Blog: For hvis skyld?
Om Cristine...
Jeg er tekstforfatter, og i 35 år har jeg stavet mit navn. Hvis du vil vide hvorfor, så stav selv til Cristine. For det hedder jeg. Mit fædrene ophav mente, det var nemmest: Cristine uden H.
I 2005 mødte jeg en mand. Han hedder Dan, og ham er jeg gift med i dag. Jeg har store planer om at holde mig på den slanke linje, underholde ham på bedste vis og bære mine frugtbare hofter med stil. De planer lever sit eget liv. Men han er her endnu.
I 2009 blev jeg mor. Til Hjalte. Han er uden sammenligning, det smukkeste og mest berigende menneske jeg kender.
I 2012 blev han så storebror til Asbjørn, der ved fødslen pissede på alt og alle, undtaget ham selv. Han er beviset på, at kærligheden er uendelig og godt kan deles på lige vilkår mellem flere.
Følg mig på min blog www.cristines.dk
Lige om lidt er det den 1. december. Det kalder på en masse juleaktiviteter for danske børnefamilier - og hurra for det. Heldigvis, for børnenes skyld, sker en del af disse aktiviteter også uden, at forældrene er tilstede.
Men der er en juleaktivitet, hvor jeg ville ønske, jeg kunne sidde på nakken af min store søn og korrigere ham ud af den falske varebetegnelse, som der kommer til at ske lige for øjnene af ham.
Pakkekalenderen i børnehaven.
Ikke fordi, det ikke er en hyggelig aktivitet. Ikke fordi, det ikke er super dejligt at mærke spændingen i maven: "Bliver det mon MIN tur i dag?" Og heller ikke fordi, jeg er imod den stille stund, som jeg kunne forestille mig, at det giver ungerne, i en ellers larmende dag.
Jeg ville ønske, jeg kunne sidde lige ved siden af ham, fordi jeg ville fortælle ham, at når han påtvinges at trække en gave med et blåt bånd, fordi han er en dreng, så er det en afstumpet tilgang til kønnet.
Der er kønsopdelte pakker i min søns børnehave. Gaver med lyserøde bånd til pigerne. Blå bånd til drengene. Det er der højst sandsynligt også i dit barns institution. For jeg har hørt, at det er helt normalt. Det sker alle steder.
Og inden vi begynder på rødstrømpe Laila og drenge er drenge og piger er piger og alle de andre, lige så afstumpede chauvinistiske fraser, som vi kan finde på nu, så vil jeg sige følgende: Jeg har lært at sige som et maskingevær. Jeg har biceps, der ikke passer til resten af min 2 x fødende kvindekrop, fordi jeg har flekset muskler de sidste 3 år til ære for drengene. Jeg kan spille fodbold. Jeg kan tegne krigsskibe. Jeg er ferm til at kravle i træer, og jeg kan hive verdens længste bussemand ud af næsen, samtidig med at jeg slår prutter, der skræmmer min mand. Jeg er mor til to drenge, der praktiserer det at være drenge med et enormt stort D. Det handler ikke en gang om, om jeg giver dem lov. Det handler om, at sådan er det bare.
Men jeg er også mor til to individer, som skal vokse op i et samfund, hvor kvinder stadig overhældes med brændende olie i de fjerne lande. Hvor drenge i stigende grad får spiseværing pga. øget pres fra deres omverden. Hvor homoseksuelle par må rykke deres børn væk fra trygge omgivelser, fordi samfundet omkring dem ikke billiger familiestrukturen. Jeg er mor til to drenge, som jeg ønsker får så vide rammer for at leve deres personlighed ud som overhovedet muligt.
Men hvor skal jeg gå hen med alle mine gode intentioner om at lære mine drenge, at kønnet er dyrebart, men ikke afgørende for status eller succes?
For det er ikke harmløst, at lade dem indgå i en leg, hvor vi direkte fortæller dem, at de er forkerte, hvis de ønsker at lege med det andets køns legetøj. Det er ikke i orden, at programmere dem til at være dimseduttede piger og fandenivoldske drenge, når de ikke er mere end 3-6 år.
Her hjemme har de valget. Om de vil flekse muskler eller lave en perleplade. De må også godt kigge med, når jeg lakker negle og tager make-up på. Hvilket de gør. Interesseret. De får ikke af vide, at det er forkert, når de gerne vil have pudder på, eller kigge i mit tøjskab. De får heller ikke af vide, at de ikke må være drenge. De har et valg. Og valget bliver respekteret.
Det valg bliver de frataget, når de hver hverdag i en måned, skal indgå i et fællesskab, hvor vi som voksne fortæller dem, at piger leger med pigeting og drenge leger med drengeting.
Jeg fornægter ikke, at kønnet er stærkt, eller at der ikke er forskel på køn. For det er der. Men det er mit udtryk for en dyb bekymring om, at vi som forældre og institutioner ikke vil tage det seriøst, når vi gentagende gange ser ulighed mellem køn. Det starter der, kære venner. Og der er ingen grund til det - ingen overhovedet. Jeg nævner i flæng: Sæbebobler, hoppebolde, lyskæder, julepynt, puslespil, malebøger, bøger, dvd'er, farveblyanter, tuscher, nissehuer, pruttepuder osv.
Pakkekalendergaver, der ikke spiller på kønnet, findes.
Det betyder ikke, at der ikke skal købes dukker, brandbiler og pistoler til de respektive køn til jul. Men det skal ske i hjemmet, hvor de i forvejen kan spejle sig i forældrene - ikke i det fællesskab, hvor de skal definere sig ud fra hinanden. For hvad nu, hvis der sidder en dreng, som hellere vil lege med hårelastikker? Eller en pige, som ville ønske pistolen blev hendes. Hvor skal de gå hen, når fællesskabet fortæller dem, at de er forkerte, fordi de har andre præferencer. Det er 100% sikkert, at det vil blive kommenteret af vennerne, hvis man valgte en pigegave i stedet for en drengegave. Og hvem vil være udenfor? Ingen.
Det er ikke i orden, at vi som institutioner og forældre fratager de børn det valg. Eller i det hele taget, stiller dem i det valg. Det er unødvendigt dilemma. For jeg kan kun gøre "så meget" som forældre. Jeg kan ikke styre, hvad verden fortæller mine børn, eller de følelser de får indeni, når de føler sig udenfor. Lige meget hvad, jeg har af gode intentioner, og bunker af rygrad og kærlighed at smide efter dem, så kaster jeg dem ud i samfundet - og det danner dem (også).
Heldigvis har vores (højt elskede og dybt respekterede) børnehaveleder lyttet, og lovet mig, at næste år, bliver det anderledes. Jeg har så til gengæld lovet hende at tage det op på et forældremøde, så vi kan få snakken. Den starter jeg så allerede her, og glæder mig til at blive klogere på, hvad du mener. Måske rykker det min holdning. Måske ikke. En ting er sikkert; jeg rykker ikke ved min holdning til, at vi skal lade børn være børn og ikke pådutte dem samfundets normer for køn, kærlighed og ligeværd før det er allermest nødvendigt - hvis det nogensinde er det?
Har du en kommentar til Cristines indlæg? Sig gerne din mening på MAMA.dk's Facebook-side
Andre indlæg af Cristine: