Hvornår er børn gamle nok til fritidsaktiviteter?
Torsdag, 14. september 2017 - 7:14 (udgivet første gang august 2016) - af Redaktionen. Foto: Panthermedia
Hvornår kan børn begynde til fritidsaktiviteter?
Inden dit barn er 5-6 år og går i 0. klasse, er der ingen grund til at melde dem til hverken fodbold, gymnastik, svømning eller nogen som helst andre fritidsaktiviteter.
Indtil da er det nemlig langt bedre selv at tage sit barn med over i parken for at spille bold og prioritere samværet frem for sporten, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er godt at få motion. Og det gælder også små børn. Men det behøver ikke være i form af en fritidsaktivitet. Tværtimod. Børn elsker at grine og lege sammen med deres forældre. Det er i virkeligheden det, de allerhelst vil. Det er ikke deres behov, at man drøner hjem fra institutionen og pakker sportstasken for at skynde sig hen i sportshallen for at spille bold eller lave gymnastik, siger hun til dr.dk.
LÆS OGSÅ: Sådan laver du regler for børnenes fritidsaktiviteter
Fritidsaktiviteter kan blive for meget for små børn
Børnepsykologen mener, at der er kommet prestige i at haste til den ene fritidsaktivitet efter den anden, og det kan have en negativ indflydelse på børnene:
- Det er blevet et mantra, at vi SKAL gå til noget. Vi SKAL være med i en klub. Men i virkeligheden hjælper det ikke børnene. Der er så mange socialiseringsrum, de skal forholde sig til. Der er ét regelsæt i hjemmet – og så er der et andet regelsæt i institutionen. Og hvis de så også skal forholde sig til et regelsæt og et fællesskab i fodboldklubben, så bliver det for meget for dem, siger hun.
LÆS OGSÅ: Så gamle er børn, når de får deres første mobiltelefon
5-6-årige har gavn af fritidsaktiviteter
Når børnene så bliver 5-6 år, er det derimod en rigtig god ide at melde dem til en fritidsaktivitet. For her kan de typisk sagtens rumme det. Og de har desuden gavn af fællesskabet med vennerne.
- Så er det en god ide, at man sammen med barnet vælger en sportsgren, f.eks. fodbold, og så gennemfører det. I tre måneder. Da skal forældrene tage lederskabet og sige, at nu har vi valgt denne her sportsgren, nu holder vi fast i de tre måneder. Selv om barnet måske pludselig gerne vil noget andet, råder Margrethe Brun Hansen.
LÆS OGSÅ: Sådan laver du regler for børnenes fritidsaktiviteter
Vigtige overvejelser om dit barns fritidsaktiviteter
Når dit barn skal til at begynde til en fritidsaktivitet, er der ifølge DR's sundhedsplejeske Else Guldager lige nogle overvejelser, som forældrene bør gøre sig først:
- Er mit barn klart til at overskue og sætte sig ind i et helt nyt regelsæt, som vil være til træningen?
- Er mit barn klart til at komme ud i et miljø, der i et eller andet omfang er præget af konkurrence eller visen-sig-frem?
- Der er stor forskel på at turde danse hjemme på stuegulvet sammen med mor og far og så komme hen et sted, hvor der er mange voksne og børn, som ser på en. Magter mit barn denne forskel?
- Er der tid nok til bare at lave ingenting, være spontan, have legeaftaler eller hjælpe med f.eks. huslige pligter, som jo også styrker barnet og lærer det at mestre livet?
- Er mit barn klar til at acceptere, at han kan møde andre (jævnaldrende) børn, der har gået til fodbold i nogle år og derfor er bedre end ham?
- Hvilken aktivitet passer bedst til mit barn? Selv om storebror kan ramme fjerbolden med badmintonketsjeren, og han synes, det er fedt, så er det ikke sikkert, at det gælder for lillesøster.