Mor som 40-årig
foto: Nellie Møberg
Heidis 3 gode råd
til dig, der bliver mor som 40-årig
- Gør det! Nyd det, og brug din livserfaring og den ro, du har i dig selv, til at vide, at du gør det godt nok.
- Prøv at vende tanker og bekymringer til noget positivt, og husk at de hjælper dig til at være en ansvarsfuld mor.
- Vær ærlig på dit arbejde og sig det, hvis du føler dig anderledes efter at være blevet mor. Mange af dine kollegaer har prøvet at blive forældre, og de kan hjælpe dig til at acceptere følelsen og huske, at du nok skal komme ind i "loopet" igen.
"Børn var aldrig et projekt for mig, og det passede ikke ind i mit liv, da jeg var i 20'erne og 30'erne. Da jeg blev gravid med Carl-Emil, vidste jeg bare, at jeg var klar. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle have ham, selv om det betød, at jeg skulle være mor alene, fordi faren ikke ville have flere børn," fortæller Heidi.
Hun gjorde sig mange tanker om det at blive mor.
"Jeg tror, man maler fanden lidt mere på væggen, når man er i min alder, fordi man har prøvet nogle ting i sit liv. Jeg har selv været igennem et forløb med sygdom og dødsfald i familien, og det har påvirket mine tanker om selv at skulle være mor. Som yngre tror jeg ikke, man bekymrer sig på samme måde," siger Heidi.
Mindre overskud
De fleste nybagte mødre rammes af træthed og søvnmangel, men som 40-årig kan det være ekstra hårdt, fortæller Heidi.
"Man er bare ikke lige så overskudsagtig som tidligere, og den fysiske træthed kan være overvældende," siger hun.
Hun har også mærket udfordringer i sit arbejdsliv.
"Jeg er ikke lige så fleksibel som tidligere, og lige da jeg vendte tilbage fra barsel, havde jeg følelsen af, at jeg slet ikke hørte til længere - det gik dog over med tiden. Som 40-årig med et lille barn bliver man også mindre attraktiv på jobmarkedet, så det kan godt bremse karrieren lidt."
Fordele
En af de største fordele ved at blive mor sent er ifølge Heidi, at man kender sig selv godt.
"Jeg ved, hvem jeg er, og det gjorde jeg ikke som 20-årig. I dag har jeg en anden ro. Og så er jeg blevet meget bevidst om, hvilke værdier jeg vil give videre til min søn, som kærlighed og respekt - at vi skal være gode ved hinanden. Og jeg tænker over de signalværdier, jeg viser ham igennem mine egne handlinger. For eksempel er det vigtigt, at mit barn ser, at man ikke skal lade andre overskride sine grænser. Hvis jeg gør det, og han er vidne til det, så vil han tro, at det er okay," siger Heidi.
"Jeg tror, det er en stor fordel for mit barn, at jeg tænker over de ting, og det gjorde jeg ikke, da jeg var yngre."
Læs også om Pernille, der blev mor som 20-årig, og Sarah, der blev, mor da hun var 30 år