Hye blev bortadopteret, fordi hun var en pige. Da hun selv blev mor, skyllede et gammelt traume ind over hende

Hye Secher Marcussens biologiske mor vidste, at hun ikke ville få lov til at beholde sit barn, hvis hun fødte endnu en pige.

Det havde Hyes biologiske far besluttet. Forældreparret havde i forvejen to piger, og han ville ikke have flere. Han ville have en dreng.

Så da moren fødte Hye, og de så, hun var en pige, bortadopterede de hende straks.

I stedet adopterede de en dreng og gjorde ham til deres. De lod omverdenen forstå, at det var ham, Hyes mor havde været gravid med.

Hye fortalte de aldrig nogen om. De fortalte heller ikke drengen, at de ikke var hans biologiske forældre. Det blev familiens hemmelighed, og det er det stadig i dag.

Hye kom på børnehjem, og da hun var fire måneder gammel, blev hun adopteret fra Korea til Danmark af sine danske forældre.

De gav hende navnet Helle.

– Jeg har gået i terapi i 20 år for at prøve at hele mig selv, for jeg har et blødende sår indeni, siger Hye i dag.

– Jeg har båret rundt på min biologiske mors stress og angst hele mit liv.

Fra graviditeten, hvor moren var nervøs for ikke at kunne beholde sin egen datter.

Adskillelse

32 år senere blev Hye selv gravid.

– Da jeg blev mor, troede jeg egentlig, at jeg havde fået ryddet op. Og så var det bare som at blive kørt over med en damptromle.

Hye nåede kun lige at få sin nyfødte datter op på sin mave, før hun blev kørt på operationsstuen, hvor lægerne skulle stoppe en voldsom blødning.

Hun var nu mor og blev adskilt fra sin datter, ligesom hun selv var blevet adskilt fra sin egen biologiske mor. Kortvarigt, men kraftfuldt.

Et par timer senere fik hun sin datter op til sig, men det meste af tiden skulle datteren ligge i en plastic-vugge, fordi det frarådes, at barnet sover i sine forældres favn, hvis forælderen ikke er vågen.

– Det var problemet for os: Hun ville ikke sove i vuggen, kun i favnen, og derfor lukkede jeg ikke et øje i flere døgn, siger Hye.

På børnenes vegne

Det var der, det begyndte.

Hyes oplevelse af, at den måde, vi adskiller barnet fra dets forældre, ikke er til barnets bedste. Hun kalder det for adskillelseskulturen.

– Jeg tror ikke, det er sundt for børnenes selvværd og deres kerne, siger hun.

I de tre år, der er gået siden, og hvor hun har været forælder, er hun kun blevet bekræftet i den fornemmelse.

I dag betegner hun sig selv som omsorgsaktivist, og i en kronik i Information efterlyste hun tidligere i år, at feminister taler børnenes sag.

Hun beder os om at overveje, om vi som samfund kunne tillægge omsorgen for og tiden med vores børn en helt anden værdi.

Hun sætter spørgsmålstegn ved, om det er for barnets bedste, at vi så tidligt sender det i institution, eller om det er for arbejdsmarkedets og økonomiens bedste.

Men når hun har gjort det, er hun blevet mødt med ”en larmende tavshed” i de feministiske kredse, hun altid har befundet sig i og identificeret sig med.

– Jeg er et menneske, der er blevet byttet ud med en dreng. Bogstaveligt talt. Så ingen kan nogensinde komme og sige til mig, at feminismen ikke løber i mit blod, siger hun.

Nogle feminister opfatter det som reaktionært, som om Hye vil skrue tiden flere årtier tilbage og sende kvinderne tilbage til kødgryderne.

Men det er ikke det, hun vil.

Hun vil vise, at netop feminismen er en oplagt arena til at kæmpe for børns rettigheder og for en ny og bedre værdsættelse af omsorg.

– Feminister kæmper for alle mulige andre marginaliserende grupper, som ikke er blevet betragtet som ligeværdige. Hvorfor kæmper vi ikke også for børnene? Spørger hun.

Som Hye siger, kan du jo ikke spørge et barn på 10 måneder, om det er dårligt for dets selvværd at blive sendt i institution.

Derfor må feministernes spørge og svare på børnenes vegne.

Kroppen husker

Hjemme, om natten, vågnede Hye hele tiden og satte sig op.

Datteren lå i en seng lige ved siden af og græd i stedet for at sove.

Hye fulgte de anbefalinger, hun fik.

– De handlede alle om adskillelse, siger hun.

Du skal helst ikke amme mere end hver tredje time. Barnet skal helst lære at sove i barnevognen, barnet skal helst lære at sove i egen seng. Også selvom barnet skriger.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det sikreste sted for et spædbarn at sove i sin egen seng.

De anbefaler ikke, at barnet sover mellem sine forældre om natten for at forebygge vuggedød.

Hvis barnet skal dele seng med sine forældre, skal barnet sove ved siden af den ene og have god plads.

– Det var hele tiden det her med væk fra favnen, siger Hye med armene strakt ud foran sig, som om hun holdt et barn.

– Når min datter endelig sov, lå jeg sådan her ved siden af hende, siger Hye og strækker sine arme ned langs sin krop, mens hun med store, bekymrede øjne spørger: Hvornår vågner hun igen? Hvornår vågner hun igen?

– Jeg spiste ikke, jeg sov ikke, jeg tissede ikke. Jeg sad bare og vuggede vuggen og var besat af, at hun skulle sove. Min datter græd hele tiden. Jeg kan se nu, at hun var stresset, fordi jeg var stresset.

Da datteren var ni uger, faldt de begge i søvn ved et tilfælde, mens Hye lå med hende i favnen.

– Jeg vågnede helt forvirret ved, at vi rent faktisk havde sovet – og sovet godt. Jeg havde ikke været vågen hele tiden.

Da Hye fortalte det til sine veninder, sagde de til Hyes overraskelse, at det gjorde de hele tiden – sov med deres barn i favnen.

– Jeg synes, det vidner om, hvor stærk adskillelseskulturen er - at man kan være en relativ ressourcestærk, nybagt mor og ikke have fået at vide, at det kan være beroligende for et spædbarns nervesystem at ligge hud mod hud.

– Jeg begyndte at tænke over det: Hvorfor har jeg fået at vide, at hun skal ligge i den seng, og jeg skal frem og tilbage 100 gange på en nat, hvis hun sover godt her?

En larmende opstilling af regler

Senere gik Hye hos en psykolog med det, lægerne diagnosticerede som en efterfødselsreaktion.

Selv oplevede hun det som posttraumatisk stress.

Psykologen forklarede Hye, at når man bliver mor, trækker man på de før-sproglige erfaringer, man har med fra sin egen biologiske mor. At blive holdt om, at blive ammet og trøstet.

– Kroppen husker, siger Hye.

Men Hyes krop havde ingen erfaringer fra sin biologiske mor.

– Derfor stod jeg der som nybagt mor og havde ingen intuition. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad skal jeg med den her baby? Spørger hun.

– Jeg vidste det ikke, for jeg havde ikke noget at trække på. Jeg havde ikke nogen følelse af at have kontakt til den.

Hye mener ikke, man behøver være adopteret for at have at følt sig magtesløs med sit eget barn.

– Det er også den larmende opstilling af regler om, hvad man skal og ikke skal, som overdøver den intuition, vi alle har lidt. Den drukner.

En hyldest til feminismen

Ved siden af Hye ligger en bog om børneopdragelse. Hun forklarer dens budskab: Hvis man lykkedes med at gøre barnets tre første leveår gode og nærværende, kan man næsten ikke ødelægge det derfra.

Men sådan som systemet er indrettet i dag, har Hyes børnesyn ikke særligt gode vilkår. Systemet er indrettet til, at vi skal lade os adskille fra vores børn.

Det er som sagt ikke, fordi Hye vil have mødrene tilbage til kødgryderne.

– Hvorfor bliver det en kunstig opstilling af, at enten gør vi status quo, eller også går vi tilbage? Hvad med at gå frem og finde nogle helt nye måder at gøre det på? Spørger hun.

Behøver forældre arbejde så meget i de år, de har små børn? Kan man skabe arbejdsfællesskaber, hvor små børn kan tages med?

Hvad med at forlænge forældres orlovsperiode? Kan vi begynde at betragte børn som ligeværdige personer med rettigheder?

Det er blandt andet de spørgsmål, feministerne bør gå forrest og rejse på børnenes vegne ifølge Hye.

– Det her er en hyldest til feminismen, som har råbt op om så mange normer og fastlagte kulturelle konstruktioner. De har lavet så mange banebrydende forandringer. Hvorfor skulle vi ikke også lave den her?

At overlade sit liv i en andens hænder

Hye og hendes mand har selv valgt at gøre tingene på en anden måde. Skubbe til de fastlagte normer.

For eksempel passede de deres datter hjemme, til hun var tre år.

– Institutioner er ikke for børnenes skyld. Det er en skrøne, at det skulle være godt for dem. Vi efterlader dem 10-12 måneder gamle hos nogen, som de ikke selv har valgt, og som de ikke selv kender, siger Hye og afviser, at en uges indkøring er nok til at skabe kendskab og tryghed.

– For et barn er det jo det samme som at overlade sit liv i den persons hænder. Børn kan tilpasse sig rigtig meget, men jeg tror ikke, vi erkender, hvor meget det koster for dem at tilpasse sig sådan et miljø i så tidlig en alder. Det har en stor pris for udviklingen af deres selv og selvværd, siger Hye.

Hye er enormt bevidst om, at det hurtigt kan lyde som en kritik af de forældre, der sender deres børn i institution.

Derfor har hun også tøvet længe med at sige sine tanker højt.

– Det er sårbart at mene noget om folks børn, men jeg vil ikke udskamme nogen. Det er kulturen, jeg kritiserer. Ikke forældrene, siger hun.