Familieliv
27. marts 2015

Psykolog: Skældud skader - gør dette i stedet!

Alt for mange forældre skælder deres børn ud, og det ingen positiv effekt - tværtimod, mener psykolog Stine Heide. Her får du hendes bedste råd til, hvad man i stedet kan gøre, når man ønsker at opdrage og sætte grænser for sine børn.
Af: Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/boernefamillie/foer-april-2013/2011-17-opdrage-andres-boern-copy.jpg

Foto: Pantherstock

I en dansk undersøgelse, hvor 6000 mødre til 3½-årige børn deltog, svarede 86 procent, at de havde skældt deres børn ud inden for den seneste uge.

Og det er alt for mange, mener psykolog Stine Heide, som har specialiseret sig i opdragelse i børneperspektiv:

- Jeg oplever, at danske forældre skælder alt for meget ud. Det er blevet acceptabelt, at man taler surt og vredt til sine børn. Mange forældre tror, at hvis de ikke skælder ud, så bliver børneopdragelsen laissez-faire ('laden-stå-til', red.). Men man kan sagtens opdrage og sætte grænser uden at skælde ud, siger hun til Samvirke.dk.

Skældud kan have store negative konsekvenser for børn

Faktisk bør man helt kassere skældud-metoden, for den hjælper ingenting - hverken på små eller store børn, forklarer Stine Heide. Snarere tværtimod.

Forskning viser nemlig, at skældud sjældent får børn til at gøre, som de voksne siger. Derimod optrapper det gerne konflikten og fører til, at børnene bliver mere aggressive.

Det kan desuden gå ud over børnenes tillid til både sig selv og forældrene.

- Børns selvværd bliver lavere, hvis de får meget skældud, fordi vi lærer dem, at de er forkerte. Ofte bliver børn skældt ud, fordi de gør noget, der er forkert i de voksnes verden, men som er fuldt ud logisk i børnenes verden. Mødes børnene af meget skældud, kan de trække sig ind i sig selv og miste tilliden til deres forældre, siger Stine Heide.

Hun bakkes op af lærer og cand.pæd. Erik Sigsgaard, der har udgivet bogen 'Skæld mindre ud'. Han påpeger, at skældud giver børn dårlig samvittighed, manglende entusiasme, ringe udholdenhed og koncentrationsevne.

Bogen "Skæld mindre ud" kan købes her >>

Børn er født til at fejle

Stine Heide opfordrer derfor forældre til at have større overbærenhed over for deres børn. For børn kan ikke undgå at fejle, og det bør heller ikke være forældrenes mål, pointerer hun.

- Alt er nyt for børn, og de dummer sig hele tiden. Det gælder helt til og med, de bliver teenagere. De vænner sig derfor til at fejle, for hvis de ikke kunne klare at fejle, ville de aldrig lære noget nyt. Der er rigtig meget, børns hjerner ikke kan endnu, fordi deres små hoveder ikke er bygget færdige. For det første kan de ikke selv bestemme, hvad de giver opmærksomhed - de hører eller ser simpelthen det, der er mest interessant. For det andet har børn under seks-syv år også svært ved at behovsudsætte. Og for det tredje kan børn have svært ved at impulshæmme deres adfærd. Og så har de per definition svært ved at skynde sig, forklarer psykologen.

Når børn bliver skældt ud, ved de måske godt, at de har gjort noget forkert, men ofte ved de ikke præcis, hvad det er, og de ved slet ikke, hvad de skulle have gjort i stedet. Forlang derfor ikke alt for meget af dit barn, råder Stine Heide.

Hvad er alternativet til skældud?

Men hvad skal man som forælder så gøre, når overbærenheden og tålmodigheden ikke rækker længere - og en grænse skal markeres?

Et godt råd er ifølge Stine Heide i stedet at opdrage sit barn via anerkendende sætninger som 'Jeg synes, det er så dejligt, når du hjælper mig med … i stedet for at …'.

- Forældre kan godt være lidt dovne og tro, at skældud er en hurtig smutvej. For så behøver de ikke bruge tre kvarter på at gennemføre en tandbørstning. Men det lærer barnet ikke noget godt af. Hvis man ved, der er problemer med tandbørstningen, eller barnet ikke vil tage sikkerhedssele på, så må man starte noget før. Og børn slår hinanden. Det er et vilkår. Det skal ikke accepteres, men du skal hjælpe barnet til, hvad det kan gøre i stedet for. Børn gør ikke noget af ond vilje - de kan bare ofte ikke finde ud af at gøre andet end det, de gør. Og de kommer til at gøre rigtig meget, siger hun.

Erik Sigsgaard er enig. Han mener, at forældre hellere skal fokusere på selv at være gode rollemodeller, der taler venligt til hinanden og børnene, og at voksne skal forstå, at et vanskeligt barn er et barn, der måske har det vanskeligt. De voksne må i det tilfælde spørge sig selv, om det kan skyldes ydre omstændigheder.

For det er ofte dér, det rigtige problem er.

HER ER 4 GODE ALTERNATIVER TIL SKÆLDUD >>

Endelig! Nu kan du få verdens mest effektive godnathistorie på dansk!

https://imgix.femina.dk/artikelbanner-kaninen-der-ikke-ville-sove-620.jpg

Læs også