Mobber dit barn?
foto: Pantherstock
Dit barn mobber!
Der findes altså måder at forebygge, at dit barn en dag kommer til at mobbe andre børn, men hvad gør du, hvis skaden allerede er sket?
Mange forældre reagerer med fornægtelse, fordi de føler, at det indirekte er en anklage mod dem som forældre, om at de ikke har klaret forældreopgaven godt nok. Dernæst føler mange sig handlingslammede, fordi de reelt ikke ved, hvad de skal gøre med den opdagelse, at deres barn mobber. Andre prøver at finde en forklaring i, at der måske også er noget galt med den person, deres barn har udsat for mobning, og at det derfor er lidt forståeligt. Men der findes ingen undskyldninger, og heldigvis er der altid en løsning.
"Mobning er en konsekvens af et dårligt klima i klassen. Det er derfor der, du skal rette sin energi og fokus hen. Hvordan kan du etablere et bedre klima? Det gøres ved at tage en grundig samtale med skoleledelsen og klasselæren og lægge en plan for, hvordan I får ændret kulturen ved hjælp af øget forældrefællesskab og skoleindsats. Kulturen SKAL ændres," siger Charlotte Broe.
Og hvis det ikke kan lade sig gøre, kan det være nødvendigt at gå skridtet videre. Et udtryk siger, at "nissen altid flytter med", hvis man flytter sig fra et problem. Men det er ikke altid tilfældet med mobning, da det som nævnt skyldes mange faktorer, og derfor kan det i visse tilfælde også blive nødvendigt at sige stop.
"Hvis I har kigget indad og er opmærksomme på, at I skal være gode rollemodeller samt har gjort en solid indsats for at skabe et godt forældresamarbejde - og det stadig ikke er blevet bedre, så kan den bedste løsning være at flytte jeres barn til en anden klasse eller en anden skole. Undersøgelser viser at 'mobberen' ofte er ked af at gå i skole og ender ud med at få en dårlig eksamen fra skolen. Derfor er det væsentligt, at I ser en positiv udvikling i takt med jeres indsats. En flytning til et bedre miljø, samt et målrettet arbejde på at lære dit barn at begå sig positivt socialt kan ende med at være den bedste løsning."
Hvorfor opstår mobning? Læs mere her
1. Snak med dit barn
Børn begynder ofte at mobbe, fordi de føler sig truet og er bange for selv at falde uden for fællesskabet. Måske dit barn har det sådan?
2. Skab en god social kultur i klassen
Et godt socialt miljø i klassen er altafgørende og kan fremmes gennem et godt forældresamarbejde. Noget så enkelt som ikke at udelukke nogen fra en fødselsdag kan have en stor forebyggende effekt.
3. Vær en god rollemodel
Taler du pænt til og om andre mennesker? Hvis ikke, er der stor sandsynlighed for, at dit barn vil kopiere din dårlige vane.
4. Undersøg andre påvirkninger
Ser dit barn meget reality-tv, der indeholder grimt sprog og asocial opførsel? Så kan det have samme afsmittende effekt, som hvis dit barn kopierer din opførsel over for andre. Vær derfor opmærksom på ydre faktorer, der kan påvirke dit barn.
5. Erkend, der er et problem
At dit barn bliver "anklaget" for mobning, betyder ikke, at du er en dårlig forælder, eller at dit barn er ondskabsfuldt. Erkend
problemet i stedet for at benægte, og få gjort noget ved sagen.
6. Overvej flytning
Har I gjort alt, hvad I kan for at komme problemet til livs? Så kan en flytning til en anden klasse eller skole - sammen med et målrettet arbejde på at lære dit barn at begå sig positivt socialt - måske ende med at være den bedste løsning.
Læs også: Sådan giver du dit barn mere selvtillid