Nadja følte, at hun skulle stå til regnskab for sin beslutning: "Det spørgsmål tror jeg ikke, andre gravide på min alder får"

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn, og helst tidligt. Da jeg var yngre, regnede jeg med at få to-tre stykker, inden jeg fyldte 30, så de kunne være ligesom min egen søskendeflok. Sådan gik det ikke.

Som 22-årig var jeg til et rutinetjek hos lægen. Det viste sig, at jeg havde celleforandringer i livmoderhalsen, som kunne risikere at udvikle sig til kræft.

Der gik to år med en masse undersøgelser, før jeg til sidst blev tilbudt en operation. Efter operationen sagde min gynækolog, at hvis jeg ville have børn, skulle jeg begynde at tænke mig om.

Jeg havde fået fjernet halvdelen af min livmoderhals, så nye celleforandringer kunne ødelægge min chance for nogensinde at blive gravid. Og så gav hun et lille hint om, at man jo kan få børn på mange måder og ikke nødvendigvis sammen med en kæreste.

Jeg så en fyr…

på det tidspunkt, og lige pludselig blev jeg tvunget til at overveje, om det var ham, jeg ville have børn med. Det var en stor kamel at sluge som 25-årig. Vi blev ikke sammen, så jeg måtte ud at finde en anden – jeg fandt ham bare ikke.

Som 28-årig kunne jeg ikke vente mere. Jeg havde etableret et liv med god økonomi, egen lejlighed og et stort netværk. Jeg tænkte: “Hvad er det så, jeg mangler? Det er jo bare manden, som måske ikke dukker op lige foreløbig”.

Efter at have læst en bog om at blive selvvalgt solomor stod det klart for mig, at det var det, jeg ville. Jeg blev henvist til fertilitetsbehandling og valgte en åben sæddonor, som kan kontaktes, når barnet bliver 18.

Jeg blev gravid året efter…

og min familie og mine venner var så glade på mine vegne. Men jeg blev også mødt med nogle fordomme fra fremmede og bekendte, der ville snakke om maven.

Folk spurgte mig, om jeg nu også var klar til at blive mor. Det spørgsmål tror jeg ikke, andre gravide på min alder får, hvis de er sammen med en partner.

Når man allerede tidligt i livet vælger at få børn alene, er det, som om man skal stå ekstra meget til regnskab for den beslutning. Men jeg tror måske, man er endnu bedre forberedt som solomor, fordi man skal en masse ting igennem, inden man bliver gravid.

Min mor var med til fødslen…

og jeg havde også en god veninde med. Selvom jeg ikke har en kæreste, og Mathilde ikke har en far, er der en masse kærlighed omkring os. Hun har også to bedstefædre og flere onkler, som kan bidrage med noget mere faderligt i hendes liv.

Selv om der er mange, som gerne vil hjælpe, er jeg ikke altid god til at række ud, hvis jeg har brug for et pusterum eller gerne vil på en date. Men jeg øver mig i det.

Det sværeste er, når hun er syg, og vi ikke får en pause fra hinanden på noget tidspunkt. Efter en uge trænger man til at komme ud på gaden uden at høre ordet “mor” for 500. gang.

Jeg kan også få lidt dårlig samvittighed over for mit arbejde, fordi der kun er mig til at tage sygedage, men heldigvis har jeg en forstående arbejdsplads.

”Hvor er far?”…

har hun allerede spurgt. Hun har godt lagt mærke til fædrene, der henter de andre børn, i vuggestuen. Så har jeg forklaret hende, at sådan en har hun ikke.

Jeg har en børnebog, der hedder “Hvor er Karlas far?”, som hun kan få læst højt, når hun synes, den bliver spændende. Men det er rart, hun er blevet bevidst om, at “jeg har ikke nogen far, men jeg har dig, mor”. Det, synes jeg, er meget sejt, at hun kan forstå som toårig.

Det har også været en rejse for mig at skulle hvile i, at hun kun er min, og at det er mig, der trøster og ordner alt det praktiske 24/7. Præmien er, at det også mig, der får alle smilene og de gode stunder.