Familieliv
1. maj 2019

Derfor skal du tale om sex med din teenagedreng: ”Porno er den eneste reference, de har”

Drenge skal stoppe med at se sex som en præstation, mener den svenske sexolog Inti Chavez Perez.
Af: Silje Helgesen, kk.no. Oversat af redaktionen
Mor og søn taler sammen

Foto: Panthermedia

- De fleste drenge stiller almindeligvis ikke så mange spørgsmål om sex, men det betyder ikke, at de ved alt eller ikke undrer sig over noget. De fleste unge drenge har rigtig mange spørgsmål om både sex og deres egne kroppe – og kæmper med en masse uro omkring det.

Det siger den svenske seksualvejleder Inti Chavez Perez til kk.no, som med den nye bog ”Respekt. En sexbog for drenge” gerne vil være en konkret kilde til viden om seksualitet set ud fra et drengeperspektiv – noget, han mener, der er stor mangel på i dag.

Han peger på porno som drengenes eneste kilde til information.

- Og sex er ikke som i pornofilm. Det tror jeg mange drenge ved, men porno er alligevel til den eneste reference, de har. Når man har sex, er det vigtigt at huske, at der er to aktører, der sammen skal gøre deres for, at det bliver en god oplevelse. Kommunikation er utroligt vigtigt, og det er noget af det, jeg ønsker at formidle, siger han.

Inti Chavez Perez bog er bygget op på den måde, at man følger udviklingen hos drenge, lige fra de begynder at blive nysgerrige på deres egen seksualitet tidligt i puberteten, til at temaer som porno, abort og prævention bliver mere aktuelle. Han lægger også stor vægt på, at man ikke altid ved, hvilket køn man tiltrækkes af.

Feminisme

Allerede sidst i folkeskolen blev Inti Chavez Perez interesseret i viden om seksualitet. Han syntes, det var hårdt at være teenagedreng, og oplevede, at drengene i omgangskredsen opførte sig skidt overfor hinanden. Alt føltes som en konkurrence, og lige så snart man ikke passede ind i gruppen, blev man bagtalt.

I omklædningsrummet blev man rangeret efter, hvem der havde de mest markerede muskler eller den største penis, og man var i hvert fald ikke en rigtig mand, før man havde haft sin seksuelle debut.

Inti Chavez Perez syntes ikke om mentaliteten og kom i kontakt med feminismen, som gjorde, at han blev i stand til at sætte ord på sine egne oplevelser.

- Som dreng er det en del af ens rolle, at man skal være ekspert – uanset hvad det drejer sig om – også sex. Man skal ligesom vide, hvordan alting fungerer, og have erfaring med alle slags stillinger og metoder.

- Derfor holder man sine spørgsmål for sig selv, så det at få svar på, hvor stor en ”normal” penis er, eller hvorfor man er så liderlig, håber jeg, kan hjælpe mange, siger han.

- Vi skal fjerne opfattelsen af, at sex skal være en præstation. Mange drenge føler, at de ikke er gode nok, hvis de ikke føler, de er gode til sex. Har man svært ved at få den op at stå, er det let at tænke, at det er verdens undergang, siger han.

LÆS OGSÅ: Akavet, men nødvendigt: 8 tips til at tale om sex med din teenager

Nyttig for teenageforældre

Det kan føles både vanskeligt og pinligt at tale om sex og kærlighed med sine børn. Mange forældre synes, det er svært at vide, hvor grænsen går og er bange for at bevæge sig for langt ind i den private sfære. Inti Chavez Perez synes alligevel, at man bør forsøge sig frem. Hvad kan man sige, og hvor meget kan man sige, før ens teenager er ved at dø af pinlighed? Udforsk og lær af det. Det går måske ikke så godt første gang, man bringer emnet på bane, men måske lykkes det i tiende forsøg.

- Som forælder kan det føles nemmest bare at tie om sex, men når der opstår udfordringer i livet, kan det blive svært, hvis en teenagedreng ikke ved, hvor han har sine forældre. Det er vigtigt for ham at vide, at du er der for ham, hvis han skulle blive ulykkeligt forelsket, hvis kammeraterne synes, hans tissemand er for lille, eller hvis han ved et uheld har gjort en pige gravid, siger Inti Chavez Perez.

- Men hvordan skal man tage snakken så?

- Jeg har en stor tro på, at flere små samtaler fremfor én stor samtale om blomsten og bien, er vejen frem. Man kan f.eks. tale om det, der er aktuelt lige nu – er en af deltagerne i Paradise Hotel f.eks. blevet udsat for seksuel chikane? Så kan I tale om det. Eller er nogen blevet gravide ved et uheld? Tal om det. Sig din mening, og hør, hvad din teenager synes om det samme emne, siger han.

Sexolog Siv Gamnes sier til kk.no, at de fleste børn begynder at tænke på sex og deres eget køn længe før, vi voksne måske tror, de gør det. Hun mener, det er svært at sætte en grænse for, hvad der er privat, og hvad der er fornuftigt at tale om, men at man altid skal gå efter, hvad ens søn har lyst til at fortælle. Man kan ganske hurtigt fornemme, hvis det bliver for privat.

- Hvor meget de ved om emnet er individuelt. Én 14-årig behøver ikke at have særlig meget viden på området, mens en anden i samme alder kan have haft sin seksuelle debut. Og så er det pludselig for sent at tage snakken, siger hun og understreger:

- Man ved aldrig, så man må føle sig frem. Jeg synes, man skal vise, allerede i en tidlig alder, at der er plads til at tale om ”pinlige” ting, uden at det gør noget.

Mere end sex

Det er sexolog Ulla Aasland enig i. Hun mener, man bør tale med sit barn om seksualitet allerede i førskolealderen. Seksualitet er nemlig så meget mere end kun at have sex.

- Det handler også om at blive fortrolig med sin egen krop og egne og andres grænser. Det handler om at respektere sig selv og andre, fordi vi bærer seksualiteten med os gennem hele livet og i alle livsfaser, siger hun.

Ulla Aasland tror på, at mennesker, der har et velfungerende og sundt forhold til deres egen og andres seksualitet og kroppe, er bedre rustet til at varetage deres sundhed gennem hele livet.

LÆS OGSÅ: 7 ting, der gør dig til en pinlig mor - ifølge din teenager!

Læs op

Et tip til dem, der gerne vil bringe nogle af temaerne op derhjemme, er, at læse bøger om sex og se dokumentarfilm for at forstå, hvordan unge drenge tænker. Inti Chavez Perez mener også, det er vigtigt at gøre information mere tilgængeligt derhjemme, f.eks. ved at lægge bøger om sex i boghylden uden at sige noget. Så vil teenagedrengen garanteret bladre i den, når han er alene hjemme.

På køleskabet har man tit telefonummeret til det lokale pizzaria – men man kan også hænge nummeret til en sexrådgivning op, siger Inti Chavez Perez.

Styr på egen seksualitet

- Hvad har du lært af at skrive bogen?

- Jeg har faktisk lært meget - og det mest interessante har været interviewene med pigerne. Jeg ved naturligvis selv, hvordan det er at være teenagedreng, og mange af de ting, drengene taler om, har jeg selv været igennem. Men når pigerne fortalte om, hvordan det er at være pige, og hvordan de ser på drenge - det var meget interessant, siger Inti Chavez Perez og uddyber:

- Hvis jeg tænker tilbage til, da jeg var teenager, så snakkede piger ikke så meget om, hvad havde lyst til at gøre seksuelt. Men da jeg lavede disse interviews, blev jeg faktisk utrolig overrasket over, hvor godt styr de har over deres egen seksualitet. De ved nøjagtigt, hvad de vil, hvad de synes er godt under sex, og hvad de overhovedet ikke kan lide. Piger snakker tydeligvis meget mere sammen om sex.

Læs også