Familieliv
28. oktober 2024

De her mødre får hurtigere lønstigninger

Trods senere jobstart opnår studerende mødre hurtigere lønstigninger end dem, der venter med at få børn.
Af: Kamilla Kilias
Kvinder, der læser

Foto: Unsplash

Er du kvindelig studerende med store ambitioner for både karriere og familie, så er der god grund til at læse videre.

Forskere fra blandt andet Aarhus Universitet har sammenlignet kvinder, som får deres første barn, mens de læser en mellemlang uddannelse, med kvinder, som først stifter familie, når de er færdige med studierne. Det skriver Politiken.

Sammenligningen viste, at de, der bliver mødre under uddannelsen, i snit begynder deres arbejdsliv to et halvt år senere og dermed starter med at være bagud på løn.

Men - og det her er et vigtigt men - forskerne har opdaget, at de studerende mødre stiger markant hurtigere i løn, når de så først er begyndt i job.

Deres løn stiger i snit med 2,1 procent om året, mens kvinder, som får deres første barn efter uddannelsen, i snit stiger 1,2 procent i løn om året, skriver Politiken og henviser til studiet.

Forskellen i lønstigning betyder, at de studerende indhenter og overhaler de andres løn, når de nærmer sig 40 år.

Astrid Würtz Rasmussen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, påpeger, at det ikke nødvendigvis er det at blive mor tidligt, der sikrer en større løsningstigning.

Hun siger, at de studerende mødre ofte har bedre forudsætninger allerede fra gymnasiet.

- Vi kan se, at de, der får børn, mens de studerer, ofte står bedre end gennemsnittet, når vi blandt andet ser på, hvilket karaktergennemsnit de har med fra gymnasiet, og hvilket uddannelsesniveau deres forældre har, siger hun til Politiken.

Læs mere om:

Læs også