Derfor har MeToo været over 100 år undervejs

Bankassistenten Ulla Jacobsen fra ”Matador” ville måske have meldt sig under MeToo-fanerne, hvis det var i 2020, at hendes chef, bankdirektør Hans Christian Varnæs, havde gjort hende gravid og sørget for en illegal abort, som ovenikøbet gjorde, at hun følte sig presset til at sige op.

Det samme ville Joan Holloway fra ”Mad Men” formentlig, men i tv-seriens portrættering af machokulturen i 1960’ernes reklamebranche bar hun over med daglige elevatorblikke og lod sig endda overtale til at have sex med en vigtig klient til gengæld for at blive partner i firmaet.

Også i virkelighedens verden florerede sexismen op gennem 1900-tallet. Fra den svenske visesanger Ernst Rolfs muntre sang om, at ”Din mund siger: Nej, nej, dine øjne siger ja” fra 1917 til John Mogensens ”To mennesker på en strand” fra 1972 med teksten: ”Hun rækker ham sin hånd / Han løsner et bånd / Hun si’r blufærdigt nej / Den gode gamle leg.”

Og til 2001, hvor den konservative politiker Lene Espersen konsekvent blev omtalt som ”den talende kavalergang”.

Det er ikke mange årtier siden, at biologien blev brugt som flittigt redskab til at holde kvinder tilbage – og dermed holde fast i sexismens rødder.

I 1975 skrev den kendte læge og psykiater Thorkil Vanggaard f.eks. i en kronik i Politiken, at kvinder biologisk er mænd intellektuelt underlegne, at det er usexet, når kvinder går i bukser, og at de i det hele taget burde blive ”indenfor dørtærskelen”, fordi det ødelægger det erotiske spil mellem kønnene, når kvinder bliver en del af samfundet.

Det skabte naturligvis ramaskrig i Rødstrømpebevægelsen, hvor en gruppe kvinder, herunder Maria Marcus og Suzanne Giese, forsøgte at få ham fyret – hvad han ikke blev.

– Når Politiken bragte en sådan kronik, var det, fordi Thorkil Vanggaards holdninger var udbredt. Fra taxachaufføren til mænd i samfundets top var der én ting, de havde til fælles, og det var idéen om, at mænd var kvinder naturligt overlegne, siger forfatter Pia Fris Laneth, der blandt andet har skrevet bogen ”Lillys Danmarkshistorie – Kvindeliv i fire generationer”.

Mænd er fra Mars – kvinder er i hjemmet

Det kvindesyn, som sexisme udspringer af, trækker tråde langt tilbage i historien, men i Danmark blev det særligt cementeret med den første udgave af Grundloven fra 1849.

Den gav os den frihed og lighed, vi tager for givet i dag – men i første omgang kun for mænd.

– Det var utænkeligt, at kvinder skulle inkluderes. Der var en forestilling om, at mænd og kvinder var helt forskellige arter. Der var den art, som havde evner og dermed ret til at deltage i samfundet, og den art, der skulle holde sig inden for hjemmets fire vægge, siger Pia Fris Laneth.

Den vigtigste adskillelse mellem kvinder og mænd var derfor selv samme dørtærskel, som psykiateren Thorkil Vanggaard talte om mere end et århundrede senere.

Det mærkede Pia Fris Laneth i øvrigt også personligt som ung.

Pia Fris Laneth

Den i dag 63-årige forfatter fik af sine forældre frie muligheder for at udfolde sig.

Derfor fik hun i en alder af bare 15 år både lov til at optræde som nøgenmodel i Ugens Rapport og siden i stribevis af andre nøgenblade, men hun blev samtidig opfordret til, som den første i familien, at tage en akademisk uddannelse.

– Jeg blev altid overrasket, når jeg hørte kommentarer om, at kvinder for eksempel ikke havde forstand på økonomi. Jeg oplevede ofte, at mænd krakelerede ved erkendelsen om, at der kunne sidde en ung, yndig, lyshåret kvinde ved siden af dem, som læste nationaløkonomi og politik, som jeg gjorde. De brød sig helt tydeligt ikke om det og kunne ikke håndtere det, siger hun.

Kampberedte Ritt

Som MeToo har mindet os om, er det især på arbejdspladser, at sexisme er problematisk, fordi det er her, mange kvinder står i et afhængighedsforhold til mandlige overordnede.

Det vidste 79-årige Ritt Bjerregaard, da hun blev valgt ind i Folketinget første gang i 1971.

Hun havde set, hvordan hendes politiske forgænger Lene Bro (S), som blev valgt ind tre år tidligere, mest af alt blev omtalt for sine hotpants og lårlange, hvide støvler frem for sine politiske budskaber.

Derfor gik Ritt Bjerregaard med stram knold i nakken, rullekrave og lange bukser, så udseendet ikke ville forstyrre for det, hun gerne ville opnå politisk.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Som kvinde skal du have status for at blive hørt i MeToo-debatten

– Vi vidste godt, at vi skulle slås, og at vi kom ind i et fremmed miljø. Vi kom kampberedte. Vi tænkte, at hvis vi skulle have politisk indflydelse, så gjaldt det om at klare sig.

Ritt Bjerregaard har ikke selv været udsat for decideret sexchikane, men hun vidste udmærket, at den eksisterede.

– Der var helt sikkert mænd, der rendte rundt og tog på damerne, men jeg tror, jeg udstrålede en kampvilje, hvor de var bange for at få en på kassen, hvis de forgreb sig på mig. Jeg var godt nok ung og så godt ud, som unge kvinder jo gør, men jeg tror også, at de havde en fornemmelse af, at jeg var ude at slås. Og det var nok ikke lige mig, man havde lyst til at gribe an med, siger hun.

Ritt Bjerregaard

Men netop det mener hun, er en pointe i sig selv.

– Vi taler jo om magtmisbrug, og det er klart, at magt udøves nemmest over for de yngste og mest usikre. Dem var jeg bare ikke en af.

Ritt Bjerregaard fik dog nogle advarsler, fordi kvinderne talte sammen indbyrdes.

Blandt andet om at man ikke skulle komme for tæt på Jens Otto Krag, og at man ikke skulle sætte sig ved bordet i Snapstinget, hvor en bestemt gruppe mænd ofte ”sad og fuldede sig”.

Hun forlod også i hele sin politiske karriere konsekvent fester ved 23-tiden, fordi det tidligt stod klart for hende, at ”når alkoholen røg ind, røg fornuften ud”.

Ritt Bjerregaard kalder i dag den unge generations MeToo-kamp for ”fremragende”, men mener ikke, at det var en kamp, som hun og hendes generation af kvinder kunne have taget dengang.

– Vi havde slet ikke fantasi til at forestille os, at det kunne være anderledes. Vi troede ikke, det overhovedet var muligt at lave om på den machokultur, vi færdedes i. Det handlede om at optræde på en måde, hvor man ikke tiltrak konflikter, hvis vi ville have politisk indflydelse. Vi lærte at navigere i det, siger Ritt Bjerregaard.

Mænds ustyrlige seksualitet

Årsagerne til den udbredte sexisme i ordets egentlige forstand, hvor sex betyder køn, og sexisme derfor betyder kønsdiskrimination og ikke kun seksuelle krænkelser, skal findes i, at kvinder først sent i historien overhovedet blev betragtet som borgere.

Indtil kvinder fik stemmeret i 1915, blev de opfattet som en af de ”syv F’er: Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, fjolser, forbrydere og fremmede”, som ikke burde have indflydelse i samfundet.

Mens flere og flere mænd fik adgang til uddannelse, erhverv og indflydelse, stod kvinderne for reproduktion og husholdning.

I hvert fald dem, der havde råd til at gå hjemme. Efterhånden som byerne voksede med industrialiseringen, blev der behov for mere arbejdskraft, blandt andet kunne kvinder passe maskiner og arbejde som lærere og sygeplejersker.

Men fagforeningerne, som ellers buldrede frem, ville ikke have kvinderne med dengang.

Der var ingen børnehaver eller vuggestuer langt op i det 20. århundrede, så det var nødvendigt, at kvinderne passede børnene.

– Kvinder blev grundlæggende betragtet som en dårligere arbejdskraft. Mindre begavede, fysisk svagere, og så blev de gravide og fik børn, ofte mange. På mange arbejdspladser var det også utænkeligt, at de kunne fortsætte med at arbejde, efter de fik børn, siger Pia Fris Laneth.

Der opstod derfor også særskilte job og korte uddannelser til kvinder som stenografi og maskinskrivning, og i løbet af 1900-tallet steg erhvervsfrekvensen blandt kvinder markant.

– Da kvinden begyndte at tjene penge selv, mistede manden sin naturlige rolle som familiens overhoved og som den, der havde det sidste ord. Før skulle han bare kæmpe med andre mænd om hierarkiet i samfundet. Nu begyndte kvinderne at kile sig ind. Og de fleste, der har en magtposition, som bliver truet, reagerer med aggression, siger Pia Fris Laneth.

Og selv om kvinderne gradvis fyldte mere på arbejdspladserne, var det stadig den gængse opfattelse, at man ikke kunne påvirke mænds opførsel eller tankegang.

LÆS OGSÅ: "Det er på tide, at mænd smider den pansrede spændetrøje og tjekker ind i ligestillingsdebatten"

– Der har været en forestilling om, at mænds seksualitet var stærkere og mere ustyrlig end kvinders, og at mænd havde et jagtinstinkt, som handlede om, at de siden tidernes morgen skulle nedlægge kvinder. Det var det spil, kvinderne skulle ind gå ind i, hvis de ville arbejde.

- Historisk set har den seksuelle moral, dyd, monogami og trofasthed derimod været pålagt kvinder. Det var kvinder, der havde det moralske ansvar for, at mænd ikke overskred grænserne, siger Pia Fris Laneth.

Kvinder i mænds fodspor

Den opfattelse delte Emma Gad, som hun skrev i ”Takt og Tone” i 1918: ”Damers væsen bør altid være saaledes, at enhver Herre uvilkårligt handler og tænker kavalermæssigt i deres Nærhed.” Med andre ord: Kvinder skal klæde og opføre sig, så de ikke frister mænd.

Emma Gads grundsyn var også gældende, da den 51-årige jurist og forfatter Malene Lei Raben arbejdede i ledende stillinger i advokat- og tv-branchen.

Ligesom Ritt Bjerregaard blev hun tidligt i sin karriere opmærksom på, at kønnet kunne ”forstyrre”, hvis hun ville blive taget seriøst som kvinde. Ikke mindst i den konservative advokatverden.

Malene Rei Raben

– Jeg har helt sikkert sørget for at nedtone mit køn i advokatbranchen. Når jeg har procederet i arbejdsretten eller Københavns Byret, har jeg klart ”dresset” mig ned. Det handlede om hverken at se for køn eller for grim ud, men bare være helt neutral, siger hun.

I dag kritiserer Malene Lei Raben sin egen generation for ikke at have gjort nok for at bryde den sexistiske kultur, hun var vidne til.

Hvert halve år så hun, hvordan 15-20 år ældre mænd sad og ventede på det nye kuld af unge kvindelige praktikanter.

– Jeg tror, at mange af de kvinder, som blev chefer i min generation, indgik i systemet på systemets præmisser. Vi tog ikke et opgør med for eksempel manglende ligeløn eller det, at vi vidste, at mændene gik målrettet efter praktikanterne, siger hun.

6 grunde til, at MeToo først kommer nu

Det kan virke absurd, at vi først i 2020 har det nødvendige opgør med sexisme i Danmark. Men et tilbageblik viser, at der har været rigeligt med andre sager at feje af vejen først.

1. Loven om ligeløn mellem mænd og kvinder blev indført i overenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i 1973, men først i 1976 blev en lov om ligeløn vedtaget i Danmark.

2. Først i 1989 blev det pålagt arbejdsgiveren at bevise, at en gravid kvinde ikke var blevet fyret på grund af sin graviditet.

3. Før den fri abort i 1973 kunne en kvinde kun få foretaget en abort, hvis hendes liv eller helbred var i fare. Og ikke hvis hun for eksempel var blevet gravid som følge af en voldtægt.

4. Indtil 1965 skulle man være fyldt 18 år, før man kunne få udleveret et pessar uden tilladelse fra ens forældre. Herefter blev aldersgrænsen 15 år.

5. Helt indtil 1992 måtte kvinder ikke tage en jagerpilotuddannelse, fordi Forsvaret mente, at det kunne skade deres underliv.

6. I 2000 viste en megafonmåling, at hver femte kvinde og hver tredje mand mente, at kvinder var forhindret i at tage bestemte typer job på grund af deres biologi.

Kilde: ”Lillys Danmarkshistorie” af Pia Fris Laneth og Den Store Danske.

Hun vidste godt, at sexisme fandtes, og fornemmede også, at der foregik en eller anden udnyttelse af status og magt over for unge kvinder.

Men Malene Lei Raben tænkte ikke dengang, at det var hendes opgave at ændre noget.

– Jeg er barn af ungdomsoprøret og var opvokset med fri seksualmoral, så jeg tænkte nok, at det måtte de selv om. Det er først i dag, jeg kan overskue, hvor udbredt det var. Det er jo ikke okay at indlede sådan en klapjagt på unge kvinder, siger hun.

For Malene Lei Raben betød den sexistiske kultur på arbejdsmarkedet, at hun længe troede, at hun kun kunne nå til tops ved at agere, som en mand traditionelt havde gjort, så hun arbejdede i mange år mindst 60 timer om ugen, fik børnene passet af en au pair og gik til sidst ned med alvorlig stress.

I dag fortryder hun, at hun ikke gjorde mere for at bryde med den sexistiske kultur, som både gjorde, at hun ikke sagde fra over for grænseoverskridende adfærd, hun var vidne til, og som også gjorde, at der er fire år fra hendes børns tidlige barneår, hun knapt kan huske.

Tiden er moden

Men der er ingen grund til, at hverken Malene Lei Rabens eller Ritt Bjerregaards generation skal gå bodsgang for alt det, de ikke fik gjort.

Det mener antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes.

– Der er ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem de yngre kvinder, der står frem nu, og de ældre kvinder, der kæmpede deres egne kampe. Der er bare nogle andre muligheder i dag. Tidsånden er en anden, og der er nogle tabuer, som er blevet brudt, som ikke blev brudt for alvor tidligere. Der er uden tvivl en bevægelse i gang i den yngre generation, hvor man ikke vil finde sig i mere, siger han.

Han fremhæver blandt andet debatten om ret til egen krop og seksualitet, herunder retten til ikke at blive seksualiseret, uanset hvordan man går klædt, kampen imod hævnporno og arbejdet for en samtykkelovgivning som en del af samme tendens.

LÆS OGSÅ: Før drenge fødes, har vi en forventning til deres opførsel. Den kan bane vej for sexisme

Ifølge Pia Fris Laneth er det forståeligt, at unge i dag sætter spørgsmålstegn ved, om tidligere generationer gjorde det godt nok, men det skal helst være på et oplyst grundlag, som hun mener, det kniber med.

For eksempel glemmer mange ifølge forfatteren at huske på, at det i det store perspektiv ikke er længe siden, kvinder hverken havde ret til at uddanne sig, arbejde, stemme eller åbne en bankkonto.

– I alle ungdomsgenerationer, inklusive min egen, hersker der som regel en udbredt uvidenhed om, hvilke vilkår deres mødre og bedstemødre har levet under. Alene fri abort og ordentlig prævention er betingelser for alt det, der er kommet siden. Unge kvinder i dag står jo på skuldrene af alle dem, der har taget de første skridt, siger Pia Fris Laneth.

Og måske er det først nu, at tiden endelig er inde til et opgør med den sexistiske kultur. I hvert fald hvis man skal se på MeToos konsekvenser både internationalt og nu også herhjemme, mener Christian Groes.

– Jeg tror, at MeToo har sat gang i tankerne hos rigtig mange mænd i hele landet og på tværs af brancher. Desværre tror jeg, først det skete, da der blev sat ansigter på.

- Der gik det fra at være en abstrakt snak om kultur, som der også blev talt om under den første bølge, uden at noget særligt blev ændret, til at blive noget, som fik konkrete konsekvenser for konkrete mænd. Det viser, at selv mænd i den absolutte top ikke længere er urørlige, siger han.

Kønsforskeren håber, at opgøret mod sexisme vil brede sig ud over den, der findes på arbejdspladser, for eksempel til voldtægter i nattelivet eller overgreb i parforholdet.

– Det ville være godt, hvis vi også kan tage en snak om den kultur, der hersker her. Vi må se det hele i en sammenhæng, for én ting er, hvordan mænd kan forsøge at få nogle fordele over kvinder på arbejdspladser, noget andet er, hvordan de kan begrænse kvinders seksualitet i privaten eller krænke kvinder i det offentlige rum. Det er en anden del af diskussionen, men den er en del af det samme system, siger Christian Groes.