Familieliv
17. oktober 2018

Charlotte fik tre bonusbørn: "Mine egne børn trigger mig på en helt anden måde"

At blive mor har nok altid været en stor ting – og morrollen er under stadig forandring – for man er selvfølgelig også mor, når der står adoptiv- eller bonus- foran. Her fortæller journalist og forfatter Charlotte Heje Haase om at få tre bonusbørn.
Af: Charlotte Holst
opdragelse

Foto: Frederikke Heiberg/PR

– På første date spurgte Torben, om jeg ville have børn. Det var ikke noget, vi havde talt om i mine tidligere forhold, så det var ret fint, at han var så direkte. Han var 41, og jeg var 31 og i gang med karrieren. Det ville jeg gerne. ”Jamen, jeg har altså tre”, sagde han så.

– Jeg var meget spændt på at møde dem. For han havde gjort det klart, at børnene kom først, og hvis vi ikke kunne med hinanden, så var det slut. Det var da lidt hårdt, men egentlig også ret fedt, at han meldte klart ud. Men selvfølgelig var jeg nervøs. Jeg var vildt forelsket, og hvad nu hvis de syntes, jeg var en heks?

– I starten tog han sine børn med hjem til mig indimellem, når jeg ikke var der, og fortalte børnene, at det var hans venindes lejlighed. ”Men hvis du bor her nogle gange, og Charlotte så også er her, hvor sover du så,” spurgte hans yngste søn. Børn er ret gode til at regne den ud.

– Det gik godt. De var alle tre meget åbne over for mig. De yngste testede mig også. Jeg kan huske, en af drengene sagde: ”Jeg har set et billede af dig som lille, du var et meget, meget grimt barn, og jeg var et meget kønt barn”, og så så han udfordrende på mig.

– Jeg var ikke god til at sætte grænser. Et af børnene efterlyste det: ”Du skal sige nej, når du mener nej, og ja, når du mener ja.” Jeg var ikke tydelig, for jeg var bange for at være den onde stedmor. Hvis de for eksempel larmede for meget, så gik jeg en tur i stedet for at markere, at det var for meget. Så ville jeg hellere trække mig.

LÆS OGSÅ: Caroline adopterede en pige: "Jeg gik fra 100 procent afmagt til 100 procent lykke"

Gøre sig fortjent

– Jeg havde kun hørt dårlige historier om at være stedmor. Det er også et dårligt ord, fordi man tænker på ”Askepot”. Og papmor lyder kunstigt, synes jeg. Jeg kan godt lide bonusmor, for det er en bonus. I hvert fald for den voksne. Det er noget ekstra, du får i dit liv.

– Faktisk var det en ret fin måde at blive mor på, fordi jeg kunne tage det lidt gradvist. Børnene var der jo ikke hele tiden. Derfor havde jeg et helt andet overskud, og jeg havde lidt den fede rolle. Det er lettere at være bonusmor end mor, synes jeg. Mine egne børn trigger mig på en helt anden måde. En anden god ting var, at jeg fik lov at se min partner som forælder, inden jeg selv fik børn med ham. Det er jo tit dér, det går galt for folk. Når de får børn og pludselig opdager, de ikke har de samme værdier.

– Som bonusmor kan du ikke forvente eller forlange børnenes kærlighed. Du skal gøre dig fortjent til den, og den skal have lov at vokse stille og roligt. Det er vigtigt ikke at tromle hen over børnene, når du bevæger dig ind i en færdiglavet familie. De har jo ikke valgt dig.

– Vi vil gerne have en lim, der binder os sammen som familie. Her er alle søskende, vi skelner aldrig mellem hele og halve. Jeg blev lykkelig, da jeg så, at vores yngste dreng ligner Torbens ældste datter sindssygt meget som baby. Det er så rørende, det er et tegn på, at vi er en enhed.

– Hvert år laver jeg en fotokalender, og dér tæller jeg faktisk børnene, så jeg ved, der er lige mange billeder af dem. Ingen skal føle sig udenfor. Jeg har også talt med mine forældre om, at de skal give dem gaver for lige store beløb, og jeg siger: ”Husk nu at ringe til dem, når de har fødselsdag.” Der er stærke signaler i det, og det her er et hjem for alle.

LÆS OGSÅ: Illona fødte derhjemme: "Det var spøjst, smukt og trygt"

Charlotte Heje Haase. 40 år, bor på Amager. Hun har tre bonusbørn, som i dag er 13, 16 og 21 år. Hun mødte dem første gang, da de var fem, syv og 12 år. Hun er desuden mor til en pige på fem år og en dreng på ét. Charlotte Heje Haase er skrivementor, står bag podcasten ”Mor igen” og har udgivet bogen: ”Mit livs største tigerspring – En barselsdagbog”.

Læs mere om:

Læs også