Forfatter: Jeg er overrasket over, hvor tys-tys og mystisk det stadig bliver betragtet at leve som os

Ved skovbrynet på en grusvej ligger et hus, der ikke ligner de andre bondehuse på vejen.

Det er en gammel, prangende villa i nationalromantisk stil med en majestætisk indgangstrappe, der leder op til en dør mellem to søjler. Over døren hænger en plade, her har husets navn stået, men skriften er udvisket, så man ikke kan se, hvad der står.

Forfatter Dy Plambeck ved dog, hvad der står, for det er hendes hus. For nogle år siden fik hun hjælp af en arkivar til at kortlægge husets historie.

– Vi fandt frem til, at det var en tjenestepige fra København, der hed Gunhild, der byggede huset. Hun blev gravid med herren i huset, og for at få hende af vejen gav han hende nogle penge.

– Hun fødte sit barn på Stiftelsen og tog herop til landsbyen, købte grunden for pengene, hun havde fået. Og så byggede hun det her hus til sig selv og sin søn.

Dy Plambeck kalder huset ”vidunderligt”, og det er også imponerende at træde ind i. Indenfor er der lyst og indbydende, store dobbeltdøre kan åbnes ud til en enorm have.

Dy Plambeck taler begejstret om tjenestepigen med sønnen, og om hvordan pladen over skiltet rummer ordene ”Gunhildshus”.

– En dag opsøger herren i huset hende, og de bliver gift, men han får aldrig lov til at stå på skødet. Det er så inspirerende en historie. Gunhild er en handlekraftig kvinde.

– Tænk at være tjenestepige og så tage herud og bygge sit eget hus for senere at nægte sin mand at stå på skødet. Jeg føler en stor forbundethed med hendes insisteren på at være hovedperson i sit eget liv.

”Er Dy Plambeck hovedperson i sit eget liv”, spørger jeg hende. Hun griner højt og slår ud med armene: ”Altså ...”

Forfatteren, der er både populær blandt læserne, anmelderrost for sine bøger og netop nu aktuel med ”Mod midnatssolen”, er i andre interviews beskrevet som en stærk kvinde, der går på jagt og kører sportsvogn. Det hele er sådan set rigtigt nok, siger Dy, og selv om det efterhånden er længe siden, hun har gået på jagt, holder der en lækker bil i indkørslen.

– Nu, hvor der er så mange børn i mit liv, er jeg meget lidt hovedperson i alt det, der handler om det praktiske, og at alle mulige andre har behov, der skal opfyldes.

– Men alligevel synes jeg bestemt, jeg er hovedperson i mit eget liv. Jeg træffer selv valgene om, hvad jeg vil og gør i mit liv, siger hun efter lidt tænketid.

At der er kommet mange børn i Dy Plambecks liv, er bestemt ikke en underdrivelse. Man må holde tungen lige i munden, når hun taler om sit liv og den familiekonstellation, hun er i.

Dy Plambecks familie består nemlig af hendes to egne børn, det ene barn har hun med sin ekskæreste og det andet med sin nuværende kæreste. Derudover er der tre bonusbørn.

– Det var ikke rigtig en mulighed, at min kærestes tre store teenagepiger flyttede herud i skoven. Og det var heller ikke en mulighed, at jeg flyttede ind til København.

– Jeg var nærmest lige flyttet herop og havde selv sat huset i stand. Vi har lavet den konstellation, at den uge, min kæreste har sine tre store piger, bor de fire primært i København. Og jeg bor med mine to døtre her.

– Og den uge, min kæreste ikke har sine piger, bor han mere her sammen med mig, min store datter og vores fælles datter Elizabeth. Selv om Elizabeth på toethalvt år har forældre, der er kærester, er hun jo faktisk lidt et skilsmissebarn. Vi prøver at gøre meget for at ses, også i de uger, vi ikke bor sammen, men nogle gange ser hun kun sin far hver anden uge, fortæller hun.

Når noget er tys-tys

I hendes nye bog er familiekonstellationen også det, mange vil kalde ”alternativ”. Her har hovedpersonen Amy, ligesom Dy Plambeck, børn med en mand, hun er skilt fra – og samtidig har hun et lille barn med sin nye kæreste, der bor i Norge.

– Jeg må simpelthen sige, at jeg er meget overrasket over, hvor tys-tys og mystisk det stadig bliver betragtet at leve i sådan en moderne konstellation.

– Da jeg skulle finde inspiration til ”Mod midnatssolen” ud over min egen personlige historie, havde jeg jo masser af veninder og gode bekendte, der lever i moderne konstellationer, men jeg har simpelthen haft så svært ved at få nogen til at tale om besværet ved det.

– Det har været lettere for mig at finde nogen, der ville fortælle mig om, hvordan man dyrker pot, end at finde nogen, der vil fortælle om, hvordan de egentlig har det med at være bonusmor, eller hvad de egentlig synes om deres kærestes børn. Det er bare ikke et rum, nogen vil gå ind i. Man tier om det.

Det er tydeligt, at Dy Plambeck ikke bryder sig om, at noget er ”tys-tys”.

I sin forrige bog, ”Til min søster”, der vandt Politikens Litteraturpris, brænder to kvinder med Dys egne ord kernefamilien ned til grunden. Den ene får et barn alene, den anden går fra en voldelig mand.

I interviews udtalte Dy sig kritisk om kernefamilien, men der er sket noget i hende, fortæller hun. Hun kan bedre se, hvad det er, kernefamilien kan.

– I kernefamilien taler alle fra et sted, hvor der er kærlighed. Kærligheden er givet. Man kan godt vokse op i en kernefamilie og have det dårligt, men der er stadig kærlighed, og man elsker de samme børn. Hvor, hvis man går ind i de her andre konstruktioner, bliver tingene langt mere komplicerede. I en moderne familie sker det meget sjældent, at alle er glade på samme tid, ikke?

– Hvis man for eksempel skal have et barn i en kernefamilie, siger vennerne og familien: ”Ej, hvor er det dejligt for jer”. I en moderne familie er det ikke nødvendigvis noget, alle bliver glade for, skal man forstå. Der kan være ekspartnere eller børn i den sammenbragte familie, der ikke synes, det er særlig fedt.

Alle var velkomne

Dy Plambeck er selv et ”kernefamiliebarn”. Hendes forældre har været sammen i 50 år og bor stadig i det hus, Dy voksede op i. De mødtes, da Dys far var DJ på et diskotek, og moren kom for at danse. Sammen fik de Dys storebror og Dy.

– Jeg kommer fra en kernefamilie, men også fra en familie med meget rummelige forældre. Min mor var folkeskolelærer, og min far havde en entreprenørvirksomhed, hvor der altid var nogen, der var i flexjob. Mange af dem var sådan nogle typer, der var faldet uden for samfundet, og der kom alle mulige slags mennesker i vores hjem.

– I mit barndomshjem var alle velkomne. Jeg har det meget svært ved ikke at være velkommen til det hele.

– I en sammenbragt familie er du ikke altid velkommen til alting. Det gælder både voksne og børn. Hvis min kærestes datter for eksempel holder afslutning på sin efterskole, skal det først høres med den ene og den anden, om det er okay, at jeg skal med.

Dy Plambeck vejer tydeligvis sine ord, når hun taler om sin alternative familieform.

Bag logistik og praktik, ugeplaner og aftaler, er der familiemedlemmer med følelser, der skal tages hensyn til, hvad end det er bonusbørn eller ekskoner, ny kæreste eller egne børn. Det gælder også Dys ekskæreste, som er far til hendes første barn.

De mødte hinanden i Afghanistan, hvor Dy var på reportage for Weekendavisen, og han var kampsoldat – og siden fik de datteren Ingrid sammen. I 2018 gik de imidlertid fra hinanden, og samtidig var en drøm i Dy begyndt at spire.

Hun var træt af byen, af altid at møde de samme mennesker og gå på de gader, hun havde gået på i 20 år, siden hun flyttede fra barndomshjemmet i Buresø.

– En af mine bekendte boede længere nede ad vejen her i Kirkelte, og jeg besøgte hende en dag. Vi gik op ad den lille grusvej, og så var huset der. Pludselig mærkede jeg: Det hus skal jeg bo i.

– Så skrev jeg en seddel om, at jeg gerne ville købe huset, hvis det en dag skulle sælges – og smed sedlen i postkassen. Der gik tre dage, og så ringede de tidligere ejere og sagde, at det måtte være kosmos, for de havde lige talt om, at de ville sælge huset.

Dy købte huset, hvor hun flyttede ind med datteren Ingrid. De boede sammen, de to, i det store hus ved skoven, hvor der var buldrende mørkt omkring dem om natten. Det var noget, der måske engang havde bekymret Dy, som var urolig som barn og ung.

– Jeg tror altid, mine forældre har vidst, at jeg har været anderledes. Det er jo mærkeligt, for hvordan ved man det? Men man kan se det som forældre.

– Jeg kan også se det med min store datter. Hun er også anderledes end pigerne i hendes klasse. Mine forældre så nok på mig og tænkte: ”Hun er anderledes, hvad stiller vi op med det?” Jeg havde en enorm sårbarhed som barn, og jeg var ofte bange.

– Mine bedsteforældre boede også i Buresø, og min farfar kom altid med Ekstra Bladet til min far. Min mor måtte på et tidspunkt bede ham om at lade være med det, for jeg blev bange af historierne om mord, katastrofer og den slags. Jeg havde nok en forestilling om, at jeg skulle tage mig af verden, siger hun og fortsætter:

– Jeg har ikke længere den uro eller frygt i mig. Jeg er kommet på plads i mig selv. Jeg har nok været god til at prøve en masse ting af, selv om jeg har været bange for det.

– Jeg har rejst til forskellige såkaldte brændpunkter f.eks. til Afghanistan, mens der var krig. Jeg var da bange, men jeg gjorde det alligevel, og jeg fandt ud af, at det kunne jeg godt klare.

At Dy Plambeck kan klare sig selv, er man ikke i tvivl om.

Foruden at rejse til Afghanistan har hun også boet alene i New York. Da hun blev student, fik hun en flybillet af sine forældre og rejste alene til New Zealand. Det var her, hun begyndte at skrive.

Siden kom hun ind på Forfatterskolen, og i 2005 kom debutdigtsamlingen ”Buresø-fortællinger”.

– Jeg er opdraget til, at man skal klare sig selv. Mine forældre havde måske lidt skrupler i starten med, at jeg ville være forfatter. Min far spurgte mig engang, om jeg forestillede mig, at mine fremtidige børn skulle leve af havregrød? Men da jeg beviste for dem, at jeg kunne klare mig selv, blev de rolige.

Dy levede nogle år alene med sin datter i huset ved skovbrynet. Og så en dag var han der pludselig: Magnus. Ham, der nu er hendes kæreste og far til hendes yngste barn.

På Kulturmødet på Mors sad han sammen med nogle mennesker, som Dy også kendte, de faldt i snak, ”og det var egentlig det”, som hun siger. Et halvt år efter skrev Magnus til hende, om hun ville mødes.

– Det havde jeg ikke tid til. Jeg var ved at udgive ”Til min søster”. Så der endte med at gå næsten et år, fra vi mødtes første gang, til vi gik ud på date. Men så har vi til gengæld været sammen lige siden.

Og du turde godt forelske dig igen efter dit første brud?

– Ja, det turde jeg faktisk godt. Men jeg er også lidt typen, der kaster mig hovedkulds ud i ting. På det tidspunkt tænkte jeg ikke, at Magnus og jeg skulle have en familie, jeg tænkte bare: ”Her er en sød fyr”.

– Jeg tænker generelt nok ikke så langt frem. Jeg er meget til stede lige nu og her.

– Jeg har aldrig tænkt, at det var min skæbne at skulle have mand og barn. Det ville også være et vidunderligt liv uden børn, og jeg kunne da finde på mange ting, jeg gerne ville. Så for mig, der tænkte: ”Arh, måske skal jeg ikke rigtig have en familie”, og så pludselig at have en familie på syv mennesker, det er altså lidt voldsomt. Vi kan ikke engang være i en almindelig bil, siger hun og griner:

– Men det er også vidunderligt. Og det har været fantastisk at opleve, at min kærlighed bare har udvidet sig. Nu er der fem børn, som jeg elsker.

Konstellation med Magnus, ekspartnere og fem børn kræver meget logistik – og så kan konstellationen være svær for andre at forstå.

– Hvis man havde været mere klassisk tænkende, havde man nok tænkt, at Magnus og jeg skulle flytte sammen, da vi fik vores barn. Der er også mange, der stiller sig uforstående overfor det, og jeg vil da også sige, at der er en pris forbundet med det. Der er så meget logistik med fem børn og to voksne, der skal alt muligt forskelligt.

– Og så er der dét med, at Magnus ikke ser sin datter lige så meget, som hvis vi boede sammen. Det, synes han, er en stor og svær ting. Og for mig, der er meget alene med to børn på toethalvt og ni år, kræver det også noget.

I ”Mod midnatssolen” følger man Amy på tur til Norge med to veninder og sine børn. De skal til kæresten Mats barns fødselsdag, og det sætter det hele på spidsen. På et tidspunkt siger Amys ene barn: ”Jeg er jo med i fire familier. Mors familie, min egen familie, fars familie og Trudes familie”.

Det får Amy til at tænke: ”Selv havde jeg svært ved at finde ud af, hvilken familie, jeg var med i”. Det kan nemlig godt være, Amy er sammen med kæresten Mats, der bor i Norge, og har et lille barn med ham, men samtidig er hun også qua sine to andre børn i familie med sin eksmand.

– For mig er ”Mod midnatssolen” en roman, der handler meget om parforhold. Den handler om, at vi mennesker igennem et liv når at være sammen med og i familie med flere forskellige. Det har jeg i hvert fald været. Og de mennesker bliver ved med at leve i én, selv om de forhold er afsluttede.

– Min hovedperson har nok i starten en lidt naiv opfattelse af, at et forhold må slutte – at når det er slut, så er det slut. Men hun finder ud af, at forholdene ikke afvikles.

Har du også selv været lidt naiv?

– Ja, det tror jeg. Jeg har nok lidt demonstrativt tænkt, at når en kærlighedsrelation sluttede, så sluttede den. Men jo ældre, jeg er blevet, jo mere må jeg indse, at de stadig lever i mig.

– Jeg kan også vågne om natten og længes efter én, jeg elskede for mange år siden, ligesom min hovedperson gør i romanen. Jeg kan nogle gange drømme om en gammel kæreste, som jeg ikke har tænkt på i over 15 år. Så dukker han op. Og hvorfra, spørger man sig selv? Det er nok fra et dybt sted, som ikke engang hovedet forstår.

Påtager sig skyld

Der er noget længselsfuldt over Dy Plambeck, når hun taler om ungdomskærligheder og gamle ekskærester. Det var et så simpelt liv, siger hun på et tidspunkt, det største problem var, når nogen dansede lidt for tæt med en anden til en fest.

Nu er livet alt andet et simpelt.

– Kærligheden er fyldt med ekspartnere, egne børn, bonusbørn, logistik og nogen, der skal gå til spejder og svømning. Alt det der. Det er præmissen for en moderne familie som min. Men midt i det er også en stor kærlighed.

– Det er løgn, at kærligheden overvinder alt. For der er alt muligt, man skal have til at gå op i en højere enhed. Men det er kærligheden, der får én til at forsøge igen og igen, siger hun og fortsætter:

– En af hovedsætningerne i romanen er, hvor veninden Kari siger til hovedpersonen Amy: ”Du bliver nødt til at elske igen. Du bliver nødt til at tro på, at din evne til at give kærlighed ikke er brugt op”. Det er jo det fantastiske ved mennesket: Tænk, at man igen og igen kaster sig ud i det absurde projekt, som kærligheden jo er. Tænk at man gider sætte sig ind i, hvad sin kærestes ekskones nye kæreste ønsker sig til sin fødselsdag?

– Men det gør man jo af kærlighed til et menneske, man elsker, som har levet 40 år forud for mødet med én. Jeg tænker nogle gange, at det kunne være sjovt, hvis man første gang, man mødte hinanden, tog alle dem med, man skulle forholde sig til. Så kunne alle de 30 mennesker stå bag én dér på første date, og éns date kunne se hele pakken.

Pakkerne lister sig ind på én, siger hun også. Og det er nogle vidtforgrenede og ikke altid nemme pakker, Dy og hendes kæreste hver for sig kom med.

– Jeg kan få ekstremt dårlig samvittighed overfor min kærestes børn, og det tror jeg måske handler om, at jeg føler, jeg griber ind i deres liv på en måde, som er svær. Man påtager sig meget skyld i en sammenbragt familie, men nogle gange tænker jeg også: ”Hvad er det egentlig, jeg er skyldig i?” Det er jo sådan set ikke min skyld, at mine bonusbørns forældre gik fra hinanden.

Rummelighed er vigtigt, understreger Dy Plambeck, rummelighed og gode veninder.

For hende er veninderne, livsvidnerne, langt vigtigere end parforholdet, for de har været der sideløbende med opture og nedture, parforhold og alternative familiekonstellationer.

– Venindeskaberne, der udvikler sig sammen med ens livsstadier, er vigtige. De gør også, at man kan holde til det rod, der kan være i alternative familieformer.

– Jeg vil anbefale alle kvinder at skaffe sig nogle veninder, hvis de skal overleve her i livet. Anskaf nogle gode veninder, og så kan din partner komme i anden række. Der er en stabilitet i venskabet – jeg tror for eksempel ikke, det er 50 procent af alle venskaber, der går i stykker vel? Men 50 procent af ægteskaberne gør.

Når Dy Plambeck mødes med sine gamle højskoleveninder nu, er de over 20 personer om bordet, hvor de før i tiden kun var fem.

Deres familier har udvidet sig, børn er kommet til, nye parforhold. Dy spejler sig i sine veninder og deres familier, og de taler med hinanden om udfordringerne ved de konstellationer, de er en del af. Grundlæggende handler det hele om fællesskab.

– Det er lidt sjovt, at jeg er endt i den her familiekonstellation. Gennem mit forfatterskab løber en rød tråd, der handler om både gerne at ville ind i et fællesskab, men også have en modstand mod det.

– I en moderne familie er man hele tiden lidt udenfor og samtidig inde. Det skifter frem og tilbage. Jeg kan let få klaustrofobi, og det er ikke så klaustrofobisk at være i den type familie, jeg er i. Alle behøver ikke indtænkes hele tiden, og det er der fordele ved. Samtidig er der en naturlig følelse af føle sig udenfor i en sammenbragt familie. Det er noget af det svære.

Er det dét værd?

– Jamen, det ved jeg da slet ikke, om det er. Jeg er kun 43 år, det er lige begyndt, så den samtale må vi tage om nogle år, siger hun og griner.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 16, 2024. Dette er en redigeret version.