Familieliv
1. november 2024

"Den første lange tid sad jeg som en bjørn i et hjørne med babyen og knurrede af alle, der nærmede sig"

Skilsmisse­procenten har i årtier ligget på knap 50 procent. Er det måske på tide at gøre op ­med tanken om “til døden os skiller”, eller har vi ganske enkelt for høje forventninger til ægteskabet?
Af: Stinne Kaasgaard
Anne Sofie Allarp

Foto: Sif Meincke

Anne Sofie Allarp blev gift første gang, da hun var 27 år. Hendes mand var 24, og at ægteskabet også var en praktisk foranstaltning, lægger hun ikke skjul på.

Hun havde fået et job i Afrika, og det var nemmere at få opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle end som kæreste.

Alligevel var det en stor sorg, da parret blev skilt efter at have været sammen i fire et halvt år.

Kort om Anne Sofie Allarp

51 år.

Journalist, jurist, politisk kommentator og debattør.

Tidligere vært på podcastserierne “Skyggekvinder”, “Styr på historien” og ”Er der liv på Venus”.

Har en politisk og international karriere bag sig, bl.a. i Europa-Kommissionen og Socialdemokraterne.

Forfatter til en række bøger.

– Vores ægteskab var en smule forceret pga. afrejsen, men vi var meget glade for hinanden, og derfor var det også sorgfuldt, da vi blev skilt. Jeg synes, vi var lidt for unge, siger Anne Sofie Allarp.

Kort efter skilsmissen rejste hun til Indien, hvor hun blev i lang tid og festede en del for at komme væk fra sorgen.

– Jeg kan huske, at jeg fik taget nogle meget triste Diana-billeder foran Taj Mahal, hvor jeg ser enormt ked ud af det, siger hun, med henvisning til dengang prinsesse Diana i 1992 blev fotograferet alene på en bænk foran det historiske monument, samme år som hun senere blev separeret fra prins Charles.

– En skilsmisse er lidt som et dødsfald. Han var jo min bedste ven, og vi havde oplevet en masse ting sammen, siger Anne Sofie Allarp.

De to ses ikke i dag men tjekker en sjælden gang op på hinanden og har en perifer, men god relation.

Men det er ikke det eneste ægteskab, og heller ikke den eneste skilsmisse, Anne Sofie Allarp har oplevet.

Halvandet år efter skilsmissen mødte hun i 2004 en gammel flamme, som hun havde haft et kortvarigt forhold til syv år tidligere.

Parret fandt sammen igen og blev gift i 2007.

– I begyndelsen var vores forhold enormt godt. Vi har altid været meget tiltrukkede af hinanden og har haft det sjovt sammen. Jeg har stor respekt for ham, og han er en meget humoristisk og charmerende mand, siger hun.

Det tog næsten tre år for Anne Sofie Allarp at blive gravid med sin datter, Alma.

Yderligere tre år efter kom sønnen Ruben, som hun beskriver som et mirakel, fordi hun havde forventet, at det ville kræve en længerevarende fertilitetsbehandling for hende at blive gravid igen.

– Vi var virkelig ikke gode til at have børn sammen. Det var ikke kun derfor, vi gik fra hinanden, men det var nok en af grundene. Jeg havde en frygtelig fødsel, og den første lange tid sad jeg som en bjørn i et hjørne med babyen og knurrede af alle, der nærmede sig, inklusive ham. Jeg var nok ret traumatiseret, siger hun.

Anne Sofie Allarp blev derfor, som hun siger, “default-forælderen”, både mens de var gift, og efter de blev skilt.

– Sådan har det været siden. Han er til stede i børnenes liv, og de elsker ham og omvendt, men det var bare de roller, vi fik.

Egne behov til sidst

I årene op til skilsmissen blev de desuden ramt af “et væld af katastrofer” i nær familie og omgangskreds.

Sygdom, dødsfald, en nevø, der blev hjerneskadet efter fødslen.

– Det regnede ned over os med undtagelsestilstand i de år, og det var meget hårdt. Det var umuligt for os at overleve en del af de ting. Vi var begge megastress-påvirkede, siger Anne Sofie Allarp.

Op mod deres brud i 2015 blev hendes far alvorligt kræftsyg og døde.

Få dage efter begravelsen besluttede hun, at hun ville skilles.

Der var børnene henholdsvis to og fem år. Det var ikke en pludselig indskydelse.

– Jeg er ret stædig, så jeg trak den virkelig langt. Nogle vil måske mene, at jeg skulle have forladt det ægteskab tidligere. Vi kvinder har det med at være hårde dommere over os selv. Men jeg tror meget på, at ting har deres egen orden. Hvis jeg var gået tidligere, havde jeg f.eks. ikke fået min søn, siger hun.

Parret blev boende sammen i to år efter skilsmissen, hvor de boede på hver deres værelse.

Det var en pragmatisk løsning, der gav mening, da børnene var så små.

– Jeg har det sådan, at når man vælger at sætte børn i verden, og man derpå vælger at blive skilt, skal man strække sig virkelig langt for at få det til at fungere. Jeg synes simpelthen ikke, at man kan tillade sig at skabe konflikt med to børn i midten af det hele, siger hun og tilføjer:

– Vi har ikke haft særlig store problemer med vores skilsmisse. Men det skyldtes også, at det, i hvert fald fra min side, simpelthen har været prioritet nummer ét. Så måtte mine egne behov og følelser vige.

Ingen kæreste i fremtiden

Et af kompromiserne har været, at Anne Sofie ikke har haft en kæreste siden skilsmissen for 10 år siden.

Og hun har umiddelbart heller ingen planer om det, selv om børnene i dag er knap 12 og 15 år.

– Jeg havde været i forhold mere eller mindre nonstop i 15 år, så jeg havde et behov for ikke at skulle forholde mig til en anden voksen herhjemme. Det var vigtigt for mig at sørge for, at mine børn ikke skulle forholde sig til en ny voksen. De skulle kunne gøre krav på, at deres mor var der for dem først, siger hun.

Hun har siden oplevet mange gange, at folk enten har forsøgt at bringe hende sammen med en ny mand, eller at de har syntes, det var synd for hende. Det sidste er hun sådan set enig i.

– Der var altså virkelig meget, der var synd for mig, eller ret hårdt i den periode. Mine ægteskaber har også været underskudsforretninger rent økonomisk. Samtidig har jeg jo på mange andre områder haft et meget privilegeret og sindssygt spændende liv, så jeg synes faktisk ikke, at jeg kan klage.

Læs mere om:

Læs også