"Når vi får børn sent, er der generationer i vores familie, vi aldrig kommer til at kende"

Tine Bendixen er journalist på femina. Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Min farmor var lige fyldt 43, da hun blev farmor første gang – til mig. Jeg var 38, da jeg blev mor første og sidste gang – til min datter.

Og nej, det her er ikke en løftet pegefinger til unge kvinder om at skynde sig at få børn (selv om jeg måtte igennem fire opslidende fertilitets-behandlinger, før det lykkedes …).

For det er grundlæggende et totalt privat valg, om man vil have børn eller ej. Og hvis ja, er det også et privat valg, hvornår man så vil have dem. Jeg har f.eks. en veninde, der efter en sej kamp fik tvillinger som 52-årig. Good for her!

Men der er alligevel noget ved sammenligningen mellem min 43-årige farmor og 38-årige mig, der har fået mig til at tænke over den tid og det liv, vi får sammen – eller ikke får sammen.

Afhængigt af hvornår vi får børn.

Sagen er jo, at når vi får børn sent, er der generationer i vores familie, vi aldrig kommer til at kende. Min datter nåede aldrig at møde min farmor.

Jeg har et billede: Mig selv som lille pige, min mor, min mormor og min oldemor. Fire generationer samlet i en stue.

Erindringerne om min hjemmegående oldemor handler om hjemmebagt marmorkage, citronvand i tivolistribede glas, kirsebærvin – og brun mad lavet i et fint gammelt blåmalet køkken i Sydhavn.

Og om fødselsdagsgaver, der som regel var yndige underkjoler med blonder og blomster og luksuschokolade i guldæske fra en rigtig chokoladeforretning.

Min oldemor havde øreflipper med meeeget lange huller trukket ned af de tunge guldøreringe, hun havde båret igennem et helt liv.

Hun døde, da jeg var 19. Sandsynligheden for, at jeg selv oplever at blive oldemor, er mildt sagt ikke særlig stor. HVIS min datter fik et barn allerede nu som 21-årig, og HVIS det barn også selv fik et barn som 21-årig, ville jeg blive oldemor som 102-årig.

Og jeg skulle nå at blive 121 for at matche de 19 år, min oldemor nåede at være i mit liv. Jeg siger det bare som et billede på al den tid og alt det liv, vi ikke får sammen, fordi vi er holdt op med at ”overlappe”. Det, synes jeg faktisk, er utrolig ærgerligt.

Det er kvindefællesskaberne, der forsvinder. Det er familiefortællingerne, der udvandes. Både de gode og de sørgelige og dem, der gør, at vi bedre forstår os selv og det, vi har med os.

Det er en historieløshed, der indtræder. Det er for mig også en erkendelse af, at når de traditionelle fire generationer i en familie efterhånden er afløst af tre eller to, fordi vi får børn så sent, så kan de generationer, der så faktisk er i live, komme til at fylde på en lidt låst og indgroet måde i hinandens liv.

Personligt er jeg f.eks. utrolig glad for, at min farmor havde en lidt anden synsvinkel, når det gjaldt min mor – og sagde det. Det er noget med balancen mellem relationerne.

Uden min farmors nuancer havde billedet været mere entydigt. Og familiekonstruktionen mere låst.

Min datters (måske) kommende barnebarn vil selvfølgelig kunne læse og læse om, hvordan det var at leve i hendes oldemors – min – tid.

Men hun kommer aldrig til at høre direkte fra mig om livet i 1960’erne og 1970’erne.

Og uden min farmor havde jeg ikke haft en førstehåndskilde, så jeg kunne fortælle min datter om, hvordan min farmor, min datters oldemor, var og levede sit liv, og hvad hun gjorde, da hun blev gravid og ikke ønskede barnet – længe før den fri abort …

Hvorfor det er vigtigt? Well. Det handler om kultur. Forskellen på den ydre kultur og den indre kultur, den levede kultur.

Sagen er jo, at vi faktisk delvist forstår verden igennem vores egne familieerindringer, ikke?