Kære mor … Har jeg fået for mange børn?

Kære mor

I år er det ni år siden, jeg en lun sensommernat pressede en 52 cm velskabt pige ud i armene på en jordemoder, og fra den dag blev mor mit navn.

I nattens højtidelige stilhed, på fødelejet på Rigshospitalets anden sal, lå jeg med benene slapt i bøjlerne og stirrede ind i lille Evas vidtåbne øjne – og jeg så evigheden, mælkevejen og universets uendelighed i hendes blik.

Siden er hun jo blevet storesøster til to brødre. Og jeg mor til tre. Og jeg synes efterhånden, det er meget lang tid siden, jeg havde så fredfyldt en stund som den nat …

Men, mit spørgsmål handler slet ikke om, hvordan det føles at blive mor for første gang. Men for tredje gang.

Jeg blev ramt af et citat den anden dag: “Vi banede vejen for et meteornedslag ved at tro, det ikke skulle ændre os.” Kender du det, når nogen kan formulere en følelse for dig? Det er fra Kristian Leths bog "En tid med mirakler", og det er præcis, sådan jeg har det.

Svend, mit tredje barn, er et planlagt og elsket meteornedslag i mit liv.

At gå fra en hverdag som familie med to børn til en hverdag med tre føles ind i mellem som kaos og kronisk utilstrækkelighed, der hele tiden skifter form og udtryk.

Som at tale i telefon med tre mennesker på én gang (fire hvis min mand også tæller med), hvor der konstant er nogen, der bliver bedt om at vente, og jeg sjældent når hele vejen rundt.

Men én af de ting, der særligt stiger eksponentielt med antallet af børn, er larm:

Duplo-klodser, der bliver tømt ud på køkkenalrummets trægulv, klaverøvning, telefonen, der ringer, søskendeskænderier om fjernbetjeningen, min mand, der kalder fra den anden ende af huset, opvaskemaskinens summen og Shubiduas "Folkevogn" for fuld smadder på højttalerne.

Mit nervesystem er virkelig under pres. Ind imellem føles det som at gå rundt i verden uden hud, hvor selv et omsorgsfuldt kram kan føles som et overgreb.

Og dét leder mig hen til den værste følelse … At jeg ikke rigtig kan rumme det. At jeg ikke bare elsker det her kaotiske og larmende Tre-barns-familiemonster ubetinget. For er det ikke netop dét, en rigtig god mor gør – elsker betingelsesløst?

Det spørgsmål, jeg har stillet mig selv flest gange siden meteornedslaget i 2021, er, om jeg har fået flere børn, end jeg egentlig kan klare.

Så nu spørger jeg dig: Har jeg fået for mange børn?

Kh Karen

Ps. Jeg er begyndt at få reklamer for ørepropper til mødre på Instagram. Er jeg en dårlig mor, hvis jeg køber et par?

Kære Karen

Lad mig starte bagfra og svare dig på dit spørgsmål om ørepropper til mødre. Det kan jeg slet ikke anbefale! Det vil dine børn føle som en gedigen afvisning, der kan sætte negative spor i dem.

Du må ikke give op ved at købe ørepropper. Du skal blive ved med at hjælpe dine børn til at dæmpe sig og lære dem at tage hensyn, og find så dine egne lommer af stilhed, hvor du kan få dit nervesystem i ro.

Sig f.eks. at du lige går ud med skraldespanden, eller på toilet, hvis du kan trænge igennem larmen.

Du spørger, om du har fået for mange børn.

Jeg husker alle dine tre fødsler med stor taknemmelighed. Det er ikke noget, jeg har sagt til dig før, men bekymringerne om, hvad der kan gå galt, fulgte mig hver gang.

Det er jo ikke for sjov at klare en fødsel. Du overlevede, og du fik velskabte børn. Og jeg blev mormor til tre små, vidunderlige personligheder.

Men børn kommer med en pris: Dårlig nattesøvn, flere udgifter, meget rutinearbejde, nedsat socialt liv med venner og kollegaer, ingen tid til dig selv osv. Jeg kunne blive ved.

Det vilde er, at vi ikke tror, det skal overgå os selv. Vi tror, at vi kan “leve som før”. Som du skriver, gør vi plads til meteornedslaget, uden at kende konsekvenserne ved det.

Sandheden er jo, at selv med erfaring fra ét barn, får de fleste af os ét til, og mange af os synes også, at der er plads til endnu ét i familiens favn. Jeg har selv født tre børn.

Dét, vi nok glemmer, er, at for hvert barn stiger kompleksiteten i familiens dynamik og med tre børn, er der ikke længere en voksen til hver.

Det betyder også, at der er gang i mange interaktioner, som mødre ikke kan have kontrol over. Ofte vil det være skænderier eller vilde lege, der larmer. Så er det, man længes efter kun at have ét barn, eller i det mindste at kunne tage et par ørepropper i brug.

Selv Marie Kondo har kastet sit sirligt sammenrullede håndklæde i ringen efter at have fået barn nummer tre.

Hun rydder ikke længere op i ting, men har i stedet valgt at rydde op i tid. Og det er en rigtig god idé.

Kære Karen, jeg synes ikke, du har fået for mange børn. Du er med den gamle psykolog Winnicutts ord en “Good enough mother” for dine børn, ofte fantastisk, men også af og til slet ikke tilfreds med dig selv.

Når vi mødre skal tilsidesætte vores egne behov for at tage os af familien, kan der nemt opstå frustration og en følelse af at miste sig selv.

Men det koster meget tid at opdrage børn, og hvert barn har sine særlige behov og udfordringer ind i flokken.

Det ER en vigtig opgave i en årrække. Men husk – som du kan se på mit liv, kommer der mange år igen, hvor du helt selv kan bestemme over din tid, din krop og dit nervesystem.

Kh Mor

Ps. Det, du giver opmærksomhed som forælder, får du mere af. Jeg ved jo, at I også har stjernestunder, hvor alt ånder fred og ro, og børnene leger harmonisk sammen. Husk at rose dem, bare med en enkelt sætning. Fortæl dem, at det er en dejlig måde at være sammen på.