Efter min fars begravelse, insisterede min mor på, at hun måtte tale med os

Vi troede, vi vidste alt om os selv, og fik et chok, da det gik op for os, at vi kun kendte den halve sandhed, siger Lise Lind over telefonen.

Hun er lige nu i Danmark, hvor hun er i praktik. Hun er ved at uddanne sig til sygeplejerske og studerer normalt i Lillehammer.

Hun kunne vælge mellem at tage sit praktikophold på Island, i Vietnam eller i Danmark, og der var en helt bestemt grund til, at valget faldt på Danmark.

– Jeg voksede op nær Trøndelag i Norge sammen med mine tvillingesøskende Tone og Ole. Specielt Tone og jeg har altid været meget nære. Min mor og far blev skilt, da vi var små, og vi boede alle tre hos vores mor, men så vores far meget. Det er jeg glad og taknemmelig for i dag.

Endelig hul på bylden

Lise fortæller om en sød og omsorgsfuld far, Leif Arne, som altid ville børnene det bedste. Også efter han blev syg.

Da han døde i januar i år, sørgede hans børn. Men de skulle snart få mere end sorg at forholde sig til.

– Mor havde i et stykke tid antydet, at der var noget, hun ville fortælle os, men at vi skulle være samlet alle tre. Efter begravelsen nævnte hun det igen. Vi bor forskellige steder og er ikke så tit samlet, efter vi blev voksne, sagde Lise.

– Jeg skulle dog overnatte hos min mor den 8. marts, og jeg forlangte, at hun skulle fortælle os, hvad det var, hun skjulte for os. Tone bor hjemme, og selv om Ole ikke var der, besluttede mor endelig at røbe hemmeligheden.

Lise fortæller, at hun sad i sengen sammen med Tone, og at det tog et øjeblik, før søstrene forstod, hvad deres mor Randi forsøgte at fortælle dem. Randi var oprørt og på grådens rand og har senere fortalt, at hun var så nervøs for, om døtrene skulle blive vrede på hende.

Lise og Tone blev ikke vrede. Bare chokerede og fortumlede, da de hørte morens historie.

Det første Randi sagde var, at deres far altid vil være deres far. Og søstrene forstod ikke noget. Så kom forklaringen:

– Vores mor og far ville gerne have børn, men kunne ikke. Og vores mor var indstillet på at adoptere. Men vores far ville så gerne have et barn med vores mors gener, så de valgte at bruge en dansk sæddonor, siger Lise.

– Mor måtte love ikke at fortælle dette. Hverken til os børn eller andre, ellers ville han ikke gennemføre det. Han ønskede sig så inderligt et barn, og det endte med, at de rejste til Danmark og benyttede sig af en anonym donor.

Lise fortæller, at hun og lillesøsteren brugte den næste tid på at trøste deres mor. Det havde været en stor belastning for hende at gå med hemmeligheden i alle disse år og nu fortælle den til børnene.

De havde tusinde spørgsmål, og deres mor havde ingen svar. På det tidspunkt var der ingen regulering eller begrænsning, når det gjaldt sæddonation, og donoren kunne vælge at være anonym. Det kan sæddonorer stadig vælge i Danmark.

I Norge er reglerne ændret.

– Den nye lov hjælper imidlertid ikke os, der blev født i 2001 og 2003.

– Men både Tone og jeg ville vide mere om vores genetiske ophav på vores fars side og vores intense søgeproces gik i gang.

Det første Lise gjorde var at Google og sende e-mails til fertilitetsklinikker i Danmark. Her oplevede hun at få afslag på afslag, da hun bad om hjælp. Uden et donor-id kom hun ikke langt.

Lise opdagede følelser, hun ikke anede eksisterede. Hvem var hun, hvilke gener havde hun, hvad havde hun med fra donoren?

– Jeg vil sige, det jeg gennemgik var en identitetskrise. Det var som om halvdelen af mig forsvandt, selv om jeg selvfølgelig var akkurat den samme, siger Lise.

– Jeg oplevede, at de fleste mennesker ikke forstod, hvordan det faktum, at jeg er undfanget ved hjælp af donorsæd, forandrede mit liv. Måske kan man kun forstå det, hvis man har prøvet det.

Lise og Tone skulle navigere i mange af de samme følelser. De delte alt og var taknemmelig for, at have hinanden. De var glade for, at hele søskendeflokken var “hele søskende” – at de havde samme donor.

Det store spørgsmål var, hvem han var. Tankerne spøgte konstant hos søstrene Lind.

Usikkerheden prægede dem. Specielt fordi visheden kom ovenpå sorgen over at have mistet deres far.

– Vi fortalte vores mor, hvad der foregik, og hun støttede os, da vi ville finde vores donor.

Måske havde vi halvsøskende og en anden familie også, sagde Lise.

– Mor var vel egentlig så lettet over, at vi ikke var vrede, at hun bifaldt, alt hvad vi gjorde. Hvis det havde været op til hende, havde vi kendt sandheden for mange år siden.

Tone og Lise besluttede sig for at sende deres DNA ind til My Heritage, som er en af flere online slægtsforskningsplatforme. Tone betalte ekstra for at få hendes oplysninger behandlet hurtigt, og fik derfor svar først.

Lise følte, hun ventede ubeskriveligt lang tid. Efter en måned fik hun svar.

– Jeg var på vej til fest, da Tone ringede og sagde, at hun havde fået svar, husker Lise.

– Det første vi fandt ud af var, at vi havde to halvsøstre i Danmark. De er vokset op i hver sin familie, men har pudsigt nok samme fornavn. Både Tone og jeg var fyr og flamme, og tog straks kontakt. Det blev en positiv oplevelse.

Senere dukkede der halvsøskende op både i Sverige, Holland og Tyskland. Tone og Lise kom med i en Snapchat-gruppe sammen med andre efterkommere fra samme donor.

– Jeg er hans ældstefødte barn. Vi har set billeder af donoren og af vores halvsøskende, og jeg er den, der ligner ham mest. Vi har også fået adgang til dokumenter med oplysninger om hans interesser og helbred, og jeg kan tydeligt se, hvem jeg slægter på. Der er mange fællestræk, som vi opdager lidt efter lidt, siger Lise.

Hun fortæller, at det er en af deres halvsøskende, der er lykkedes med at spore donoren. Han lever et almindeligt familieliv og ønsker ikke kontakt nu. Måske når hans børn bliver større.

– Vi har ikke haft mulighed for at besøge vores halvsøskende i Danmark, Tyskland eller Sverige endnu, men vi fik besøg af vores halvbror fra Holland. Det var specielt og meget fint.

Visheden om, at Lise er halvt dansk, gjorde at hun greb muligheden for at tage sin praktikperiode i Odense. Hun håber, at hun får mulighed for at møde de danske halvsøskende.

Søstrene er blevet tippet om flere steder som My Heritage, og selv om der findes rigtig mange mennesker, der ikke har registreret sin DNA, har Tone og Lise allerede fået en stor familie.

Resultaterne er:

4 nære familiemedlemmer

19 andre familiemedlemmer

10900 fjerne slægtninge

– Efter vi fik sandheden at vide om, hvordan vi blev til er vores kærlighed til vores far bare blevet større. Han ønskede os og elskede os, præcis som vi er. Og vi har dyb respekt for det valg, han tog for 21 år siden. Vi ville bare ønske, vi havde mulighed for at fortælle ham, hvor meget vi elskede ham uanset, siger Lise.

– Vi er også taknemmelige for mors støtte, men vi vil opmuntre andre forældre med donorbørn til at fortælle sandheden tidligere, som en naturlig del af spørgsmålet om, hvordan børn bliver til.

Lise pointerer, at for søstrene er deres far, ham de er vokset op med, og det er der ikke noget, der kan ændre på.

Lises mor, søster og bror har læst, godkendt og bekræftet historien.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: