Liv
25. august 2020

Fem gode grunde til, at ”menstruationsfri” slet ikke er så dumt, som det lyder

At få menstruationsfri fra arbejdet er slet ikke en dum idé, hvis du spørger Maja Nyvang Christensen, der har skrevet en bog om menstruation. Her får du fem gode grunde til, at menstruationsfri gerne må blive en ting på danske arbejdspladser.
Af:
menstruation

Maria Brus Pedersen. Foto: Shutterstock

Har du nogensinde slæbt dig på arbejde på dage, hvor du havde så kraftige menstruationssmerter, at du burde være blevet hjemme?

Har du spist Panodiler og Iprener i heftige mængder bare for at komme igennem arbejdsdagen?

Hvis det står til medlem af Alternativet og løsgænger i Folketinget, Sikander Siddique, så burde alle, der menstruerer, have mulighed for at holde fri, når smerterne bliver for store.

Det skrev han forleden på Twitter foranlediget af en artikel om det indiske firma Zomato, hvor kvinder og transpersoner, som havde menstruation, kunne få op til 10 dages menstruationsfri årligt.

Siden har debatten kørt herhjemme, og forslaget er blevet kaldt både gak og blevet kritiseret for at sygeliggøre menstruation.

Men måske er det slet ikke så dum en idé.

Her er fem gode grunde til at menstruationsfri gerne må blive en ting på danske arbejdspladser.

1. Menstruation er stadig tabu

En af grundene til, at det er så svært at snakke om menstruation og menstruationssmerter er, at det stadig er tabu for mange.

Det fortæller journalist Maja Nyvang Christensen, som i 2016 skrev bogen ”Gennemblødt” om menstruation sammen med Sine Cecilie Laub.

https://imgix.femina.dk/118450796_319168379204950_6038161386358687851_n.jpg

- Når skoleelever fortæller mig, at de bliver shamet for at have en tampon eller et bind i tasken, og når min partner ikke kan sige på sin arbejdsplads, at hun lider af menstruationssmerter og derfor ikke kan arbejde, så er det stadig et tabu. Det har været sådan gennem hele vores historie. Fra biblen og op gennem reklamehistorien har vi lært, at menstruation ikke er noget, vi snakker om, siger hun.

2. Menstruationssmerter påvirker så mange kvinder

Lang over halvdelen af alle kvinder har menstruationssmerter, som kan strække sig til alt fra ubehag til kraftige smerter. Når det gælder Præmenstruelt syndrom, PMS, er omkring 5 procent af alle kvinder så generede af PMS, at det giver sygefravær.

Sidste år lavede radiovært på P3, Maria Fantino et tweet, hvor hun spurgte, om hun var den eneste, der slæbte sig på arbejde hver måned med voldsomme smerter. Det viste sig, at det var hun langt fra.

3. Vi bruger allerede sygedage på menstruationssmerter

I 2017 lavede man i Holland en undersøgelse, der viste, at menstruation gennemsnitligt betød 9 tabte arbejdsdage om året, og ifølge reservelæge på Psykiatrisk Center København Kristian Reveles Jensen er de tal også retvisende for danske forhold.

- Det giver ikke mening, at vi skal gå på arbejde med helt vildt mange smerter i underlivet. Vi går heller ikke på arbejde med mange smerter i hovedet. Vi skal ikke bruge sygedage på menstruationssmerter, det giver ikke mening, for det er jo en kropslig funktion. Det er nogle arbejdsdage, hvor kroppen har brug for hvile, siger Maja Nyvang Christensen.

Hun understreger, at menstruation er forskelligt fra person til person, og at det ikke er alle, der vil have brug for at tage fri på grund af smerter. Hun mener ligeledes, at måden, vi snakker om menstruation, skal ændre sig, hvis menstruationsfri skal kunne fungere.

- Vi bliver nødt til at anerkende, at alle kroppe skal kunne være på arbejdspladsen på en lige måde. Det er en forfejlet opfattelse af ligestilling, at vi alle skal kunne det samme på de samme tidspunkter. Det er ikke, fordi mennesker med menstruation kan mindre, vi har bare brug for andre rammer.

4. Menstruation er ikke bare en privatsag

Maja Nyvang Christensen mener, at en anden grund til, at det er svært at tage snakken om menstruation på arbejdspladsen er, at vi stadig i høj grad ser det som en privat sag.

- Det er rigtig svært at ændre på strukturelle ting, når vi kaldet det en privat sag. I den ideelle verden burde man kunne sige til sin chef: ”Jeg bliver hjemme i dag, for jeg har vanvittige menstruationssmerter.” Men i dag synes vi, det er privat, selvom halvdelen af os har menstruation.

5. Arbejdspladser er indrettet til mænd – men det behøver ikke være sådan

De fleste arbejdspladser er designet til mænd, siger Maja Nyvang Christensen, og det betyder, at der er udfordringer, der ikke bliver taget højde for.

- Det vildeste, der er sket de sidste 100 år er, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, men vi er kommet ud på arbejdspladser, der er designet til mænd. Vi har en forfejlet opfattelse af, at ligestilling betyder, at vi skal leve under forhold designet til mænd, og det synes jeg er forkert, siger hun.

I Sverige har organisationen Mensen modtaget over en halv million svenske kroner fra den svenske regerings ligestillingsagentur, skriver Djøfbladet.

Mensen arbejder med at øge kendskabet til og udfordre myter om menstruation, og de har blandt andet certificeret den svenske virksomhed Forza Football som den første menstruationsvenlige arbejdsplads i Sverige.

Der har været afholdt workshops på arbejdspladsen, ligesom der nu er gratis bind og tamponer, skraldespande på alle toiletter, fleksible arbejdstimer og mulighed for at arbejde hjemme.

Maja Nyvang Christensen foreslår, at man på danske arbejdspladser kan se på muligheden for at indrette hvilerum, ligesom man burde gøre bind, tamponer, iprener og panodiler tilgængelige på arbejdspladsen.

- Det giver jo ikke mening, at man skal slæbe sig på arbejde på fire Panodiler og to Ipren, fordi man ikke vil være den, der tager fri på grund af menstruation. Hvis det var en hver anden ting, så ville man ikke møde op, siger hun.

Læs også