Sådan taler du med dit barn om coronavirussen
Foto: Shutterstock
Det er så godt som umuligt at undgå snak om coronavirus derhjemme, når man hele tiden skal forholde sig til den. Enten på grund af nye restriktioner, man skal navigere i eller snak om vaccinen (halleluja!). Ja, bare man tænder for tv'et dukker ordet op konstant.
Det kan være vanskeligt at forholde sig til, hvad og hvor meget du skal dele med dine børn om situationen, men det er vigtigt, at de får det fortalt på den rigtige måde, så fantasien ikke løber løbsk.
Børn og ungechef hos UNICEF Danmark, Anne Mette Friis, klæder dig på til at tale med dit barn om coronavirus på en konstruktiv måde.
5 gode måder at tackle dit barns bekymringer og spørgsmål på:
1. Forklar, at hele verden hjælper med at løse problemet
Dit barn kan have brug for at vide, at de voksne gør alt, hvad de kan for at hjælpe. Fx er der netop blevet sendt en masse beskyttelsesdragter og -masker fra UNICEFs Verdenslager i København. Der er også en gruppe mennesker hos verdenssundhedsorganisationen WHO, der holder øje med situationen i hele verden. Læger, hospitaler og ambulancefolk ved nøjagtig, hvad de skal gøre, så sygdommen isoleres og bekæmpes på bedst mulig vis. Siden det første tilfælde af coronovirus i Danmark blev bekræftet, har det danske beredskab og sundhedsvæsenet arbejdet på højtryk, så smitten spredes mindst muligt.
LÆS OGSÅ: 6 sange, der gør det nemt at vaske hænder korrekt
2. Giv korte og klare svar
Tænk over, hvor meget og hvad du vil fortælle, når dit barn spørger ind til situationen. For meget information kan være forvirrende, og der er ingen grund til at komme med lange redegørelser for dramatiske begivenheder. Forsøg at holde dine svar så korte og præcise som muligt. Undgå også at forsøge at berolige dit barn med at sige, at "virussen kun er alvorlig for gamle mennesker". Så flytter du blot dit barns bekymringer fra dig over til bedsteforældrene.
3. Tal med dit barn om, hvad det ved
Måske har dit barn fået fortalt noget, som ikke er sandt, eller som det har misforstået. Spørg derfor gerne dit barn ind til, hvad det ved, og hold dig til fakta. Du kan altid finde opdateret fakta og de officielle råd om coronavirus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
4. Undgå emnet, så længe du kan - og brug medierne konstruktivt
Skån dit barn for at tale om virussen, så længe det ikke selv har hørt om den. Børn bør først høre om voldsomme emner som krig, terror, katastrofer, fattigdom og sult, når det er uundgåeligt at skærme dem for det, hvilket typisk er, når de begynder at gå i skole. De voldsomme nyheder i medierne skræmmer og påvirker børn, fordi de ikke helt forstår, hvad de ser og hører - det kan få fantasien til at løbe løbsk. Brug eventuelt medier som DRs UItra Nyt eller Børneavisen sammen med børnene. Begge medier er gode til at forklare de store ting til små mennesker.
5. Brug anledningen til gode snakke
Forklar dit barn, at sygdomme i gamle dage var meget farligere, fordi de fik lov til at sprede sig. I dag har man lært af historien og ved, hvordan man begrænser smitte. Voksne over hele verden arbejder på at begrænse virussen så meget som muligt.
Kilde: Sundhedsstyrelsen, DR.dk, Statens Serum Institut og Udenrigsministeriet.