Det var under optagelserne til 'Masterchef', at det stod klart for Dak Wichangoen: "Jeg kunne ikke forsætte i samme tempo"

Det var på en cykeltur på vej hjem fra arbejde som 17-årig, at Dak Wichangoen traf en vigtig beslutning.

Hun havde netop afsluttet en lang vagt som kokkeelev på den anerkendte gourmetrestaurant Restaurant Koch. Det var efterhånden ved at gå op for hende, hvad det var for en branche, hun var på vej til at bevæge sig ud i.

– Jeg havde haft en virkelig dårlig dag og var fuldstændig drænet og smadret, fordi det bare var så hårdt. Men jeg er samtidig lavet af et stof, der gør, at jeg er stædig som bare fanden, og når folk siger, at der er noget, jeg ikke kan, får jeg trang til at bevise, at ingen kan få mig til at stoppe, siger hun.

Dak Wichangoen besluttede på cykelturen fra Aarhus Havn til Viby, hvor hun dengang boede, at der aldrig nogensinde var noget, hun ikke kunne, hvis hun virkelig ville.

Men hun vidste også, at hun aldrig ville gøre noget halvt. Og da hun allerede dengang vidste, at hun også ville være mor en dag, var der kun én ting at gøre.

– Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, med skyklapper på, for jeg ville gøre det fuldt ud. Hvis jeg fortsatte, skulle det kun være, hvis jeg gjorde mig umage, så jeg kunne blive virkelig god, siger hun.

Hun var derfor tidligt overbevist om, at hvis hun en dag skulle stoppe, var det hendes egen beslutning.

En karriere i toppen af den danske restaurationsbranche skulle være på hendes præmisser.

Mad i blodet

I dag er Dak Wichangoen ikke længere kok på en Michelin-restaurant, hun arbejder langt fra de 100 timer om ugen, som tidligere var normen for hende, og hun har endda fri hver anden weekend, hvilket ellers er sjældent for en kok i superligaen af kokke.

Hvorfor hun tog det skifte, vender vi tilbage til.

Først må Dak forklare, hvordan hun, som aldrig havde forestillet sig at blive kok, endte som netop det:

De første syv år af sit liv boede hun i det nordøstlige Thailand med idyllisk udsigt til Mekongfloden. De første år sammen med sin mor, far og lillebror.

Hendes biologiske far døde på tragisk vis i en motorcykelulykke, og kort efter rejste hendes mor til Danmark og efterlod Dak og hendes lillebror hos deres bedstemor i Thailand.

– Det kan godt lyde hårdt set med danske øjne, men det er helt normalt i Thailand, at børnene vokser op med deres bedsteforældre de første fire-fem år, fordi forældrene er nødt til at tage til storbyerne for at arbejde. De små landsbyer har bare ikke rigtig nogen jobs, siger hun.

Da hun var syv, og hendes lillebror tre år, havde deres mor fundet et job ved samlebåndet på et fjerkræslagteri i Vestjylland, hvor hun også havde fundet en dansk mand. Det er ham, Dak siden har kaldt sin far.

– Vi blev kastet ret hovedkulds ud i livet i Danmark. Jeg kom hertil i sommerferien 1994 og startede i skole samme sommer. Så der gik tre uger, fra jeg kom til Danmark, til jeg startede en helt almindelig dansk folkeskole. Ude på Lars Tyndskids mark i en by, der hedder Djeld.

I barndomshjemmet mødte den thailandske kultur den danske – ikke på middagsbordet, hvor hendes mor serverede pad thai og tom yom ved siden af frikadeller og stegt flæsk.

– Jeg havde aldrig drømt om at blive kok, men kvinderne i min familie er bare gode til at lave mad. Det må ligge i blodet eller være noget kulturarv.

At hun alligevel endte som kok, var mere et fravalg af andre muligheder.

Som Dak tidligere har fortalt i interviews, var det ikke helt nemt at tilpasse sig så hurtigt, som hun følte, det krævede.

I en periode var hun også tilknyttet psykiatrien, og selv om hun lærte dansk hurtigt, var skolen ikke uden udfordringer, fordi det viste sig, at hun var ordblind.

– Jeg tænkte: ”Jeg har krudt i røven. Jeg er ordblind. Hvordan i alverden kommer jeg frem i bussen uden at gå i skole?”. Jeg har altid interesseret mig for sprog og andre kulturer, så jeg tænkte, at på en kokkeskole kunne jeg kombinere de ting, jeg var god til, ved at vælge den internationale kokkelinje.

Skæbnens ironi ville dog, at Dak aldrig kom af sted til udlandet under sin kokkeuddannelse, fordi hun kun havde thailandsk pas.

Hun måtte derfor færdiggøre sin uddannelse i Danmark.

– Jeg accepterede, at det måtte være sådan, og fokuserede i stedet på, at jeg skulle have en læreplads hurtigst muligt, for nu skulle jeg bare tjene nogle penge, så jeg ikke længere skulle sove på min mors sofa, husker hun.

Hun søgte på kantiner, caféer, brasserier og endda i en kommunal bibliotekskantine, og derfor var hun overrasket over, at det blev hos gourmetrestauranten Restaurant Koch, ejet af brødrene Jesper og Michael Koch, at hun fik plads som kokkeelev.

– Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad branchen gik ud på. Jeg vidste intet om gourmet, og jeg anede ikke, hvad en anmelder var. Men alligevel var jeg endt hos to herrer, som var kæmpestore i branchen, og så måtte jeg jo prøve at finde ud af, hvad det handlede om.

Nye prioriteter

Spoler vi knap 15 år frem, kunne Dak i 2021 se tilbage på en lynkarriere, hvor hun nu var kok på Michelin-restauranten Kiin Kiin i København, hun var blevet folkeeje med en fjerdeplads i Vild med dans i 2017, og hun var netop blevet dommer på Masterchef som den første kvinde i programmets historie.

– Jeg syntes, det var pissesjovt at arbejde så meget! Jeg elskede at have travlt og mærke adrenalinen pumpe. Jeg elsker stadig at lave mad se, hvad mad gør ved folk. Mad kan ikke bare mætte dig. Mad kan tage dig tilbage til følelser og minder, den gør folk glade og kan få kulturer til at mødes. Det er jo det, jeg med tiden har fundet ud af, at mad kan. Det synes jeg jo bare er så magisk og fint, siger hun.

Men selv om Dak udefra så ud til at trives på toppen, var hun også gået ud af et mangeårigt forhold i den periode og havde mødt sin nuværende kæreste, Anders. Og så var hun i øvrigt blevet gravid.

Det fandt hun ud af under optagelserne til den første sæson af Masterchef, som havde premiere i begyndelsen af 2021.

– Da jeg blev gravid med Lily, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne fortsætte i samme tempo. Min krop kunne slet ikke holde til det. Jeg tog 25 kilo på og fik vand i kroppen, var sygt stresset og havde hovedpine og kvalme hele tiden. Dér kunne jeg bare mærke, at der var andre ting i mit liv, der var vigtigere end maden og restauranten. I hvert fald lige nu.

Det var ellers langt fra sådan, Dak havde forestillet sig, at det ville være at blive mor.

– Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan jeg ville blive påvirket af en graviditet fysisk og psykisk. Jeg havde bare læst nogle bøger og troede, at graviditet og barsel ville være som at være på en lyserød sky, og at jeg bare kunne være lidt deltidsagtigt i restauranten. Det kunne jeg bare overhovedet ikke holde tanken ud om, siger hun.

Den følelse blev kun forstærket, da hun havde født og var på barsel.

– De første 14 dage, efter hun blev født, var fantastiske, men derefter syntes jeg, det var rigtig, rigtig hårdt. Jeg havde ikke mentalt forberedt mig på, hvad det ville sige at blive mor. Jeg troede jo bare, at jeg ville være den der hardcore type, som kunne styre karrieren samtidig. Det skulle jeg lige affinde mig med, at jeg ikke kunne på det tidspunkt.

Farvel til mig, mig, mig

I dag er hun helt afklaret med, at hendes liv har forandret sig, efter hun er blevet mor, og at hun ikke behøver at prøve at lave det om.

Men også, at det ikke nødvendigvis er en permanent tilstand, og hun er ikke afvisende for, at hun endda igen vil arbejde mere, end hun gør nu.

– Jeg var nødt at sige: ”Okay, jeg behøver ikke at gøre mere lige nu. Det betyder ikke, at jeg er færdig”. Selvfølgelig var jeg været lidt bange for, om telefonen ville stoppe med at ringe, for jeg har nok også et kæmpe ego på det punkt, men jeg havde samtidig bare brug for at tilsidesætte mig selv. Det handlede i mange år bare om mig, mig, mig og stjerner og maden, og lige pludselig stod jeg i en situation, hvor det ikke kun handlede om mig.

I april 2021 sagde hun derfor sit job op på Kiin Kiin og flyttede sammen med sin kæreste i Aarhus.

Det var kort før, datteren kom til verden, og de to havde derfor ingen erfaring med at bo sammen. Det hele var i øvrigt i kølvandet på coronapandemien.

– Det var mange ting, der skete på én gang, og jeg havde ikke givet mig selv en jordisk chance for at rumme det hele. I 10 år havde jeg været vant til at have kontrollen, og pludselig var det, som om alt var ude af min kontrol. Jeg havde forsøgt at kontrollere noget, som ikke kunne kontrolleres, og nu måtte jeg acceptere, at jeg var et sted, hvor jeg famlede lidt i blinde, siger hun.

I dag arbejder hun på Sjette Frederiks Kro, men kun mandag, tirsdag og onsdag fra klokken 10 til 16 og hver anden weekend, da hun deler kokketjansen med topkokken Steffen Villadsen.

– Jeg var så heldig, at min gode ven Steffen var lidt samme sted i livet som mig. Han var også lige blevet far, og ingen af os havde lyst til at køre det her hårde karriereliv, mens var havde små børn. Så vi blev enige om, at vi skulle være kromutter og krofatter og gå herude i skoven og hygge os med at lave mad.

Betingelsen for at blive ansat fra Dak var, at hun kunne fortsætte med at lave Masterchef, som hun ser som hendes måde at give det tilbage, hun selv har savnet.

– Jeg har selv været der, hvor jeg tænkte, at jeg nok aldrig fik en uddannelse. Men jeg blev alligevel dygtig til det, jeg laver. Jeg ville ønske, at jeg kunne være blevet inspireret på samme måde, da jeg var 15 år og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg gøre af mig selv?”. Det synes jeg, at jeg skylder at videreformidle. Det gør du ikke på samme måde, når du står i en gourmetrestaurant, som kun måske 20 procent af befolkningen besøger i løbet af deres liv.

I dag flyder arbejde og familieliv naturligt sammen, da Dak bor 100 meter fra restauranten, og hendes mand og datteren, Lily, derfor ofte kommer forbi og siger hej i arbejdstiden. Det skal der være plads til.

Topkok på egne præmisser

Gennem det meste af sin karriere er Dak blevet rost for sit kokketalent og høje arbejdsmoral.

Men hun har heller ikke tal på, hvor mange gange der er blevet kommenteret på det faktum, at hun er kvinde. Det har været med blandede følelser.

– I starten var jeg totalt stolt over at være kvinde i mit fag. Dér brugte jeg lang tid på at fortælle, at vi sagtens kan komme lige så langt som mændene. I dag er jeg nok der, hvor jeg ikke vil måles på, om jeg er kvinde eller ej, men om hvor god jeg er til at lave det, jeg gør. Jeg nåede til et sted på et tidspunkt, hvor jeg blev træt af, at der altid stod, at jeg var kvindelig kok, som om det var en sensation. Bare skriv, at jeg er kok.

Omvendt er hun klar over, at der nærmest ingen kvinder var i faget, da hun startede, og det at være kvindelig topkok faktisk var en form for sensation dengang.

– Det har været vigtigt for mig at pointere, at vi er lige så dygtige og sagtens kan, men at det kræver, at vi råber højt og ikke står i et hjørne, fordi vi er kvinder. Jeg har aldrig stået og ventet på, at der kom en og hjalp mig med at løfte en 50 kilos gryde. Hvis der er noget, jeg ikke kan, finder jeg bare en anden måde at gribe det an på, siger hun.

Dak håber, at hun kan være med til at udbrede, at man som såvel kvinde som mand i kokkefaget godt kan skrue op og ned for karrieren i løbet af sit liv.

– Jeg kan huske, at jeg havde en mandlig kollega, som engang sagde til mig, at ”når du bliver mor, er du færdig”. Der sagde jeg: ”Nej, det er jeg ikke”. Den eneste grund til, at du som mandlig kok kan få lov til at blive ved, selv om du får børn, er, fordi du har en sindssyg vild kvinde bag dig, der kan tage sig af børnene, mens du arbejder.

At Dak Wichangoen har valgt at drosle ned nu, er hendes eget valg. Ambitionerne har hun stadig.

– Jeg prioriterer bare anderledes lige nu. Jeg har stadig lyst til at formidle min viden om mad, og hvis jeg har lyst til at dippedutte og pincette noget mad på en gourmetrestaurant igen en dag, så gør jeg det. Jeg kan altid vende tilbage.

Og det er bestemt ikke usandsynligt, at hun vil det på et tidspunkt.

– Lige meget hvor meget jeg kunne tænke mig at flygte fra det, så ligger det jo i mig, og jeg synes jo stadig, at det er røvfedt, når vi har de der store aftener, hvor jeg kan mærke, at jeg er mit gamle jeg, når servicen bare kører, og alle er glade og taknemmelige. Det sætter stadig gang i mig.

Dak tror på, at branchen har flyttet sig så tilpas meget, at det faktisk bliver muligt for hende at være vende tilbage til en topstilling i branchen på sine egne præmisser, når hun en dag beslutter sig for det.

– Før skulle vi nærmest bukke og neje for gæsterne, fordi vi er i et servicefag, men nu er det lidt vendt: Folk kommer jo til os, og vi kan godt stille krav til vores gæster og sige, at det f.eks. kun er onsdag, vi har længe åbent, eller at vi har lukket hver anden lørdag, fordi det er dér, vi er sammen med vores familier. Det er jo ikke noget, der bare lige sker, men hvis vi alle sammen gjorde det, ville det jo blive på vores præmisser. Hvis du er en god kok, skal gæsterne nok komme alligevel.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 38/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.