grad var afhængig af min fars anerkendelse. Jeg har også indset, at den afhængighed handlede om, at jeg ønskede at gøre min far glad. Jeg tænkte, at det var min opgave, siger Vilde.

Spiseforstyrrelserne, der ramte Vilde, skræmte hendes far og resten af familien.

I næsten tre år fulgte de hende tæt. Vejede hende på badeværelset. Overvågede hendes madindtag. Da Odd Werner i 2013 fortalte om overgrebene, han var blevet udsat for, blev det et vendepunkt for Vilde og relationen mellem dem.

LÆS OGSÅ: "Mange mænd tror ikke, at de voldtager, før der er tale om fysisk vold"

- Årevis med benhård træning og lidt mad havde sandsynligvis noget med sagen at gøre, siger Vilde.

Odd Werner kom frem til, at den konstante overvågning af Vildes madindtag ikke var den rigtige strategi.

Han undskyldte for, at forholdet mellem dem næsten kun handlede om det i flere år. Hun skulle i højere grad vælge, hvilken vej hun ville gå. Projekt '"få Vilde til at spise" blev hurtigt erstattet med "få Vilde til at blive smertefri".

En ny tilværelse

Da Vilde bestemte sig for at lægge håndbolden på hylden og flytte til Oslo, voksede et nyt engagement og lidenskab i hende. Skrivning.

Idræt og spiseforstyrrelser optog hende, og hun fik flere debatindlæg udgivet på tryk. Ideen om en bog om farens historie begyndte at tage form.

Hun startede med et debatindlæg om mænd, der var udsat for overgreb, med Odd Werners historie som udgangspunkt.

Responsen var overvældende.

- Frem til det debatindlæg havde det været en historie, som de kun nærmeste kendte til, siger Odd Werner.

Efter indlægget blev trykt fik Odd Werner støtteerklæringer fra nær og fjern.

Manden, som i lokalmiljøet i Gjøvik var kendt som en vellykket forretningsmand, idrætsmand og engageret håndboldfar, stod nu uventet frem med en ulykkelig historie.

Et offer, som brød med forestillingen om netop offerrollen.

- Efter indlægget får jeg en række henvendelser fra mænd, der fortæller, at de har oplevet noget lignende, siger Odd Werner.

Frygter at blive afvist

Mænd, der aldrig har turdet sige noget, ikke engang til deres koner. Som er tynget af en skam, som burde være placeret hos gerningspersonen og ikke hos dem selv.

De plages af tanker om, at ingen vil kunne elske en mand som partner eller far, hvis sådan en hemmelighed kom ud.

- Det er så irrationelt. Men den frygt er helt reel. Jeg kender selv til dem, siger Odd Werner og understreger, at da han selv var ung, var der ingen, der snakkede om seksuelle overgreb, og voldtægt var noget, kvinder kunne blive udsat for.

At vise en mere sårbar siden af sig selv har ifølge dem begge ført dem tættere på hinanden. Begge har også haft fået meget ud af at snakke med professionelle.

De er optaget af at formidle, at der ikke findes en "quick fix", når det gælder at bearbejde noget dårligt, der enten handler om overgreb eller spiseforstyrrelser.

- Men jeg har meget tro på åbenhed som strategi. Den frygt jeg havde for, at folk skulle se helt anderledes på mig, ja måske i værste fald latterliggøre mig, var ubegrundet. Smerten forsvinder ikke af at være åben, men på sigt bliver det bedre, siger Odd Werner.

- Og så må jeg jo understrege, at jeg håber, at denne åbenhed kan bidrage til at afdække overgreb. At voksne folk må forstå, at sådanne ting sker, at det kan ske i dit nærmiljø, og at overgrebspersonen i øvrigt også kan være en kvinde, påpeger Odd Werner.

Det norske magasin KK har hørt optagelsen af telefonsamtalen mellem Vilde og den udenlandske familieven, hvor han indrømmer de seksuelle handlinger mod Werner som mindreårig.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.