Pludselig bliver roen larmende, og jeg undrer mig: Er jeg ved at blive sær?

Cecilie Rubini er journalist. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har været meget alene på det sidste. Altså, ikke decideret ensom. Bare alene. Fysisk alene.

Mit liv kører i et pendul, som jeg selv har været med til at konstruere.

En uge med børn, job, aftaler, beskeder, indkøb, vækkeure, madplaner og kram.

En uge uden børn, uden nogen, uden noget. Eller, jo, vin. Og tanker. Vin og tanker.

Og oprydning, som så får lov til at forblive ryddet op. Ingen kommer og roder.

Ingen tømmer deres små sko midt i gangen, eller lægger bunker af tegninger alle vegne. Ingen spørger om snacks.

Når børnene er her, er der run på. Jeg står op klokken seks, folder tøj, smører madpakker, folder mig selv ind i rutiner og gør-det-nu-rigtigt-hed. Jeg er kærlig og effektiv og hele tiden på vej mod noget.

Skole, job, aftaler, fritid, mad. De uger føles som at gå i høje hæle i modvind.

Jeg holder balancen, men det kræver koncentration.

Og så hver anden torsdag eftermiddag er de væk. Og vinden lægger sig.

De børnefri uger er rene flader, fyldt med muligheder. Små aftaler, der er der, men aldrig forpligter.

Som bobler i kalenderen, der måske bliver til noget, måske ikke. Længere arbejdsdage på kontoret, hvor jeg bliver siddende, mens de andre drysser af én efter én. De skal hjem til nogen, der venter. Jeg skal ikke noget.

Men det er også uger, hvor aflysninger kan føles altoverskyggende.

Ikke bare som en lille ændring i kalenderen, men som om luften går ud af hele dagen.

Det er værre end de dage, hvor der slet ingen planer var.

For når boblerne sprænges, efterlader de en flade, der er lidt for stille. En aften, der pludselig føles lang og formålsløs, uden nogen at komme hjem til, uden nogen der ringer og spørger, hvor man bliver af.

Der er noget i kontrasten, jeg ikke har vænnet mig til, særligt i ugerne alene.

Den ro, der i det ene øjeblik kan føles som en gave, bliver pludselig larmende. Jeg kan høre alt. Radiatorens klik.

Mit hjertes utålmodige banken. Ambiancen fra gaden. Jeg går rundt og siger lyde, små suk, halvfærdige melodilinjer, “nå” og “hm” og “ah,” bare for at det hele ikke skal føles så stille.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan være alene. Jeg er faktisk rigtig god til det.

Men jeg begynder at spekulere på, hvad det gør ved mig. Og om man kan blive så god til at være alene, at man bliver lidt… sær.

Sær, som i svær at være sammen med. Sær, som i vant til sine egne rytmer og særheder.

Sær, som i at have lyst til at fortælle nogen om alle de små ligegyldige iagttagelser man gør sig i løbet af en dag, men der er ingen at sige det til. Så man siger det højt for sig selv.

Eller laver en note på telefonen, ingen kommer til at se og som, når jeg ser den igen en dag, ikke giver mening længere.

Jeg har altid haft en svaghed for særlinge. Jeg har elsket dem i bøger og film, typer med besynderlige vaner og ærlige ansigter. Men jeg havde aldrig tænkt, at jeg selv ville komme i kategorien.

Jeg troede, jeg var sådan én, der var let at være sammen med. Social. Sjov. I virkeligheden har jeg brug for ret meget alenehed for at kunne være noget som helst af det.

Og måske er det her, frygten begynder: For hvad nu, hvis jeg bliver så afhængig af min egen alenehed, at jeg ikke orker andre mennesker mere? At jeg mister evnen til at række ud? At det sociale bliver et kostume, jeg tager på, i stedet for noget, der sidder i huden?

Der er selvfølgelig også noget andet, der sker, når man er meget alene: Man lærer sig selv at kende.

Ikke på den der, du skal elske dig selv først måde, som Instagram ynder at prakke os på. Men i den mere lavmælte forstand. Jeg ved, hvad jeg har lyst til at spise. Jeg ved, hvordan det føles at være mig, når ingen forventer noget.

Det er en gave. Og en udfordring.

Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive sær. Måske. Men måske er det ikke det værste, man kan blive.

Måske er sær bare et andet ord for at være præget af sit eget liv. Måske er det bare et tegn på, at man har mærket noget, mistet noget, tænkt noget. Måske er vi alle sammen lidt sære. Nogle af os har bare bedre mulighed for at høre det, når det bliver stille.

Det føles lidt som at leve to liv. Og det kræver sin kvinde at være nogen i begge.

Så måske er det ikke særhed, jeg mærker. Måske er det bare mig. I stereo.