Silas kæmpede med mobning, da endnu en tragedie ramte familien. I dag er han stærkere end nogensinde

Det var allerede svært for Silas at gå i skole, inden mobningen begyndte. Han er ordblind og kæmpede derfor med at følge med de andre i timerne. Det fik ham til at føle sig forkert og anderledes.

Alligevel husker han, at han var en glad dreng, der nød at spille håndbold i sin fritid. Når frustrationerne over skolearbejdet ramte ham, søgte han trøst i en snack fra køleskabet eller køkkenskuffen derhjemme.

Konsekvensen var, at han tog på i vægt. Det gav klassekammeraterne ammunition, da de i 4. klasse udså sig ham som deres mobbeoffer. I frikvartererne råbte de øgenavne som ”Just Eat” efter ham og spurgte hånligt, om han fik rabat hos McDonald’s.

– Når vi spillede fodbold, taklede de mig bevidst hårdt og grinede, når jeg faldt, husker den nu 13-årige Silas Kryger Larsen-Ledet fra Holbæk.

I starten prøvede han at tage drillerierne med et smil eller at ignorere dem, men det blev sværere, da mobningen eskalerede i 5. og 6. klasse og til sidst foregik hver dag. Det var stort set alle i klassen, der var med på ”løjerne”.

– Jeg havde kun én ven gennem det hele. Han prøvede at stoppe det, men de lyttede ikke, siger Silas, der forsøgte at lave legeaftaler med de andre, men blev afvist igen og igen.

Ulykkelig og vred

Silas mistede helt lysten til at forlade hjemmet. Han stoppede til håndbold, ville hellere spille computer på værelset for sig selv og indrømmer, at han nogle gange prøvede at pjække fra skole for at undgå de ubehageligheder, der ellers ventede ham. Selvværdet var helt i bund.

Hans mor, Lotte Larsen-Ledet, 53, kunne tydeligt se og mærke, hvordan han kæmpede. Frustrationerne gik ofte ud over hende, far Torben og storebror Lasse.

– Jeg havde en dreng, der var ulykkelig hver morgen, når han skulle af sted, og hver dag, når han kom hjem. Han blev hurtigt vred på os, for han skulle jo have afløb for alt det, han blev udsat for, og det var tryggest for ham at gøre derhjemme, fortæller Lotte, der ikke længere bor sammen med Silas’ far, men har bevaret et godt samarbejde med ham.

De forsøgte at kontakte de andre forældre i klassen gennem lærere og skoleledelse, men oplevede ikke, at det hjalp.

– Det er svært som forælder at gøre noget ved det. For hvad skal man gøre? Der er altid to sider af en sag, og hvis de andre forældre får en anden historie af deres børn, så er det påstand mod påstand, og så kommer man ikke langt, siger Lotte.

Kræften spredte sig

Mobningen var desværre ikke det eneste onde, familien skulle bekæmpe i denne periode. I marts 2020 fik Lotte konstateret kræft.

– Jeg havde haft diffuse smerter i maven og tøvede med at gå til læge, da coronaepidemien lige var brudt ud, men blev alligevel undersøgt og sendt til en koloskopi. Det viste sig, at jeg havde en kæmpe kræftknude i tarmen.

Måneden efter blev hun opereret og fik at vide, at alt så fint ud.

– Det var en lettelse, og jeg tænkte, at det var en overstået kamp. Jeg startede på arbejde igen, selv om jeg havde en del senfølger og var træt konstant. Efter et år skulle jeg til kontrolscanning, og her opdagede de, at kræften havde spredt sig til min lever.

Lotte kom i kemobehandling og måtte igen på operationsbordet, hvor hun fik skåret to tredjedel af leveren væk. På det tidspunkt var Silas i forvejen sårbar, da mobningen var brudt ud. Nu var hans faste klippe derhjemme – hans mor, der altid støttede og opmuntrede ham – pludselig også skrøbelig.

Kæmpede sammen

– Det var ekstremt hårdt, for jeg var nødt til at være der for Silas, samtidig med at jeg kæmpede med sygdommen. Jeg skulle sørge for, at han kom ud og fik sig bevæget, selv om jeg knapt nok havde energi til selv at holde mig oprejst, og jeg skulle stå op hver morgen og sende både ham og hans bror af sted i skole. Men det var godt for mig, for det blev min drivkraft, forklarer Lotte og ser på Silas, der midt i sine egne problemer også gjorde sit for at hjælpe sin mor.

– Jeg prøvede at smile og ikke se ked ud af det, så hun ikke skulle bekymre sig om mig, og så gav jeg hende en masse kram for at holde hendes humør højt, siger Silas og fortæller, at det kostede kræfter at lægge afstand til drillerierne i skolen, som han ikke blev skånet for trods morens sygdom.

– Jeg kunne godt se, at han kæmpede og var på overarbejde. Men det viste også, hvor stærk han var, og det inspirerede samtidig også mig til at kæmpe, siger Lotte, som i december 2021 fik sin sidste kemobehandling og blev erklæret rask.

Mobningen bed sig til gengæld stædigere fast, og da den kulminerede i 6. klasse, var det tid til et endeligt opgør. Silas deltog på det tidspunkt i et samtaleforløb for overvægtige børn og unge, og herigennem hørte Lotte om julemærkehjemmene, der hjælper børn i mistrivsel. I ti uger bor børnene på disse hjem sammen med jævnaldrende i lignende situationer og får med hjælp fra pædagogerne på stedet værktøjer til at bygge selvværdet op igen.

Smiler igen

Lotte foreslog sin søn at ansøge om et ophold på et af julemærkehjemmene, Liljeborg i Roskilde. Først tøvede Silas, da han ikke ønskede at være væk hjemmefra, men til sidst indvilligede han, da det forhåbentlig kunne være et tiltrængt pusterum og give ham en pause fra drillerierne.

Den 10. december 2023 flyttede Silas ind på Liljeborg.

– Jeg var nervøs, men blev taget godt imod af alle med det samme og fik hurtigt en masse nye venner. Der var plads til alle, og det var rart at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg lærte at stå ved mig selv, og at min mening også tæller, og det gav mig mere selvværd og livsglæde, siger Silas og fortæller med et smil, at han stadig taler med vennerne fra julemærkehjemmet og snart skal besøge en af dem.

Hans mor smiler også.

– Det har gjort en enorm forskel. Nu er han glad, hver dag han går ud ad døren, og når han kommer hjem. Han er mere udadvendt og har større gåpåmod, men det bedste er, at han også har fået ro indeni. Han hviler i sig selv, og det er dejligt at se.

Da Silas kom hjem fra julemærkehjemmet, flyttede han over i parallelklassen.

– Der havde jeg det meget bedre og fik mange venner, men jeg blev stadig drillet af dem fra min gamle klasse i frikvartererne, fortæller Silas, som derfor skiftede skole sidste år i forbindelse med, at han skulle starte i 7. klasse.

Her blev han også taget godt imod. Silas trives i sin nye klasse, hvor han er venner med alle, og i frikvartererne er der ingen, der driller ham. Den 13-årige dreng oser af overskud, og i sin fritid går han nu til fodbold. Han drømmer om at blive professionel fodboldspiller eller gamer, men har også en backup-plan, hvis det ikke lykkes:

– Så vil jeg være pædagog på et julemærkehjem, så jeg kan hjælpe andre, der har det svært. For jeg ved, hvordan det er, fastslår han.

Stop mobning

Silas deler sine oplevelser for at vise andre mobbeofre, at der er håb og hjælp at hente. Han håber også, at han kan sætte tanker i gang hos dem, der mobber.

– Mobning skal stoppes. Det gør mere ondt, end nogen måske tror, og man bør tænke over, at dem, det går ud over, kan have andre problemer at kæmpe med i forvejen. Så er det ikke sikkert, at man er stærk nok til at kunne tåle det, og man kan blive endnu mere ked af det, understreger Silas.

Lotte nikker. Ligesom sin søn ville hun ønske, at der blev gjort mere for at stoppe mobning i skolerne.

– Da jeg fik kræft, var der en lærer i Lasses klasse, som tog hånd om begge mine drenge. Hun havde selv haft kræft og fik afsat timer til at gå ture med dem, så de kunne tale om det, og hun tog også sin datter med på turene, så de kunne dele deres oplevelser med hinanden. Så de blev samlet godt op i forhold til min sygdom, og det gjorde en stor forskel. Men det krævede, at der var en ildsjæl, som tog initiativet. Jeg efterlyser, at børn også bliver samlet op på samme måde, når det handler om mobning. For det kan være lige så slemt.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme. Dette er en redigeret og oversat version.