Den aften Bolette kyssede Ralph første gang, vidste hun ikke, at han netop havde købt nabolejligheden
Foto: Hanne Juul
Der er lys i begge lejligheder på første sal på Stenvinkelsvej i Helsingør. Mens Ralph har arbejdet på hjemmekontoret til højre, er Bolette netop kommet hjem fra arbejde i lejligheden til venstre.
Bare få centimeter adskiller deres hoveddøre, og derfor kræver det kun et enkelt skridt, før Ralph er hjemme hos sin kæreste.
– Hvis vi bliver irriteret på hinanden, kan Ralph godt finde på at gå ind til sig selv. Så kommer han igen, når han lige er dampet af, griner Bolette og pointerer, at det er sjældent, at bølgerne går højt.
Faktisk har parret de seneste 16 år været enige om det meste – også at bo side om side i hver sin lejlighed.
Bolette var for nylig blevet skilt, da hun flyttede ind i lejligheden i Helsingør. De havde en weekend haft arbejdsdag i ejendommen, og Bolette valgte at tilmelde sig den afsluttende fest om aftenen, hvor hun i den løsslupne stemning fik øje på Ralph.
De kom til at sidde ved siden af hinanden, og deres fælles interesse for mad gav dem hurtigt et samtaleemne. Hurtigt kunne Bolette mærke, at manden ved siden af hende var mere end almindelig interessant.
– Jeg kan huske, at jeg grinede lidt for entusiastisk af det, han sagde. Så da jeg havde snakket med ham i kort tid, vidste jeg, at han var noget for mig, fortæller 51-årige Bolette Frederiksen.
Ralph skynder sig at indskyde, at der ikke skete andet den aften. Men allerede dagen efter var de sammen igen.
Ralph, der allerede på det tidspunkt havde sat sin underskrift på kontrakten til Bolettes nabolejlighed, ventede alligevel et par dage med at sige det til hende.
– Jeg havde en kortvarig tanke om, at det kunne blive akavet, hvis forholdet ikke holdt, eller vi blev uvenner. Men da jeg sagde det til Bolette, havde hun på ingen måde de samme bekymringer, fortæller 51-årige Ralph Majgaard Jensen.
– Jeg har aldrig været uvenner med tidligere partnere, så jeg tænkte, at det var vildt smart og hyggeligt, at vi skulle bo lige ved siden af hinanden, fortæller Bolette.
Sover hos Bolette
Der var en del kommentarer om deres forhold de første par år. Folk omkring dem kunne ikke forstå, hvorfor de ikke bare flyttede sammen. Men i deres hverdag gav deres boligsituation god mening.
– Vi elskede begge to vores lejligheder, og de var for små til at flytte sammen i den ene. Så det fungerede jo egentlig bare som en fireværelses lejlighed med den gode mulighed for, at den ene af os kunne trække sig tilbage, hvis der var behov for det, fortæller Bolette.
I starten af forholdet havde de forskellige husholdninger. Men som tiden gik, begyndte deres hverdage at smelte mere og sammen. De begyndte at sove hver nat hos Bolette, og det var også i hendes køkken, at de tilberedte aftensmaden.
Lige så langsomt begyndte Ralphs lejlighed mere at fungere som lager for diverse køkkenmaskiner, og det ekstra køleskab var ofte fyldt med drikkevarer, der ikke kunne være i Bolettes køleskab.
– I bund og grund har vi bare indrettet os i forhold til, hvad der har givet mest mening. Det var ikke et ’must’ at vi skulle flytte sammen. For hvorfor det, når det jo fungerede så fint, fortæller Bolette.
Én ting har de dog holdt adskilt hele tiden, nemlig at bruge deres eget toilet. De vasker også hver deres tøj, og hvis sendefladen på fjernsynet bliver overtaget af noget, der ikke interesserer Ralph, lister han ind i sin egen stue.
Her har han også indrettet sit hjemmekontor, og selv om han elsker at tilbringe aftenerne i Bolettes lejlighed, nyder han også, at han kan lukke døren og arbejde i fred.
– Jeg har jo en nøgle til hans lejlighed. Så hvis jeg virkelig vil ind, kommer jeg det, griner Bolette, der kan se mange fordele ved, at de har fastholdt deres to lejligheder.
Når Ralphs familie er på besøg fra Fyn og Jylland, kan de tilbyde dem deres egen lejlighed, og hvis Bolette har venindeflokken ovre til middag, behøver Ralph ikke at være en del af selskabet.
Nyder at lave mad
Når de tænker tilbage, kan de ikke komme i tanke om ret mange konflikter i deres parforhold. Men på ét punkt, har der været gnidninger - i bogstavelig forstand.
– Vi elsker begge at lave mad, og da jeg ikke har særlig megen plads, kan der godt komme diskussion om, hvem der skal gøre det, og hvordan det skal gøres. Hvis vi begge står derude, kan det hurtigt blive for presset, fordi vi begge gerne vil have plads, forklarer Bolette.
Her kommer den ekstra lejlighed og især køkkentrappen dem til gavn. For i stedet for at gå bag om ryggen på Bolette, har Ralph flere gange valgt at gå ad køkkentrappen og gennem sin egen lejlighed for at komme hen til køleskabet.
Gennem årene har de flere gange snakket om at slå de to lejligheder sammen, så de kunne få et større køkken. De har fået lavet tegninger, men hver gang er deres drømme ikke blevet 100 procent opfyldt.
I stedet er pengene blev brugt på rejser og oplevelser, men som tiden gik, har de begge haft svært ved at lægge drømmen om det store køkken på hylden.
De har flere gange udelukket at flytte, da de elsker området, der ligger på en rolig gade, centralt i Helsingør.
Men de blev enige om, at det ikke kunne skade at se, hvad der var af større boliger på markedet. De kiggede i rundt i området og har fundet et hus, der ligger knap en kilometer fra deres nuværende bopæl, og som passer til deres behov.
Har knaldet naboen
Derfor har de nu sat deres to lejligheder til salg. Under overskriften ’Hjælp – vi har knaldet naboen’, har de med humor høstet en del likes og kommentarer for deres utraditionelle boligannonce, og selv en ejendomsmægler i området har været imponeret over deres salgsstrategi.
– Vi kunne jo lige så godt bruge vores lidt specielle boligsituation til vores fordel. Så det var enten vold eller sex. Det sidste gav mest mening, fortæller Ralph.
Mens de venter på, at deres boliger bliver solgt, prøver de mentalt at indstille sig på, at en æra er slut, og en ny skal begynde. Men selv om de i mange år har haft hver deres adresse, er de ikke nervøse for at bo permanent under samme tag.
De har flere gange testet det i deres fælles kolonihavehus, hvor de har boet på få kvadratmeter, og de har også haft en god snak om, hvilke behov de hver især har til deres fælles bolig.
Mens Bolette ikke har behov for noget, der kun er hendes, er det afgørende for Ralph, at han har et sted, hvor han kan lukke døren og have de ting, som han ønsker. Om de fortsat skal have hver sit toilet, er de dog ikke helt afklarede med.
– Det er jo altid rart med to badeværelser. Men jeg tror også, at tiden er inde til, at vi kan dele et, griner de.
Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.