Christine forklarer altid sin korte barsel på samme måde. Men sandheden er en helt anden

Christine Trærup Larsen fortæller, at hun vil gå på deltidsbarsel til en familiekomsammen. Hun er gravid med sin datter Karla, og for Christine er det ikke nogen dramatisk udmelding.

Men sætningen når knap at forlade hendes læber, før et familiemedlem fra den ældre generation er ved at få kaffen galt i halsen. Hvem skal så passe babyen, spørger hun.

Den slags reaktioner er Christine efterhånden vant til – og træt af.

Svaret på spørgsmålet er enkelt: Barnets far kan jo også være sammen med sit eget barn. Selvfølgelig. Når mor tager på arbejde, betyder det ikke, at barnet er alene. Karla har altså to forældre, griner Christine.

Da Karla var tre måneder gammel, var Christine tilbage på arbejde.

Efter tre måneder skiftede Christine mellem arbejde og barsel. Først arbejdede hun ti timer om ugen, og efter seks måneder var hun tilbage på fuld tid, mens hendes mand Emil overtog som fuldtidsbarslende far.

Christine oplevede ofte, at hendes beslutning om at vende tilbage til arbejdet, da Karla kun var få måneder gammel gav stærke reaktioner.

Hun følte, at det haglede ned med spørgsmål: Er det nu også det rigtige for babyen? Hvad med amning? Er du sikker på, du kan undvære hende?

- Der kommer altid en kommentar. Der burde som udgangspunkt ikke være noget underligt i at tilrettelægge sin barsel, så den passer bedst til en selv og ens familie. Men alle har en holdning til det, konstaterer Christine, da vi møder hende på en solskinsdag i hendes rækkehus i Greve.

Vi sidder på Christines terrasse og taler sammen. I baggrunden kan man høre naboernes børn lege i haverne, og indenfor er Karla lige vågnet fra en kort lur. Nu møver hun sig frem på stuegulvet mellem øer af legetøj, mens far og mormor holder øje.

Christine vil fortælle om hendes beslutning om at vende tilbage på arbejdet kort tid efter fødslen.

- Det er vigtigt for mig at sætte fokus på deltidsbarsel, fordi det åbenbart er kontroversielt. Jeg ville ønske, at det var acceptabelt, at man som mor tager noget tid til sig selv, når babyen alligevel sover. Om den tid så bruges på at se Netflix, strikke eller arbejde burde være underordnet.

Hun forklarer, at Emil rigtig gerne ville tage en del af barslen tidligt.

Derfor var det den rigtige løsning for deres familie, og med en kombination af deltid og hjemmearbejde kunne det rent praktisk lade sig gøre.

Men det er ikke hele sandheden. Det er rigtigt, at Emil havde et ønske om at være på barsel med Karla, da hun var helt lille. Det var bare ikke derfor, at Christine gik på deltidsbarsel.

For i virkeligheden handlede det ikke om Emil, men om Christine. Hun ønskede at komme tilbage på arbejdet.

- Når folk reagerer så voldsomt på, at jeg tidligt kom tilbage på arbejdet, føler jeg, at jeg skal retfærdiggøre det. Jeg har fortalt historien om Emil så mange gange. Det er en automatreaktion fra mig, en tale, jeg har klar. Den sidder på rygraden. Men det er en løgnehistorie.

Hvordan lyder den sande historie så? Christine løfter øjenbrynene.

- Det er et vildt spørgsmål, ler hun og holder en pause tøvende, søgende.

Så læner hun sig tilbage.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke altid set mig som en, der skulle have børn. Jeg har først vænnet mig til tanken, efter hun blev født. Jeg følte mig heller ikke særlig gravid, mens jeg var gravid. Og jeg har aldrig følt at det at blive mor ville opsluge al min tid, siger hun og fortsætter:

- Karla er en vigtig del af vores liv, men hun er ikke hele vores liv. Jeg er også stadig mig. Jeg trives ikke godt til barselsaktiviteter som babyrytmik og salmesang. I virkeligheden er sandheden jo bare, at jeg trives godt i mit arbejde. Jeg synes, jeg er dygtig til det, og jeg kan godt lide at være dygtig. Det er ikke så meget pis i det.

For Christine blev det at arbejde en måde at skabe kontrol. Mor-rollen kom med en masse opgaver, hun ikke havde prøvet før.

Hun var på udebane.

- Jeg kunne godt føle mig utilstrækkelig som mor. Meget af tiden vidste jeg ikke, hvad jeg lavede og var hele tiden nervøs for, om jeg nu gjorde det rigtigt. På mit arbejde har jeg opgaver, jeg kender. Det var en rar kontrast til al det usikre, der kom med at blive forældre.

Hun frygter, at folk vil dømme hende som en dårlig mor. Derfor vælger hun som regel ikke at dele den egentlige grund til, at hun vendte tilbage til arbejdet.

- Essensen er, at jeg er bange for, at folk insinuerer, at jeg enten ikke skulle have haft børn, eller at det er synd for Karla. Reaktionerne fra folk skubber til en grundlæggende følelse af, at jeg ikke er god nok.

Samtidig irriterer det hende, at Emil ikke får samme kommentarer. Hun føler selv, at hun konstant skal forklare sine valg, mens ingen stiller spørgsmålstegn ved hans.

En feministisk debat

Hvad er det, der gør kvinder på deltidsbarsel så kontroversielt? Christine tror, det handler om, at man ikke er vant til det. Når man får et barn, er der en særlig opskrift, man skal følge.

Faste måder at strukturere sin hverdag på, bestemte ting man skal gøre, spise og føle.

Hun oplever, at folk opfatter hendes valg som en kritik af deres måde at gøre ting på:

- Jeg tror simpelthen, at folk føler sig decideret angrebet af, at vi har valgt en anden vej i vores familie. De ser vores beslutning som et udtryk for, at vi synes, at deres måde at gøre det på er forkert.

Sådan forholder det sig selvfølgelig slet ikke, beroliger Christine. Det ene er ikke bedre end det andet, og hun har ikke lyst til at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve deres liv.

- Nogle mødre synes, det er dejligt bare at gå hjemme og virkelig dyrke moderskabet. Det kan jeg sagtens forstå. Og det skal der også være plads til. Det er ikke, fordi man skal holde deltidsbarsel. For mig var det bare det bedste.

Reaktionerne på deltidsbarslen har sat sig i Christine. Hun er blevet stædig og kampklar.

Hun tager gerne diskussionen, der i hendes øjne er en sørgelig rest fra gamle stereotype forestillinger om, at kvinden hører til i hjemmet, og at hun fra naturens side er bedst til at passe på børnene.

- Jeg skal være ærlig og sige, at jeg gør det her, fordi jeg synes, det er vigtigt, at der er nogen, der tager den her deltidsbarsel. For mig er det også en feministisk debat. Vi skal simpelthen bare have lov til det.

Hvis Karla en dag skal være storesøster, vil Christine gå på deltidsbarsel igen. Måske vil hun endda starte på arbejde tidligere.

Alligevel vil hun ikke anbefale ordningen til alle. Det kommer an på barnet og familien, forklarer hun. Folk skal gøre det, der er rigtigt for dem selv.

Mod slutningen på samtalen, sætter Christine et punktum:

- Det hele kan koges ned til, at jeg ikke orker at høre, at jeg har valgt forkert. At jeg er forkert. Og det skal andre heller ikke høre fra mig.