10 youtubere, dine børn følger (som du får point derhjemme for at kende!)
foto: PR/privat
Alexander Husum
333.273 abonnenter
21-årige Alexander Husum er en af de allerstørste danske Youtubere, og har vundet flere priser ved Guldtuben. Han begyndte at video-blogge på YouTube i 2011, så hvis dine børn har fulgt med fra starten, kender de sikkert Alexander meget godt. Alexander drømmer om at underholde, hvilket han har gjort, siden han var barn og lavede teaterforestillinger for sine forældre i stuen. Underholdningsgenet er også det, der driver hans YouTube-kanal. Han har desuden været kærester med en anden populær Youtuber, Louise Bjerre, på YouTube kaldet LouLiving, og de to har også lavet videoer sammen.
Kristine Sloth
213.424 abonnenter
Da Kristine Sloth i 2013 begyndte at lægge videoer ud på sin YouTube-kanal, fandtes der ikke særligt mange danske Youtubere. Der var en tendens til at lægge den bedste side af sig selv på de sociale medier, og 14-årige Kristine lagde i sine videoer vægt på at være sig selv – uden filter. I dag er hun en af Danmarks mest succesfulde Youtubere, og hver dag følger tusindvis af unge mennesker Kristines videoer om alt fra menstruationssmerter til tanker om at flytte hjemmefra. Sidste år vandt Kristine ved Guldtuben ‘Årets #reklame’ for sin serie ‘Min tur til Kenya’, et projekt, hun lavede i samarbejde med Plan Danmark. I forbindelse med Afrika-projektet har Kristine fået mange henvendelser fra unge kvinder, der gerne vil bruge et sabbatår på at rejse til Kenya og se forholdene på nært hold. Hun har også hørt fra børn, at de er begyndt at spare på vandet, når de børster tænder.
LÆS OGSÅ: Pre-teens online: Sådan klæder du dit barn på til de sociale medier
Morten Münster
296.839 abonnenter
Siden 2012 har Morten Münster postet videoer på YouTube. Indholdet er primært videodagbøger, udfordringer og parodier, men Morten samarbejder også med sin yngre søster, Naja, som også har sin egen YouTube-kanal. Også Mortens mor har optrådt på kanalen. Dine børn følger med garanti Mortens YouTube-kanal, hvis de gerne vil underholdes og have et godt grin. I 2016 vandt han prisen ’Årets Humor’ ved Guldtuben, han har skrevet en bog, og så er han aktiv på det populære medie Musically.
LÆS OGSÅ: Eksperten: Youtube erstatter ikke dit barns nære relationer
Rasmus Brohave
253.852 abonnenter
I 2012 begyndte den 14-årige fynbo Rasmus Brohave at lave videodagbøger til YouTube, så hvis dine børn bruger bare lidt tid på YouTube, så kender de helt sikker Rasmus Brohave. Nu er han 20 år har vundet flere priser ved Guldtuben, blandt andet ’Årets Youtuber’ og ’Årets Serie’ i 2016 og ’Årets Vlogger’ i 2017. Rasmus Brohave er kendt for at være meget personlig og identificerbar for unge mennesker på sin YouTube-kanal. Han laver underholdning, som unge ser som en erstatning for flow-tv. Blandt andet har han lavet mad med Timm Vladimir og interviewet bandet Phlake. I år er han vært på Guldtuben sammen med YouTube-kollegaen Julia Sofia.
Armin Merusic
255.551 abonnenter
Da 19-årige Armin Merusic begyndte at lave videoer til YouTube, var det sketches, musikvideoer og kortfilm, der var hans fokus. Nu laver han mange forskellige typer videoer, både dagbogsvideoer og udfordringer. Hvis dine børn går op i fodbold eller computerspil, så kender de nok til Armin, som især poster indhold om fodbold og gaming. Især Fifa, Grand Theft Auto og Minecraft er populært. I 2016 vandt Armins anden kanal Armin 2nd, som fokuserer på gaming, prisen som ’Årets Gamer’ ved Guldtuben. Han er kendt for udtrykkene ”iskold” og ”shabab” og for sin kærlighed til durum-ruller. Udover det laver Armin musik sammen med YouTube-kollegaen Eiqu Miller.
LÆS OGSÅ: Teenagebørn på de sociale medier: "Vi tror ikke, det kan være så slemt - men det ER slemt"
Julia Sofia
197.803 abonnenter
20-årige Julia Sofia er sammen med Rasmus Brohave vært på Guldtuben 2018, men derudover har hun også selv videoblogget på YouTube siden 2013 og er nomineret i flere kategorier til Guldtuben. Julia Sofia laver videodagbøger og taler især meget om makeup og skønhed, hvilket hun har en særlig interesse for. Ved siden af YouTube-kanalen har Julia Sofia også beauty-brandet Noble Nordic. Julia Sofias videodagbøger er meget ærlige, og for nylig annoncerede hun i en video, at hun er ’queer’ – en paraplyterm for ikke at være heteroseksuel. Hun er ikke alene om at springe ud på de sociale medier. Kollegaen Fredrik Trudselv sprang ud som homoseksuel i juli. Så hvis dine børn interesserer sig for makeup og gerne vil have et ærligt, personligt forbillede, er det nok Julia Sofias kanal, de følger.
Eiqu Miller
231.284 abonnenter
Eiqu Miller hedder i virkeligheden Anders Møller og kommer fra Midtjylland. Han er 24 år gammel og er blevet kaldt en rigtig drengerøv. På YouTube laver han videodagbøger, spørgerunder og udfordringer, men også egen musik og covernumre af andre musikere. Han brænder for musikken og rapgenren, og har også samarbejdet med YouTube-kollegaen Armin på flere numre. Hvis dine børn interesserer sig for musik og sjove udfordringer, så finder de det hos Eiqu Miller.
Naja Münster
182.663 abonnenter
Naja Münster er lillesøster til før introducerede Morten Münster og har ofte gæsteoptrådt på hans videoer. Men hun er også ret stor i sig selv og henvender sig i en alder af 10 år også til et yngre publikum. Hun laver videodagbøger om sit eget liv, udfordringer og guides. Hvis dine børn er i 10-års-alderen, kan de helt sikkert relatere til Najas skøre og sjove ideer, og hvis dine børn er ældre, synes de sikkert, hun er supernuttet, som en ekstra lillesøster kan være det.
LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Sociale medier: Det kan vi lære af vores børn
Albert Dyrlund
172.557 abonnenter
21-årige Albert Dyrlund har underholdt på de sociale medier siden 7. klasse, og vandt i 2016 Guldtuben-prisen ’Årets Vlogger’. Måske kender dine børn ham fra YouTube, hvor han i årevis har lavet sjove udfordringer og videodagbøger, før i tiden i fællesskab med vennen Anton på kanalen ’Novopleco’, og senere på sin egen kanal. Eller måske kender de ham fra programmet ”X Factor”, som han i 2014 deltog i. Han har efterfølgende lavet musik, som kan høres på YouTube-kanalen. Et af numrene har han lavet sammen med musikeren Niklas.
Astrid Olsen
145.991 abonnenter
Hvis dine børn er vilde med mode og makeup, er det muligvis 19-årige Astrid Olsen, der optager dem på YouTube. Hun har videoblogget på sin YouTube-kanal i syv år. Hun laver blandt andet videodagbøger, modeguides og makeupinspiration, men har også lavet en serie om den musik, hun lytter til. Hun vandt i 2017 prisen ’Årets beauty & style’ ved Guldtuben. Som beskrivelsen af hendes YouTube-kanal siger: ”Jeg taler måske lidt for meget om tøj, sko og makeup...”
Prisuddelingen "Guldtuben", der er Youtubernes egen prisuddeling, sendes nu på lørdag den 22. september kl. 20 på TV2 Zulu. Værterne er Youtuberne Julia Sofia Aastrup, Rasmus Brohave og ”Magic Mrtin” Martin Johannes Larsen, og derudover kommer popstjernen Christopher og optræder.
LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Barnets første mobiltelefon