Ericas far var alkoholiker: "Jeg vidste aldrig, om han ville dukke fuld op til forældremødet"

Erica Hellberg har en mission, som hun håber, kan ændre mange børns liv. Hun håber også, at voksne åbner deres øjne. De, der måske ikke ser, hvornår det er tid til at hjælpe.

Hun ønsker, at de udsatte børn i samfundet, får opmærksomhed i sportsverdenen, så de kan få støtte og hjælp der.

Som datter af en nu tidligere alkoholiker taler Erica af personlig erfaring.

Den udsatte situation påvirkede hendes opvækst på mange måder. Hun ville ønske, at flere mennesker havde set hende, og at de, der så, havde handlet mere aktivt.

– Der ligger en frygt for at spørge og blive involveret, og det ødelægger utroligt meget, siger hun.

Erica voksede op i Falköping i Sverige med sine forældre, der blev skilt, da hun var to år gammel.

Som mange andre boede hun hver anden uge hos hver forældre, men da hun blev ældre, blev situationen svær hjemme hos hendes far.

Hos moren havde hun to søskende, og de boede på landet på en bondegård. Men i forhold til skolen var det nemmere at bo hos faren i centrum af Falköping.

Hans kæreste og hendes tre børn boede der også, så der skete meget hele tiden.

– Der var fart over feltet og meget leg, mindes Erica.

Men da hendes far flyttede fra sin kæreste og ind i en ny lejlighed, blev alle problemerne tydeligere, for nu var der kun Erica tilbage.

– Jeg var ni år gammel, da min far udviklede et alkoholmisbrug, der forandrede mit liv, fortæller hun.

To forskellige sider

Det var værst i midten af folkeskolen, og hun kunne ikke længere tage venner med hjem, hvor det føltes sjovt og hyggeligt.

Noget føltes forkert, men da hendes far aldrig efterlod glas eller flasker, var det ikke helt klart, hvad det var.

– Jeg ringede ofte til min mor og sagde, at far var syg, og at jeg skulle hentes. Hun kommenterede nogle gange, at min far måske havde et alkoholproblem, men så gik jeg i forsvar, siger Erica.

Der gik også mange år, før han selv erkendte det.

– Han var for stolt. Vi var gode til at opretholde facaden, så der var ingen, der udviste bekymring. Udefra set fungerede det hele godt.

Men Erica var dybt påvirket, og hun svingede mellem håb og fortvivlelse. Hun forsøgte at tilpasse sig situationen ved at tilpasse sig andres følelser og kompensere for sine egne.

Med tiden opstod en virkelighed, som kun accepterede en bestemt måde at være på: Afslappet og ligetil.

Det, der komplicerede tilværelsen, var, at Erica rigtig godt kunne lide sin far, når han var ædru.

– Jeg ville hellere end gerne være hjemme hos ham, når han var, som han plejede og ikke drak. Der var han rolig og engageret.

Troede, han var død

Det havde måske været lettere, hvis Ericas far ikke havde nogle gode sider, så hun kunne tage helt afstand. Men de dobbelte sider gjorde det hele mere kompliceret.

Hun havde mange tanker, når hun gik hjem fra skole, for hun vidste aldrig, hvad der ventede hende.

– Var det alkoholikeren, der mødte mig?

Det betød, at Erica kunne risikere at møde det værste syn, når hun kom inden for døren. At hendes far sov så dybt, at han ikke kunne vækkes.

– Jeg troede, at han var død. Det var forfærdeligt. Jeg var alt for lille til at opleve noget sådan, det var skrækkeligt.

Andre gange fandt Erica ham med abstinenser - rystende og svedig.

– Jeg blev vant til det efter et stykke tid og indså, at hvis min far sov, kunne jeg forlade lejligheden, skrive en note og mødes med en ven i stedet.

Det gjorde hun ikke, hvis han havde det dårligt. Hun forstod dog aldrig, hvad der gjorde, at hendes far svingede sådan i opførsel og humør.

– Det sværeste var, at jeg ikke kunne forudsige noget. Og det var svært at bede om hjælp, fordi jeg ikke ville involvere min far i noget.

En uforudsigelig far

Da Erica blev ældre, kom der flere og flere begivenheder oveni hinanden.

Det var ikke længere kun hende, der så faren beruset og ukontrolleret. Selvom han for det meste var god til at opretholde facaden, gik det ikke altid.

– Til forældremøder i skolen, vidste jeg aldrig, om han ville komme. Og hvis han faktisk kom derhen, vidste jeg ikke, om de ville bemærke, at han var fuld, og om jeg skulle skamme mig, siger hun.

Det, der var Ericas fristed, var fodboldtræningen, hvor hun kom ofte. Men hendes far var også meget interesseret i sport, og i en periode blev han leder af hendes hold.

Det skulle have været en god ting, men blev det modsatte.

Erica fik pludselig et andet sted, hvor hun ikke kunne føle sig sikker. Fodboldbanen var ikke længere et fristed.

Hendes fars tilstedeværelse til træning og kampe var et stressende øjeblik for hende. Hun vidste aldrig, hvad hun skulle sige eller gøre.

Men hun kunne godt lide ham, så hun forsøgte at dække over ham, så ingen skulle tro, at noget var mærkeligt eller forkert. Det sidste, hun ville være, var anderledes.

– Men det betød, at jeg aldrig bare kunne spille fodbold og træne, som jeg gjorde før. Fokus var væk. Jeg havde travlt med at holde styr på min far.

Faldt i en brandert på banen

Hun husker tydeligt en episode, fra da hun var 11 år.

– Far ville lave opvarmningen med holdet inden en kamp, ​​og han løb over fodboldbanen med os spillere bag sig på linjen, samtidig med at en masse forældre så på, siger hun.

Men hun mærkede hurtigt, at det ville blive en dårlig dag. Han havde drukket for meget.

– Pludselig faldt min far. Han snublede. Jeg følte straks, at jeg var nødt til at gøre noget, så ingen forstod hvorfor.

Lynhurtigt kastede Erica sig også ned ad bakken og rullede rundt, som om alt var sjovt.

– Holdkammeraterne lo. Det var sjovt. Men da jeg kiggede mod sidelinjen, var det helt andre blikke, der mødte mig både fra andre trænere og fra forældrene.

Efter træningen var det slut for hendes far. Fodboldforeningen fjernede ham fra holdet.

– Det var så pinligt. Men jeg tænkte ikke, at det var forkert. Han kunne ikke klare det. Men nu vidste alle det, og det var hårdt.

Men det, der blev glemt, da Ericas far blev udelukket fra fodboldforeningen, var Erica.

– Bagefter fulgte ingen op på, hvordan jeg havde det. Jeg havde brug for hjælp og nogen til at hjælpe os som familie.

I stedet blev hun mødt af stilhed. Ingen forklarede hende, at det ikke var normalt, at hun stod med så meget ansvar selv. Samtidig troede hun, at hun var den eneste i den situation.

– Jeg vidste ikke, at mange andre børn havde det ligesom mig, og den følelse gjorde det endnu mere skammeligt.

– Tænk, hvis jeg havde vidst, at omkring 20 procent af alle børn vokser op med en misbruger eller en person med psykiske problemer. Det ville have været meget lettere at vide, at jeg ikke var alene.

Ericas far blev ædru

Erica voksede hurtigt op i alderen 9-12 år. Hun blev trodsig og irriteret. Især over for sin mor.

– Der var en sorg i mig. Jeg troede, det var forbi. Men det var ikke tilfældet, og i dag ved jeg, at bare fordi du har en forælder med afhængighed, behøver du ikke få et dårligt liv selv som voksen. Der er altid en udvej.

I Ericas tilfælde ændrede det sig, da hun blev 12 år, og hendes far blev ædru.

– Han sad bare derhjemme en dag og indså, at enten blev han ædru, eller også ville han dø. Jeg er utrolig stolt over, at han klarede det.

Nøglen var, at han erkendte problemet og indså, at han ville være alkoholiker for evigt, uanset hvor ædru, han blev.

– Det tog et år, før det lykkedes mig at slappe af. Men så blev det mere og mere sikkert. Vi talte meget, da jeg var teenager. Vi sås hele tiden og rejste sammen. Samtidig satsede jeg mere på træning, siger Erica.

Hun deltog også i AA-møder, da slægtninge fik lov til at komme.

– Han inkluderede mig på sin rejse, og i dag har vi et godt forhold, sandsynligvis takket være det. Han har virkelig forsøgt at kompensere for de dårlige år.

– Det har været et privilegium for mig at se hans forandring. Det har været afgørende for resten af ​​mit liv.

Ikke min kamp

Ericas far har virkelig taget deres forhold meget alvorligt og haft et stort engagement.

– Da jeg blev student, tog jeg til Australien som au pair, og han tog derud for at overraske mig på min fødselsdag. Jeg blev helt chokeret.

– Han havde sagt, at han skulle på forretningsrejse og ikke kunne komme, så jeg blev virkelig snydt, ler hun.

I dag arbejder hun med flere succesrige sportsklubber, samtidig med at hun er blevet involveret i organisationen "Ikke min kamp" sammen med den tidligere fodboldspiller Fredrik Björck.

Ligesom Erica voksede han op med en misbrugende far.

– ”Ikke min kamp” arbejder for udsatte børn i sportsklubber. Vi ønsker at uddanne foreninger i at blive et bedre sted for børn med misbrugende eller psykisk syge forældre.

Erica har også en podcast, hvor hun inviterer berømte mennesker, der har haft misbrug tæt på.

– Det har blandt andet været Jan Johansen, Martin Lidberg og mange flere. Da jeg var lille, troede jeg, at jeg var den eneste i hele verden, der havde en far, der opførte sig sådan.

– Når kunstnere og atleter åbner sig, får børn og unge i samme situation at vide, at de ikke er alene.

Hun vil have trænere i forskellige foreninger til at føle, at det er godt, når et barn åbner sig for ham eller hende - det skal aldrig føles som en byrde.

Den måde træneren reagerer på, kan være afgørende. Man må vove at føle lidt ubehag indimellem. Men frem for alt være engageret.

– Det værste er at være usynlig, siger Erica.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på allas.se.