Et spørgsmål i klassen fik skolelærer Maren til at rejse ud og hjælpe flygtningebørn

I dag starter fremtiden!

Det var den følelse, Maren Gilling sad med, da hun en lørdag morgen i marts 2019 modtog billederne af den første skole, hun havde været med til at starte op i en flygtningelejr ved den syriske grænse.

Børnene på billederne kendte hun, men deres ansigtsudtryk var ukendte. De var glade. For første gang i lang tid var de glade. De havde fået en skole, som de så længe havde drømt om, og den skulle nu være med til at danne rammerne om den fremtid, der for flere år siden var blevet taget fra dem.

Maren Gilling havde vækket et håb til live et sted, hvor det ellers var forsvundet.

– Jeg græd, og jeg græd, og jeg græd, da jeg modtog de billeder, og jeg knugede bare telefonen ind til mig. Min søn på syv år kom hen til mig og spurgte: “Hvad er der, mor?”, og jeg svarede med grådkvalt stemme, at nu havde vi åbnet den første skole. Så begyndte han også at græde, og så sagde han: “Nu græder vi, fordi vi er glade.” Og det gjorde vi nemlig. Det var simpelthen så stor en dag, fortæller Maren Gilling.

Virkeligheden var for voldsom

I dag står hun i spidsen for fem skoler langs den syriske grænse, og næsten 500 børn har hver dag fået noget at stå op til. Arbejdet ved den syriske grænse er dog en stor kontrast til den ubekymrede hverdag, Maren Gilling levede for bare få år siden.

Her var det ikke traumatiserede børn og flygtningelejre, hun koncentrerede sig om. Tværtimod var der rigeligt at se til med tre børn derhjemme og et job som folkeskolelærer på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg.

Når nyhederne rullede over skærmen om aftenen og berettede om sprængte bomber og mennesker på flugt, slukkede hun for det. Det var for voldsomt og så langt fra den virkelighed, hun selv kendte til.

Derfor vidste hun heller ikke meget om, hvorfor de syriske flygtninge begyndte at gå langs de danske motorveje i 2015. Hun havde ganske vist set billederne, men hun havde i flere år lukket øjnene for, hvad det er, krigen i Syrien egentlig handler om.

Maren Gilling

37 år

Stifter af “5 skoler”, hvor hun bygger skoler langs den syriske grænse til børn i flygtningelejre.

Født og opvokset i Blomsterdalen, Norge. Kom til Danmark i 2004 for at læse til lærer. Bor i dag på Frederiksberg, er mor til tre drenge og gift med Lasse.

– Jeg anede ikke ret meget om, hvorfor de var flygtet, kun at der var krig i deres land. Alle detaljerne kendte jeg ikke til. Jeg syntes, det var enormt hårdt at se på, for de havde jo haft liv ligesom os. Jeg havde mest af alt bare lyst til at holde om dem, da jeg så de første billeder af, at de gik på motorvejene, for jeg følte, at de var så alene.

Et afgørende spørgsmål

En morgen i 2015 møder Maren Gilling ind til en morgentime på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg. Her bliver hun konfronteret med sin egen uvidenhed, da en af hendes 4. klasses-elever rækker hånden op og stiller et meget konkret spørgsmål: “Hvorfor går der flygtninge på motorvejen?”

Et spørgsmål, Maren Gilling ikke kan svare på. Derfor fortæller hun også eleven, at hun er nødt til at vende tilbage. Hun skal hjem og researche. Det viser sig dog at være mere komplekst at finde informationer om den syriske krig end først antaget.

– Da jeg begyndte at researche, var det voldsomme billeder, der kom frem. Forældre, der sad med deres døde børn i armene, og ofre for kloringasangreb. De billeder kunne jeg jo ikke vise til en 4.-klasse. Så jeg begyndte at tænke, hvordan taler vi så om krig og konflikt med børn i den danske skole? For nu var de her jo, og de ville komme til at blive en del af samfundet og skolen, og hvordan kan man integrere folk i det danske samfund uden at vide, hvad de kommer fra?

Igennem sin research finder Maren Gilling ud af, at undervisningsmateriale om krigen i Syrien er en mangelvare.

Det beslutter hun sig for at gøre noget ved, da hun møder fotografen Lars Schmidt.

– Jeg skulle løbe et distancemaraton i Sønderjylland, og Lars tilbød et lift derned. Da vi når frem, og jeg står ud af bilen, der ved jeg bare, at vi er nødt til at lave noget sammen.

Den første rejse

Da Maren Gilling og Lars Schmidt tager beslutningen om at lave undervisningsmateriale sammen, begynder de at søge fondspenge at rejse for.

I marts 2017 får de dem. Målet er at lave undervisningsmateriale til de danske folkeskoler samt en udstilling med navnet “De drømmer stadig”.

Udstillingen skal tage udgangspunkt i, hvad de syriske børn drømmer om, og den skal være med til at fortælle deres historier. Tre måneder efter de har fået fondsmidlerne, rejser Maren og Lars til den syriske grænse.

– Det var totalt med hovedet under armen, at jeg tog af sted.

Jeg havde aldrig været tæt på krig, og jeg havde aldrig talt med traumatiserede børn. Jeg var helt utrænet i at være ude i felten. Jeg var både spændt og nervøs. Og så var jeg bange for, om jeg kunne tåle det. Om jeg kunne tåle at høre deres historier.

Men der vidste jeg også bare, at så måtte jeg få hjælp, når jeg kom hjem. For det her var for vigtigt til, at jeg kunne være forfængelig med mine egne følelser.

– Da vi er kommet derned, siger jeg til Lars: “Gad vide, om jeg kan holde til det.” Han svarede mig, at uanset hvor vi rejser hen, så er børn børn. Hvis de ser en vandpyt, så hopper de i den. Men allerede efter én dag ved den syriske grænse siger Lars: ”Okay, der er børn, og så er der syriske børn. Jeg ser, de er der, når jeg kigger på dem gennem mit kamera, men de er der ikke.

- De her børn er så triste. Der er ikke et spor af barndom tilbage i dem. De har set for meget. De har oplevet for meget. De er konstant bange, og det gør, at man kigger på nogle børn, der er fuldstændigt døde i øjnene,” fortæller Maren Gilling.

I løbet af den tid, hun tilbringer ved den syriske grænse, interviewer Maren Gilling flere hundrede børn til den udstilling, hun og Lars Schmidt har planlagt at lave.

Hun spørger dem, hvad de drømmer om, og her er svaret entydigt: De drømmer om at komme i skole. Derfor er Maren Gilling heller ikke i tvivl, da hun rejser hjem derfra. Hun er nødt til at hjælpe børnene på en eller anden måde. Hun er blevet et vidne til deres liv og drømme, og hun har fået et ansvar, hun ikke kan vende ryggen til.

– Da jeg kom hjem derfra, græd jeg i et halvt år. Jeg var et vrag indeni. Mine tanker kørte bare: Hvordan skal de her mennesker nogensinde blive normale igen? Hvad skal vi stille op med dem? Hvor skal jeg gøre af alt det, jeg nu ved? Tilbage i Danmark sætter Maren sig for at fortælle de syriske børns historier.

- Hun siger sit job op som folkeskolelærer og begynder at afholde Ted Talks og skrive en masse. Imens fortsætter hun med at rejse frem og tilbage mellem Danmark og den syriske grænse, blot for at konstatere, at forholdene for børnene bliver værre og værre. Hun ved, at hun er nødt til at gøre noget, men hvad?

Fra drøm til virkelighed

En dag, hvor alting virker helt håbløst, laver Maren Gilling en opdatering på Facebook. Hun føler afmagt over, hvordan krigen ødelægger de syriske børn og familiers liv. Kort tid efter hun har trykket “del” på sit Facebook-opslag, ringer hendes veninde til hende.

– Hun siger til mig, at jeg ikke er skyld i krigen. Jeg kan ikke stoppe den, og jeg kan ikke bringe børnene hjem. Hun beder mig om at se på de kort, jeg har på hånden, og bruge dem. Så lægger hun på. Her går det op for mig, at jeg er lærer. De drømmer om at få en skole, og der tænker jeg, det er det, jeg skal lave.

I juni 2018 er Maren til fest på Bornholm. Her møder hun to fyre fra kommunikationsbureauet Friday. Hun fortæller dem om de syriske børn og deres drøm om at gå i skole. Så siger den ene: “Hør, vi skal da bygge en skole.”

Dagen efter de festlige begivenheder har en af fyrene glemt sine solbriller. Da han kommer tilbage for at hente dem, siger han: “Maren, vi mener det. Vi skal bygge skoler.”

LÆS OGSÅ: Kvindemuseet overvejer at skifte navn. Og det vækker store følelser

Maren Gilling bliver inviteret til et møde på Fridays kontor i Bredgade i København. Her bliver hun introduceret til direktør Lars Bo Kirk. Men mødet kommer ikke til at gå, som Maren håber.

– Vi kommer rigtigt dårligt fra start. Vi er overhovedet ikke enige. Han synes, jeg er enormt naiv. Så jeg foreslår, at han tager med mig ned til den syriske grænse og ser stedet med egne øjne.

Det tilbud vælger Lars Bo Kirk at takke ja til, og sammen rejser de af sted. Her ser han for første gang de forhold, børnene og deres forældre lever under.

Mødet med de syriske børn og de kummerlige forhold har præcis den effekt på Lars Bo, som Maren håber på.

– Han tog de her børn op, våde af tis og med kolde fødder, og så sad han med dem og varmede deres kolde tæer. Det var en helt anden mand end ham, jeg havde mødt på det fornemme kontor i Bredgade. Han var så god til det, og han sagde bare: “Det giver så meget mening nu.”

Skole i et telt

Hjemme i Danmark har hele oplevelsen med børnene i flygtningelejrene gjort så stort indtryk på Lars Bo Kirk, at han beslutter sig for at donere 10.000 dollar af sine egne penge til projektet.

Penge nok til at starte den første skole op. Til at undervise på skolen har Maren Gilling og Lars Schmidt allerede fundet en kandidat. Den 24-årige Ahmed, som selv er begyndt at undervise på egen hånd hjemme i sit telt.

– Vi spørger Ahmed, om han er interesseret i, at vi støtter ham? Vi vil lave en skole til ham og ansætte ham. Det vil han meget gerne, og så overfører Lars Bo pengene til ham. Ahmed begynder arbejdet med at få bygget skolen op i samarbejde med børnene. Skolen består af et stort telt, og børnene sidder på puder på jorden. Det tager kun få dage at bygge op, og i løbet af kort tid har vi en skole, fortæller Maren Gilling.

I maj 2019 rejser hun tilbage til den syriske grænse. Her skal hun for første gang se skolen i virkeligheden.

– Da jeg er dernede igen, kan jeg høre lyden af skole, lyden af børnene, der griner og gentager efter læreren, og læreren, der forsøger at få ro på. Det var fuldstændigt fantastisk at se, hvor hurtigt det gik. Der var gået fire uger, men der var bare sket 1.000 ting med de her børn.

Fra en til fem skoler

Fra den første skole åbner i marts 2019, arbejder Maren Gilling på højtryk for at få åbnet skole to, tre, fire og fem i flygtningelejrene langs den syriske grænse.

Sammen med Lars Schmidt og Lars Bo Kirk har hun dannet en forening og dermed fået et helt hold bag sig, som hjælper med at samle penge ind til ‘5 skoler’. Og folk donerer. For de forstår, hvor vigtigt et arbejde det er, Maren Gilling har gang i.

I december 2019 sker det så. Den femte skole åbner. Det, der startede som en drøm for Maren Gilling, er nu blevet en realitet. Hun har på få måneder formået at åbne fem skoler til stor glæde for børnene.

– De her børn har fået et frirum. De har fået et sted, hvor der er en voksen, der kan tage sig af dem, og de har fået én, de kan tale med og se op til. Jeg græder normalt ikke, når jeg snakker med lærerne, men det gjorde jeg, sidst jeg var der. Her talte jeg med en lærer, og han sagde til mig: “Ved du hvad, Maren, de har fundet noget. De har fundet noget, de har mistet. De har fået et liv, og de har fået en barndom. De har fået værdighed og noget at stå op til”.

LÆS OGSÅ: For Ditte Julie var skilsmissen hendes største livskrise: "Jeg græd foran mine børn"

– Jeg havde ikke drømt om, hvor stor en indflydelse det ville have på de her menneskers liv. Jeg havde det bare sådan, at så længe de var glade, så længe de havde et sted at være. Men at det havde denne enorme effekt, havde jeg aldrig drømt om, det kunne have. Der er så kummerligt i de her flygtningelejre, så bare det at kunne skabe noget, der giver værdighed, smil og lyst til livet, er fantastisk, fortæller hun.

I dag drømmer Maren Gilling om at få endnu flere børn i skole. Målet er at åbne fem nye skoler i løbet af det næste år. For som hun selv siger, har hun ikke længere tid til at lave ting, der ikke giver mening.

– Jeg har fået en anden alvor ind i mit liv, og det gør, at de er nødt til at give mening, de ting, jeg foretager mig. Jeg ved ikke, om ting er skæbnebestemt, men nu hvor jeg er havnet, hvor jeg er, føler jeg, det er mit kald. Det var derfor, jeg skulle være lærer. Min nysgerrighed for de her børn bragte mig dertil, hvor jeg er nu, hvor jeg har kunnet skabe en forandring for dem. Det har fuldstændigt åbnet min verden, og det har givet mig en tro på, at vi som enkeltindivider kan rykke ufatteligt meget, hvis bare vi bestemmer os for at gøre det.