Anne Louise fødte sin venindes barn: "Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var mit eget"

De fleste, der bliver gravide og vælger at beholde barnet, gør det, fordi de ønsker sig et barn. Men der er også dem, der vælger at bære et barn, der ikke er deres eget.

Et barn, som i mange tilfælde er blevet til af en anden kvindes æg og sæd fra en mand, der ikke er deres egen. Surrogatmødrene.

Debatten om surrogatskab dukker op fra tid til anden, fordi det ikke er lovligt at udføre behandlingen i Danmark, og fordi man i dag ikke kan blive juridisk forælder til det barn, en surrogatmor har båret, fra fødslen.

Det er imidlertid ikke ulovligt at få behandlingen udført i udlandet. Det gør bl.a. ufrivilligt barnløse heteroseksuelle par, men også par bestående af to mænd.

I januar nåede et borgerforslag om bedre juridiske rettigheder for såkaldte medfædre 50.000 underskrifter på mindre end en weekend, og derfor er diskussionen om surrogatskab – eller rugemoderskab – igen aktuel.

For hvis vi tillader, at to mænd kan være juridisk forældre, er vi så nødt til samtidig at tillade, at de kan få surrogatbehandling i Danmark?

Ofte er argumentet mod at åbne for denne mulighed hensynet til kvinden, der skal bære barnet, men som skal give det fra sig ved fødslen. Men hvad tænker surrogatmødrene egentlig selv?

Gravid i Grækenland

En af de kvinder, der har valgt at bære et barn, hun skulle give fra sig ved fødslen, er Anne Louise Madsen. Hun havde i mange år vidst, at hendes veninde ikke kunne få børn selv.

De har kendt hinanden, siden de var 15 år, og er tætte veninder. De er begge 35 år i dag. Barnløsheden var et emne, de ofte talte om, ligesom de talte om, hvordan man kunne løse det.

Adoption var også en del af samtalerne, men de etiske aspekter og den komplicerede proces gjorde, at Anne Louises veninde ikke valgte den vej.

Anne Louise blev gradvist mere og mere involveret i processen, og i maj 2017 tog hun den afgørende beslutning. Hun ringede til sin veninde og fortalte, at hun gerne ville bære hendes barn.

Det var ikke en svær beslutning for Anne Louise.

– Jeg kunne mærke, at det vækkede noget i mig. Det var bare det, jeg skulle i mit liv på det tidspunkt. Jeg gjorde det, fordi det var det rigtige.

For veninden Lykke, var det afgørende, at det var netop veninden, der skulle være surrogatmor. Det var ikke på tale at involvere en surrogatmor, hun ikke kendte.

Anne Louise havde på det tidspunkt to børn selv, og selv om hun var sikker på sin beslutning, var der nogle ting, der skulle være på plads, for at hun ville gennemføre det.

Bl.a. skulle der være en terapeut involveret i forløbet, som skulle følge både hende og de kommende forældre hele vejen.

– Det skulle være en terapeut, som vi alle havde ubegrænset adgang til. En, der kunne holde nogle følelsesmæssige tøjler. Dels mine egne, men også min venindes, som skulle igennem en proces med at lade en anden føde hendes barn.

– Jeg ville ikke have, at det pludselig skulle komme imellem os. Der skulle være en anden, der var stødpude, hvis der skulle opstå noget.

Efter nogen tids research faldt valget på en klinik i Grækenland. Her var det et krav, at Anne Louise selv havde prøvet at være gravid og føde et barn. Tanken om at skulle give barnet fra sig ved fødslen virkede ikke skræmmende for Anne Louise.

– Det var min venindes æg, og derfor var det helt naturligt, at barnet var hendes. Jeg havde aldrig sagt ja, hvis jeg skulle bruge mine egne æg. Så ville det netop have føltes som at give mit eget barn væk.

I december 2017 kontaktede Anne Louise og hendes veninde klinikken i Grækenland. Derefter fulgte knap et år med diverse prøver, herunder gentests, godkendelse til surrogatskab af de græske myndigheder, hormonbehandling og udtagelse af æg.

Først i december 2018 fik Anne Louise sat sin venindes befrugtede æg op i sin livmor.

Det lykkedes Anne Louise at blive gravid i første forsøg. Og hun kunne med det samme mærke, at det var anderledes end de to andre gange, hun havde været gravid.

– Jeg havde slet ikke den connection med barnet, som da jeg var gravid med mine egne børn. Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var mit barn. Det kunne slet ikke sammenlignes.

"Kom og tag det her barn"

Anne Louise mener, at det var forberedelserne, som gjorde, at processen har forløbet så gnidningsfrit mellem hende og hendes veninde – og venindens mand.

– Jeg var virkelig mentalt forberedt. Vi havde lagt en klar plan for alt fra fødslen til amning og overdragelse af barnet.

Bl.a.a havde veninden taget en kombination af bestemt medicin og hormoner, som anbefales ved såkaldt "induceret amning", som kan bruges til at amme børn, man ikke selv har født.

Hun havde derudover pumpet ud og været i stand til at etablere en mælkeproduktion forud for fødslen.

Aiya, som venindens barn hedder, blev født 18. september 2019 ved en hjemmefødsel hos Anne Louise. Hendes to tidligere fødsler var forløbet meget hurtigt, og parterne var derfor enige om, at det tryggeste ville være at føde hjemme.

Veninden og hendes mand havde lejet et hus i nærheden af Anne Louises, så de kunne komme og medvirke ved fødslen, når veerne tog til.

Da fødslen nærmede sig, kunne Anne Louise pludselig mærke en følelse, hun ikke havde prøvet før.

– Da jeg nåede til pressefasen, var det virkelig smertefuldt og alt for voldsomt, og jeg havde pludselig slet ikke den samme lyst til at gennemføre det, når det ikke var mit eget barn.

– Så jeg fik trukket pressefasen ud og skulle virkelig hive mig selv i nakken og tænke, at det bare skulle overstås. Hvor jeg med mine egne børn slet ikke kunne vente, til de kom ud, så jeg kunne møde dem.

Anne Louise skiftede stilling, kort inden barnet kom ud, og hun endte derfor med selv at tage imod hende i samarbejde med jordemoren.

– Da jeg havde hevet hende ud, sagde jeg noget i retning af: "Nogen skal komme og tage det her barn". Jeg trængte bare sådan til at slappe af.

Barnet blev derfor med det samme lagt på venindes mave og lagt til brystet. Det lykkedes at få amningen op at køre, og allerede samme nat, som barnet blev født, tog forældrene hende med sig til deres lejede hus.

Anne Louises bryster var imidlertid ved at sprænges, og derfor var det naturligt, at hun ikke skulle se barnet lige med det samme.

– Jeg tænkte, at det ikke var en god idé, at jeg var tæt på babyen i den første tid, fordi det måske ville gøre processen med min venindes ammeetablering sværere. Derudover havde vi også brug for en pause, fordi det havde været så intenst.

Aiya er i dag to år, og Anne Louise har stadig et meget nært forhold til Lykke. Når hendes egne døtre, som i dag er 9 og 11 år, har fødselsdag, er Aiya og Aiyas familie med.

– Aiya er noget særligt for mig og mine børn. Vi taler om mine børn som de søstre, Aiya aldrig kommer til at få.

Store følelser i spil

Men selv om processen har været overvejende positiv, har det slet ikke været lyserødt det hele, understreger Anne Louise.

– En stor del af min nærmeste familie taler ikke om det overhovedet. Mine to søskende har aldrig nævnt det med et ord, hverken da jeg var gravid eller efterfølgende.

– Det er ret syret, og jeg kender ikke årsagen. Det er nok meget dansk. Vi siger hellere for lidt end for meget.

Det samme gjaldt mange af hendes tætte venner.

– Det var ret ensomt i tiden efter fødslen. Meget få snakkede med mig om forløbet, med mindre jeg var den opsøgende part på emnet, og det havde jeg ikke altid overskuddet til.

– Det føltes lidt, som når nogen pludselig dør – jeg oplevede en kæmpe berøringsangst.

Anne Louise oplever til gengæld, at det er lettere at tale om, når hun møder nye mennesker. F.eks. den mødregruppe, hun er i, efter hun blev mor for tredje gang for fire måneder siden.

– De spørger mere frit ind til det, og det vil jeg meget hellere have. Jeg skal nok selv sætte en grænse, hvis det bliver for privat.

Blandt de reaktioner, hun oftest møder, er, er i øvrigt spørgsmålet om, hvordan hun kunne give barnet fra sig.

Men ifølge Anne Louise handler det mest af alt om ordentlig forberedelse. Om at have alle scenarier tænkt igennem, inden man går i gang.

– Derudover er det vigtigt, at du gør det af de rigtige årsager. Nogle gange hører man om tilfælde, hvor det virker, som om parterne ikke har tænkt det godt nok igennem, eller hvor surrogatmoren måske ser sig som en form for helgen eller et særligt godt menneske.

Anne Louise mener derudover, at man bør tænke sig ekstra godt om, før man laver en surrogataftale med et medlem af sin familie.

– Jeg synes aldrig, man skal tilbyde surrogati for nogen, hvis man ikke er klar til at bryde med dem for evigt i det scenarie, at det går skævt. Der er store følelser på spil, og man kan risikere, at man ikke kan finde hinanden igen.

Anne Louise er i øvrigt skilt fra sine to ældste døtres far, men hun havde en kæreste, da hun begyndte processen med at blive surrogatmor. Men han kunne ikke acceptere hendes beslutning, og de gik fra hinanden.

Senere i forløbet mødte hun imidlertid en ny mand, selv om hun ikke ledte efter noget fast, fordi surrogatmoderskabet var hendes førsteprioritet. De er stadig sammen, og han er far til hendes tredje barn, Eske, på fire måneder.

Brug erfaringer fra udlandet

Når samfundsdebatten fra tid til anden handler om surrogatskab, kan Anne Louise ikke undgå at føle sig provokeret af argumenterne imod at tilbyde den behandling i Danmark, som hun fik i Grækenland.

– Jeg bliver helt vildt provokeret, når Etisk Råd taler om, at det er for at beskytte surrogatmoren og barnet. Jeg følte mig på ingen måde beskyttet ved at blive presset til udlandet for at få det gennemført.

For selv om Anne Louise og hendes veninde lykkedes med projektet, var det langtfra en positiv oplevelse hele vejen igennem. Bl.a. oplevede de at skulle lægge alle penge i kontanter uden nogensinde at se en kvittering.

Anne Louise skulle også være blevet ved med at tage nogle bestemte hormoner, da hun fik en positiv graviditetsprøve, men pillerne slap op flere måneder før tid.

– Det var ikke nogle piller, man lige kunne få i håndkøb herhjemme, og da vi kontaktede klinikken om det, sagde de bare: "Nå, det var godt nok ærgerligt. Så aborterer I nok." Det var så overlagt og kynisk.

Og så savnede Anne Louise ikke mindst støtte, da hun havde født. Fordi surrogatbehandling er ulovligt at udføre i Danmark, er der nemlig heller ingen rettigheder i forhold til f.eks. barsel.

– Jeg var jo nødt til at holde noget barsel lige op til fødslen og i nogle måneder derefter, men man kan ikke kræve barsel fra en arbejdsplads som surrogatmor. Så må man undvære indtægt i de måneder.

Hun efterlyser, at man i højere grad ser på erfaringer fra lande som Island og USA, hvor surrogatbehandling er lovlig, og hun ser det i den forbindelse ikke som et problem, at der er penge imellem parterne.

– Det at have en klar aftale kan hjælpe med at undgå nogle af de misforståelser og frustrationer, der kan opstå.

Og i USA er der nogle temmelig omfattende screeninger af surrogatmødre af bl.a. psykologer, som undersøger incitamentet bag, og at det ikke er noget, nogle kvinder gør af udelukkende økonomiske årsager.

Når hun ser tilbage på forløbet i dag, fortryder hun ikke, at hun hjalp sin veninde, men siger alligevel, at hun ikke ville have sagt ja, hvis hun vidste, hvordan forløbet ville udforme sig.

Hun har heller ikke planer om at gøre det igen.

– Jeg har opfyldt det, jeg skulle, og det var passende, men det er ikke et mål for mig at føde en masse børn for andre. Det var dét projekt, der var vigtigt for mig.

Det er i øvrigt dette forår, to et halvt år efter Aiyas fødsel, at adoptionen endelig kan gennemføres, så Anne Louise officielt stopper med at være mor til Aiya, og Lykke bliver mor til sit eget barn.