Kim Kardashian kalder sig selv "enlig mor": Kanye West har ikke set sine fire børn i to måneder
Foto: Susan Walsh/AP/Ritzau Scanpix
Det er ingen hemmelighed, at skilsmissen mellem Kim Kardashian og Kanye West på ingen måde har været en nem en af slagsen.
Siden bruddet i 2021 er det ikke just lykkes for de to megastjerner at få et godt samarbejde om deres fire fælles børn stablet på benene.
Faktisk er det så slemt for den 44-årige Kim Kardashian, at hun det meste af tiden føler sig som en alenemor.
Det fortæller "The Kardashians"-stjernen i podcasten "iHeart What the Winkler".
For tiden skyldes de følelser i særdeleshed, at den Grammy-vindende ordsmed er rejst til Japan, hvor han har opholdt sig med sin hustru Bianca Censori.
Det betyder, at "Monster"-rapperen ikke har set hverken døtrene North, 11, og Chicacgo, 6, eller sønnerne Saint, 8, og Psalm, 5, i intet mindre end 57 dage.
Det får podcast-værten Zoe Winkler, der også er Kimmys bedste veninde, til at udbryde, at situationen er "vanvittig", hvilket SKIMS-grundlæggeren giver hende ret i og tilføjer, at hun på det seneste har valgt ikke at tale for meget sin børneopdragelse, fordi der er for mange mennesker, der dømmer hende.
- Du og jeg har for det meste forbundet os omkring forældreskab og fordømmelse, og det der med at føle, at man nogle gange er alene i det her, siger Kim Kardashian og tilføjer, at hun "dybest set opdrager fire børn alene" i Los Angeles.
- Selvom vi har god støtte og folk omkring os, er der stadig tidspunkter midt om natten, hvor alle børnene ligger i din seng, sparker, græder og vågner op.
Selvom Kim Kardashian synes, at det der med de fire unger er ekstremt hårdt, så indrømmer hun, at hun er privilegeret og har råd til den ene barnepige efter den anden.
Samtidig er det også en gave, at hun får lov til at knytte bånd med sine unger på den måde, som hun gør.
Kanye West og Kim Kardashian gik fra hinanden i 2021 efter næsten syv års ægteskab.
Rapperen blev i januar 2023 gift med den australske arkitekt Bianca Censori.
Kim Kardashian har derimod ikke giftet sig igen, og selvom hun i ni måneder dannede par med komikeren Pete Davidson, så er hun fortsat single.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.