Caroline ønskede brændende at blive mor: "Jeg bad min kollega om børn"

– Kunne du forestille dig at blive far til mit barn?

Caroline stillede det skæbnesvangre spørgsmål en aften på en restaurant.

Jonas, hendes kollega og ven, havde været der for hende, da hun brød sammen, fordi kampen for at få et barn havde bragt hende helt derud, hvor hun havde svært ved at bunde.

– Selvfølgelig blev jeg overrasket, da Caroline spurgte mig, men jeg tøvede aldrig. Jeg er allerede bonusfar, for min mand Oliver har en 13-årig søn, fortæller 45-årige Jonas Linnander-Manfred.

Da han svarede ja, faldt en sten fra hendes bryst. Måske ville hun alligevel blive mor, selv om det aldrig ville være den kernefamilie, hun drømte om. Og hun havde travlt. Caroline var 38 år.

Drømte om børn

– Jeg har drømt om at blive mor, siden jeg var lille. Jeg drømte om en rigtig kernefamilie med mor, far og børn, siger hun.

Som skilsmissebarn følte hun sig ofte ensom, da hun var lille, og var lidt misundelig på de venner, der boede med både far og mor.

Senere fik hun to halvsøstre, som hun ofte passede, og det forstærkede kun hendes ønske om at blive mor. Men mænd har aldrig været så vigtige i hendes liv. De har mere været et middel til et mål.

Fik abort

Man skulle tro, at hendes lykke var gjort, da hun blev gravid i midten af 20'erne. Men hun valgte at få en abort.

– Det var den forkerte fyr, der gjorde mig gravid, og jeg følte mig slet ikke klar til at blive mor lige der. Jeg ville have en karriere og rejse, før jeg fik børn.

Efter aborten følte Caroline sig helt tom, og hun kæmpede med angst.

– Det var endnu en bekræftelse på, at min længsel efter børn var noget fysisk. At ikke kun min hjerne, men hele min krop ville have børn, fortæller Caroline Bagge, som i dag er 47 år.

Hun kastede sig med liv og lyst ind i sin karriere i medierne. Først syv år senere mødte hun drømmeprinsen, som hun var overbevist om ville blive far til hendes børn.

– Jeg talte tidligt i vores forhold om, at vi skulle have børn. Han var positiv over for det, men han ville først gøre sin uddannelse færdig, det ville tage fem år.

Jagten på en far

Da han var færdig med sin uddannelse, ville han vente lidt længere, fordi han selv ville gøre karriere først. Det blev afslutningen på deres 6-årige forhold.

– Jeg var da 33 år og begyndte at gå i panik. Det var, som om jeg havde en stærk kraft i mig, der sagde, at jeg måtte handle, hvis jeg nogensinde skulle blive mor. Samtidig følte jeg, at det sandsynligvis ikke ville blive så let.

Venner forsøgte at berolige Caroline.

– Jeg fik ofte at vide, at jeg havde masser af tid, at gennemsnitsalderen for førstegangsmødre i Stockholm var 39 år. Men den snak gør mig sur. Det bliver sværere og sværere for kvinder at blive gravide, jo ældre de bliver.

Intens dating

Efter bruddet begyndte Caroline en, med egne ord, vild jagt efter en passende far til sine børn. Hun begyndte at date mange mænd fra diverse online datingsider.

– Men jeg skræmte dem væk, siger hun med en rungende latter.

– Allerede på anden date spurgte jeg, om de kunne overveje at få børn med mig. Nogle gange stillede jeg spørgsmålet, første gang vi mødtes.

Efter et år med intens dating opgav hun og begyndte at realisere plan B, som hun allerede var begyndt at forberede. Den betød, at hun skulle rejse til Danmark for at blive befrugtet.

– Jeg havde opgivet drømmen om en kernefamilie og troede, at det var min sidste mulighed for at blive mor.

Dårlige æg

Men hendes planer ændrede sig, da hun mødte kærligheden igen. Og ligesom Caroline ønskede han at stifte familie.

– Vi blev hurtigt gift og forsøgte straks at få børn, siger Caroline.

Men der skete intet, og efter seks måneder viste en fertilitetsundersøgelse, at hendes æg var så dårlige, at de måtte have hjælp for at blive forældre.

– Så ville han ikke være med mere, og jeg indså, at forholdet var slut. Jeg vil hellere være enlig med børn end i et barnløst ægteskab.

Efter skilsmissen var Caroline ked af det og følte sig slidt. Kampen for at få børn havde tæret på kræfterne. Men igen begyndte hun at planlægge at rejse til Danmark for at få IVF-behandling.

– Omtrent på samme tid begyndte jeg et nyt job i et produktionsfirma og endte ved samme skrivebord som Jonas, som jeg havde arbejdet med før. Da jeg brød sammen og fortalte ham om min længsel efter børn, trøstede han mig.

Hun vidste, at Jonas var homoseksuel og boede med sin mand Oliver, og hun så ham kun som en god ven.

Samtidig troede hun, at han var en god mand og helt sikkert ville være en dejlig far.

– Da jeg fik idéen, inviterede jeg Jonas ud på en koreansk restaurant, og under middagen stillede jeg spørgsmålet ligeud.

Jonas var med på idéen, for han havde et brændende ønske om at blive far.

I behandling

Der var lang kø til IVF-behandling, så de bestemte sig for at købe tre forsøg på en privat klinik.

Inden turen til privatklinikken havde Caroline og Jonas underskrevet en kontrakt med hinanden om alt det praktiske; forældreorlov, økonomi, børneopdragelse og regler.

De to første forsøg mislykkedes, men i tredje forsøg blev der sat to befrugtede æg op, som begge sad fast.

– I et stykke tid troede jeg, at jeg ville få tvillinger, fordi de hørte to hjerter slå, men i uge tolv var et af hjerterne stille. Jeg var nervøs under hele graviditeten for, at det andet barn også ville dø.

Men alt gik godt, og 20. maj 2013 blev Alexandra født ved kejsersnit.

– Da hun blev født, følte jeg mig for første gang i mange år ikke alene. Det var en helt fantastisk følelse.

Men Caroline kunne ikke slappe af. Hun sov ikke om natten og så konstant til sin datter. Jonas trådte til, og allerede et år efter begyndte Caroline at planlægge endnu et barn.

Et barn mere

– Jeg har altid ønsket at få flere børn. Det lyder måske lidt forstyrret, men der er også en egoistisk tanke bag det. Hvis et af mine børn dør, har jeg mindst et tilbage. Hvis jeg ikke har børn, har jeg intet at leve for.

Men nu var hendes æg i så dårlig stand, at chancen for at få egne børn ikke eksisterede.

Den eneste chance var ægdonation og sæd fra Jonas. Og ægdonation skulle ske i udlandet, fordi det ikke var tilladt i Sverige på det tidspunkt.

– Det var hårdt. Jeg blev virkelig dårlig af hormonerne.

Efter to forsøg og en abort i uge 11 blev Caroline endelig gravid med Josefina. Hun kom til verden fem uger for tidligt ved kejsersnit.

Efter fødslen blødte Caroline meget og kom på intensiv, hvor hun gennemgik en akut operation. Hun blev ved med at undre sig over, hvor hendes datter var, om hun levede, eller om hun var død ved fødslen.

– Klokken 2 om natten gik Jonas ind på afdelingen med Josefina i armene. Han havde overtalt en natsygeplejerske til at lade dem komme ind.

Fælles ansvar

I dag er Caroline glad for, at hun ikke har børn alene. Hendes og Jonas’ forhold fungerer perfekt, de har delt forældremyndigheden, og børnene bor halvdelen af tiden med deres mor og halvdelen med deres far og hans mand.

– Jeg fik aldrig den kernefamilie, jeg drømte om, men det blev alligevel godt. Jeg har to vidunderlige børn, og Jonas er den bedste far, man kan forestille sig, siger Caroline.

Både hun og Jonas er overbeviste om, at det faktum, at de aldrig har haft en kærlighedsaffære med hinanden, kun styrker deres forældrerolle. Der er ingen stærke følelser eller uløste tvister mellem dem, der kan påvirke børnene.

– Vi håber, at vores historie kan inspirere andre, siger Jonas.

De er allerede begyndt at fortælle deres døtre om, hvordan de kom til verden, og de agter at fortsætte med at gøre det mere og mere dybtgående, når pigerne bliver ældre og vil vide det.

– Det er absolut intet, vi skammer os over. Vi er stolte af vores smukke piger, og selv om Josefina ikke har noget genetisk fra mig, er hun min datter, som jeg har båret og født. Jeg elskede begge mine piger lige fra det første øjeblik og ser ingen forskel på dem, siger Caroline.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Allas.se.