Når mormor flytter ind

"Skat, jeg synes din mor skal bo hos os!" udbryder Lisbets mand, Jan. Lisbet kigger på ham. Det er ikke noget, hun har talt om, men derimod en idé, som hendes mand har gået og tænkt over. Som han nu synes, skal realiseres. Lisbet er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun synes, det er en god idé.

"Vi kommer begge to fra Ribe, men var på grund af Jans ingeniørarbejde nødt til at flytte tre år til Læsø. Nu var tiden inde til, at vi ville flytte tilbage til Ribe og købe et tofamilieshus til os og min mor," siger Lisbet.
Desværre var det ikke helt så nemt at finde det rette hus, hvor der var plads til dem alle. Lisbet, Jan og deres tre børn, Niels, Ida og Karen, ender med at finde en lejlighed i Ribe. Lisbets mor bliver derfor fortsat boende for sig selv.

"I den blok, hvor vi bor i lejlighed, oplever vi et helt fantastisk fællesskab. I lang tid tror vores børn, at vi bor i et stort hus på tre etager, fordi børnene løber ind og ud af lejlighederne. Vi deler vores sorger og glæder og hjælper hinanden i hverdagen med små ting. Det kræver ikke det store at handle ind for overboen, lige tage et par børn ekstra med hjem eller lige vande planterne på etagen over en," siger Lisbet.

Fællesskab
Lejligheden er kun 86 m2 og generelt alt for lille for en familie på fem. Men der er så meget sjæl og fællesskab, at Lisbet og Jan først efter seks år beslutter at flytte. Karen er da fire år, Ida er 10 år, og Niels er 14 år, og ønsket om mere plads er stort.

"Efter de seks år er vi er overbevist om, at vi vil bo sammen med andre. Det gav os så meget, at det ville føles helt mærkeligt at bo i et hus til en familie," siger Lisbet.

Ønsket om at bo sammen med Lisbets mor, der nu er 71 år, er intakt. Jan finder et gammelt hus, hvor der hører et stort værksted til, som de kan bygge om til en lejlighed til Lisbets mor, Anne.

"Alt er ret abstrakt, fordi hele huset skal bygges om, og min mor har derfor kun tegningerne af sit nye hjem at forholde sig til. Men hun synes, det ser spændende ud. Min mor er med til at beslutte alt, der har med hendes lejlighed at gøre, mens vi tager os af vores del."

Anne får sin egen 50 m2 lejlighed med bad, køkken og egen terrasse. Det eneste, de deler, er en vaskemaskine. Da huset står færdigt, flytter alle tre generationer ind under samme tag. Men inden har de lavet klare aftaler.

"Vi lover min mor, at hun aldrig kommer til at betale mere end den husleje, hun havde før, hun flyttede ind hos os. Derudover betaler min mor alt vedrørende hendes lejlighed, og vi betaler vores. Det betyder, at vi ikke blander økonomi ind i bofællesskabet, og det er en meget væsentlig ting, når man bor sammen," siger Lisbet.

Hjælp i hverdagen
Anne har knogleskørhed, hvilket betyder, at tøjvask og indkøb er nogle af de ting, der kræver flere kræfter, end hun har. Derfor har familien den aftale, at Anne sætter sit vasketøj frem hver mandag, og så vasker Lisbet det. Ligesom Lisbet eller Jan handler ind for Anne, når de alligevel handler ind til sig selv. Rengøringen får Anne hjælp til udefra.

"For mig betyder det jo ingenting at lægge min mors tøj i vaskemaskinen, mens jeg alligevel vasker vores eget tøj, eller købe lidt ekstra ind, når vi alligevel er ude at handle. Men havde min mor boet bare 20 minutter væk, havde det pludselig været en mere tidskrævende opgave at hjælpe hende med det," siger Lisbet.

Lisbet har seks søskende, og de har alle et godt forhold til deres mor. Og netop det gode forhold er noget af det, som Lisbet peger på, som en af de væsentligste årsager til, at de kan bo sammen.

Det her skal du overveje inden du lader mormor flytte ind

Kodeordet er rummelighed
"Min mor er præstedatter og måske derfor et meget rummeligt menneske. Hun blander sig aldrig i, hvordan vi opdrager vores børn. Og jeg tror end ikke, at hun tænker over det. Hun accepterer. Min mor er en livsklog kvinde, der udmærket ved, at livet går op og ned - og hun forventer ikke, at vi gør tingene på en bestemt måde. Hvis hun eksempelvis kommer ind til os og kan mærke, at Jan og jeg skændes - så går hun igen. Uden at hun forventer, at en af os senere fortæller hende, hvad det handlede om. For sådan er livet bare. Det er helt normalt," siger Lisbet.

Annes evne til ikke at fordømme gør, at hun er trækplaster for alle sine syv børn, børnebørn og oldebørn. For hun har en fantastisk evne til at lytte og trøste, og samtidig er hun livsklog nok til at kunne brede problematikker ud. Så man ser det fra flere vinkler. Forstår. Og kommer videre i livet.

"Selv om min mor nu er gammel og ikke kan ret meget fysisk på grund af sin sygdom, så har hun, modsat os andre, altid tid til at lytte, spille rommy eller lave en kop varm te. Det har vores børn nydt. De har kunnet gå hjem direkte fra skole og få te og snak. Det er guld værd. Mere end man kan forestille sig," siger Lisbet.

Søskende
En anden aftale, de har lavet, er, at hvis Anne får mere end tre gæster, er hun altid velkommen til gå ind til Lisbet og Jan, hvor der er mere plads.

"Det betyder, at jeg ofte har mine søskende på afslappet besøg. Min mor kommer jo med maden, og jeg kan bare rejse mig fra bordet, hvis jeg skal noget. Jeg er jo ikke værten. Det elsker jeg. Fordi vi så har flere gæster, end vi ville have haft, hvis vi kun var os," siger Lisbet.

Lisbets søskende skulle lige vænne sig til, at Anne boede hos Lisbet og Jan. Det var nødvendigt at tale det hele igennem, således at ingen fik fornemmelsen af, at Lisbet og Jan tjente på, at Anne boede hos dem.

"Det var vigtig for os, at vi fik talt alt igennem, så alle vidste præcis, hvordan vi gjorde det praktisk og økonomisk. Selv om man måske ikke tror, at de små ting betyder noget, så er det meget væsentligt, at alle ens søskende ved alt," siger Lisbet.

Alle søskende er meget taknemmelige for, at Lisbet og Jan har mulighed for at hjælpe deres mor i dagligdagen. Det betyder meget for dem, at deres mor ikke sidder alene i en lejlighed og venter på hjemmehjælpen.

Vigtigt at være til nytte
"Vores mor har alle dage levet et aktivt liv. Hun gik hjemme med os syv børn, hvilket alle kan forestille sig kræver en del. Ud over det har hun altid interesseret sig for samfundet, gået på højskole og interesseret sig for økologi - lang tid før, det var smart. Hun er vant til at bidrage og føle, at hun er til nytte. For hende ville det derfor være frygteligt at sidde alene og ikke kunne bidrage med noget," siger Lisbet.

Derfor har familien også en klar aftale om, at man selv kan sige til og fra. Anne siger selv fra, hvis der er noget, hun ikke magter, så det ikke er Lisbet og Jan, der skal gå og vurdere, om de nu kan tillade sig at spørge, om Anne vil hjælpe en dag.

"Jeg lader min mor lave mad til os, hvis hun har lyst. Selv om det tager en hel dag for hende at lave aftensmad. Men hun kan mærke, at hun stadig er til nytte, og for os er det vidunderligt," siger Lisbet

Alderdom og bofælleskab
I takt med at Anne bliver ældre, er der også andre aftaler, der skal træffes. For hvad gør man, hvis ens mor bliver dement, får brug for personlig pleje eller kræver fuld bemanding hele dagen?

"Vi har en klar aftale om, at hvis min mor bliver dement, så skal vi flytte hende på et hjem. På samme måde har vi en klar aftale om, at skulle hun få brug for hjælp til personlig pleje, så skal der komme nogen andre og gøre det. Det bliver for grænseoverskridende for os alle sammen, hvis vi skal gøre det," siger Lisbet.
Men helt så enkelt er det alligevel ikke. For kan man egentlig flytte sin mor væk, hvis hun bliver rigtig syg - selv om man har lovet det?

"Hvis min mor havde boet for sig selv, havde det været naturligt at flytte hende derfra og videre på et eventuelt hjem. Men det føles langt voldsommere at skulle flytte hende væk fra os. Det ved jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg vil tackle, hvis det bliver nødvendigt," siger Lisbet.

Læs også: Bedste giver lov til det meste

Vi har trukket det længste strå
Hverken Jan, Lisbet eller deres børn er i tvivl om, at de har trukket det længste strå ved den måde, de bor på.

"Vi lever alle i en travl tid, hvor vi har masser at se til. Langt de fleste børnefamilier hænger i en klokkestreng, hvor vi er privilegerede, fordi min mor kan være hjemme, når vores yngste datter, Karen, kommer hjem eller andre gange har aftensmad klar til os, når vi kommer hjem. Det har tilført vores liv mere ro og nærvær. Så jeg er på alle måder uendeligt glad for, at min mand fik den idé, og at vi fuldførte den," slutter Lisbet.