"Mine forældre bor derinde," sagde Morten, da han så betjentene. "Ja..," lød svaret

Mortens far, Bjørn Vyk, var en mand, der holdt sit ord. Når han sagde, at han ville hjælpe andre med noget praktisk, så gjorde han det.

Som at fikse Mortens bil, når den var i stykker. Han var løsningsorienteret, og det, han satte sig for, skete for det meste.

På det seneste var han begyndt at sige, at han ville slå Mortens mor, Mette Vyk, ihjel.

Efter godt 30 års ægteskab havde hun meddelt ham, at hun ville skilles.

Han havde altid haft et hidsigt temperament, men det var blevet værre, efter at han var begyndt at drikke, samtidig med at han tog smertestillende medicin for urinsyregigt i fødderne.

– Min moster så ham skylle pillerne ned med whisky. Efterfølgende har vi fået at vide, at sådan et blandingsmisbrug kan føre til en psykose, fortæller 42-årige Morten Vyk fra Skovlunde.

Han var 27, da tragedien skete.

Den 30. juni 2009. Nogle dage forinden var han flyttet midlertidigt hjem i forældrenes hus, som de netop havde sat til salg på grund af deres forestående skilsmisse.

Morten var selv i gang med at blive skilt fra sin kone, med hvem han havde en lille datter og ventede endnu én.

Det var en kaotisk periode. Faren boede nu alene tilbage i huset, efter at moren var rykket ind hos Mortens lillesøster i hendes studiebolig.

Søsteren var – midt i forberedelserne til sin studentereksamen – flygtet til den hemmelige adresse efter et voldsomt skænderi med sin far, som var endt med, at han havde tævet hende.

Det var dråben for Mette Vyk, der for at holde sammen på familien i mange år havde tolereret sin mands adfærd.

Bjørn havde sagt til hende, at hun aldrig ville slippe levende ud af ægteskabet, men nu, hvor hendes børn heller ikke længere kunne vide sig sikre, havde hun fået nok.

Da Line som den yngste og sidste af deres tre børn flyttede hjemmefra, var der ikke længere en familie at holde sammen på.

Ringede til politiet

Morten, den ældste i søskendeflokken, var den eneste, der nu havde kontakt med faren. Han havde altid været den af dem, der havde det tætteste forhold til ham.

Morten vidste, at han havde truet moren på livet, og til det sidste forsøgte han at tale sin far til fornuft.

En uge inden sin død ringede Mette Vyk til politiet for at anmelde ham for trusler, men de kunne ikke gøre andet end at tilbyde hende et tilhold. Det nyttede intet, mente Mette, som ængsteligt lagde røret på igen.

– Jeg prøvede at spore hans tanker ind på noget andet og være der for ham, så han ikke var fuldstændig isoleret. Det værste, man i mit hoved kan gøre i forhold til en person, der er desperat og så langt ude, er at isolere ham. Hvis alle vender sådan en person ryggen, er der ikke en chance, for så har vedkommende ingen grund til ikke at gøre alvor af sine mørke tanker, siger Morten og fortsætter:

– Når vi var sammen, holdt jeg ham beskæftiget, hyggede og snakkede med ham. Jeg spurgte ham, hvad han nu havde tænkt sig, og han sagde, at han ville købe en gård, for der var mange penge i huset. Han opførte sig normalt, brokkede sig lidt over den mad, vi fik, og sagde, at det kunne man fandme lave bedre.

Selv om Bjørn Vyk var tydeligt uligevægtig, var Morten ikke bange for at falde i søvn i huset, da han flyttede hjem til sin far igen.

Han var vokset op med farens lunefulde humør, og han var blevet vant til at bøje af over for det for husfredens skyld.

Han havde også medfølelse med ham.

– Min far havde haft en skidt opvækst. Senere blev han en del af rockermiljøet og tog rundt og sloges med folk, for det var det, han kendte til, men han kom ud af det, da han mødte min mor. Hun var kærlig, omsorgsfuld og empatisk. Alt det, min far ikke var. Han var mere autoritær og handlingens mand, siger Morten.

Lykken vendte

Bjørn og Mette købte en hyggelig murermestervilla i Skovlunde, som i de første år dannede rammen om et lykkeligt familieliv med børnene.

De anskaffede sig også et idyllisk sommerhus i Gedesby, hvor Morten har mange gode minder fra. Hans far lærte ham blandt andet at fiske og stable brænde.

– Vi grinede også meget sammen. Han var en sjov og festlig fyr, fortæller Morten.

Smilene aftog dog med årene. Fortidens spøgelser var ikke sådan at undertrykke for Bjørn.

Morten understreger, at familien ikke levede med vold og i evig frygt, som nogen måske tror.

Han husker det som, at faren fra tid til anden fik raserianfald, og at det gik ud over ting mere end familiemedlemmerne.

– Om der så også er noget, jeg har fortrængt, kan jeg jo ikke udelukke, siger han.

Morten husker til gengæld tydeligt sin 18-års fødselsdag. Han så film derhjemme med sine søskende og forældre, og der blev serveret smørrebrød. Faren havde fået en tår over tørsten.

– Han blev hidsig over, at der ikke var en rejemad til ham, så han smadrede en tallerken og sagde: ”Nu går jeg ud i garagen og skyder mig selv”, siger Morten og forklarer, at hans far havde adgang til våben, fordi han gik på jagt.

– Det var første gang, jeg oplevede min mor blive sådan rigtigt bange. Da han var gået ud, låste hun døren, for hun frygtede, at han ville komme ind for at skyde os alle sammen.

Mistede kontrollen

Lige den dag blev Morten også bange.

– Jeg førte mine søskende ud gennem et værelsesvindue, og de løb over til genboen, mens jeg blev hos min mor. Hun gik hen for at låse døren op igen, da hun frygtede, at han ville blive endnu mere vred over ikke at kunne komme ind, og i samme øjeblik slog han sin hånd gennem ruden på døren. Han skar hele hånden op, og min mor fik glasskår omkring øjnene.

Genboen kom over og fik talt Bjørn til ro, tog ham med på skadestuen og hjalp ham hjem i seng igen.

Dagen efter var Mortens far fuld af fortrydelse.

– Han kom rundt til os alle og undskyldte, og han var som en lille mus i lang tid efter. Han frygtede nok, at det ville ende i skilsmisse, og det betød alt for ham at have en familie. Efterfølgende fandt vi ud af, at han gik og pralede med os til andre. Jeg tror, han gjorde meget for at tæmme sit temperament, men at det også irriterede ham at være føjelig, så derfor eksploderede det en gang imellem. Og da min mor så sagde, at hun ville skilles, knækkede det hele for ham. Det var det ultimative tab af kontrol.

Morten stod tidligt op om morgenen den 30. juni 2009.

Han havde åbnevagten på sit arbejde som pædagogmedhjælper og skulle møde klokken halv syv. Om formiddagen skulle forældrene mødes med en ejendomsmægler i huset for at forberede salget.

– Min mor havde skrevet til mig aftenen før og spurgt mig, hvad min far lavede, for hun var bange for ham. Jeg skrev tilbage, at jeg ikke syntes, det var rart at være i klemme mellem dem. Det var min sidste kommunikation med hende. Det er svært at tænke på. Men jeg holdt jo øje med ham, så godt jeg kunne, siger Morten, som også kiggede ind til sin far, inden han forlod hjemmet den morgen.

– Da lå han og sov, så jeg tog på arbejde uden at sige farvel. Hen ad formiddagen stod jeg på legepladsen, da vi hørte lyden af sirener. Jeg kan huske, at jeg snakkede med mine kollegaer om det: ”Hold da op, der er godt nok gang i den”, sagde vi til hinanden. Jeg fik tidligt fri klokken 12, og da jeg kom hjem, var hele vejen spærret af – og så kunne jeg godt regne ud, hvad der var sket.

Hørte skrig og skud

Foran huset blev Morten mødt af en betjent, der spurgte, hvem han var. ”Mine forældre bor derinde”, svarede Morten.

”Ja…, begyndte betjenten tøvende.

”Nå, så har han gjort det”, hjalp Morten ham på vej.

Hans moster havde overværet tragedien.

Mortens mor havde bedt hende om at tage med hjem i huset som en ekstra tryghed. Det var, som om hun havde forudset, hvad der ville ske.

– Min mor var virkelig nervøs den dag og havde siddet hele morgenen og kigget ud i luften, har Morten fået fortalt.

Da ejendomsmægleren kom, gik mosteren et øjeblik ud i haven for at vande blomster. Kort efter hørte hun Mortens mor skrige og derefter lyden af to skud inde fra huset.

Hun skyndte sig tilbage og fik indenfor øjenkontakt med Mortens far, som stod med sit jagtgevær i hænderne. Bag ham lå 57-årige Mette Vyk blødende og livløs på gulvet.

Mosteren løb hende til undsætning, men det var desværre for sent.

Idet hun passerede Bjørn Vyk, satte han geværet for sin egen mund og trykkede af. Han blev 56 år.

– Min moster var knust. Hvordan hun er et helt menneske i dag, forstår jeg slet ikke, siger Morten.

Man kan ikke lade være med at tænke det samme om ham. Hans stemmeføring er lav og alvorlig, men samtidig fattet og rolig, når han genfortæller historien.

Morten bor stadig i byen, hvor det skete. Han kan ikke overskue at flytte, for han har arvet sin mors dårlige stedsans, siger han med et smil.

Et normalt liv

I dag lever Morten, bortset fra tragedien i sin bagage, et normalt liv med sin kæreste gennem fire år, Ann, samt de to døtre, der nu er teenagere og bor halvdelen af tiden hos ham og den anden hos deres mor.

Han er i gang med at videreuddanne sig til pædagogisk assistent, og han har overtaget sommerhuset i Gedesby, hvor han ofte søger hen for at finde ro blandt rådyrene og fuglene i haven.

– Og min fars dårlige humor, tilføjer han og smiler igen.

– Stedet er en evig påmindelse om mine forældre – på en positiv måde. Vi havde mange gode stunder der, og det er det, jeg gerne vil huske om dem begge, forklarer Morten, hvis historie er et eksempel på, hvor meget et menneske kan stå igennem og rejse sig fra.

Morten reagerede anderledes end de andre i familien, da han fik beskeden om, at hans far havde taget sit eget og morens liv.

– Hvor min søster faldt grædende sammen og besvimede, havde jeg ikke samme voldsomme reaktion. Det var frustrerende og skamfuldt, for jeg kunne mærke, at andre på en måde forventede det, men jeg kunne ikke finde følelserne frem, selv om jeg prøvede at fremprovokere dem. Måske fordi jeg var i en choktilstand, eller fordi det hele var så surrealistisk, men omvendt kan det lige så vel være, at det var fordi, jeg var forberedt på, at det ville ske, vurderer Morten.

I stedet mærkede han en underlig form for forløsning.

– Nu skulle jeg ikke længere gå og frygte, at han ville gøre alvor af sine ord. Nu havde han gjort det. Trykket for brystet, som jeg hele tiden havde gået rundt med, forsvandt. Jeg ville selvfølgelig ønske, at han kun havde taget sig selv, siger Morten, som kalder sin fars gerning for ”egoistisk”, ”absurd” og ”modbydelig”.

Deler far i to

Det har været nødvendigt for ham at dele sin far i to, når han tænker på ham, for følelserne, der er knyttet til ham, er modstridende.

Morten er vred på den far, der dræbte hans mor, og han kommer aldrig til at forstå eller tilgive det.

Men han savner samtidig den far, der også var sjov og hjælpsom, ligesom han savner sin mor.

– Det ramte mig, at jeg var forældreløs, lige så snart jeg havde brug for hjælp og ikke kunne få fat i den person, jeg normalt kontaktede. Min far er der ikke længere, når bilen driller, eller når der skal ordnes noget i sommerhuset. Min mor er der ikke længere til at give gode råd eller et varmt kram. Jeg bliver hele tiden mindet om, hvor vigtige de begge var, og hvor meget de fyldte i mit liv, forklarer Morten, der gennem alle årene har forsøgt at skubbe de dårlige minder i baggrunden og lade de gode fylde mest.

– Jeg ønsker ikke at leve videre på had, for det får man ikke noget godt ud af.

Det er langt fra alle, der forstår Mortens savn til sin far.

Når Morten taler med andre om ham, falder snakken typisk på hans sidste forfærdelige gerning. Morten er ked af, hvordan hans far nu bliver husket på grund af sine handlinger.

– Hans eftermæle er fuldstændig smadret. De gode ting, han gjorde, vil for altid være farvet i det lys. Det er selvfølgelig en stor del af det, men jeg så gerne, at der også blev lagt vægt på den anden del, så den ikke bliver glemt.

I tiden efter forældrenes død talte Morten med en psykolog.

Mest fordi andre opfordrede ham til det, men han var klar over, at der selvfølgelig var nogle ting at bearbejde. Som for eksempel tankerne om, hvad der ville være sket, hvis han ikke var taget på arbejde den dag.

– Hvis jeg havde været der og havde stillet mig i vejen for ham, så tror jeg ikke nødvendigvis, at han ville have skånet mig i sin desperation. Jeg har spillet alle mulige scenarier igennem i mit hoved, fortæller Morten, der ikke har følt skyld over, hvordan det gik.

– Jeg gjorde, hvad jeg kunne, konstaterer han.

Begravet hver for sig

I starten flyttede Morten tilbage til sin daværende kone, indtil de smed håndklædet endegyldigt i ringen.

Sommerhuset blev også hans base i et stykke tid. Hans mor var blevet skudt i gæsteværelset, hvor han havde overnattet, og der var blod på de få ting, han havde medbragt.

Han var nødt til at fjerne sig fra gerningsstedet og langsomt få en ny hverdag til at hænge sammen.

– Jeg sygemeldte mig fra mit arbejde i nogle måneder for at lande i mig selv og få styr på de ting, der skulle ordnes – begravelserne, bodelingen, problemerne i mit eget privatliv. Der var meget at se til, og det var nok også medvirkende til, at den voldsomme reaktion stadig ikke kom. Min hjerne ville være kogt sammen, hvis jeg skulle forholde mig til det hele på én gang.

Mange familietraditioner er forsvundet efter forældrenes død. Moren var omdrejningspunktet for mange af dem, og nu er det blevet sværere at samles hele familien.

Morten ser stadig sin søster, men ikke så tit, som han gerne ville. Han bruger megen energi, når han er ude blandt mennesker på sit arbejde og i skolen, så fritiden går for det meste med at lade op.

– Vi accepterer begge, at vi sørger forskelligt, og at vi ser forskelligt på tingene. Vi har haft dybe snakke om det, der er sket, men vi gider ikke at svælge i det, og vi er enige om, at det ikke skal styre vores liv, fortæller Morten.

Svært at tale om

Han er også påpasselig med at tale om det, når han møder nye mennesker.

– Jeg vil ikke defineres af det, hvilket jeg godt kan føle, at jeg bliver. Så jeg venter gerne, til folk har lært mig at kende for noget andet, for så er det nemmere at rive plasteret af og komme videre derfra.

Det kan dog være svært at finde et rigtigt tidspunkt, fortæller Morten.

– Det er ikke lige noget, man siger i forbifarten, og det er heller ikke ligefrem en humørspreder. Hvis nogen fortæller mig, at de har mistet, undgår jeg også helst at sige, at jeg kender til det, for min historie har det med at tage fokus. Jeg ønsker ikke at fylde med den og kommer kun ind på den, hvis jeg finder det relevant og ikke har andre ting at koncentrere mig om.

Det koster ham ofte et mareridt, når han har forholdt sig for meget til den del af sin fortid.

– Jeg har ikke gode drømme om min far. Det er typisk voldsomme drømme, og jeg har også haft en, hvor han skød mig, og hvor jeg vågnede i panik. Men jeg er ikke mærket af det i det daglige. I hvert fald ikke hvis jeg selv skal vurdere det. Det stritter på mig, når jeg oplever andre med en hidsig adfærd, og jeg kan godt blive hurtigt presset og søge mit eget selskab. Men ellers synes jeg selv, at jeg er rimeligt omgængelig, siger Morten og smiler.

Han har skånsomt forklaret sine døtre, hvordan deres farmor og farfar døde.

De tog det pænt, fortæller han og glæder sig over de selvstændige unge piger, som de – blandt andet med hans hjælp – er blevet.

– Jeg er ikke så god til at hjælpe dem med matematikopgaverne, men jeg prøver at være en god, kærlig og omsorgsfuld far, og det er vel det vigtigste.

Denne artikel blev først bragt hos udeoghjemme.dk, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.