Det ligner en helt almindelig morgen. Men da Julie rejser sig får hun en mærkelig fornemmelse i maven. Noget er galt
Foto: Kaspar Wenstrup
Det ligner en almindelig lørdag morgen hos familien Frost på Amager. Julie vågner til lyden af sin 2-årige søn Leo, der pusler rundt. Hendes mand sover stadig. Det er først, da Julie rejser sig for at gå ind til Leo, at hun bliver ramt af en mavefornemmelse. Noget er galt.
Julie tager den morgenfriske Leo i armene for at se til sin yngste søn. Den 10 måneder gamle Bille ligger i sin seng, men han ligner ikke sig selv. Kroppen er livløs, læberne blå.
Inden længe er huset forvandlet til et virvar af reddere og politi. Men ingen kan redde Bille.
Når Julie Døssing Frost i dag kigger på billeder af familien efter Billes død, ser alt normalt ud. Leo, 2, og Nora, 4, smiler og leger. Men Julie husker tydeligt det helvede, hun befandt sig i. Virkeligheden ramte for alvor, da hun og Mads nogle timer efter Billes død sad foran en psykiater for at få krisehjælp.
– I det øjeblik gik det op for mig, at ingen kunne hjælpe os, fortæller den 40-årige Julie.
Julie, 40, og Mads, 41, med børnene Nora, 12, Klara, 6, Naja, 4, og Leo, 12.
Foto: Kaspar Wenstrup
Tynget af sorg, kunne Julie ikke forestille sig at bisætte Bille. Hun havde ikke lyst til, at han skulle have et gravsted. Alligevel fik familien kontaktet en bededame.
– Da jeg skulle tale med hende, havde jeg mest at alt lyst til at smide hende ud af mit hjem. Det føltes forkert, siger Julie.
I dag er bisættelsen et minde, Julie ikke besøger ofte. Men hun er glad for, at de holdt den, for det gik op for hende og Mads, at de ikke var de eneste pårørende til Billes død.
– Vi kunne ikke overskue at tale med nogen i kirken, så vi kom tidligt og satte os forrest, inden gudstjenesten gik i gang. Da vi gik op for at holde vores tale, kunne jeg se, at kirken var propfyldt. Det gav mig en følelse af, at vores familie og venner var sammen med os i det her. Selv om vi ikke havde plads til at lukke dem ind endnu.
Mindes Bille
– Jeg tænker tit tilbage på de stille stunder, hvor jeg var på barsel, og de andre var ude af huset. Der er mange minder forbundet med at have Bille tæt ind til mig, for med en storebror på to og en storesøster på fire, havde jeg ham tit i bæresele, så jeg havde hænderne fri.
Jeg husker den kropsnære kontakt, duften af ham og følelsen af, at hans krop blev varm af min, og jeg blev varm af hans, husker Julie.
Bille i glad leg.
Foto: Privat
Mindes lykken
I tiden efter Billes død troede Julie, at hun aldrig ville føle lykke igen. En voldsom skyldfølelse fulgte hende. Hun blev ved med at spørge sig, om hun kunne have gjort noget for at redde Billes liv.
– Vi vidste godt inderst inde, at vi ikke havde noget med hans død at gøre, men han var jo vores lille barn. Det var os, der skulle passe på ham, og så døde han midt om natten, uden at vi opdagede det, fortæller Julie.
Med to andre små børn, vidste Julie, at hun og Mads var nødt til at finde en måde at leve med sorgen på.
– Jeg husker det som en beslutning, vi tog sammen. Vi kunne vælge at blive i et spor, hvor det hele var mørkt, eller vi kunne vælge den anden vej, hvor vi kiggede på det med kærlighed og erkendte, at det var sket.
– Jeg føler, at Bille er med mig, når jeg arbejder med Knirke, siger Julie, der har et foto af ham stående ved sin arbejdsplads.
Foto: Kaspar Wenstrup
Historier om døden
Julie lærte, at man som forældre ikke kun har til opgave at bearbejde sin egen sorg. Leo og Nora var også til stede den kaotiske morgen, og de begyndte at spørge ind til den.
– Det gik op for mig, at børnene manglede at tale om det, og at der var meget, vi ikke havde fortalt dem om døden, og hvad der sker, når man dør. Men det var svært at sætte dem ned og tvinge dem til at tage snakken. Det fik de ikke noget ud af, siger Julie.
Det var en psykolog, der foreslog, at Julie og Mads begyndte at fortælle børnene historier om en fantasiverden, hvor død, sorg og savn indgik i fortællingerne.
De prøvede at finde bøger om emnet, men de var enten for triste eller abstrakte. De begyndte derfor at digte deres egne godnathistorier. Julie oplevede, at børnene lyttede, og de fandt på den måde et sprog til at tale om sorgen.
Det slog Julie, at fortællingerne måske også kunne hjælpe andre, så hun begyndte at skrive dem ned.
I samarbejde med Børn, Unge & Sorg udkom de første børnebøger om egernet Knirke på Billes 5-års fødselsdag. Bøgerne giver børn konkrete svar på spørgsmål om livet og døden.
Julie har foreløbig udgivet fem bøger om egernet Knirke i samarbejde med Børn, Unge & Sorg på forlaget Beetle Publishing.
Foto: Kaspar Wenstrup
Knirkeuniverset er også netop blevet udvidet med to nye projekter. Det ene er Knirkekufferten, der deles ud i daginstitutioner i hele landet, som skal hjælpe personalet med at tale med børnene om sorg, liv og død.
Kufferten er fyldt med redskaber, som kan gøre samtalen lettere, ikke kun for børnene.
– De voksne også skal være komfortable med at tage snakken. Børn er så umiddelbare og har ikke den store berøringsangst, fortæller Julie.
Derudover bliver der snart uddelt 1.000 udgaver af en ny Knirkebog og en bamse på hospicer, plejecentre og hospitaler. Uddelingen er til børn, der kommer som gæster for at tage afsked med en døende.
Bogen og bamsen skal gøre det nemmere at inddrage børnene i afskeden.
Julie håber, at Knirke kan være med til at gøre døden til et mere ufarligt emne. Både for dem, der har mistet, og for dem, der ikke har haft døden tæt ind på livet endnu.
Selv om Julie selvfølgelig hellere ville have haft Bille hos sig endnu, er bøgerne med til at give hans død bare en brøkdel mening.
– Jeg føler, at Bille er med mig, når jeg arbejder med Knirke. Derfor har jeg også et billede af ham stående på mit skrivebord, for det et projekt, vi har sammen. Knirke er noget, der er kommet ud af hans liv og død, så jeg håber, at vi kan gøre en forskel for andre.
Denne artikel blev første gang bragt hos Ude & Hjemme, der også er ejet af Aller Media.